Mette Frederiksens parlamentariske grundlag

Jeg morer mig i anden sammenhæng med at se på Socialdemokratiets aktuelle politik under Mette Frederiksen. I den forbindelse lavede jeg en opdatering af en beregning over de danske regeringers parlamentariske grundlag (i Folketinget) siden 1915-grundlovens ikrafttræden.

Det er ikke så overraskende, at samlingsregeringerne under og umiddelbart efter besættelsen udgør det ene ekstrem med over 90% af mandaterne i Folketinget bag sig, mens Poul Hartlings V-regering (1973-1975) udgør det andet. Lars Løkke Rasmussens anden regering (2015-2016) var den næstsvageste målt i antal mandater siden 1918, mens Mette Frederiksens S-regering er den fjerdesvageste efter Hartling, Løkke Rasmussen II og Knud Kristensen (1945-1947).

Årstallene kan snyde lidt, men alle tre nævnte regeringer holdt kun i kort tid, idet Kristensens regering som den længst siddende lige netop passerede 24-månedersmærket. Løkke Rasmussen II holdt 17 måneder og Hartling godt 13 måneder. Det kan derfor blive spændende at se, hvor holdbar den nuværende regering viser sig at være.*

*Teknisk set betød dødsfald og partilederskift at regeringerne Hedtoft III, Kampmann I samt Krag IV og Jørgensen I blev meget kortvarige. Her var regeringens tekniske afgang dog ikke forårsaget af parlamentariske forhold – modsat situationen i 1950, hvor Hans Hedtoft trods en teoretisk set styrket parlamentarisk støtte valgte at afgå kort tid efter valget.

Medisterpølsen og den krænkede DF’er

De seneste udspil fra det kriseramte Dansk Folkeparti er interessante på flere måder. Et eksempel er det opslag, Peter Skaarup for nylig lavede på Facebook, hvor han beklager sig over en medisterpølse fra Aldi. Medisterpølsen følger blandt andet i sporet på klager fra forskellige aktører på det radikale højre over Ikeas vinterudsmykning, vinterboller fra Føtex og tilsvarende, men lad os se på opslaget (det er et screengrab, så man risikerer ikke at blive sporet af Facebook):

For nu at begynde med det nederste: Det virker mærkeligt at Skaarup siger at han ikke vil starte en konflikt, når vi har en serie af opslag fra DF’ere over temaet “vi må ikke sige jul, fordi muslimer”. Påstanden giver dog mening når man erindrer at Skaarup arbejder i et populistisk perspektiv, hvor han repræsenterer Folket (i bestemt ental), og dermed er den eneste som legitimt kan udtale sig i sagen. Med det udgangspunkt er det den der modsiger Skaarup, der skaber konflikten.

Så har vi et eksempel på det man på engelsk kalder “dog-whiste politics” i formuleringen. Skaarup nævner jo ikke muslimer nogen steder, blot at “det er for meget med de hensyn man skal tage”. Man behøver dog ikke være specielt indviet for at regne ud, at hans påstand er at Aldi ikke sælger julemedisterpølser for ikke at støde muslimer.

Der er så en logisk fejlslutning i Skaarup argument, fordi medisterpølsen indeholder svinekød, som jo er tabu for muslimer. Vi må trods alt antage at hvis en muslim kan læse deklarationen “Vintermedister”, så kan hun nok også læse indholdsdeklarationen. Her har krænkelsesfølelsen vundet over logikken hos Skaarup.

