Valgets dagsorden

Den radikale leder Morten Østergaards udspil hvor han gjorde et socialdemokratisk tilbagetog med hensyn til det såkaldte paradigmeskifte til en betingelse for at støtte en socialdemokratisk regering efter valget, har fået borgerlige kommentatorer til at håbe på at Østergaard og de radikale – efter at den første debat mellem Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen udmærkede sig ved slet ikke at berøre området – får bragt udlændingespørgsmålet tilbage på toppen af den politiske dagsorden.

Tanken er at V og DF så at sige har sejret sig ihjel ved efter at S har lagt sin udlændinge- og integrationspolitik så tæt op ad DF som muligt. Dermed er udlændingepolitikken forsvundet som parameter i konkurrencen mellem blokkene, idet et skift fra V til S ikke ville have nogle konsekvenser på flygtninge- og integrationspolitikken. Pres fra specielt R og EL ville derimod kunne trække S i en mere liberal retning, hvilket kan få vælgere til at flytte sig tilbage fra S til DF.

Det der taler for argumentet er at S har flyttet sig i retning af DF’s positioner på området – mere skeptiske observatører vil dog påpege at S’s strategi fx på spørgsmålet om kontanthjælpsloftet mest af alt består i at skyde problemstillingen foran sig. Vi kan også se at der har været en bevægelse af vælgere fra DF og – i mindre udstrækning V – til S, og denne bevægelse er sandsynligvis accelereret siden årsskiftet. Endelig er det et faktum at det er fokuseringen på udlændinge- og integrationspolitik der kendetegner DF’s vælgere.

Mod argumentet taler at sundhedspolitik samt klima- og miljøpolitik er klatret op på den politiske dagsorden, og dette er området hvor V og DF står svagere. Interessant nok synes V at have tabt ejerskabet til sundhedspolitikken, hvilket ellers var en meget vigtig medvirkende faktor til at partiet manifesterede sig som det ledende parti i 00’erne – forslaget til sundhedsreform har intet gjort for V’s og DF’s støtte i opinionsmålingerne.

De borgerlige strateger og debattører må sætte deres lid til at der skal ske noget højst usædvanligt i dansk politik, nemlig at den politiske dagsorden ændrer sig grundlæggende med en måneds varsel. Dette er mig bekendt ikke sket tidligere, ligesom beregninger af bevægelser i opinionsmålinger antyder at blå bloks chance for at generobre flertallet, også selv om Løkke skyder afholdelsen af valget så langt det går, er yderst små.

Et yderligere problem for den borgerlige side er konflikterne mellem V, DF og KF på den ene side og LA samt det ubekendte kort NB på den anden. Der er et segment på 5-10% af vælgerne (altså 10-20% af de borgerlige vælgere) som det er svært for de etablerede partier på den borgerlige side (her minus LA) at mobilisere og integrere i en stabil regeringsdannelse. Hvis Mette Frederiksen har problemer med at holde den røde koalition sammen, gælder det i lige så høj grad for Lars Løkke Rasmussen.

Link:

Altingets måling af vælgernes dagsorden, december 2018

Erik Gahner Larsens index af meningsmålinger

DR Nyheders beregning af vælgervandringer

Hans Redder/TV2 om mulighederne for at flytte vælgere