Statsministerkandidater

Udviklingen i antallet af statsministerkandidater har været et festligt indslag i dansk politik henover sommeren, hvor specielt “rød blok” har set Alternativet og Enhedslisten åbent betvivle Mette Frederiksens rolle som blokkens leder, efter at Socialdemokratiet erklærede at partiets mål var at danne en rent socialdemokratisk regering efter en eventuel valgsejr for venstrefløjen ved det kommende folketingsvalg. Dertil har Radikale Venstre ganske vist ikke udtrykt noget ønske om at besætte statsministerposten efter et valg, men partilederen har dog udtalt betydelige forbehold i støtten til Socialdemokratiet og Frederiksen.

Men hvad er sandsynligheden for at nogen anden end Socialdemokratiets eller Venstres formand bliver statsminister efter det kommende valg?

Hvis den danske politiske historie giver nogle retningslinjer, er svaret at Danmarks næste statsminister med den nuværende fordeling af stemmerne i opinionsmålingerne hedder enten Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen.

Først og fremmest vil hhv. S og V have en fordel ved regeringsdannelsen – det er yderst sjældent at det ikke er det største parti i respektive side af det politiske spektrum, der danner regeringen og stillet med statsministeren.

Forholdene i den nuværende valgperiode er ganske vist usædvanlige, fordi DF som det største borgerlige parti står uden for regeringen. Man kan her pege på perioderne 1909-1910, 1913-1915 og 1973-1975, hhv. Socialdemokratiet og Fremskridtspartiet ikke udnyttede – eller var i stand til at udnytte – deres størrelse til at styre regeringsdannelsen. Der kan være flere gode grunde til at DF ikke deltager i regeringen, men situationen er strengt taget en anomali.

I forbindelse med dannelsen af Firkløverregeringen i 1982 er der talt og skrevet meget om hvordan Poul Schlüter blev statsminister, men man bør huske på at KF efter valget i 1981 rent faktisk var det største borgerlige parti, så det havde været en overraskelse hvis V og Henning Christophersen havde været i stand til at sikre sig posten. Schlüter havde fra starten en fordel i processen og undlod at tabe terrinen på gulvet undervejs.

Det eneste tilfælde i fredstid på en koalitionsregering hvor juniorpartneren besatte statsministerposten, er VKR-regeringen hvor KF’s ledelse valgte at pege på den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister for at sikre RV’s loyalitet mod den nye regering. Man kan her i øvrigt bemærke at den radikale sejr ved valget i 1968 havde givet partiet 15% af stemmerne, ligesom RV sad på medianlegislatoren.

Den eneste af de nuværende alternative statsministerkandidater der er i nærheden af 10% af stemmerne, er EL’s Pernille Skipper, og hun har det handikap at hendes parti er placeret langt fra medianlegislatoren, klart til venstre for midten.

Når dette er sagt, kan der selvfølgelig også være grund til at pege på at S og V tilsammen ikke når op på 50% af vælgerne i de aktuelle meningsmålinger. Hvis medierne vælger at dække valgkampen som et præsidentvalg med ensidigt fokus på S og V, ville de tabe over halvdelen at vælgerne med deres oplæg. Omvendt behøver det ikke betyde at andre partiers ledere skal dækkes som potentielle regeringschefer.

Den svenske valgkamp (4): Svenske kommentarer

Dette indlæg indeholder links til refleksioner over svensk politik og de svenske partier, skrevet af svenske kommentatorer.

Først Ola Nordebos gennemgang af partiernes stilling fra foråret. Nordebo er politisk redaktør på Västerbottens-Kuriren

Centerpartiet

Kristdemokraterne

Liberalerna

Moderaterna

Sverigedemokraterna

Miljöpartiet

Socialdemokratiet

Vänsterpartiet

Og til sidst om valgkampen generelt

Andreas Johansson Heinös krøniker i Borås Tidning. Heinö er forlagschef på Timbro men skrev sin PhD-afhandling om europæiske højrepopulistiske partier. Han er @johanssonheino på Twitter.

