Noget om navne. Eller: Hvordan et seminarium blev til et university college

Statsministerens åbningstale indeholdt et lidt usædvanligt afsnit om brugen af blandt andet engelske titler og navne, specielt i uddannelsessystemet:

Og noget andet har fået overtaget. 

New Public Management. Besparelser. Effektiviseringer.

Så længe jeg kan huske, har dansk politik handlet om et velfærdssamfund, der skulle køre længere på literen. 

Og der er også kommet en mærkelig udvikling. Som vi måske kan grine af. Men som jeg faktisk tror, er en del af problemet. 

Da jeg i august kiggede på min datters nye skoleskema, forstod jeg ikke forkortelserne. 

Et lærerseminarium er blevet til et University College. 

Og ved I for eksempel, hvad PLC er? 

Nej vel.

Det står for Pædagogisk Læringscenter. Engang hed det et skolebibliotek. Hvorfor er vi holdt op med at kalde ting det, de er?

Det er en helt unødvendig fremmedgørelse.

Der kan være et problem med nye betegnelser, hvad enten de er på engelsk eller en eller anden form for dansk, men det er næppe New Public Management, der er hele forklaringen endsige den vigtigste del af forklaringen.

I en dansk sammenhæng var det nok Handelshøjskolen i Københavns navneskifte til Copenhagen Business School, der var det første tegn på at noget var ved at ske i uddannelsesverdenen. Et motiv til navneskiftet var at Handelshøjskolen ønskede at markere sin internationale orientering, hvilket også afspejlede ændringer i det danske erhvervsliv (eller skulle jeg skrive business community?) som følge af den stigende globalisering, hvor engelsk er erhvervslivets lingua franca. Samtidig handlede det om at tiltrække udenlandske studerende, undervisere og forskere samt forskningsmidler.

Endelig havde skolen også et andet motiv i form af en strategi om at udvikle sig fra en meget praksisnær institution til et universitet på linje med de amerikanske business schools.

Så en kombination af forandringer internt i organisationen og eksternt i organisationens omgivelser kan altså forklare skiftet fra dansk til engelsk.

Man kan så i øvrigt notere at CBS, Columbia Business School i New York, åbenbart ikke har bemærket eksistensen af CBS i København. Og Handelshögskolan i Stockholm har ikke følt et tilsvarende behov for at skaffe sig af med sit svenske navn. Så danske mindreværdskomplekser kan også være en del af historien.

Hvad så med seminaret? Her er sagen den enkle at de korte og mellemlange videregående uddannelser fra slutningen af 1990’erne og frem til 2007 gennemgik en længere fusionsproces hvor en lang række specialiserede uddannelsesinstitutioner blev lagt sammen til erhvervsakademier – fortrinsvis korte videregående uddannelser rettet mod den private sektor – og professionshøjskoler – fortrinsvis mellemlange uddannelser rettet mod den offentlige sektor. Så seminarerne indgik altså i de nye professionshøjskoler sammen med fx sygeplejeskoler og sociale højskoler.

Parallelt med denne udvikling fulgte også en standardisering af de forskellige mellemlange uddannelser til professionsbacheloruddannelser.

Men hvor kom “university college” fra? Godt spørgsmål – og strengt taget skaber betegnelsen mere forvirring end klarhed på engelsk. Således er University College London absolut ikke en professionshøjskole, men et internationalt fremtrædende forskningsuniversitet. Søger man lidt rundt i de forskellige betegnelser, synes “university of applied sciences” eller “college” at være væsentligt bedre betegnelser på professionshøjskoler.

Man kan i den forbindelse spørge, om vi ikke her ser en tendens til at ville pynte sig med lidt flere fjer, end man egentlig er berettiget til. Forresten var det gamle skilt på UCL’s bygning i Vejle udformet, så der stod University (meget små bogstaver: College) Lillebælt.

Dog: Navneskiftet til professionshøjskole gav mening fordi de nye organisationer både kvantitativt og kvalitativt var anderledes end dem, de afløste.

Man vil så bemærke at der ikke var nogen konsistens i sprogbrugen mellem de enkelte institutioner. For at tage et eksempel var hovedstadsregionen oprindelig hjem for to professionshøjskoler – Professionshøjskolen Metropol og University College Capital. København fremgik ikke af navnet nogle af stederne – og Capital kunne henvise til en hvilken som helst hovedstad. En fusion af de to institutioner endte med at få det ikke specielt mundrette, men dog dækkende navn Københavns Professionshøjskole.