Her må vi lige hæve blikket fra køledisken og se mere generelt på den aktuelle DF-kampagne. Den er nemlig ikke specielt dansk, men en aflægger af den kampagne demagoger på den ekstreme højrefløj i USA har ført de seneste cirka 20 år, med påstanden om at liberale, multikulturelle eliter (her har vi tre af de værste skældsord i DF-universet samlet) konspirerer om at underminere kristne, amerikanske traditioner.*

Der er nogle problemer med argumentet: For det første skal man finde bevis for at julen som sådan er trængt ud af den offentlige sfære i USA, og for det andet at den yderste venstrefløj succesfuldt har konspireret med dybt kapitalistiske foretagener. Tanken om en multikulturel marxistisk-kapitalistisk konspiration mod Folket er forresten hentet fra det tidlige 1900-tals antisemitiske tankegods, men i det hele taget er det svært at finde eksempler på større protester mod markedsføring af juleting i USA eller Danmark. Om noget er perioden op mod jul blevet mere kommercialiseret de seneste 20 år.

Nogle vil sikkert pege på den amerikanske brug at formuleringerne “Season’s greetings” og “Happy Holidays” som et eksempel på islams og hele den skadelige multikulturalismes infektion af offentligheden, men udtrykkene stammer nu tilbage fra den viktorianske tidsalder. Igen er det snarere massekonsumptionens logik end noget andet, vi skal bruge som forklaring.

Og dermed er vi tilbage ved vintermedisteren, vinterbollen og vinterudsmykningen. Ser man på medisterpølsens indholdsdeklaration, er det faktisk svært at se hvad der adskiller den fra en almindelig medisterpølse. Vinterbollen erstatter ikke julebollen, men er et selvstændigt produkt. Og Ikea motiverer navngivningen af kollektionen Vinterfest med at kunderne så kan bruge tingene uden for december måned.

Det fælles træk er kort og godt forsøg på at skabe nye markeder – præcis som vi i de senere årtier har set skabelsen af nye “traditioner”, hvis funktion først og fremmest er at få os til at forbruge mere. Tænk på den efterhånden etablerede Hallowe’en, Black Friday og senest Singles’ Day. Hvis noget udfordrer julen, er det snarere en amerikansk inspireret kommercialisme. (Forresten er julesweatre åbenbart årets nye hit – og med tanke på hvad vi efterhånden ved om modeindustriens belastning af miljøet lokalt og globalt kunne man spørge om det er særligt hensigtsmæssigt at promovere tøj der kun bruges en kort tid, og måske kun et enkelt år).

Peter Skaarups og de øvrige højrefløjsdebattørers kampagne rejser dog yderligere et vigtigt spørgsmål, nemlig om identitetspolitik og krænkelsesparathed i dansk politik. I den almindelige debat – især i borgerlige avisers debatsektioner – kobles identitetspolitik og angivelig krænkelsesparathed med venstreorienterede og – endnu værre – multikulturelle standpunkter, men hvis vi ser på hvilke politisk indflydelsesrige aktører i Danmark, der bygger på et identitetspolitisk fundament og som anvender henvisninger til krænkelser som det af deres agitation, står Dansk Folkeparti som pragteksemplet.

Den højt besungne værdipolitik, som har domineret dansk politik siden årtusindskiftet, er netop identitetspolitik – med et formål at ekskludere individer, der ikke fuldt ud tilhører et påstået dansk folkefælleskab – og man vil kunne finde mange eksempler på DF’ere der giver udtryk for at være krænkede eller forulempede, når de møder fænomener uden for deres kulturelle referenceramme. Her er det ikke kun muslimer, der vækker DF’ernes krænkelsesparathed: Tænk fx. på partiets tidligere leder Pia Kjærsgaard, der i foråret klagede over at der var for mange bøsser i det Europæiske Melodigrandprix. Behovet for at være krænket ligger dybt i DF-kulturen og den øvrige højrefløjskultur, og den er ikke et specielt dansk fænomen.

PS: Vi finder også krænkelsesparatheden andre steder på den danske højrefløj end hos DF. Sidste jul havde Venstrepolitikere travlt med at flashe hamburgerrygge og medisterpølser på de sociale medier i deres kamp mod den angivelige islamisering, og V-MF’eren Mads Fuglede stillede sig helt bag Peter Skaarup i angrebet på Ikea. Inger Støjbjergs åbne og skjulte angreb på muslimer vil være velkendte.