Centerpartiet

Moderaterna

Miljöpartiet

Kristdemokraterna

Socialdemokraterna

Liberalerna

Vänsterpartiet

Sverigedemokraterne

Til sidst Expressens Torbjörn Nilsson der byder på nogle finurlige historiske perspektiver. Han er @torbjornnilsso på Twitter.

Sverigedemokraterna

Socialdemokraterna

Moderaterna, Centerpartiet og Vänsterpartiet

Miljöpartiet

Moderaterna og Socialdemokraterna

Før den svenske valgkamp (3): Dimensioner og relationer

Danmark og Sverige har mange fællestræk. Ser man på nedenstående figur fra World Values Survey er Sverige efter Norge det land, Danmark ligger nærmest værdimæssigt, idet Sverige indtager en ekstrem position mht. sækularisme og self-expression. Man kunne måske se dansk politik som placeret i et spændingsfelt mellem sækularisme og rationalisme på den ene side (Sverige som forbillede) og traditionalisme på den anden (Storbritannien og Australien som forbilleder). Et typisk problem ved danske kommentarer om svenske forhold er at landet mere fungerer som en – positiv eller negativ – projektionsflade for danske forhold end som udgangspunkt for en egentlig sammenligning.

Bryder vi den overordnede placering ned efter partier, ser vi et billede der er præget af at de etablerede partier i snart 20 år har grupperet sig i to blokke. Figurerne nedenfor undervurderer således sandsynligvis de indholdsmæssige forskelle mellem partierne i blokkene, men viser omvendt hvordan man skal bruge to dimensioner for at opfange variationerne i det politiske rum.

Via Marie Demker har jeg fundet dette forsøg på at sammenfatte partiernes positioner i et todimensionelt system, hvor den vandrette akse svarer til den klassiske socioøkonomiske dimension, mens den lodrette angiver GAL/TAN-dimensionen eller den værdipolitiske dimension, som vi ville kalde den i Danmark. Her er forskellene mellem partierne i de enkelte blokke tydeligere.

Man kan se at Sverigedemokraterne, ligesom i plottene ovenfor, er placeret ret langt til højre på den socioøkonomisk skala, mens Centerpartiet og Liberalerna kvalificeret som det man i Danmark i 1990’erne kaldte “grønne borgerlige” – et segment det hedengangne CD konkurrerede med de grønne dele af Det Konservative Folkeparti om.

Man kan prøve at sammenligne med det vælgerkompas Kenneth Thue udarbejdede for Altinget og se at DF ser ud til at ligge til venstre for SD på den socioøkonomiske skala – men SD er altså stadig i stand til at tiltrække socialdemokratiske vælgere – ligesom Danmark savner partier der appellerer til gruppen af grønne borgerlige. Her kan man dog bemærke at Thue antager at denne vælgergruppe er ret lille i Danmark og kun omfatter ca 8% af vælgerne. En succes for C ved valget i efteråret kunne måske alligevel være en inspiration for KF. (GAL/TAN eller værdigskalaen er vendt på hovedet ifht de svenske figurer).

Sammenlignet med de danske partiet fremstår M som mere højreorienteret end V – partiet tiltrækker i modsætning til V heller ikke mange arbejderstemmer, mens de danske og svenske socialdemokratier indtager nogenlunde samme position i partirummet. Tilsvarende minder svenske V om EL, mens MP og RV indtager samme position.

SCB har beregnet hvordan vælgerne har flyttet sig mellem partierne fra efteråret 2014 til foråret 2018. Længst nede kan man se at Sverigedemokraterna ligesom DF nu udgør en udfordring til både S og M – svarende til S og V i Danmark, mens C har trukket vælgere fra de andre borgerlige partier og regeringspartiet MP. Det er altså SD og C der på forskellige dagsordener trækker vælgere over den etablerede politiske midte. Omvendt er et typisk problem for de partier der mister vælgere, at de taber i flere dimensioner – mod højre og venstre på den socioøkonomiske skala eller på GAL/TAN-skalaen, eller i alle retninger samtidig. Dette giver fx partier som KD eller MP problemer med at formulere en klar valgkampstrategi.