Professionshøjskolen, der dækker region Sjælland, begyndte sit liv som UC Sjælland, men hedder nu Professionshøjskolen Absalon. Lad være at Absalon var biskop i Roskilde, men i den danske historieskrivning er han især knyttet til oprettelsen af byen … København.

Capital, Absalon og VIAUC peger på et andet forhold: Det som på nudansk kaldes branding. Et brand (udtales på engelsk) svarer nogenlunde til det, man i gamle dage kaldte et varemærke, og pointen er her at institutionerne i konkurrencen om studerende søger at skabe USP’er (Unique Selling Points, hvis nogen undrer – altså det som får en mulig kunde til at vælge netop ét produkt eller én udbyder frem for en anden).

Her kan både NPM og globalisering tjene som forklaring: Dels lever institutionerne i en taxameterfinansieret verden af at kunne tiltrække studerende i konkurrence med andre, dels har det været en politisk strategi at danske uddannelsesinstitutioner skulle tiltrække udenlandske studerende. Det sidste gør man naturligvis med engelske navne, det første med titler der på en eller anden måde skulle fremhæve noget andet end den geografiske placering – Capital henviser således ikke bare til hovedstaden i Danmark, men også den kapital de studerende får med sig, og som må formodes at forøge deres værdi på det danske og internationale arbejdsmarked.

Brugen af engelske titler afspejler desuden en generel tendens der drives af såvel amerikanisering som globalisering. I Danmark er “udsalg” således erstattet af det amerikanske “sale” (jeg antager at tanken er at forbrugerne skal tro at de handler i amerikanske butikker og stormagasiner), den administrerende direktør er blevet CEO (Chief Executive Officer) og sælgeren Key Account Manager.

Det ville måske være mere overraskende, hvis forandringerne i omverdenen ikke blev afspejlet i uddannelsesverdenen.

For at sammenfatte: Der er flere forhold som ligger bag udviklingen i sprogbrugen. For det første har uddannelsesinstitutionernes opgaver forandret sig kvalitativt, for det andet har der været et politisk ønske om at skabe kvantitativt større institutioner, for det tredje har man politisk ønsket at uddannelsesinstitutionerne skulle operere efter en markedslogik og endelig har man for det fjerde (igen) politisk ønsket at skabe et marked for udenlandske studerende i Danmark.

Update: Nu er aviskommentaren som fik mig til at skrive posten, lagt online.

Studerendes boligsituation i København

Det er i og for sig en interessant undersøgelse – og en spændende visualisering af studerendes boligforhold i København, som DR har gennemført. Men der er efter min mening nogle problemer i undersøgelsen og fremstillingen:

1. Det defineres aldrig, hvad der er en studerende. Ser man på nogle af de “rige” forstadskommuner, har de en meget høj andel studerende – betyder det at hjemmeboende gymnasieelever regnes med?

2. Det antages implicit at studerende går på KU. Men hvis argumentet er at man skal bo tæt på sin uddannelsesinstitution, hvad så med studerende på Roskilde Universitet? Her er det vel snarere et problem hvis de bor i København N eller NV i stedet for i Tåstrup eller Roskilde?

3. Og vi skal også huske at professions-, akademi- og erhvervsuddannelser ligger meget mere spredt uden for København K. Så egentlig skal grafikken suppleres med en grafik om hvor de enkelte uddannelsesinstitutioners studerende bor.

4. Sammenfattende: Der kan være gode grunde til at overveje boligforholdene for studerende og unge – men jeg kan ikke se et argument for at gruppen skal koncentreres i de københavnske brokvarterer.

Løkke som kongekobra: En stolt Venstretradition?

Altingets Jakob Nielsen diskuterede i en tråd på Twitter hvordan man skulle vurdere Lars Løkke Rasmussens indsats som statsminister og politisk leder i perioden 2015-2019. Han endte med, blandt andet med henvisning til at Venstres fremgang ved valget skete på bekostning af DF og LA, at karakterisere Løkke som en kongekobra – en giftslange der blandt andet lever af at spise mindre slanger. Spørgsmålet er dog om Løkke er helt enestående blandt Venstreledere, når vi ser på historien.