Digitalisering og socialt arbejde – Indtryk fra FORSA Danmarks konference 8.-9. oktober 2019

Som overskriften antyder, deltog jeg i FORSA Danmarks konference 8. og 9. oktober, hvor temaet var digitalisering og socialt arbejde. Min tanke med indlægget er ikke at give et referat af de enkelte oplæg og sessioner på konferencen – man kan finde slides fra oplæggene på FORSAs hjemmeside – men snarere at sammenfatte mine indtryk og overvejelser.

Den første pointe handler om selve forståelsen af hvad digitalisering omfatter. Pointen er her at digitalisering indebærer mere og andet end blot at flytte administrative dokumenter eller andre materialer fra papir til harddiske: Når politiske og administrative ledelser de seneste årtier har drevet en digitaliseringsdagsorden, er det sket ud fra en forventning om at man ikke bare kan effektivisere, men også automatisere en stor del af opgaveløsningen i den offentlige sektor. Og dette gælder ikke bare klassiske administrative opgaver, men også opgaver inden for sundhed, uddannelse og socialt arbejde.

I forlængelse af dette følger den anden pointe, som er at den danske stat og kommunerne allerede arbejder aktivt på at bygge opgaveløsningen inden for SUS-området (Sundhed, uddannelse, socialt arbejde) på samkøring af registerdata og andre data, som borgerne selv fodrer de digitale systemer med.

Et eksempel på dette er STAR’s arbejde med platformen ASTA, der skaber automatiske profiler af store grupper af borgere til brug for sagsbehandlerne i de kommunale jobcentre. Et andet er “Gladsaxe-modellen” hvor Gladsaxe Kommunes Børne- og Ungeforvaltning ønskede at skabe digitale profiler af alle børn baseret på registreringer af barnets møder med alle sider af det offentlige system for på den måde at opspore potentielt udsatte børn.

Når Gladsaxe-modellen i første omgang ikke blev til virkelighed, skyldtes det ikke principielle politiske betænkeligheder ved den omfattende samkøring af registre og den automatiske profilering, men snarere konkrete konflikter mellem modellen og den eksisterende lovgivning om behandlingen af persondata. KL’s kritik af de begrænsninger GDPR giver for digitalisering og automatisering bør også ses i dette perspektiv.

Af dette følger den tredje pointe, som er, at digitaliseringen sætter velfærdsprofessionernes og de professionelles rolle i opgaveløsningen på spil. Set fra de politiske og administrative ledelsers perspektiv er digitalisering inden for sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, beskæftigelsesområdet og det øvrige sociale område netop attraktivt, fordi det – i det mindste teoretisk – kan gøre en stor del af det professionelle skøn og relationsarbejdet mellem professionelle og borgere overflødigt. De digitale systemer kan i dette perspektiv opspore eksisterende eller truende problemer, træffe beslutninger om indsatser og ideelt set også stå for, om ikke hele, så dog en stor del af leveringen af tjenesteydelserne. Dermed åbner digitaliseringen og automatiseringen også for en mere effektiv hierarkisk politisk og administrativ styring af forvaltningen og borgerne – igen: I det mindste i teorien.

Inden man sætter den onde digitalisering entydigt op over for den gode professionalisme, skal man være opmærksom på, at det professionelle skøn heller ikke er uden problemer: Undersøgelser har vist at der er tydelige bias i professionelles vurderinger af børns situation, ligesom man vil kunne finde mange tilfælde, hvor udsatte børn og voksne er faldet mellem de administrative stole.

