Hvor lang tid kommer det til at tage at danne en dansk regering?

Traditionelt har danske regeringsdannelser været kortvarige affærer. Sagaen om det Sorte Tårn i 2011 illustrerer dette på bedste vis, idet forhandlingerne om dannelsen af Helle Thorning-Schmidts første regering stod på i 16 dage, hvilket generelt blev tolket som udtryk for en større regeringskrise. Der var den sandhed i tolkningerne, at RV under ledelse af Margrethe Vestager kørte en meget hård forhandlingslinje, hvis formål ikke mindst var at minimere SF’s indflydelse på regeringens økonomiske politik, men i international sammenligning fremstod regeringsdannelsen ikke som specielt langtrukken.

Valget i 2015 resulterede i en mere traditionel proces hvor Lars Løkke Rasmussen efter et par dronningerunder dannede en smal V-regering, der efter det dramatiske forløb om finansloven i efteråret 2016 noget overraskende blev udvidet med LA og KF. Man kan dog sige at V-regeringen var en afvigelse fra normen siden 1982, hvor alle regeringer frem til 2015 har været koalitioner af to til fire partier – dertil kommer at kun Poul Nyrup Rasmussens første regering (1993-1994) rådede over et flertal i Folketinget, mens alle andre regeringer har været minoritetskoalitioner.

Når regeringsdannelsen i Sverige har trukket ud efter valget i september 2018, er en af forklaringerne at de borgerlige partier stadig kæmper med at finde en strategi over for Sverigedemokraterne: Skal man fortsætte isolationen af SD eller acceptere partiet som grundlag for en borgerlig regering? Her kan man påpege at de danske partier i højere grad har villet og kunnet integrere fløjpartier i regeringsdannelsen – forholdet mellem S og Enhedslisten kan dog stadig diskuteres, men S har dog regnet EL’s mandater med i forbindelse med regeringsdannelser, ligesom partiet er indgået i aftaler om finansloven. DF har siden 2001 været en fast del af de borgerlige regeringers parlamentariske grundlag, men i forbindelse med valget i 2019 kan de borgerlige partier blive stillet over for spørgsmålet om hvordan de skal forholde sig til det højreekstreme Nye Borgerlige, hvis partiet opnår repræsentation i Folketinget.

Ser vi på de aktuelle indeks over meningsmålinger – Berlingskes Barometer fra 16/12 og den aktuelle Poll of Polls (fra 17/12) – synes centrum-venstre at have efter en danske forhold klar fordel. Teknisk set kan man regne KD som del af den blå blok, men partiet er langt fra at passere spærregrænsen, hvorimod indeksene har Nye Borgerlige i Folketinget.

Omregnet til mandater ser de aktuelle indeks sådan ud, idet de nordatlantiske mandater er placeret uden for de danske blokke. I 2015 resulterede valgene på Færøerne og i Grønland forresten i fire “røde” mandater.

Umiddelbart synes spørgsmålet om regeringsdannelsen efter 2019-valget at være afgjort til Socialdemokratiets og Mette Frederiksens fordel, men der er komplikationer, selv hvis S kan vælge mellem et S-EL-RV-SF-Å- og et S-DF-SF-flertal.

Lad os først antage at den blå blok (inklusive NB) uanset de aktuelle meningsmålinger får held til at vinde flertallet. Her kan NB pege på Lars Løkke Rasmussen som forhandlingsleder ved den første dronningerunde, stille betingelser mht. en ny regerings sammensætning eller dens politik, som gør det svært før Løkke at argumentere for at en V-ledet regering ikke bliver mødt med et mistillidsvotum i Folketinget. Tilsvarende kan DF have krav til regeringens sammensætning – specielt at LA eller KF ikke skal indgå i regeringen – som gør Løkkes opgave besværlig. Et DF-krav om en dansk folkeafstemning om EU-medlemskabet kan også forhindre en hurtig regeringsdannelse.