Kilder: Word Values Survey, SOM 2018 – Sprickor i fasaden, Per Oleskog Tryggvasson – Partirummet, SCB – Partisympatiundersökning våren 2018, Altinget – Vælgerkompas

Før den svenske valgkamp (2): Temaer og dimensioner

SOM-Institutet ved Göteborgs Universitet gennemfører regelmæssige undersøgelser af den politiske og sociale opinion i Sverige. Den seneste undersøgelse der blev publiceret i foråret 2018, giver os således et billede af hvilke temaer vælgerne aktuelt prioriterer – og ikke mindst hvordan prioriteringerne har skiftet over tid.

Man kan her se at den politiske dagsorden er skiftet siden valget i 2014, hvor skolepolitikken stod øverst på dagsordenen, fulgt af sundhedspolitik og indvandring. Set i et længere perspektiv er det værd at bemærke at indvandring i 2014 var et nyt punkt på dagsordenens top 3, mens beskæftigelsespolitikken som ellers havde været øverst på dagsordenen ved alle valg siden 1991 med undtagelse af valget i 2002, nu er lavere prioriteret.

Nedenstående tabel giver en mere detaljeret oversigt over forandringerne i den politiske dagsorden fra 2014 til 2017. Man kan her bemærke at selv om spørgsmål om lov og orden ikke når ind i top 3, er det den anden store højdespringer ved siden af indvandrings- og integrationspolitikken.

Det er næppe forkert at antage at der her er en sammenhæng med de væbnede opgør, man i de senere år har set mellem kriminelle grupper i de større svenske byer, herunder ikke mindst Malmö. Omvendt ser man også hvordan beskæftigelsespolitikken er faldet tilbage på listen.

Det er normalt sådan at forskellige partier “ejer” bestemte politiske spørgsmål. Sverigedemokraterna har profileret sig på en anti-invandringspolitisk dagsorden, og man kan se at partiets potentielle vælgere afviger en hel del fra den gennemsnitlige svenske vælger med hensyn til prioriteringen af indvandring og integration, mens Moderaternas vælgere ligger højest blandt de gamle partier. Lov og orden er til gengæld et mere almenborgerligt emne.

Tabellen viser også at Vänsterpartiets og Centerpartiets potentielle vælgere lægger forholdsvis stor vægt på indvandring og integration, men her er der tale om to partier der traditionelt er positive over for hhv. flygtninge og arbejdskraftsindvandring. Man kan måske tale om at de to partier mobiliserer vælgere mod hhv. Socialdemokratiet, der har strammet sin udlændingepolitik væsentligt siden 2016, og Sverigedemokraterna.

Svensk politik har traditionelt været beskrevet som endimensionel hvor partierne var placeret klart på en højre-/venstreskala bestemt af socioøkonomiske temaer. Politologer har dog i et stykke tid diskuteret om det ikke er nødvendigt at operere med to dimensioner: Den klassiske socioøkonomiske og den såkaldte GAL/TAN-skala, hvor vælgere og partier fordeler sig ud fra det, vi i Danmark siden slutningen af 1990’erne har kaldt værdipolitiske temaer. Beregningen i figuren nedenfor er et forsøg på at vise hvordan blandt andet indvandrings- og integrationspolitiske spørgsmål i højere grad er blevet politiseret og strukturerer vælgernes og partiernes adfærd.

