Før den svenske valgkamp (2): Temaer og dimensioner

SOM-Institutet ved Göteborgs Universitet gennemfører regelmæssige undersøgelser af den politiske og sociale opinion i Sverige. Den seneste undersøgelse der blev publiceret i foråret 2018, giver os således et billede af hvilke temaer vælgerne aktuelt prioriterer – og ikke mindst hvordan prioriteringerne har skiftet over tid.

Man kan her se at den politiske dagsorden er skiftet siden valget i 2014, hvor skolepolitikken stod øverst på dagsordenen, fulgt af sundhedspolitik og indvandring. Set i et længere perspektiv er det værd at bemærke at indvandring i 2014 var et nyt punkt på dagsordenens top 3, mens beskæftigelsespolitikken som ellers havde været øverst på dagsordenen ved alle valg siden 1991 med undtagelse af valget i 2002, nu er lavere prioriteret.

Nedenstående tabel giver en mere detaljeret oversigt over forandringerne i den politiske dagsorden fra 2014 til 2017. Man kan her bemærke at selv om spørgsmål om lov og orden ikke når ind i top 3, er det den anden store højdespringer ved siden af indvandrings- og integrationspolitikken.

Det er næppe forkert at antage at der her er en sammenhæng med de væbnede opgør, man i de senere år har set mellem kriminelle grupper i de større svenske byer, herunder ikke mindst Malmö. Omvendt ser man også hvordan beskæftigelsespolitikken er faldet tilbage på listen.

Det er normalt sådan at forskellige partier “ejer” bestemte politiske spørgsmål. Sverigedemokraterna har profileret sig på en anti-invandringspolitisk dagsorden, og man kan se at partiets potentielle vælgere afviger en hel del fra den gennemsnitlige svenske vælger med hensyn til prioriteringen af indvandring og integration, mens Moderaternas vælgere ligger højest blandt de gamle partier. Lov og orden er til gengæld et mere almenborgerligt emne.

Tabellen viser også at Vänsterpartiets og Centerpartiets potentielle vælgere lægger forholdsvis stor vægt på indvandring og integration, men her er der tale om to partier der traditionelt er positive over for hhv. flygtninge og arbejdskraftsindvandring. Man kan måske tale om at de to partier mobiliserer vælgere mod hhv. Socialdemokratiet, der har strammet sin udlændingepolitik væsentligt siden 2016, og Sverigedemokraterna.

Svensk politik har traditionelt været beskrevet som endimensionel hvor partierne var placeret klart på en højre-/venstreskala bestemt af socioøkonomiske temaer. Politologer har dog i et stykke tid diskuteret om det ikke er nødvendigt at operere med to dimensioner: Den klassiske socioøkonomiske og den såkaldte GAL/TAN-skala, hvor vælgere og partier fordeler sig ud fra det, vi i Danmark siden slutningen af 1990’erne har kaldt værdipolitiske temaer. Beregningen i figuren nedenfor er et forsøg på at vise hvordan blandt andet indvandrings- og integrationspolitiske spørgsmål i højere grad er blevet politiseret og strukturerer vælgernes og partiernes adfærd.

Man kan i den forbindelse tilføje at GAL/TAN handler om mere end integrationspolitik, idet fx spørgsmål om kønspolitik (SD udtrykker fx kritik af den svenske abortlovgivning) og miljøpolitik også er med til at definere dimensionen

Ser vi på synet på indvandring, er der flere måder at opgøre befolkningens holdninger på, og billederne er ikke så entydige som SD’s fremgang kunne antyde. Andelen af vælgere der synes man skal begrænse antallet af flygtninge der kommer til Sverige, er ganske vist steget væsentligt i de senere år, men det er langt fra at være historisk højt. Man kan måske tale om at SD fra 2010 og fremefter har været i stand til at mobilisere en latent modstand mod indvandrere og andre udtryk for normative forandringer i samfundet, snarere end at den svenske befolkning er rykket mod TAN-enden af GAL/TAN-skalaen.

Som en lille krølle på disse overvejelser er her et par tal om flygtninge og indvandrere i Sverige. Som man kan se, blev Sverige påvirker meget kraftigt af flygtningekrisen i 2015 efter nogle år med et stigende antal asylansøgere. En kombination af stramninger på europæisk og svensk niveau har været medvirkende til at det løbende antal af asylansøgere nu ligger under niveauet i perioden 2010-2014. Hele denne proces kostede i øvrigt Miljöpartiet dyrt i indre opgør og indrømmelser til regeringspartneren Socialdemokratiet, hvilket er en vigtig grund til faldet i partiets tilslutning. MP står ellers som det idealtypiske GAL-parti.