Omvendt skal man også være opmærksom på, at digitaliseringen – ikke mindst som de politiske og administrative ledelser ser den – lover mere end den kan holde:

For det første er algoritmer – selv med omfattende indslag af kunstig intelligens – aldrig bedre end de koder og data, som bliver lagt ind i modellerne. Et klassisk eksempel er at stereotyper om hvide og farvede amerikanere er blevet ført med ind i programmer, myndighederne anvender til at bedømme indsattes risiko for tilbagefald i kriminalitet. Herhjemme har brugen af ASTA på jobcentrene rejst spørgsmålet om stempling af bestemte grupper af arbejdsløse. Her er problemet for borgerne, at de bliver stillet i en magtesløs position, når computeren først har sagt nej, samtidig med at politik og forvaltning ikke anerkender digitaliseringens grænser.

For det andet er data aldrig rene: Folk der arbejder med kvantitative analyser på ekspertniveau ved at de indsamlede data kræver en omfattende sortering og bearbejdning, inden de kan anvendes i valide analyser. Dette står mod den politiske og administrative forventning om at indsamling af big data giver en billig og enkel vej til uangribelig viden om sociale problemstillinger.

Endelig skal man huske på at statistiske og algoritmebaserede modeller går fra fortiden til nutiden og fra det generelle til det specifikke. Man kan som professionel sagens overse nogle generelle mønstre i de målgrupper, man arbejder med, men omvendt er det et kendetegn ved mange sociale problematikker, at der er tale om såkaldt vilde problemer, som ikke har nogen indlysende optimal løsning, ligesom de konkrete problematikker vil være forskellige fra individ til individ. Her bygger digitaliseringen på en antagelse om at sociale problemer er tamme problemer, som kan løses ved brug af generelle, tekniske instrumenter.

Lægger man disse tre forhold sammen, peger argumenterne også på et mere generelt problem ved digitaliseringen. På den ene side taler den ind i en meget stærk effektiviserings- og hierarkiseringstankegang inden for styringen af den offentlige sektor og statens styring af borgerne. Det er med til at forklare dens attraktivitet for politikere og ledere inden for stat, regioner og kommuner.

På den anden side er spørgsmålet om automatiseringen af det sociale arbejde kan levere de forventede resultater, eller om borgerne snarere vil opleve et møde med den offentlige sektor, der er dårligere til at løse deres problemer, samtidig med at de bliver stillet svagere, fordi man per definition ikke kan gøre indsigelse mod tilsyneladende objektive modeller.

Som nævnt ovenfor var et gennemgående tema i konferencen, at digitaliseringen sætter professionerne – her specielt socialrådgivere og socialpædagoger – under et betydeligt pres. Spørgsmålet er her, om det ikke ud over jurister, der arbejder med etik og regulering af brugen af data, i virkeligheden er den faggruppe man kalder “data scientists” – hvilket netop er noget andet end klassiske programmører – kan være professionernes bedste allierede, fordi de i højere grad end de politiske og administrative ledere har øje for kompleksiteterne i indsamlingen og bearbejdningen af data og begrænsningerne i brugen af algoritmer og automatiserede systemer.

PS: Markus Bernsens Danmark disruptet behandler ikke det sociale område, men kan være en god introduktion til den ideologi om digitalisering, som dominerer i dansk politik og offentlig forvaltning.

Danskernes syn på muslimer – nogle hurtige tanker

Et par tanker angående Mandag Morgens undersøgelse af danskernes syn på muslimer:

1. Undersøgelsen bekræfter at der findes en anti-muslimsk opinion i Danmark, hvilket også stemmer med de politiske strategier vi har set fra DF, V, S, Nye Borgerlige og Stram Kurs. (Man kan så spørge om opinionen er generelt fremmedfjendtlig, og det “bare” er muslimer der er det aktuelle objekt – det kunne lige så godt være svenskere, polakker eller asiater – eller om opinionen er specifikt anti-muslimsk).