Man kan i den forbindelse tilføje at GAL/TAN handler om mere end integrationspolitik, idet fx spørgsmål om kønspolitik (SD udtrykker fx kritik af den svenske abortlovgivning) og miljøpolitik også er med til at definere dimensionen

Ser vi på synet på indvandring, er der flere måder at opgøre befolkningens holdninger på, og billederne er ikke så entydige som SD’s fremgang kunne antyde. Andelen af vælgere der synes man skal begrænse antallet af flygtninge der kommer til Sverige, er ganske vist steget væsentligt i de senere år, men det er langt fra at være historisk højt. Man kan måske tale om at SD fra 2010 og fremefter har været i stand til at mobilisere en latent modstand mod indvandrere og andre udtryk for normative forandringer i samfundet, snarere end at den svenske befolkning er rykket mod TAN-enden af GAL/TAN-skalaen.

Som en lille krølle på disse overvejelser er her et par tal om flygtninge og indvandrere i Sverige. Som man kan se, blev Sverige påvirker meget kraftigt af flygtningekrisen i 2015 efter nogle år med et stigende antal asylansøgere. En kombination af stramninger på europæisk og svensk niveau har været medvirkende til at det løbende antal af asylansøgere nu ligger under niveauet i perioden 2010-2014. Hele denne proces kostede i øvrigt Miljöpartiet dyrt i indre opgør og indrømmelser til regeringspartneren Socialdemokratiet, hvilket er en vigtig grund til faldet i partiets tilslutning. MP står ellers som det idealtypiske GAL-parti.

Sverige har i hele perioden siden 2. verdenskrig været et indvandringsland, hvorfor mange svenskere i dag har indvandrerbaggrund når man går én eller flere generationer tilbage.

Indvandringen er motiveret i en blanding af arbejdskraftsindvandring og modtagelse af politiske flygtninge, og den sidste figur viser at Sverige siden 2000 har haft en stor, løbende indvandring, hvilket i øvrigt også har ført til en kraftig befolkningstilvækst i de seneste årtier. (Indvandrede angives med den orange linje, udvandrede med den grå. Man regnes kun som indvandrer, når man har fået opholdstilladelse).

De generelle demografiske forandringer har både socioøkonomiske og sociale årsager og konsekvenser, og man bør naturligvis også tage dem i betragtning, når man forsøger at vurdere udviklingen blandt vælgerne og på det politiske niveau.

Kilde: SOM 2018 – Sprickor i fasaden, SOM 2017 – Larmar och gör sig till.

Migrationsverket – statistik over asylansøgninger og indvandring.

Før den svenske valgkamp (1): Nogle generelle træk

Det svenske riksdagsvalg i september er ventet med spænding, fordi politikken på det nationale niveau er på vej ind i en ny situation. Valget i 2014 rykkede allerede ved de politiske strukturer som har været etableret siden 1970’erne og alt tyder på at valget i 2018 vil befæste udviklingen fra 2014.

Valgforskeren Henrik Oscarsson beregner løbende et kvalitetskontrolleret indeks for meningsmålinger – det betyder blandt andet at Sentios og YouGovs ofte bemærkelsesværdige målinger ikke indgår – som man kan læse på siden Datastory.se.

Når man er langt fra valget, bør målingerne ikke ses som forudsigelser, men indekset peger på nogle interessante forandringer i svensk politik. Fra et dansk perspektiv har fokus været på Sverigedemokraternes fremgang siden 2015. Der er et tydeligt sammenfald i tid med flygtningekrisen i 2015, men nok så bemærkelsesværdigt er at partiet i det store og hele har holdt sig på et niveau omkring 20%, hvilket skal sammenholdes med valgresultatet fra 2014, som i forvejen blev set som en stor sejr for partiet. Ser man målingerne i et nordisk perspektiv kan man pege på at Sverige nu har et højrepopulistisk parti, hvis styrke er på niveau med partierne i Danmark, Norge og Finland.

Nok så interessant er at Socialdemokratiet, hvis valgresultat i 2014 i forvejen var skuffende, er på vej mod sit dårligste resultat siden indførelsen af generel og lige valgret. Man vil måske kunne sammenligne 2018 med valgene i 2001 i Danmark og Norge, hvor Socialdemokratierne led store nederlag.

