Statsministerkandidater

Udviklingen i antallet af statsministerkandidater har været et festligt indslag i dansk politik henover sommeren, hvor specielt “rød blok” har set Alternativet og Enhedslisten åbent betvivle Mette Frederiksens rolle som blokkens leder, efter at Socialdemokratiet erklærede at partiets mål var at danne en rent socialdemokratisk regering efter en eventuel valgsejr for venstrefløjen ved det kommende folketingsvalg. Dertil har Radikale Venstre ganske vist ikke udtrykt noget ønske om at besætte statsministerposten efter et valg, men partilederen har dog udtalt betydelige forbehold i støtten til Socialdemokratiet og Frederiksen.

Men hvad er sandsynligheden for at nogen anden end Socialdemokratiets eller Venstres formand bliver statsminister efter det kommende valg?

Hvis den danske politiske historie giver nogle retningslinjer, er svaret at Danmarks næste statsminister med den nuværende fordeling af stemmerne i opinionsmålingerne hedder enten Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen.

Først og fremmest vil hhv. S og V have en fordel ved regeringsdannelsen – det er yderst sjældent at det ikke er det største parti i respektive side af det politiske spektrum, der danner regeringen og stillet med statsministeren.

Forholdene i den nuværende valgperiode er ganske vist usædvanlige, fordi DF som det største borgerlige parti står uden for regeringen. Man kan her pege på perioderne 1909-1910, 1913-1915 og 1973-1975, hhv. Socialdemokratiet og Fremskridtspartiet ikke udnyttede – eller var i stand til at udnytte – deres størrelse til at styre regeringsdannelsen. Der kan være flere gode grunde til at DF ikke deltager i regeringen, men situationen er strengt taget en anomali.

I forbindelse med dannelsen af Firkløverregeringen i 1982 er der talt og skrevet meget om hvordan Poul Schlüter blev statsminister, men man bør huske på at KF efter valget i 1981 rent faktisk var det største borgerlige parti, så det havde været en overraskelse hvis V og Henning Christophersen havde været i stand til at sikre sig posten. Schlüter havde fra starten en fordel i processen og undlod at tabe terrinen på gulvet undervejs.

Det eneste tilfælde i fredstid på en koalitionsregering hvor juniorpartneren besatte statsministerposten, er VKR-regeringen hvor KF’s ledelse valgte at pege på den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister for at sikre RV’s loyalitet mod den nye regering. Man kan her i øvrigt bemærke at den radikale sejr ved valget i 1968 havde givet partiet 15% af stemmerne, ligesom RV sad på medianlegislatoren.

Den eneste af de nuværende alternative statsministerkandidater der er i nærheden af 10% af stemmerne, er EL’s Pernille Skipper, og hun har det handikap at hendes parti er placeret langt fra medianlegislatoren, klart til venstre for midten.

Når dette er sagt, kan der selvfølgelig også være grund til at pege på at S og V tilsammen ikke når op på 50% af vælgerne i de aktuelle meningsmålinger. Hvis medierne vælger at dække valgkampen som et præsidentvalg med ensidigt fokus på S og V, ville de tabe over halvdelen at vælgerne med deres oplæg. Omvendt behøver det ikke betyde at andre partiers ledere skal dækkes som potentielle regeringschefer.