2. Aldersfordelingen er nogenlunde som forventet (unge mere åbne end ældre).

3. Jeg ville gerne have set tallene brudt ned på uddannelse/erhverv.

4. Angående de unge rejser det vi ved Stram Kurs’ vælgerkorps et spørgsmål: Partiet var overrepræsenteret blandt unge mænd (på Vestsjælland). Er det sådan at vi har en polarisering blandt unge vælgere efter køn, uddannelse og muligvis geografi?

5. Mandag Morgens resultater står lidt i konflikt med resultaterne af Pew Research Centers pan-europæiske survey fra sidste år: Her fremstår danskerne som meget åbne i deres syn på muslimer. (Man kan så bemærke at de mest tolerante lande – Danmark, Sverige, Norge og Nederlandene alle har store anti-muslimske højrepopulistiske partier i parlamentet)

PS: Peter Fallesen fra Rockwool-Fonden påpeger at der kan være nogle huseffekter fra YouGov i Mandag Morgens undersøgelse, som man bør være opmærksom på. Erik Gahner Larsen har data fra folketingsvalget, der peger på at YouGov overvurderede NB og SK.

Noget om navne. Eller: Hvordan et seminarium blev til et university college

Statsministerens åbningstale indeholdt et lidt usædvanligt afsnit om brugen af blandt andet engelske titler og navne, specielt i uddannelsessystemet:

Og noget andet har fået overtaget. 

New Public Management. Besparelser. Effektiviseringer.

Så længe jeg kan huske, har dansk politik handlet om et velfærdssamfund, der skulle køre længere på literen. 

Og der er også kommet en mærkelig udvikling. Som vi måske kan grine af. Men som jeg faktisk tror, er en del af problemet. 

Da jeg i august kiggede på min datters nye skoleskema, forstod jeg ikke forkortelserne. 

Et lærerseminarium er blevet til et University College. 

Og ved I for eksempel, hvad PLC er? 

Nej vel.

Det står for Pædagogisk Læringscenter. Engang hed det et skolebibliotek. Hvorfor er vi holdt op med at kalde ting det, de er?

Det er en helt unødvendig fremmedgørelse.

Der kan være et problem med nye betegnelser, hvad enten de er på engelsk eller en eller anden form for dansk, men det er næppe New Public Management, der er hele forklaringen endsige den vigtigste del af forklaringen.

I en dansk sammenhæng var det nok Handelshøjskolen i Københavns navneskifte til Copenhagen Business School, der var det første tegn på at noget var ved at ske i uddannelsesverdenen. Et motiv til navneskiftet var at Handelshøjskolen ønskede at markere sin internationale orientering, hvilket også afspejlede ændringer i det danske erhvervsliv (eller skulle jeg skrive business community?) som følge af den stigende globalisering, hvor engelsk er erhvervslivets lingua franca. Samtidig handlede det om at tiltrække udenlandske studerende, undervisere og forskere samt forskningsmidler.

Endelig havde skolen også et andet motiv i form af en strategi om at udvikle sig fra en meget praksisnær institution til et universitet på linje med de amerikanske business schools.

Så en kombination af forandringer internt i organisationen og eksternt i organisationens omgivelser kan altså forklare skiftet fra dansk til engelsk.

Man kan så i øvrigt notere at CBS, Columbia Business School i New York, åbenbart ikke har bemærket eksistensen af CBS i København. Og Handelshögskolan i Stockholm har ikke følt et tilsvarende behov for at skaffe sig af med sit svenske navn. Så danske mindreværdskomplekser kan også være en del af historien.

Hvad så med seminaret? Her er sagen den enkle at de korte og mellemlange videregående uddannelser fra slutningen af 1990’erne og frem til 2007 gennemgik en længere fusionsproces hvor en lang række specialiserede uddannelsesinstitutioner blev lagt sammen til erhvervsakademier – fortrinsvis korte videregående uddannelser rettet mod den private sektor – og professionshøjskoler – fortrinsvis mellemlange uddannelser rettet mod den offentlige sektor. Så seminarerne indgik altså i de nye professionshøjskoler sammen med fx sygeplejeskoler og sociale højskoler.