I den nyere historie kan man pege på konflikterne mellem V og KF i Poul Schlüters regeringstid, hvor Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen præsenterede Venstre som “regering og opposition” på samme tid. Ellemann-Jensen og Fogh har ganske vist senere talt om profileringen som et forsøg på at undgå at regeringerne stillede sig tilfreds med status quo, men der er ingen tvivl om at den konservative ledelse så på Venstre-ledelsens optræden som grænsende til illoyalitet over for den større regeringspartner.

Den konservative skepsis over for Venstre havde blandt andet sin rod i at V under Henning Christophersen i 1978 saboterede det fremvoksende firkløversamarbejde ved at indgå i forhandlinger og senere et decideret regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Det tog nogle år efter SV-regeringens sammenbrud inden de tre øvrige partier for alvor var parate til at genoptage samarbejdet – denne gang under ledelse af et styrket konservativt parti.

Går vi nogle år længere tilbage, vandt Poul Hartling en af V’s største valgsejre i 1975, hvor partiet næsten fordoblede sin vælgertilslutning. Observatører kunne imidlertid ikke undgå at bemærke at sejren entydigt var vundet på bekostning af de øvrige borgerlige partier, idet KF led endnu et alvorligt nederlag, ligesom CD var tæt på at blive udslettet ved sit andet valg. Processen efter valget var ganske vist tæt på at lede til en firkløverregering, men følelserne og relationerne mellem de borgerlige partier var kølige efter 1975-valget. I 1977 tabte Hartling i øvrigt hele det vundne igen, hvilket næppe ledte til dyb sorg hos de øvrige borgerlige partier.

Valget i 1947 var endnu et eksempel på en Venstre-sejr der blev vundet på samarbejdsparternes bekostning: Knud Kristensen udnyttede en nationalistisk bølge og en alvorlig konservativ splittelse til at sikre en kraftig fremgang til sit parti. At fremgangen så viste sig at være uanvendelig politisk og at Venstre også her tabte hele det vundne ved næste valg, hører med til historien.

Går vi 18 år længere tilbage i historien, er giftgasvalget i 1929 måske det som har sat sig de længste aftryk i dansk politisk historie. Her tabte Venstre ganske vist både regeringsmagten og stemmeandele og mandater, men forhistorien var statsminister Thomas Madsen-Mygdal negligering af det konservative støtteparti. Resultatet af selvovervurderingen hos Venstre-ledelsen blev 11 års socialdemokratisk-radikalt styre.

Sammenfattende kan man pege på at Løkke i 2019 skrev sig ind i en lang tradition hos Venstre-ledere for at underminere samarbejdspartnerne i den borgerlige blok til fordel for kortsigtede vælgermæssige gevinster. Der synes altså at være noget mere end blot personlige egenskaber på spil: Partikulturen hos Venstre er også en del af historien.

PS: Man kan også finde eksempler på Venstre-ledere der har været mere forsigtige. Den snu Erik Eriksen forstod at vejen til mere stabil borgerlig indflydelse gik gennem et samarbejde med de konservative. Eriksens problem i 1950’erne bestod i at Det Radikale Venstre endnu var kraftig modstander af konservativ regeringsdeltagelse.

Højrepopulister og værdipolitisk venstre efter valget 5/6

En lille opsamling på det danske partisystems fløje efter valget. Den helt store overraskelse var Dansk Folkepartis tab af stemmer, som begyndte omkring nytår og accellererede frem til valgdagen. Tabet viste sig at blev så stort at DF fik sit dårligste valg siden 1998, og de nye partier Nye Borgerlige, Stram Kurs og Klaus Riskjær Petersen kunne ikke gøre op for DF’s tab. Man kan bemærke at SK underpræsterede noget sammenlignet med en hel del målinger før valget, der forudså at partiet ville komme over 2%-spærregrænsen.

Set under et står den højrepopulistiske fløj dog stadig forholdsvis stærkt med et samlet resultat der var på niveau med DF’s valgresultater i 00’erne. Fragmenteringen og den manglende repræsentation af SK og KRP indebærer dog at fløjen kommer til at stå noget svagere. Der er også et stykke vej ned til resultaterne fra perioden 1984-1994, hvor Fremskridtspartiet bortset fra valget i 1988 stod forholdsvis svagt.

