Statsministerkandidater

Udviklingen i antallet af statsministerkandidater har været et festligt indslag i dansk politik henover sommeren, hvor specielt “rød blok” har set Alternativet og Enhedslisten åbent betvivle Mette Frederiksens rolle som blokkens leder, efter at Socialdemokratiet erklærede at partiets mål var at danne en rent socialdemokratisk regering efter en eventuel valgsejr for venstrefløjen ved det kommende folketingsvalg. Dertil har Radikale Venstre ganske vist ikke udtrykt noget ønske om at besætte statsministerposten efter et valg, men partilederen har dog udtalt betydelige forbehold i støtten til Socialdemokratiet og Frederiksen.

Men hvad er sandsynligheden for at nogen anden end Socialdemokratiets eller Venstres formand bliver statsminister efter det kommende valg?

Hvis den danske politiske historie giver nogle retningslinjer, er svaret at Danmarks næste statsminister med den nuværende fordeling af stemmerne i opinionsmålingerne hedder enten Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen.

Først og fremmest vil hhv. S og V have en fordel ved regeringsdannelsen – det er yderst sjældent at det ikke er det største parti i respektive side af det politiske spektrum, der danner regeringen og stillet med statsministeren.

Forholdene i den nuværende valgperiode er ganske vist usædvanlige, fordi DF som det største borgerlige parti står uden for regeringen. Man kan her pege på perioderne 1909-1910, 1913-1915 og 1973-1975, hhv. Socialdemokratiet og Fremskridtspartiet ikke udnyttede – eller var i stand til at udnytte – deres størrelse til at styre regeringsdannelsen. Der kan være flere gode grunde til at DF ikke deltager i regeringen, men situationen er strengt taget en anomali.

I forbindelse med dannelsen af Firkløverregeringen i 1982 er der talt og skrevet meget om hvordan Poul Schlüter blev statsminister, men man bør huske på at KF efter valget i 1981 rent faktisk var det største borgerlige parti, så det havde været en overraskelse hvis V og Henning Christophersen havde været i stand til at sikre sig posten. Schlüter havde fra starten en fordel i processen og undlod at tabe terrinen på gulvet undervejs.

Det eneste tilfælde i fredstid på en koalitionsregering hvor juniorpartneren besatte statsministerposten, er VKR-regeringen hvor KF’s ledelse valgte at pege på den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister for at sikre RV’s loyalitet mod den nye regering. Man kan her i øvrigt bemærke at den radikale sejr ved valget i 1968 havde givet partiet 15% af stemmerne, ligesom RV sad på medianlegislatoren.

Den eneste af de nuværende alternative statsministerkandidater der er i nærheden af 10% af stemmerne, er EL’s Pernille Skipper, og hun har det handikap at hendes parti er placeret langt fra medianlegislatoren, klart til venstre for midten.

Når dette er sagt, kan der selvfølgelig også være grund til at pege på at S og V tilsammen ikke når op på 50% af vælgerne i de aktuelle meningsmålinger. Hvis medierne vælger at dække valgkampen som et præsidentvalg med ensidigt fokus på S og V, ville de tabe over halvdelen at vælgerne med deres oplæg. Omvendt behøver det ikke betyde at andre partiers ledere skal dækkes som potentielle regeringschefer.

Den svenske valgkamp (4): Svenske kommentarer

Dette indlæg indeholder links til refleksioner over svensk politik og de svenske partier, skrevet af svenske kommentatorer.

Først Ola Nordebos gennemgang af partiernes stilling fra foråret. Nordebo er politisk redaktør på Västerbottens-Kuriren

Centerpartiet

Kristdemokraterne

Liberalerna

Moderaterna

Sverigedemokraterna

Miljöpartiet

Socialdemokratiet

Vänsterpartiet

Og til sidst om valgkampen generelt

Andreas Johansson Heinös krøniker i Borås Tidning. Heinö er forlagschef på Timbro men skrev sin PhD-afhandling om europæiske højrepopulistiske partier. Han er @johanssonheino på Twitter.