Parallelt med denne udvikling fulgte også en standardisering af de forskellige mellemlange uddannelser til professionsbacheloruddannelser.

Men hvor kom “university college” fra? Godt spørgsmål – og strengt taget skaber betegnelsen mere forvirring end klarhed på engelsk. Således er University College London absolut ikke en professionshøjskole, men et internationalt fremtrædende forskningsuniversitet. Søger man lidt rundt i de forskellige betegnelser, synes “university of applied sciences” eller “college” at være væsentligt bedre betegnelser på professionshøjskoler.

Man kan i den forbindelse spørge, om vi ikke her ser en tendens til at ville pynte sig med lidt flere fjer, end man egentlig er berettiget til. Forresten var det gamle skilt på UCL’s bygning i Vejle udformet, så der stod University (meget små bogstaver: College) Lillebælt.

Dog: Navneskiftet til professionshøjskole gav mening fordi de nye organisationer både kvantitativt og kvalitativt var anderledes end dem, de afløste.

Man vil så bemærke at der ikke var nogen konsistens i sprogbrugen mellem de enkelte institutioner. For at tage et eksempel var hovedstadsregionen oprindelig hjem for to professionshøjskoler – Professionshøjskolen Metropol og University College Capital. København fremgik ikke af navnet nogle af stederne – og Capital kunne henvise til en hvilken som helst hovedstad. En fusion af de to institutioner endte med at få det ikke specielt mundrette, men dog dækkende navn Københavns Professionshøjskole.

Professionshøjskolen, der dækker region Sjælland, begyndte sit liv som UC Sjælland, men hedder nu Professionshøjskolen Absalon. Lad være at Absalon var biskop i Roskilde, men i den danske historieskrivning er han især knyttet til oprettelsen af byen … København.

Capital, Absalon og VIAUC peger på et andet forhold: Det som på nudansk kaldes branding. Et brand (udtales på engelsk) svarer nogenlunde til det, man i gamle dage kaldte et varemærke, og pointen er her at institutionerne i konkurrencen om studerende søger at skabe USP’er (Unique Selling Points, hvis nogen undrer – altså det som får en mulig kunde til at vælge netop ét produkt eller én udbyder frem for en anden).

Her kan både NPM og globalisering tjene som forklaring: Dels lever institutionerne i en taxameterfinansieret verden af at kunne tiltrække studerende i konkurrence med andre, dels har det været en politisk strategi at danske uddannelsesinstitutioner skulle tiltrække udenlandske studerende. Det sidste gør man naturligvis med engelske navne, det første med titler der på en eller anden måde skulle fremhæve noget andet end den geografiske placering – Capital henviser således ikke bare til hovedstaden i Danmark, men også den kapital de studerende får med sig, og som må formodes at forøge deres værdi på det danske og internationale arbejdsmarked.

Brugen af engelske titler afspejler desuden en generel tendens der drives af såvel amerikanisering som globalisering. I Danmark er “udsalg” således erstattet af det amerikanske “sale” (jeg antager at tanken er at forbrugerne skal tro at de handler i amerikanske butikker og stormagasiner), den administrerende direktør er blevet CEO (Chief Executive Officer) og sælgeren Key Account Manager.

Det ville måske være mere overraskende, hvis forandringerne i omverdenen ikke blev afspejlet i uddannelsesverdenen.

For at sammenfatte: Der er flere forhold som ligger bag udviklingen i sprogbrugen. For det første har uddannelsesinstitutionernes opgaver forandret sig kvalitativt, for det andet har der været et politisk ønske om at skabe kvantitativt større institutioner, for det tredje har man politisk ønsket at uddannelsesinstitutionerne skulle operere efter en markedslogik og endelig har man for det fjerde (igen) politisk ønsket at skabe et marked for udenlandske studerende i Danmark.