To andre mulige vindere er Vänsterpartiet, som nærmest kan sammenlignes med en blanding af SF og Enhedslisten i Danmark, og Centerpartiet, som i sin moderne form har træk fra Venstre og Liberal Alliance. Omvendt kan to partier som brød igennem i den nationale politik omkring 1990 – Miljöpartiet og Kristendemokraterna – risikere at falde for 4%-grænsen. Miljöpartiet, som har visse fællestræk med SF, Alternativet og Radikale Venstre, oplevede en højkonjunktur i begyndelsen af 2010’erne, kulminerende i regeringsdeltagelsen i 2014, men partiet har – ligesom SF i perioden 2011-2014 – lidt under en manglende evne til at tilpasse sig rollen som regeringsparti, og dette skyldes ikke kun at partiet måtte give køb på væsentlige integrations- og flygtningepolitiske standpunkter efter 2015.

Kristendemokraterne har under Ebba Busch Thor nærmest forsøgt at placere sig som et konservativt alternativ mellem Moderaterna og Sverigedemokraterna, men strategien har været uden succes. Partiet vil være afhængigt af støttestemmer fra Moderaterna, Liberalerna og Centerpartiet, hvis det skal have en chance for at opnå repræsentation i Riksdagen i valgperioden 2018-2022.

Mätningarnas mätning juni 2018Partierne 2014-2018

Strengt taget vil valget i september ikke føre til de store forandringer på den parlamentariske arena, når man sammenligner med valgperioden 2014-2018: Hverken venstreblokken (S-MP-V) eller Alliansen (her reduceret til M-C-L) vil være i nærheden af et flertal i Riksdagen. Perioden 2014-2018 indebar i praksis et samarbejde over midten, hvor SD blev udelukket fra det politiske arbejde. Partierne kan vælge at fortsætte denne linje, med enten S eller M som regeringsbærende parti, eller de tilbageværende Alliansen-partier kan indgå i et samarbejde med Sverigedemokraterna. Begge alternativer giver anledning til nogle alvorlige politiske dilemmaer, men i praksis vil udspillet ligge hos de tre Alliansen-partier individuelt og i fællesskab.

Regeringsalternativer

Nedenstående figur skal ikke tages som en forudsigelse, men den antyder at Centerpartiet kan få en central rolle i den kommende valgperiode. Sagt med politologsprog vil C sandsynligvis besidde medianlegislatoren i valgperioden 2018-2022. På mange områder er C det borgerlige parti der aktuelt ligger længst fra SD, men på den anden side har partiet også betydelige forbehold som Socialdemokratiet, hvorfor man næppe bør forudse en genoplivelse af samarbejdet mellem S og C som man senest så 1994-1998.

Flertalsdannelse

Kilde: Datastory.se

Udviklingen i uddannelsessystemet 2005-2018

Siden vi er på vej ind i den tid på året hvor optagene til de videregående uddannelser og effekterne af de mange reformer på området bliver et tema, er her et par tabeller der kan belyse udviklingen på uddannelsesområdet de sidste godt ti år

Først en oversigt over antallet af studerende eller elever. Der har været stor interesse for udviklingen på de erhvervsfaglige uddannelser, men det er nok svært at påstå at området generelt har været præget af manglende søgning, også inden 2015. Omvendt kan man se betydelige stigninger i studentertallet på de videregående uddannelser, ikke mindst de korte og mellemlange uddannelser.

Den anden tabel viser uddannelsesniveauet for befolkningen i den erhvervsaktive alder. Man skal naturligvis tage forbehold for at en stor del af befolkningen under 30 er i gang med en uddannelse, så andelen af de 25-34-årige med maksimalt grundskole eller gymnasium vil være noget lavere end tabellen umiddelbart lader ane. Dog kan man også her se stigningen i antallet (og andelen) med forskellige videregående uddannelser, mens antallet med en erhvervsfaglig uddannelse som højeste fuldførte uddannelse er stagneret siden 2006. Faldet i antallet med højst grundskole bør tilskrives at de ældre årgange der kun havde 7-9 års skolegang bag sig, er på vej ud af arbejdsmarkedet.