Centerpartiet

Moderaterna

Miljöpartiet

Kristdemokraterna

Socialdemokraterna

Liberalerna

Vänsterpartiet

Sverigedemokraterne

Til sidst Expressens Torbjörn Nilsson der byder på nogle finurlige historiske perspektiver. Han er @torbjornnilsso på Twitter.

Sverigedemokraterna

Socialdemokraterna

Moderaterna, Centerpartiet og Vänsterpartiet

Miljöpartiet

Moderaterna og Socialdemokraterna

Før den svenske valgkamp (3): Dimensioner og relationer

Danmark og Sverige har mange fællestræk. Ser man på nedenstående figur fra World Values Survey er Sverige efter Norge det land, Danmark ligger nærmest værdimæssigt, idet Sverige indtager en ekstrem position mht. sækularisme og self-expression. Man kunne måske se dansk politik som placeret i et spændingsfelt mellem sækularisme og rationalisme på den ene side (Sverige som forbillede) og traditionalisme på den anden (Storbritannien og Australien som forbilleder). Et typisk problem ved danske kommentarer om svenske forhold er at landet mere fungerer som en – positiv eller negativ – projektionsflade for danske forhold end som udgangspunkt for en egentlig sammenligning.

Bryder vi den overordnede placering ned efter partier, ser vi et billede der er præget af at de etablerede partier i snart 20 år har grupperet sig i to blokke. Figurerne nedenfor undervurderer således sandsynligvis de indholdsmæssige forskelle mellem partierne i blokkene, men viser omvendt hvordan man skal bruge to dimensioner for at opfange variationerne i det politiske rum.

Via Marie Demker har jeg fundet dette forsøg på at sammenfatte partiernes positioner i et todimensionelt system, hvor den vandrette akse svarer til den klassiske socioøkonomiske dimension, mens den lodrette angiver GAL/TAN-dimensionen eller den værdipolitiske dimension, som vi ville kalde den i Danmark. Her er forskellene mellem partierne i de enkelte blokke tydeligere.

Man kan se at Sverigedemokraterne, ligesom i plottene ovenfor, er placeret ret langt til højre på den socioøkonomisk skala, mens Centerpartiet og Liberalerna kvalificeret som det man i Danmark i 1990’erne kaldte “grønne borgerlige” – et segment det hedengangne CD konkurrerede med de grønne dele af Det Konservative Folkeparti om.

Man kan prøve at sammenligne med det vælgerkompas Kenneth Thue udarbejdede for Altinget og se at DF ser ud til at ligge til venstre for SD på den socioøkonomiske skala – men SD er altså stadig i stand til at tiltrække socialdemokratiske vælgere – ligesom Danmark savner partier der appellerer til gruppen af grønne borgerlige. Her kan man dog bemærke at Thue antager at denne vælgergruppe er ret lille i Danmark og kun omfatter ca 8% af vælgerne. En succes for C ved valget i efteråret kunne måske alligevel være en inspiration for KF. (GAL/TAN eller værdigskalaen er vendt på hovedet ifht de svenske figurer).

Sammenlignet med de danske partiet fremstår M som mere højreorienteret end V – partiet tiltrækker i modsætning til V heller ikke mange arbejderstemmer, mens de danske og svenske socialdemokratier indtager nogenlunde samme position i partirummet. Tilsvarende minder svenske V om EL, mens MP og RV indtager samme position.

SCB har beregnet hvordan vælgerne har flyttet sig mellem partierne fra efteråret 2014 til foråret 2018. Længst nede kan man se at Sverigedemokraterna ligesom DF nu udgør en udfordring til både S og M – svarende til S og V i Danmark, mens C har trukket vælgere fra de andre borgerlige partier og regeringspartiet MP. Det er altså SD og C der på forskellige dagsordener trækker vælgere over den etablerede politiske midte. Omvendt er et typisk problem for de partier der mister vælgere, at de taber i flere dimensioner – mod højre og venstre på den socioøkonomiske skala eller på GAL/TAN-skalaen, eller i alle retninger samtidig. Dette giver fx partier som KD eller MP problemer med at formulere en klar valgkampstrategi.

Kilder: Word Values Survey, SOM 2018 – Sprickor i fasaden, Per Oleskog Tryggvasson – Partirummet, SCB – Partisympatiundersökning våren 2018, Altinget – Vælgerkompas