Update: Nu er aviskommentaren som fik mig til at skrive posten, lagt online.

Studerendes boligsituation i København

Det er i og for sig en interessant undersøgelse – og en spændende visualisering af studerendes boligforhold i København, som DR har gennemført. Men der er efter min mening nogle problemer i undersøgelsen og fremstillingen:

1. Det defineres aldrig, hvad der er en studerende. Ser man på nogle af de “rige” forstadskommuner, har de en meget høj andel studerende – betyder det at hjemmeboende gymnasieelever regnes med?

2. Det antages implicit at studerende går på KU. Men hvis argumentet er at man skal bo tæt på sin uddannelsesinstitution, hvad så med studerende på Roskilde Universitet? Her er det vel snarere et problem hvis de bor i København N eller NV i stedet for i Tåstrup eller Roskilde?

3. Og vi skal også huske at professions-, akademi- og erhvervsuddannelser ligger meget mere spredt uden for København K. Så egentlig skal grafikken suppleres med en grafik om hvor de enkelte uddannelsesinstitutioners studerende bor.

4. Sammenfattende: Der kan være gode grunde til at overveje boligforholdene for studerende og unge – men jeg kan ikke se et argument for at gruppen skal koncentreres i de københavnske brokvarterer.

Løkke som kongekobra: En stolt Venstretradition?

Altingets Jakob Nielsen diskuterede i en tråd på Twitter hvordan man skulle vurdere Lars Løkke Rasmussens indsats som statsminister og politisk leder i perioden 2015-2019. Han endte med, blandt andet med henvisning til at Venstres fremgang ved valget skete på bekostning af DF og LA, at karakterisere Løkke som en kongekobra – en giftslange der blandt andet lever af at spise mindre slanger. Spørgsmålet er dog om Løkke er helt enestående blandt Venstreledere, når vi ser på historien.

I den nyere historie kan man pege på konflikterne mellem V og KF i Poul Schlüters regeringstid, hvor Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen præsenterede Venstre som “regering og opposition” på samme tid. Ellemann-Jensen og Fogh har ganske vist senere talt om profileringen som et forsøg på at undgå at regeringerne stillede sig tilfreds med status quo, men der er ingen tvivl om at den konservative ledelse så på Venstre-ledelsens optræden som grænsende til illoyalitet over for den større regeringspartner.

Den konservative skepsis over for Venstre havde blandt andet sin rod i at V under Henning Christophersen i 1978 saboterede det fremvoksende firkløversamarbejde ved at indgå i forhandlinger og senere et decideret regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Det tog nogle år efter SV-regeringens sammenbrud inden de tre øvrige partier for alvor var parate til at genoptage samarbejdet – denne gang under ledelse af et styrket konservativt parti.

Går vi nogle år længere tilbage, vandt Poul Hartling en af V’s største valgsejre i 1975, hvor partiet næsten fordoblede sin vælgertilslutning. Observatører kunne imidlertid ikke undgå at bemærke at sejren entydigt var vundet på bekostning af de øvrige borgerlige partier, idet KF led endnu et alvorligt nederlag, ligesom CD var tæt på at blive udslettet ved sit andet valg. Processen efter valget var ganske vist tæt på at lede til en firkløverregering, men følelserne og relationerne mellem de borgerlige partier var kølige efter 1975-valget. I 1977 tabte Hartling i øvrigt hele det vundne igen, hvilket næppe ledte til dyb sorg hos de øvrige borgerlige partier.

Valget i 1947 var endnu et eksempel på en Venstre-sejr der blev vundet på samarbejdsparternes bekostning: Knud Kristensen udnyttede en nationalistisk bølge og en alvorlig konservativ splittelse til at sikre en kraftig fremgang til sit parti. At fremgangen så viste sig at være uanvendelig politisk og at Venstre også her tabte hele det vundne ved næste valg, hører med til historien.