Til sammenligning kan man se på fordelingen for aldersgrupperne 30-34 og 60-64 år. Her er faldet i antallet (og andelen) med erhvervsfaglig uddannelse i den yngre aldersgruppe i perioden meget tydeligt:

Kilde: Danmarks Statistik

Hvordan går det med dansk økonomi og på arbejdsmarkedet?

I mangel af bedre sommerunderholdning har jeg kastet mig over forskellige indikatorer fra Danmarks Statistiks Statistikbanken for at se hvordan det går i dansk økonomi anno 2018.

En del af inspirationen kom fra et tweet fra Europa-Kommissionen, hvor Danmark blev placeret som et af de europæiske lande med den forventede laveste økonomiske vækst i 2018. Her bør man naturligvis være klar over at det dels er svært at forudsige økonomiske udviklinger, dels at den økonomiske vækst kan svinge meget fra år til år, så en lav vækst i 2018 er ikke i sig selv en indikator på grundlæggende problemer i dansk økonomi.

Lad os først se på BNP og væksten i BNP. Den lange serie fra slutningen af 1960’erne og frem til i dag antyder hvor voldsomme effekterne af den finansielle krise har været på dansk økonomi. Målt i BNP/indbygger kan man godt tale om perioden 2008-2018 som et tabt årti, men nok så interessant er at dansk økonomi efter årtusindskiftet har haft svært ved at leve op til vækstraterne der blev nået i 1990’erne: Egentlig er det kun i perioden 2004-2007 at væksten generelt har ligget over 2% p.a, og 2010’erne minder generelt om årene efter kartoffelkuren, hvor dansk økonomi blev sendt i noget nær dvaletilstand i næsten otte år.

Hvor kartoffelkuren var udløst af interne ubalancer i dansk økonomi (betalingsbalance og løninflation), var lavvæksten siden 2008 udløst dels af finanskrisen, dels af en kontraktiv finanspolitik med meget hård styring af de offentlige udgifter i ØMU-landene. Herhjemme kan Løkkeregeringens indgreb fra 2010 sammen med budgetloven af 2012 stå som de centrale politiske beslutninger, der var med til at holde dansk økonomi på lavt blus.

Man kan her spørge om ikke finanspolitikken og den økonomiske styring generelt har trukket i modsat retning af de mange reformer siden 1990’erne på beskæftigelses- og arbejdsmarkedsområdet hvis formål har været at øge udbuddet af arbejdskraft. Med den svage økonomiske vækst in mente kan det i al fald ikke overraske at erhvervs- og især beskæftigelsesfrekvenserne faldt væsentligt efter 2008. Stigningerne efter 2013 skyldes snarere forbedringerne i den økonomiske situation end lavinen af stramninger på beskæftigelsesområdet.

I den forbindelse kan man bemærke at udsvingene i kvindernes erhvervsfrekvens har været begrænsede, mens vi hos mændene har set et fald fra ca. 84 i 2008 til ca. 82 % i 2017. Udsvingene har naturligvis været noget større for beskæftigelsesfrekvensens vedkommende, idet mændenes beskæftigelse blev hårdt ramt efter 2008. Også her ligger indikatoren cirka 2 procentpoint under værdierne fra 2000-tallet.

Nu er det sådan at Danmarks Statistik beregner erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenser ud fra aldersgruppen 16-64 år, og her kunne man tage i betragtning at der gennem meget lang tid har været en stigende tendens til at de helt unge var under uddannelse i stedet for at træde ind på arbejdsmarkedet efter folkeskolen. Man kan ganske rigtigt se et betydeligt fald i andelene for både mænd og kvinder, i øvrigt med den lidt uventede effekt at de helt unge kvinder nu er mere erhvervsaktive end de unge mænd.