Sverige har i hele perioden siden 2. verdenskrig været et indvandringsland, hvorfor mange svenskere i dag har indvandrerbaggrund når man går én eller flere generationer tilbage.

Indvandringen er motiveret i en blanding af arbejdskraftsindvandring og modtagelse af politiske flygtninge, og den sidste figur viser at Sverige siden 2000 har haft en stor, løbende indvandring, hvilket i øvrigt også har ført til en kraftig befolkningstilvækst i de seneste årtier. (Indvandrede angives med den orange linje, udvandrede med den grå. Man regnes kun som indvandrer, når man har fået opholdstilladelse).

De generelle demografiske forandringer har både socioøkonomiske og sociale årsager og konsekvenser, og man bør naturligvis også tage dem i betragtning, når man forsøger at vurdere udviklingen blandt vælgerne og på det politiske niveau.

Kilde: SOM 2018 – Sprickor i fasaden, SOM 2017 – Larmar och gör sig till.

Migrationsverket – statistik over asylansøgninger og indvandring.

Før den svenske valgkamp (1): Nogle generelle træk

Det svenske riksdagsvalg i september er ventet med spænding, fordi politikken på det nationale niveau er på vej ind i en ny situation. Valget i 2014 rykkede allerede ved de politiske strukturer som har været etableret siden 1970’erne og alt tyder på at valget i 2018 vil befæste udviklingen fra 2014.

Valgforskeren Henrik Oscarsson beregner løbende et kvalitetskontrolleret indeks for meningsmålinger – det betyder blandt andet at Sentios og YouGovs ofte bemærkelsesværdige målinger ikke indgår – som man kan læse på siden Datastory.se.

Når man er langt fra valget, bør målingerne ikke ses som forudsigelser, men indekset peger på nogle interessante forandringer i svensk politik. Fra et dansk perspektiv har fokus været på Sverigedemokraternes fremgang siden 2015. Der er et tydeligt sammenfald i tid med flygtningekrisen i 2015, men nok så bemærkelsesværdigt er at partiet i det store og hele har holdt sig på et niveau omkring 20%, hvilket skal sammenholdes med valgresultatet fra 2014, som i forvejen blev set som en stor sejr for partiet. Ser man målingerne i et nordisk perspektiv kan man pege på at Sverige nu har et højrepopulistisk parti, hvis styrke er på niveau med partierne i Danmark, Norge og Finland.

Nok så interessant er at Socialdemokratiet, hvis valgresultat i 2014 i forvejen var skuffende, er på vej mod sit dårligste resultat siden indførelsen af generel og lige valgret. Man vil måske kunne sammenligne 2018 med valgene i 2001 i Danmark og Norge, hvor Socialdemokratierne led store nederlag.

To andre mulige vindere er Vänsterpartiet, som nærmest kan sammenlignes med en blanding af SF og Enhedslisten i Danmark, og Centerpartiet, som i sin moderne form har træk fra Venstre og Liberal Alliance. Omvendt kan to partier som brød igennem i den nationale politik omkring 1990 – Miljöpartiet og Kristendemokraterna – risikere at falde for 4%-grænsen. Miljöpartiet, som har visse fællestræk med SF, Alternativet og Radikale Venstre, oplevede en højkonjunktur i begyndelsen af 2010’erne, kulminerende i regeringsdeltagelsen i 2014, men partiet har – ligesom SF i perioden 2011-2014 – lidt under en manglende evne til at tilpasse sig rollen som regeringsparti, og dette skyldes ikke kun at partiet måtte give køb på væsentlige integrations- og flygtningepolitiske standpunkter efter 2015.

Kristendemokraterne har under Ebba Busch Thor nærmest forsøgt at placere sig som et konservativt alternativ mellem Moderaterna og Sverigedemokraterna, men strategien har været uden succes. Partiet vil være afhængigt af støttestemmer fra Moderaterna, Liberalerna og Centerpartiet, hvis det skal have en chance for at opnå repræsentation i Riksdagen i valgperioden 2018-2022.

Mätningarnas mätning juni 2018Partierne 2014-2018

Strengt taget vil valget i september ikke føre til de store forandringer på den parlamentariske arena, når man sammenligner med valgperioden 2014-2018: Hverken venstreblokken (S-MP-V) eller Alliansen (her reduceret til M-C-L) vil være i nærheden af et flertal i Riksdagen. Perioden 2014-2018 indebar i praksis et samarbejde over midten, hvor SD blev udelukket fra det politiske arbejde. Partierne kan vælge at fortsætte denne linje, med enten S eller M som regeringsbærende parti, eller de tilbageværende Alliansen-partier kan indgå i et samarbejde med Sverigedemokraterna. Begge alternativer giver anledning til nogle alvorlige politiske dilemmaer, men i praksis vil udspillet ligge hos de tre Alliansen-partier individuelt og i fællesskab.

