Hvorfor tager det så lang tid at danne en regering i Sverige?

Af forskellige grunde har bloggen været i dvale i efteråret, men her er et blik på den svenske regeringsdannelse, der stadig ikke er afsluttet

Det var ventet at forhandlingerne om dannelse af en regering efter riksdagsvalget i september ville blive besværlige, men der var næppe mange som havde forudset at Sverige ville gå ind i 2019 ledet af et forretningsministerium. Faktisk er processen efter 2018–valget ikke bare den længste i svensk parlamentarisk historie, Sverige er også på vej ind på listerne over de længste regeringskriser, selv om der er et stykke vej til den belgiske rekord. Spørgsmålet er aktuelt om Riksdagen i det hele taget kan få valgt en statsminister ved de afstemninger, talman Andreas Norlén har bekendtgjort, eller om man skal ud i det første ekstravalg siden 1958 (idet valget i 1970, der markerede overgangen fra to- til étkammerparlament, ikke tælles med).

I en vis forstand er svaret enkelt: Efter valget i 2018 kendetegnes det svenske partisystem både af en høj grad af fragmentering og af en høj grad af ideologisk polarisering, hvilket skyldes Sverigedemokraternes indtog på den politiske scene.

Fragmentering har ikke kun med antallet af partier at gøre – her er antallet konstant siden SD kom ind i Riksdagen i 2010 -, men også deres relative størrelse. Der er flere måder at beregne fragmenteringsindeks på, men anvender man målet for effektivt antal partier, kan man se hvordan partisystemet er blevet mere opsplittet i løbet af 2010’erne

Det kan straks være lidt sværere at måle den ideologiske polarisering – skal man måle ud fra vælgernes positionering, partiernes valgprogrammer eller afstemningsadfærden i parlamentet? – men billedet er i alle tilfælde at de to midterpartier Centerpartiet og Liberalerna agerer ud fra det udgangspunkt at den ideologiske distance til SD mod højre og V mod venstre er for stor. Det er da også C og L – og her er C specielt interessant, fordi partiet sidder på medianlegislatoren eller mandat nr. 175 – som ad flere omgange har blokeret forsøg på regeringsdannelse.

Man kan måske sige at svensk politik er fanget mellem en blokpolitisk logik som har rødder tilbage til 1970’erne, og en opløsning af traditionelle bånd mellem partier og vælgere. Ser man lidt på matematikken, er situationen som følger, idet 175 er det magiske tal i svensk politik (beregningerne uden L er lavet for at fremhæve C’s aktuelle centrale position)

Som man kan se, skal en kommende statsminister på en eller anden måde opnå en forståelse med en blok der strækker sig fra V til C/L eller fra C/L til SD.

Ser vi derefter på C og L’s strategier, er der nok ikke tvivl om at de to partier ville foretrække en firpartiregering af Alliansen-partierne som blev tolereret af S (i modsætning til perioden 2010-2014 har man ikke valget mellem S og MP). Dette vil selvfølgelig gå imod S’ politiske DNA, selv om partiet i perioden 1991-1994 indgik i store økonomisk-politiske forlig med Carl Bildts firpartiregering, som egentlig havde Ny Demokrati som parlamentarisk basis.

Spørgsmålet er om C alternativt kan acceptere en S-regering, der samarbejder til højre: Både ved sonderingsrunde nummer to og den anden statsministerafstemning var C-leder Annie Lööfs påstand at S ikke havde gjort tilstrækkeligt store politiske indrømmelser inden fo erhvervs- og arbejdsmarkedspolitikken.

Billedet bliver så endnu mere kompliceret når man ser på C og L’s adfærd ved afstemningen om statsbudgettet for 2019. Her undlod partierne ganske vist at stemme, men resultatet var at de slap budgetforslaget fra M og KD støttet af SD igennem. Budgetforslaget var ganske vist ikke resultatet af et forlig mellem M, KD og SD, men for udenforstående fremstår C og L’s modstand mod SD måske ikke helt klart.

En del af problemet kan bestå i at C og L endnu ikke har fået afklaret situationen på vælgerarenaen og de interne organisatoriske arenaer. Partierne har ved valgene i 2006, 2010, 2014 og 2018 (og for så vidt også i 2002) indgået som medlemmer af en borgerlig firpartiblok, og hvis de vil undgå negative reaktioner blandt medlemmer og vælgere ved at tolerere en S- eller S/MP-regering, skal det i alle tilfælde stå helt klart at en ny Alliansen-regering ikke er en realistisk mulighed – og nok så vigtigt hvorfor.

Annie Lööf og i vis udstrækning Jan Björklund har siden september kørt et meget hårdt chicken race for realisere deres prioriteter, og man bør ikke helt udelukke muligheden for at det kan føre Sverige ud i et ekstravalg i foråret 2019 – også selv om et sådant valg ikke umiddelbart i sig selv vil afklare de låsninger som har kendetegnet svensk politik de sidste måneder.

PS: Hvorfor førte valget i 2014 ikke til en tilsvarende langvarig regeringskrise? En forklaring er at Fredrik Reinfeldt ved at afgå på valgnatten blokerede for en fortsættelse af firpartiregeringen med SD’s støtte, idet M blev sendt ud i en længere proces med valg af ny formand. Samtidig kan man argumentere for at perioden 2014-2018 egentlig var én lang regeringskrise, hvor Stefan Löfven blev statsminister på afbud, ligesom Sverige efter afstemningen om budgettet for 2015 rent faktisk var tæt på et ekstravalg.

PPS: De svenske kollektivblogs Politologerna og Makt och politik har fulgt processen hele vejen og er værd at følge.