Hvor lang tid kommer det til at tage at danne en dansk regering?

Traditionelt har danske regeringsdannelser været kortvarige affærer. Sagaen om det Sorte Tårn i 2011 illustrerer dette på bedste vis, idet forhandlingerne om dannelsen af Helle Thorning-Schmidts første regering stod på i 16 dage, hvilket generelt blev tolket som udtryk for en større regeringskrise. Der var den sandhed i tolkningerne, at RV under ledelse af Margrethe Vestager kørte en meget hård forhandlingslinje, hvis formål ikke mindst var at minimere SF’s indflydelse på regeringens økonomiske politik, men i international sammenligning fremstod regeringsdannelsen ikke som specielt langtrukken.

Valget i 2015 resulterede i en mere traditionel proces hvor Lars Løkke Rasmussen efter et par dronningerunder dannede en smal V-regering, der efter det dramatiske forløb om finansloven i efteråret 2016 noget overraskende blev udvidet med LA og KF. Man kan dog sige at V-regeringen var en afvigelse fra normen siden 1982, hvor alle regeringer frem til 2015 har været koalitioner af to til fire partier – dertil kommer at kun Poul Nyrup Rasmussens første regering (1993-1994) rådede over et flertal i Folketinget, mens alle andre regeringer har været minoritetskoalitioner.

Når regeringsdannelsen i Sverige har trukket ud efter valget i september 2018, er en af forklaringerne at de borgerlige partier stadig kæmper med at finde en strategi over for Sverigedemokraterne: Skal man fortsætte isolationen af SD eller acceptere partiet som grundlag for en borgerlig regering? Her kan man påpege at de danske partier i højere grad har villet og kunnet integrere fløjpartier i regeringsdannelsen – forholdet mellem S og Enhedslisten kan dog stadig diskuteres, men S har dog regnet EL’s mandater med i forbindelse med regeringsdannelser, ligesom partiet er indgået i aftaler om finansloven. DF har siden 2001 været en fast del af de borgerlige regeringers parlamentariske grundlag, men i forbindelse med valget i 2019 kan de borgerlige partier blive stillet over for spørgsmålet om hvordan de skal forholde sig til det højreekstreme Nye Borgerlige, hvis partiet opnår repræsentation i Folketinget.

Ser vi på de aktuelle indeks over meningsmålinger – Berlingskes Barometer fra 16/12 og den aktuelle Poll of Polls (fra 17/12) – synes centrum-venstre at have efter en danske forhold klar fordel. Teknisk set kan man regne KD som del af den blå blok, men partiet er langt fra at passere spærregrænsen, hvorimod indeksene har Nye Borgerlige i Folketinget.

Omregnet til mandater ser de aktuelle indeks sådan ud, idet de nordatlantiske mandater er placeret uden for de danske blokke. I 2015 resulterede valgene på Færøerne og i Grønland forresten i fire “røde” mandater.

Umiddelbart synes spørgsmålet om regeringsdannelsen efter 2019-valget at være afgjort til Socialdemokratiets og Mette Frederiksens fordel, men der er komplikationer, selv hvis S kan vælge mellem et S-EL-RV-SF-Å- og et S-DF-SF-flertal.

Lad os først antage at den blå blok (inklusive NB) uanset de aktuelle meningsmålinger får held til at vinde flertallet. Her kan NB pege på Lars Løkke Rasmussen som forhandlingsleder ved den første dronningerunde, stille betingelser mht. en ny regerings sammensætning eller dens politik, som gør det svært før Løkke at argumentere for at en V-ledet regering ikke bliver mødt med et mistillidsvotum i Folketinget. Tilsvarende kan DF have krav til regeringens sammensætning – specielt at LA eller KF ikke skal indgå i regeringen – som gør Løkkes opgave besværlig. Et DF-krav om en dansk folkeafstemning om EU-medlemskabet kan også forhindre en hurtig regeringsdannelse.

Det er sandsynligt at Løkke som i 2015 kan blive udset som regeringsdanner efter en dronningerunde nummer to, hvor DF og NB slækker på de krav, partierne fremsatte i første omgang. Som nyt parti, hvis ledelse ikke er integreret i den parlamentariske praksis, er NB dog en uforudsigelig faktor. Alt taget i betragtning vil Løkke og Venstre foretrække en situation hvor NB havner under spærregrænsen.