Regeringsalternativer

Nedenstående figur skal ikke tages som en forudsigelse, men den antyder at Centerpartiet kan få en central rolle i den kommende valgperiode. Sagt med politologsprog vil C sandsynligvis besidde medianlegislatoren i valgperioden 2018-2022. På mange områder er C det borgerlige parti der aktuelt ligger længst fra SD, men på den anden side har partiet også betydelige forbehold som Socialdemokratiet, hvorfor man næppe bør forudse en genoplivelse af samarbejdet mellem S og C som man senest så 1994-1998.

Flertalsdannelse

Kilde: Datastory.se

Udviklingen i uddannelsessystemet 2005-2018

Siden vi er på vej ind i den tid på året hvor optagene til de videregående uddannelser og effekterne af de mange reformer på området bliver et tema, er her et par tabeller der kan belyse udviklingen på uddannelsesområdet de sidste godt ti år

Først en oversigt over antallet af studerende eller elever. Der har været stor interesse for udviklingen på de erhvervsfaglige uddannelser, men det er nok svært at påstå at området generelt har været præget af manglende søgning, også inden 2015. Omvendt kan man se betydelige stigninger i studentertallet på de videregående uddannelser, ikke mindst de korte og mellemlange uddannelser.

Den anden tabel viser uddannelsesniveauet for befolkningen i den erhvervsaktive alder. Man skal naturligvis tage forbehold for at en stor del af befolkningen under 30 er i gang med en uddannelse, så andelen af de 25-34-årige med maksimalt grundskole eller gymnasium vil være noget lavere end tabellen umiddelbart lader ane. Dog kan man også her se stigningen i antallet (og andelen) med forskellige videregående uddannelser, mens antallet med en erhvervsfaglig uddannelse som højeste fuldførte uddannelse er stagneret siden 2006. Faldet i antallet med højst grundskole bør tilskrives at de ældre årgange der kun havde 7-9 års skolegang bag sig, er på vej ud af arbejdsmarkedet.

Til sammenligning kan man se på fordelingen for aldersgrupperne 30-34 og 60-64 år. Her er faldet i antallet (og andelen) med erhvervsfaglig uddannelse i den yngre aldersgruppe i perioden meget tydeligt:

Kilde: Danmarks Statistik

Hvordan går det med dansk økonomi og på arbejdsmarkedet?

I mangel af bedre sommerunderholdning har jeg kastet mig over forskellige indikatorer fra Danmarks Statistiks Statistikbanken for at se hvordan det går i dansk økonomi anno 2018.

En del af inspirationen kom fra et tweet fra Europa-Kommissionen, hvor Danmark blev placeret som et af de europæiske lande med den forventede laveste økonomiske vækst i 2018. Her bør man naturligvis være klar over at det dels er svært at forudsige økonomiske udviklinger, dels at den økonomiske vækst kan svinge meget fra år til år, så en lav vækst i 2018 er ikke i sig selv en indikator på grundlæggende problemer i dansk økonomi.

Lad os først se på BNP og væksten i BNP. Den lange serie fra slutningen af 1960’erne og frem til i dag antyder hvor voldsomme effekterne af den finansielle krise har været på dansk økonomi. Målt i BNP/indbygger kan man godt tale om perioden 2008-2018 som et tabt årti, men nok så interessant er at dansk økonomi efter årtusindskiftet har haft svært ved at leve op til vækstraterne der blev nået i 1990’erne: Egentlig er det kun i perioden 2004-2007 at væksten generelt har ligget over 2% p.a, og 2010’erne minder generelt om årene efter kartoffelkuren, hvor dansk økonomi blev sendt i noget nær dvaletilstand i næsten otte år.

Hvor kartoffelkuren var udløst af interne ubalancer i dansk økonomi (betalingsbalance og løninflation), var lavvæksten siden 2008 udløst dels af finanskrisen, dels af en kontraktiv finanspolitik med meget hård styring af de offentlige udgifter i ØMU-landene. Herhjemme kan Løkkeregeringens indgreb fra 2010 sammen med budgetloven af 2012 stå som de centrale politiske beslutninger, der var med til at holde dansk økonomi på lavt blus.