Går vi 18 år længere tilbage i historien, er giftgasvalget i 1929 måske det som har sat sig de længste aftryk i dansk politisk historie. Her tabte Venstre ganske vist både regeringsmagten og stemmeandele og mandater, men forhistorien var statsminister Thomas Madsen-Mygdal negligering af det konservative støtteparti. Resultatet af selvovervurderingen hos Venstre-ledelsen blev 11 års socialdemokratisk-radikalt styre.

Sammenfattende kan man pege på at Løkke i 2019 skrev sig ind i en lang tradition hos Venstre-ledere for at underminere samarbejdspartnerne i den borgerlige blok til fordel for kortsigtede vælgermæssige gevinster. Der synes altså at være noget mere end blot personlige egenskaber på spil: Partikulturen hos Venstre er også en del af historien.

PS: Man kan også finde eksempler på Venstre-ledere der har været mere forsigtige. Den snu Erik Eriksen forstod at vejen til mere stabil borgerlig indflydelse gik gennem et samarbejde med de konservative. Eriksens problem i 1950’erne bestod i at Det Radikale Venstre endnu var kraftig modstander af konservativ regeringsdeltagelse.

Højrepopulister og værdipolitisk venstre efter valget 5/6

En lille opsamling på det danske partisystems fløje efter valget. Den helt store overraskelse var Dansk Folkepartis tab af stemmer, som begyndte omkring nytår og accellererede frem til valgdagen. Tabet viste sig at blev så stort at DF fik sit dårligste valg siden 1998, og de nye partier Nye Borgerlige, Stram Kurs og Klaus Riskjær Petersen kunne ikke gøre op for DF’s tab. Man kan bemærke at SK underpræsterede noget sammenlignet med en hel del målinger før valget, der forudså at partiet ville komme over 2%-spærregrænsen.

Set under et står den højrepopulistiske fløj dog stadig forholdsvis stærkt med et samlet resultat der var på niveau med DF’s valgresultater i 00’erne. Fragmenteringen og den manglende repræsentation af SK og KRP indebærer dog at fløjen kommer til at stå noget svagere. Der er også et stykke vej ned til resultaterne fra perioden 1984-1994, hvor Fremskridtspartiet bortset fra valget i 1988 stod forholdsvis svagt.

Ser vi på det værdipolitiske venstre, er historien anderledes entydig: De fire partier står historisk stærkt trods valgnederlaget til Alternativet. Her bør man på den anden side heller ikke overdrive deres styrke, idet partier der grundlæggende er positive over for en mere lempelig flygtninge- og integrationspolitik kun har støtte fra lidt over en fjerdedel af vælgerkorpset. Der er dog paralleller med situationen efter valget i 2011 hvor det værdipolitiske venstre dels fik et historisk godt valg, dels samlet blev større end Socialdemokratiet.

Blokkene ved EP-valget

Lidt sjov med blokkenes status efter EP-valget søndag. Først rød og blå blok med modstanderbevægelserne (Folkebevægelsen og Junibevægelsen) som en selvstændig blok – også selv om de to lister nok fik flest vælgere fra EU-modstandere i rød blok.D7kZgb_W4AACE6J

Så opdelt efter tilhænger- og modstanderpartier, med den lille krølle at Liberal Alliance i 2015 anbefalede et nej til forslaget om at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordningD7kZgb9WsAEAwSj

Status for højrepopulister og værdipolitisk venstre

Opdaterede diagrammer med udgangspunkt i det seneste Berlingske Barometer.

DF står nu til sit dårligste valg siden 1998. Tilkomsten af KRP, NB og SK kan ikke gøre op for DF’s tab, så vi ser både en fragmentering og en splittelse af det populistiske højre. Set som gruppe er partierne svagere end i 2015, men stærkere end ved øvrige valg i perioden 1990-2011.

For det værdipolitiske venstre er forholdet det, at de fire partier nu netop er større end S.