Det er sandsynligt at Løkke som i 2015 kan blive udset som regeringsdanner efter en dronningerunde nummer to, hvor DF og NB slækker på de krav, partierne fremsatte i første omgang. Som nyt parti, hvis ledelse ikke er integreret i den parlamentariske praksis, er NB dog en uforudsigelig faktor. Alt taget i betragtning vil Løkke og Venstre foretrække en situation hvor NB havner under spærregrænsen.

Ligeledes er spørgsmålet om Løkke vil kunne fortsætte med den nuværende trepartiregering, eller om han må tilbage til modellen fra 2015-2016 med en smal V-regering. EU-politikken vil sandsynligvis forhindre DF-deltagelse i regeringen, også selv om V vil kunne se fordele ved at placere DF i en situation hvor det har direkte ansvar for den førte politik. I alle tilfælde vil en etpartiregering ikke kræve forhandleringer om regeringsgrundlaget, hvorfor Løkke vil kunne danne en sådan regering forholdsvis hurtigt efter dronningerunde nummer to. En koalitionsregering kan derimod kræve en eller to ugers forhandlinger.

Hvis valget falder ud som de aktuelle meningsmålinger angiver, er det ikke givet at Mette Frederiksen hurtigt kan danne den S-regering, hun har angivet som sit mål. Det første problem opstår, hvis Enhedslisten og Alternativet skulle foreslå deres respektive partiledere som forhandlingsledere ved den første dronningerunde. I så fald har ingen af de mulige kandidater over 88 (90) mandater bag sig – med den aktuelle stilling ville Lars Løkke Rasmussen have 80 eller 84 mandater bag sig, Mette Frederiksen 68, Pernille Skipper 16 og Uffe Elbæk 7. Dronningen kunne i denne situation vælge at udse Lars Løkke som forhandlingsleder, vel vidende at resultatet af hans sonderinger ville blive at EL og Å ikke ville støtte en regering ledet af V. Efter dette svinkeærinde ville man formode at partierne peger på Frederiksen i en anden runde.

Her opstår det næste problem, fordi EL, RV og Å kan sætte betingelser på deres støtte til Frederiksen, der har mere end antydet at en S-ledet regering ønsker at føre økonomisk politik og indvandringspolitik med SF og DF. Ikke mindst det første kan støde hos betydelig modstand hos RV.

Selv om S satser på at en tredje dronningerunde fører til en mindretalsregering kun bestående af S, vil der stadig være usikkerhed om regeringens chancer i Folketinget. Så længe bare ét af partierne EL, RV (hvis evne til at udnytte komplekse parlamentariske situationer selv Henrik Sass Larsen gør klogt i at være opmærksom på) eller Å beslutter sig til at sætte hårdt mod hårdt, hvis ikke S kan opnå en forståelse med DF – hvilket igen kan koste betydelige indrømmelser på fx Europapolitikken, sundhedspolitikken eller klima- og miljøpolitikken. Målinger antyder at de to sidste politikområder står højt på den politiske dagsorden, så uklarhed om den socialdemokratiske linje kan koste i valgkampen eller efter valget.

Følger S Sass-linjen, vil partiet sandsynligvis satse på en hurtig regeringsdannelse for derefter at skyde sig gennem Folketinget. Spørgsmålet er dog om ikke et arbejde med at forankre regeringens politik hos EL, RV, SF og Å vil give en mere stabil regering, også selv om processen ender med en ren S-regering. Hele dette forløb kan godt tage et par uger.

Man kan til sidst bemærke at en S-regering med 47 mandater bag sig vil være den fjerdesmalleste regering efter 1945 efter Hartlings regering 1973-1975, Løkkes 2015-2016 og Knud Kristensens 1945-1947 – alle regeringer, der er blandt de kortest siddende i efterkrigstiden, hvilket igen kan rejse spørgsmålet om konstruktionens stabilitet.