Ser vi på det værdipolitiske venstre, er historien anderledes entydig: De fire partier står historisk stærkt trods valgnederlaget til Alternativet. Her bør man på den anden side heller ikke overdrive deres styrke, idet partier der grundlæggende er positive over for en mere lempelig flygtninge- og integrationspolitik kun har støtte fra lidt over en fjerdedel af vælgerkorpset. Der er dog paralleller med situationen efter valget i 2011 hvor det værdipolitiske venstre dels fik et historisk godt valg, dels samlet blev større end Socialdemokratiet.

Blokkene ved EP-valget

Lidt sjov med blokkenes status efter EP-valget søndag. Først rød og blå blok med modstanderbevægelserne (Folkebevægelsen og Junibevægelsen) som en selvstændig blok – også selv om de to lister nok fik flest vælgere fra EU-modstandere i rød blok.D7kZgb_W4AACE6J

Så opdelt efter tilhænger- og modstanderpartier, med den lille krølle at Liberal Alliance i 2015 anbefalede et nej til forslaget om at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordningD7kZgb9WsAEAwSj

Status for højrepopulister og værdipolitisk venstre

Opdaterede diagrammer med udgangspunkt i det seneste Berlingske Barometer.

DF står nu til sit dårligste valg siden 1998. Tilkomsten af KRP, NB og SK kan ikke gøre op for DF’s tab, så vi ser både en fragmentering og en splittelse af det populistiske højre. Set som gruppe er partierne svagere end i 2015, men stærkere end ved øvrige valg i perioden 1990-2011.

For det værdipolitiske venstre er forholdet det, at de fire partier nu netop er større end S.

Det værdipolitiske venstre

I den politiske debat – og analyser af dansk politik – har Dansk Folkeparti de sidste 15-20 år fremstået som omdrejningspunktet i dansk politik, selv om partiet på de såkaldt “værdipolitiske” temaer rent faktisk indtager en ekstrem position, og selv om dagsordenen for partiets vælgere afviger tydeligt fra de øvrige partiers vælgeres dagsorden ved dens entydige fokus på indvandring og integration. Dette gælder også selv om partiet de seneste år har fået konkurrence fra højre side fra Nye Borgerlige. DF har så at sige været i stand til at definere sig som “the new normal”.

En vigtig del af forklaringen er naturligvis at DF har trukket vælgere fra S og dermed har gjort det muligt for højrefløjen ledet af Venstre at dominere dansk politik siden 2001. Valget i 2015 rejste også spørgsmålet om hvor grænsen for DF’s tiltrækningskraft gik, selv om 2015-valget også var præget af at DF nu begyndte at kannibalisere blandt blå bloks vælgere, så V og KF nu var udsat for direkte konkurrence fra deres parlamentariske samarbejdspartner.

På samme måde som DF er blevet defineret som normalen, er det værdipolitiske venstre blevet defineret som afvigerne, der mest af alt er interessante fordi de kan forstyrre S’ forsøg på at lægge sig så tæt op ad DF som muligt i indvandrings- og integrationspolitikken. Derudover beskriver medierne netop gerne partierne som repræsentanter for en idealistisk (dvs. urealistisk) venstrefløj der ligger langt fra den politiske midte.

Men hvor stort er mindretallet? Tager man udgangspunkt i de politiske partier, er det ikke helt let at afgøre, men Enhedslisten og Radikale Venstre (så forskellige de nu er på den socioøkonomiske dimension) hører helt klart til i gruppen. Lidt forenklet kan man sige at partierne i rød blok minus S kan klassificeres som et værdipolitisk venstre, og går vi lidt tilbage i tiden, blev det nu hedengangne CD i 1990’erne set som repræsentant for en grøn borgerlighed – der i øvrigt helt synes at være forsvundet efter årtusindskiftet.