Mens faldet i aldersgruppen 16-24 år har været ventet og i nogen grad også ønsket, er det derimod straks mere betænkeligt at vi har set et betydeligt fald i beskæftigelsen for de 25-34-årige siden 2008 uden nogen egentlig tendens til forbedring af situationen. Her synes den generelle økonomiske udvikling og udgiftspolitikken på makroniveau decideret at have modvirket alle uddannelses- og beskæftigelsespolitiske reformer.

Udviklingen har været mindre dramatisk for de ældre aldersgrupper, hvor blandt andet den begyndende udfasning af efterlønnen har givet sig udslag i stigende erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenser for gruppen mellem 55 og 64 år. Overordnet kan man nok sige at finanskrisens og den stramme finanspolitiks pris siden 2008 er blevet betalt af de 16-34 årige, mens effekterne har været mindre dramatiske for folk over 35.

Som en lille sidebemærkning kan man se at krisen på arbejdsmarkedet også ramte forskellige etniske grupper forskelligt. Hvor beskæftigelsesfrekvensen for folk med dansk oprindelse lå 2 procentpoint lavere i 2016 sammenlignet med 2008, er specielt indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande blevet ramt betydeligt hårdere. Det er grupper som af forskellige grunde er marginal arbejdskraft, men man bør huske på at de makroøkonomiske forhold har betydning for deres muligheder for at blive integreret på arbejdsmarkedet.

Til sidst kan vi notere at dansk økonomi er langt fra den løninflation, der var med til at sætte en stopper for opsvinget i 1980’erne. Vi ser ganske vist en stigning i lønningerne generelt, men er stadig meget langt fra niveauet inden finanskrisen. Tilsvarende er inflationen stadig på et historisk lavt niveau. Man kan i øvrigt bemærke effekterne af det korte og uholdbare boom 2006-2008.

Desværre savner Statistikbanken tidsserier for andelen af ledige stillinger fra før 2010, så det er ikke uden videre muligt at sammenligne situationen i 2017-2018 med situationen før 2008. Vi kan dog se at andelen af ledige stillinger er øget siden lavpunktet 2010-2012, men bør igen bemærke at stigningen ikke er koblet med dramatiske stigninger i lønninger og priser.

Min sammenfatning af alt dette er at 2010’erne, som også sagt ovenfor, på mange måder har været et tabt årti på grund af de makroøkonomiske forhold. Professionelt har jeg en vis interesse i de beskæftigelsespolitiske indsatser og her kan man efter min mening spørge om ikke den generelle udvikling og politikken på makroniveau har trukket i modsat retning af beskæftigelsespolitikken de sidste cirka ti år. Der er forskellige grunde til at den registrerede arbejdsløshed har været betydeligt lavere i 2010’erne sammenlignet med kriseårene i 1980’erne (først og fremmest er adgangen til kontanthjælp og ikke mindst arbejdsløshedsunderstøttelse strammet betydeligt), men man kan spørge hvad de tabte år har kostet på længere sigt med hensyn til arbejdsstyrkens størrelse og kvalitet.

Alternativet og regeringsdannelsen

Ugens underholdende indslag i dansk politik var udmeldingen fra Alternativets formand Uffe Elbæk om at han efter et kommende valg vil pege på sig selv som kandidat til statsministerposten i stedet for Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen. Spørgsmålet er nu om og hvordan udmeldingen kan påvirke regeringsdannelsen efter det kommende folketingsvalg, hvis vi antager at den nuværende regering mister flertallet med DF.

Tager vi mandatfordelingen på baggrund af Berlingskes barometer ville resultatet af en dronningerunde se sådan ud at 84 mandater (V-DF-LA-KF) vil pege på Lars Løkke som regeringsdanner, 84 (S-EL-RV-SF) på Mette Frederiksen og 7 på Uffe Elbæk. Det er altså usandsynligt at Elbæk i første runde skulle få til opgave at danne regering.