Ligeledes er spørgsmålet om Løkke vil kunne fortsætte med den nuværende trepartiregering, eller om han må tilbage til modellen fra 2015-2016 med en smal V-regering. EU-politikken vil sandsynligvis forhindre DF-deltagelse i regeringen, også selv om V vil kunne se fordele ved at placere DF i en situation hvor det har direkte ansvar for den førte politik. I alle tilfælde vil en etpartiregering ikke kræve forhandleringer om regeringsgrundlaget, hvorfor Løkke vil kunne danne en sådan regering forholdsvis hurtigt efter dronningerunde nummer to. En koalitionsregering kan derimod kræve en eller to ugers forhandlinger.

Hvis valget falder ud som de aktuelle meningsmålinger angiver, er det ikke givet at Mette Frederiksen hurtigt kan danne den S-regering, hun har angivet som sit mål. Det første problem opstår, hvis Enhedslisten og Alternativet skulle foreslå deres respektive partiledere som forhandlingsledere ved den første dronningerunde. I så fald har ingen af de mulige kandidater over 88 (90) mandater bag sig – med den aktuelle stilling ville Lars Løkke Rasmussen have 80 eller 84 mandater bag sig, Mette Frederiksen 68, Pernille Skipper 16 og Uffe Elbæk 7. Dronningen kunne i denne situation vælge at udse Lars Løkke som forhandlingsleder, vel vidende at resultatet af hans sonderinger ville blive at EL og Å ikke ville støtte en regering ledet af V. Efter dette svinkeærinde ville man formode at partierne peger på Frederiksen i en anden runde.

Her opstår det næste problem, fordi EL, RV og Å kan sætte betingelser på deres støtte til Frederiksen, der har mere end antydet at en S-ledet regering ønsker at føre økonomisk politik og indvandringspolitik med SF og DF. Ikke mindst det første kan støde hos betydelig modstand hos RV.

Selv om S satser på at en tredje dronningerunde fører til en mindretalsregering kun bestående af S, vil der stadig være usikkerhed om regeringens chancer i Folketinget. Så længe bare ét af partierne EL, RV (hvis evne til at udnytte komplekse parlamentariske situationer selv Henrik Sass Larsen gør klogt i at være opmærksom på) eller Å beslutter sig til at sætte hårdt mod hårdt, hvis ikke S kan opnå en forståelse med DF – hvilket igen kan koste betydelige indrømmelser på fx Europapolitikken, sundhedspolitikken eller klima- og miljøpolitikken. Målinger antyder at de to sidste politikområder står højt på den politiske dagsorden, så uklarhed om den socialdemokratiske linje kan koste i valgkampen eller efter valget.

Følger S Sass-linjen, vil partiet sandsynligvis satse på en hurtig regeringsdannelse for derefter at skyde sig gennem Folketinget. Spørgsmålet er dog om ikke et arbejde med at forankre regeringens politik hos EL, RV, SF og Å vil give en mere stabil regering, også selv om processen ender med en ren S-regering. Hele dette forløb kan godt tage et par uger.

Man kan til sidst bemærke at en S-regering med 47 mandater bag sig vil være den fjerdesmalleste regering efter 1945 efter Hartlings regering 1973-1975, Løkkes 2015-2016 og Knud Kristensens 1945-1947 – alle regeringer, der er blandt de kortest siddende i efterkrigstiden, hvilket igen kan rejse spørgsmålet om konstruktionens stabilitet.

Hvorfor tager det så lang tid at danne en regering i Sverige?

Af forskellige grunde har bloggen været i dvale i efteråret, men her er et blik på den svenske regeringsdannelse, der stadig ikke er afsluttet

Det var ventet at forhandlingerne om dannelse af en regering efter riksdagsvalget i september ville blive besværlige, men der var næppe mange som havde forudset at Sverige ville gå ind i 2019 ledet af et forretningsministerium. Faktisk er processen efter 2018–valget ikke bare den længste i svensk parlamentarisk historie, Sverige er også på vej ind på listerne over de længste regeringskriser, selv om der er et stykke vej til den belgiske rekord. Spørgsmålet er aktuelt om Riksdagen i det hele taget kan få valgt en statsminister ved de afstemninger, talman Andreas Norlén har bekendtgjort, eller om man skal ud i det første ekstravalg siden 1958 (idet valget i 1970, der markerede overgangen fra to- til étkammerparlament, ikke tælles med).

I en vis forstand er svaret enkelt: Efter valget i 2018 kendetegnes det svenske partisystem både af en høj grad af fragmentering og af en høj grad af ideologisk polarisering, hvilket skyldes Sverigedemokraternes indtog på den politiske scene.