Tager vi det som udgangspunkt, får vi, at partierne på den værdipolitiske venstrefløj siden valget i 1990 har fået mellem 15 og 20% af stemmerne ved folketingsvalg. Man kan som sagt diskutere CD’s position – partiet ville i 1998 og 2001 støtte en V-ledet regering – ligesom Preben Møller Hansens Fælles Kurs i sin tid næppe udmærkede sig ved indvandrerpositive standpunkter. Men selv med dette forbehold er den værdipolitiske venstrefløj faktisk lige så stor som DF, selv ved 2015-valget.

Det kan yderligere være værd at bemærke at det der kendetegnede 2011-valget, og som sandsynligvis kommer til at kendetegne 2019-valget, er at S vinder regeringsmagten med hjælp fra en styrket værdipolitisk venstrefløj. I 2011 fik partierne, bla. takket være EL’s og RV’s gode valg, lidt over 25% af stemmerne, og i det aktuelle Berlingske Barometer står partierne også til en fremgang.

Nu udmærkede 2011-valget sig ved at være det hidtil eneste valg i 2000-tallet, hvor indvandring ikke stod øverst eller næstøverst på dagsordenen, og det samme kommer sandsynligvis til at gælde 2019-valget, men partiernes standpunkter mht. en række sociokulturelle temaer er i al fald velkendte.

Det korte af de lange er, at det værdipolitiske venstre på den ene side udgør et mindretal blandt vælgerne, men det er på den anden side ikke et marginalt mindretal. Det er ganske vist fordelt på fire meget forskellige partier i 2019 (EL, Å, SF, RV), men det er som blok betragtet på størrelse med eller større end det ekstreme højre.

Et kig på valgresultater og barometre peger på et andet interessant forhold. I 1990 var S entydigt storebroderen i forhold til den værdipolitiske venstrefløj, men efterhånden er magtbalancen skiftet, så fordelingen af stemmer mellem S og de værdipolitiske venstrefløjspartier er gået fra at være 2/3 til 1/3 til at være 50-50. Det kan give S’ nuværende strategi om at handle ud fra en forestillet styrkeposition nogle alvorlige udfordringer i det kommende Folketing

Berlingskes artikel om S’ integrationspolitiske strategi

DR’s oversigt over vælgervandringer 2015-2019

Fertilitet og CO2

Dagens Jyllands-Posten indeholder en stor historie hvor tre klimaforskere foreslår indførelse af en tvungen ét-barnspolitik i udviklingslande efter kinesisk forbillede som løsning på problemerne med stigende CO2-udledninger. Lidt søgning viser at selv om en af forskerne er medlem af FN’s klimapanel, har ingen af de tre kompetencer inden for demografi.

Det er hvad det er, men lidt søgning i relevante databaser viser, at forskerne relativt let kunne have finde data som antyder at 1) deres forståelse af befolkningsudviklingen og udviklingen i fertiliteten globalt og i enkelte lande og regioner er forældet og 2) der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem befolkningsudvikling og fertilitet på den ene side og CO2-udledning på den anden.

Lad os først se på den globale fertilitet. Her viser Verdensbankens data at fertiliteten siden 1960 er faldet globalt, så den nu ligger tæt på et niveau hvor verdens befolkning på lidt længere sigt vil være stabil:

Forskerne fremhæver så Kina som et forbillede, og her er fertiliteten ganske rigtigt faldet væsentligt siden 1960’erne. Sammenligner man med Indien viser det sig imidlertid at selv om Indien ligger noget højere i fertilitet, finder vi også et væsentligt, omend mere gradvist, fald her:

Forresten har både Sydkorea og Nordkorea oplevet dramatiske fald i fertiliteten. De politiske og økonomiske systemer er, ligesom velstandsniveauet, meget forskellige i de to lande, men man kunne spørge om ét-barnspolitikken var er en nødvendig forudsætning for faldet i den kinesiske fertilitet.

Hvad så med den muslimske verden? Her er det måske ikke så meget CO2-emissioner som angsten for masseindvandring af muslimer, der har vakt bekymring i de vesteuropæiske lande, men ser vi på de store nordafrikanske lande Algeriet og Egypten, finder vi også her væsentlige fald i fertiliteten, selv om den i et 2016-perspektiv er forholdsvis høj:

Rigtigt morsomt bliver det hvis vi ser på to stater der ledes af fundamentalistiske islamistiske regimer. Faktisk er fertilitetsraten i Iran i 2016 den samme som i Danmark:

I et globalt perspektiv er det – næppe helt overraskende – Afrika syd for Sahara der udmærker sig ved det højeste fertilitetsrater. For at gøre en lang historie kort synes det således mere end noget andet at være økonomisk velstand, sandsynligvis koblet med politisk stabilitet, der forklarer – og måske ligefrem forårsager – fald i fertiliteten.

