Kunsten at danne en dansk regering

Mette Frederiksens erklæring om at Socialdemokratiet efter det kommende folketingsvalg ønsker at danne en et-partiregering, var på en og samme tid både forudsigelig og overraskende. Forudsigelig, fordi Socialdemokratiet siden Frederiksen tiltrådte som formand i 2015 er kommet med mange udspil, hvis formål var at placere partiet så tæt på Venstre og især Dansk Folkeparti og så langt fra Radikale Venstre på udlændinge- og integrationsområdet som muligt. Overraskende, fordi partiet allerede nu lukker nogle døre og alliancemuligheder som måske kunne komme en fremtidig socialdemokratisk ledet regering til hjælp.

Ser man lidt længere tilbage i historien, aner man dog også en vis kontinuitet: Inden valget i 2011 bestod Socialdemokratiets strategi i at marginalisere Radikale Venstre gennem en alliance med SF – her var det mere den økonomiske politik som var i centrum, ligesom Socialdemokratiets daværende ledelse søgte at demontere RV’s muligheder for at få indflydelse gennem en formel alliance med SF. Man kan måske sige at midlerne skifter, mens målet om størst mulig uafhængighed af RV består.

Nærlæser man Mette Frederiksens kronik er der forskellige ting som falder i øjnene – det gælder specielt udeladelserne: For det første nævnes en socialdemokratisk kongerække af Hans Hedtoft, H.C. Hansen, J.O. Krag og Anker Jørgensen, mens Poul Nyrup Rasmussen og Helle Thorning Schmidt ikke værdiges omtale. Man kan naturligvis påpege at både Nyrup og Thorning ledede koalitioner, men udeladelsen af de to falder godt i tråd med Socialdemokratiets bevægelse væk fra “den tredje vejs” politik – for slet ikke at tale om “den nødvendige politik” som de to seneste socialdemokratiske statsministre blev bannerførere for, og som indebar et opgør med en række velerhvervede sociale rettigheder. Historisk var hverken Hansen, Krag eller Jørgensen i øvrigt modstandere af koalitioner, hvis omstændighederne ellers var de rette og samarbejdspartnerne interesserede. Hedtoft havde måske heller ikke været uvillig, men blev mødt med stor modvilje af RV’s daværende ledelse – hvilket også kan være en påmindelse om at det komplicerede forhold mellem S og RV ikke er af ny dato.

For det andet omtaler Mette Frederiksen ikke Dansk Folkeparti et eneste sted i kronikken, selv om argumentationen kun giver mening hvis man læser teksten som et forsøg på at åbne for et mere formaliseret samarbejde mellem S og DF på en række områder – her først og fremmest social- og arbejdsmarkedspolitikken og udlændinge- og integrationspolitikken. Selv om S-ledelsen åbent har sendt invitationer til DF, er det muligvis sådan at DF stadig er så kontroversielt i dele af Socialdemokratiets organisation at man undgår at tale for højt om form og indhold i et S-DF-samarbejde.

Endelig undlader Frederiksen helt at tage spørgsmålet om den mere langsigtede økonomiske politik op til diskussion. Det gælder både spørgsmålet om politikkens indhold – hvordan vil en kommende S-regering for eksempel forholde sig til de dele af ØMU-samarbejdets krav der omfatter Danmark? – og dens form – skal der føres økonomisk politik med venstrefløjen og DF eller med RV og V?

Omvendt kan man pege på, at Mette Frederiksen forholder sig til den samme problematik som Lars Løkke Rasmussen måtte forholde sig til efter valget i 2015: Folketinget indeholder et fragmenteret partisystem, hvor det ikke er muligt at samle et fast flertal bag et regeringsprogram.

I 2015 var EU den største anstødssten, hvor DF og LA trak i den euroskeptiske retning, mens V og KF var mere europositive. Samtidig lå DF til venstre for regeringen i den økonomiske politik, mens partiet lå til højre i europa- og værdipolitikken. Lagde man partisystemets to dimensioner sammen var V således det parti som lå nærmest medianlegislatoren, så en V-regering ville kunne samarbejde med S i europapolitikken og med DF i den økonomiske politik og udlændinge- og integrationspolitikken.

Noget tilsvarende kunne gælde efter det kommende valg, forudsat et flertal vil pege på Mette Frederiksen som statsminister, idet S ville stå som partiet der lå nærmest medianlegislatoren: S kunne således føre udlændingepolitik med V og DF, arbejdsmarkedspolitik med SF og DF, miljøpolitik med EL, SF, Å og RV, europapolitik med V og RV, osv. Skiftende flertal er ikke noget nyt i dansk politik, idet de fx var meget almindelige i Anker Jørgensens anden periode som statsminister fra 1975 til 1982.

Man kan her pege på, at både Løkke Rasmussens anden regering og Anker Jørgensens regeringer efter 1975 levede livet farligt – regeringerne levede i en konstant risiko for parlamentariske nederlag, ligesom politikkens retning kunne blive utydelig. Der var gode grunde til at Jørgensen i 1978 søgte et mere fast samarbejde med V – idet man bestemt ikke skal se bort fra hans ønske om samtidig at forhindre de fire centrum-højrepartier i at udvikle et formelt samarbejde der kunne blive en trussel mod Socialdemokratiets førsteret til regeringsmagten – ligesom Løkke i 2016 fik optaget LA og KF i sin regering.

Med to undtagelser har alle danske regeringer siden 1982 været mindretalskoalitioner, og der er god grund til at se dem som den mest hensigtsmæssige måde at håndtere problemet med regeringsdannelse i et fragmenteret og flerdimensionelt partisystem. Mette Frederiksen træder således nye veje med sit udspil om at se bort fra formelle regeringsaftaler efter det kommende valg. Spørgsmålet kan her være om det er en hensigtsmæssig reaktion på en situation hvor fragmenteringen er blevet endnu mere udtalt, eller om en kommende statsminister Frederiksen ligesom Løkke efter et stykke tid må optage et eller flere partier i sin regering.