Fragmentering har ikke kun med antallet af partier at gøre – her er antallet konstant siden SD kom ind i Riksdagen i 2010 -, men også deres relative størrelse. Der er flere måder at beregne fragmenteringsindeks på, men anvender man målet for effektivt antal partier, kan man se hvordan partisystemet er blevet mere opsplittet i løbet af 2010’erne

Det kan straks være lidt sværere at måle den ideologiske polarisering – skal man måle ud fra vælgernes positionering, partiernes valgprogrammer eller afstemningsadfærden i parlamentet? – men billedet er i alle tilfælde at de to midterpartier Centerpartiet og Liberalerna agerer ud fra det udgangspunkt at den ideologiske distance til SD mod højre og V mod venstre er for stor. Det er da også C og L – og her er C specielt interessant, fordi partiet sidder på medianlegislatoren eller mandat nr. 175 – som ad flere omgange har blokeret forsøg på regeringsdannelse.

Man kan måske sige at svensk politik er fanget mellem en blokpolitisk logik som har rødder tilbage til 1970’erne, og en opløsning af traditionelle bånd mellem partier og vælgere. Ser man lidt på matematikken, er situationen som følger, idet 175 er det magiske tal i svensk politik (beregningerne uden L er lavet for at fremhæve C’s aktuelle centrale position)

Som man kan se, skal en kommende statsminister på en eller anden måde opnå en forståelse med en blok der strækker sig fra V til C/L eller fra C/L til SD.

Ser vi derefter på C og L’s strategier, er der nok ikke tvivl om at de to partier ville foretrække en firpartiregering af Alliansen-partierne som blev tolereret af S (i modsætning til perioden 2010-2014 har man ikke valget mellem S og MP). Dette vil selvfølgelig gå imod S’ politiske DNA, selv om partiet i perioden 1991-1994 indgik i store økonomisk-politiske forlig med Carl Bildts firpartiregering, som egentlig havde Ny Demokrati som parlamentarisk basis.

Spørgsmålet er om C alternativt kan acceptere en S-regering, der samarbejder til højre: Både ved sonderingsrunde nummer to og den anden statsministerafstemning var C-leder Annie Lööfs påstand at S ikke havde gjort tilstrækkeligt store politiske indrømmelser inden fo erhvervs- og arbejdsmarkedspolitikken.

Billedet bliver så endnu mere kompliceret når man ser på C og L’s adfærd ved afstemningen om statsbudgettet for 2019. Her undlod partierne ganske vist at stemme, men resultatet var at de slap budgetforslaget fra M og KD støttet af SD igennem. Budgetforslaget var ganske vist ikke resultatet af et forlig mellem M, KD og SD, men for udenforstående fremstår C og L’s modstand mod SD måske ikke helt klart.

En del af problemet kan bestå i at C og L endnu ikke har fået afklaret situationen på vælgerarenaen og de interne organisatoriske arenaer. Partierne har ved valgene i 2006, 2010, 2014 og 2018 (og for så vidt også i 2002) indgået som medlemmer af en borgerlig firpartiblok, og hvis de vil undgå negative reaktioner blandt medlemmer og vælgere ved at tolerere en S- eller S/MP-regering, skal det i alle tilfælde stå helt klart at en ny Alliansen-regering ikke er en realistisk mulighed – og nok så vigtigt hvorfor.

Annie Lööf og i vis udstrækning Jan Björklund har siden september kørt et meget hårdt chicken race for realisere deres prioriteter, og man bør ikke helt udelukke muligheden for at det kan føre Sverige ud i et ekstravalg i foråret 2019 – også selv om et sådant valg ikke umiddelbart i sig selv vil afklare de låsninger som har kendetegnet svensk politik de sidste måneder.

PS: Hvorfor førte valget i 2014 ikke til en tilsvarende langvarig regeringskrise? En forklaring er at Fredrik Reinfeldt ved at afgå på valgnatten blokerede for en fortsættelse af firpartiregeringen med SD’s støtte, idet M blev sendt ud i en længere proces med valg af ny formand. Samtidig kan man argumentere for at perioden 2014-2018 egentlig var én lang regeringskrise, hvor Stefan Löfven blev statsminister på afbud, ligesom Sverige efter afstemningen om budgettet for 2015 rent faktisk var tæt på et ekstravalg.

PPS: De svenske kollektivblogs Politologerna og Makt och politik har fulgt processen hele vejen og er værd at følge.