Hvad så med CO2-udledningerne? Globalt har vi set en meget voldsom stigning i udledningerne siden 1960, men koblingerne til befolkningstilvækst og velstandsudvikling er komplicerede. Her er først de globale udledninger, hvor man kan bemærke at den øgede viden og bevidsthed om klimaproblemerne efter år 2000 ikke har manifesteret sig i et fald i udledningerne:

Rent faktisk har USA i de senere årtier haft succes med at bremse stigningerne – trods befolkningstilvækst og stigende BNP. Set i bagklogskabens lys fremstår 1990’erne som et tabt årti:

Men hvad så med klimaforskernes foregangsland Kina? Her må vi konstatere at étbarnspolitikkens effekter på CO2-udledningerne ser ud til at have været begrænsede. Den økonomiske vækst i Kina har haft alvorlige konsekvenser for det globale klima – især efter årtusindskiftet, mens udviklingen i Indien har været noget mere afdæmpet:

Når alt er lagt til og trukket fra, vil det på trods af opbremsningen i USA dog næppe være holdbart hvis Kina eller Indien følger det amerikanske spor med CO2-udledninger.

Men for at gøre en lang historie kort: Det ser ud som om de tre klimaforskere er på vildspor. Sammenhængene mellem fertilitet og CO2-emissioner er langtfra indlysende, og befolkningstilvæksten er et mindre problem sammenlignet med de problemer en økonomisk udvikling der energimæssigt følger sporene fra perioden 1980-2010, giver for det globale klima. At der så er en sammenhæng mellem øget velstand og faldende fertilitet, gør kun problemstillingen mere kompleks rent praktisk og fascinerende intellektuelt.

Et sidste perspektiv kan være at Jyllands-Postens artikel og de tre forskeres udtalelser føjer sig ind i en velkendt fortælling hvor arabere, afrikanere og asiater fremstilles som en trussel mod den globale stabilitet og velfærd i almindelighed og hvide menneskers livsstil og velfærd i særdeleshed.

Artiklen i Jyllands-Posten (låst) med de tre klimaforskere. Referat hos DR.

Verdensbanken – tabeller over fertilitet og CO2-udledninger.

Our World in Data har en side om CO2-udledninger.

PS: Graferne er lavet som skærmbilledet fra Verdensbankens database. Y-aksen starter derfor ikke ved 0 i alle tilfælde.

DF’s krise

I opløbet til valgkampen er der stort fokus på DF’s dårlige præstationer i meningsmålingerne, hvor partiet står til at miste mange vælgere (og mandater) sammenlignet med folketingsvalget i juni 2015. Af rapporteringen kan man få indtrykket at DF befinder sig i en dyb krise.

Ser man opbakningen til DF i et lidt længere perspektiv, er billedet noget mere blandet: Det aktuelle Berlingske Barometer (7/4 2019) har partiet på 14,4% af stemmerne, hvilket faktisk er over partiets resultat i samtlige valg fra 1998 til 2011. Lægger man Nye Borgerliges og Klaus Riskjær Petersens stemmer oveni, er de højrepopulistiske partier desuden kun et par procentpoint svagere end i 2015. DF’s krise skal altså forstås med udgangspunkt i partiets usædvanligt gode valgresultat i 2015.

Alt er dog ikke fryd og gammen: Et kraftigt tab af stemmer er aldrig godt for en partiledelse, ligesom fragmenteringen af højrefløjen også kan have effekter på partisystemet som helhed. En parallel kunne her være Holland hvor Geert Wilders’ PVV nu er udsat for kraftig konkurrence fra Thierry Baudets FvD.

Endelig kan man pege på at DF’s nedgang ikke nødvendigvis stopper ved de 14,4%. Oversigter over tendenserne i meningsmålingerne peger på at DF – i øvrigt ligesom V – er inde i en nedgangsperiode der begyndte i efteråret, og spørgsmålet er om nedgangen bliver bremset eller fortsætter frem til valget.