Man kan her spørge om ikke finanspolitikken og den økonomiske styring generelt har trukket i modsat retning af de mange reformer siden 1990’erne på beskæftigelses- og arbejdsmarkedsområdet hvis formål har været at øge udbuddet af arbejdskraft. Med den svage økonomiske vækst in mente kan det i al fald ikke overraske at erhvervs- og især beskæftigelsesfrekvenserne faldt væsentligt efter 2008. Stigningerne efter 2013 skyldes snarere forbedringerne i den økonomiske situation end lavinen af stramninger på beskæftigelsesområdet.

I den forbindelse kan man bemærke at udsvingene i kvindernes erhvervsfrekvens har været begrænsede, mens vi hos mændene har set et fald fra ca. 84 i 2008 til ca. 82 % i 2017. Udsvingene har naturligvis været noget større for beskæftigelsesfrekvensens vedkommende, idet mændenes beskæftigelse blev hårdt ramt efter 2008. Også her ligger indikatoren cirka 2 procentpoint under værdierne fra 2000-tallet.

Nu er det sådan at Danmarks Statistik beregner erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenser ud fra aldersgruppen 16-64 år, og her kunne man tage i betragtning at der gennem meget lang tid har været en stigende tendens til at de helt unge var under uddannelse i stedet for at træde ind på arbejdsmarkedet efter folkeskolen. Man kan ganske rigtigt se et betydeligt fald i andelene for både mænd og kvinder, i øvrigt med den lidt uventede effekt at de helt unge kvinder nu er mere erhvervsaktive end de unge mænd.

Mens faldet i aldersgruppen 16-24 år har været ventet og i nogen grad også ønsket, er det derimod straks mere betænkeligt at vi har set et betydeligt fald i beskæftigelsen for de 25-34-årige siden 2008 uden nogen egentlig tendens til forbedring af situationen. Her synes den generelle økonomiske udvikling og udgiftspolitikken på makroniveau decideret at have modvirket alle uddannelses- og beskæftigelsespolitiske reformer.

Udviklingen har været mindre dramatisk for de ældre aldersgrupper, hvor blandt andet den begyndende udfasning af efterlønnen har givet sig udslag i stigende erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenser for gruppen mellem 55 og 64 år. Overordnet kan man nok sige at finanskrisens og den stramme finanspolitiks pris siden 2008 er blevet betalt af de 16-34 årige, mens effekterne har været mindre dramatiske for folk over 35.

Som en lille sidebemærkning kan man se at krisen på arbejdsmarkedet også ramte forskellige etniske grupper forskelligt. Hvor beskæftigelsesfrekvensen for folk med dansk oprindelse lå 2 procentpoint lavere i 2016 sammenlignet med 2008, er specielt indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande blevet ramt betydeligt hårdere. Det er grupper som af forskellige grunde er marginal arbejdskraft, men man bør huske på at de makroøkonomiske forhold har betydning for deres muligheder for at blive integreret på arbejdsmarkedet.

Til sidst kan vi notere at dansk økonomi er langt fra den løninflation, der var med til at sætte en stopper for opsvinget i 1980’erne. Vi ser ganske vist en stigning i lønningerne generelt, men er stadig meget langt fra niveauet inden finanskrisen. Tilsvarende er inflationen stadig på et historisk lavt niveau. Man kan i øvrigt bemærke effekterne af det korte og uholdbare boom 2006-2008.

Desværre savner Statistikbanken tidsserier for andelen af ledige stillinger fra før 2010, så det er ikke uden videre muligt at sammenligne situationen i 2017-2018 med situationen før 2008. Vi kan dog se at andelen af ledige stillinger er øget siden lavpunktet 2010-2012, men bør igen bemærke at stigningen ikke er koblet med dramatiske stigninger i lønninger og priser.

Min sammenfatning af alt dette er at 2010’erne, som også sagt ovenfor, på mange måder har været et tabt årti på grund af de makroøkonomiske forhold. Professionelt har jeg en vis interesse i de beskæftigelsespolitiske indsatser og her kan man efter min mening spørge om ikke den generelle udvikling og politikken på makroniveau har trukket i modsat retning af beskæftigelsespolitikken de sidste cirka ti år. Der er forskellige grunde til at den registrerede arbejdsløshed har været betydeligt lavere i 2010’erne sammenlignet med kriseårene i 1980’erne (først og fremmest er adgangen til kontanthjælp og ikke mindst arbejdsløshedsunderstøttelse strammet betydeligt), men man kan spørge hvad de tabte år har kostet på længere sigt med hensyn til arbejdsstyrkens størrelse og kvalitet.