Elbæk sætter imidlertid Dronningen – eller snarere hendes rådgivere – i en ubehagelig situation, hvor de skal vurdere hvem af Løkke eller Frederiksen der har størst mulighed for at danne en regering, der ikke bliver mødt med et flertal i Folketinget.

Det er muligt at Dronningen i denne situation i første omgang vil udse en undersøger, der får til opgave at forhandle med partierne om et muligt regeringsgrundlag og eventuelt fremkomme med et forslag til hvem der skal få i opdrag at danne en ny regering på baggrund af forhandlingerne. En pointe er her at partierne bliver nødt til at konkretisere deres krav til en ny regerings politik, og herunder ikke mindst hvilke forslag der kan risikere at blive stemt ned i Folketinget. En anden at runden med en undersøger kan blive fulgt af en anden runde, hvor partierne skal udtale sig om deres foretrukne statsministerkandidat. Det er også muligt at man skal igennem flere dronningerunder, inden en statsminister kan udnævnes. I alle tilfælde gælder at Dronningen ikke må blive sat i en situation, hvor en regering bliver væltet kort efter sin tiltræden.

Danske regeringsdannelser er generelt hurtige processer, hvor der går 1-2 uger fra Folketingsvalget til udnævnelsen af en ny regering, men der findes undtagelser. Under den nuværende grundlov gælder det således regeringsdannelsen i 1957, hvor S og RV skulle finde en måde at optage Retsforbundet i en flertalsregering, 1975, hvor Folketinget først udtalte mistillid til V-regeringen og derefter måtte gennem flere runder med forhandlinger inden Anker Jørgensen kunne danne en S-regering og endelig 1988, der også efter flere runder af sonderinger og forhandlinger noget uventet endte med dannelsen af en KVR-regering, hvor CD og KrF blev sendt ud af firkløversamarbejdet. En situation med flere runder vil således være usædvanlig, men ikke være uden fortilfælde i dansk politik.

Man kan så også pege på at Elbæk følger en radikal tradition, idet partiet i 1988 og 2006 søgte at placere sig uden for de etablerede blokke for at maksimere sin indflydelse. Beskedenhed er ikke en udpræget radikal dyd. Man kan dog diskutere om ikke forbillederne burde afskrække. I 1988 måtte Niels Helveg Petersen konstatere at hverken vælgerne eller de øvrige partier i Folketinget var interesserede i at give partiet et dominerende rolle i regeringsdannelsen. KVR-regeringen gav muligvis mening i et Helveg Petersensk perspektiv, men førte til et voldsomt nederlag for partiet ved folketingsvalget i 1990 og enden på Helveg Petersens ledelse af partiet. Tilsvarende endte Marianne Jelveds kandidatur i stærke interne konflikter i folketingsgruppen, en splittelse af partiet og et nederlag ved valget i 2007.

Omvendt kan man sige at Mette Frederiksens og Socialdemokratiets udmeldinger der går i retning af at gøre DF til partiets foretrukne samarbejdspartner med SF som støtte, sætter RV og Å under et strategisk pres, hvor de to partier ikke ønsker at gå til valg som stemmekvæg for Socialdemokratiet. En strategi kan her være at lægge større vægt på at profilere sig policymæssigt i forhold til Socialdemokratiet over for vælgerne, en anden at true med at gå imod en S-DF-SF-alliance og dermed hæve prisen for parlamentarisk understøttelse, også selv om prisen bliver en regeringskrise efter det kommende valg.

Noget om forskningsverdenen og universitetskarrierer

Lige et par tanker i anledning af Lone Koefoeds tråde på Twitter om akademiske karriereveje:

Universitetesverdenen er sær sammenlignet med andre arbejdsverdener: Meget individualiseret, meget konkurrencepræget og meget usikker.

Så første pointe: Politikere og debattører der nedladende taler om “elfenbenstårnet” demonstrerer først og fremmest deres egen uvidenhed og arrogance. (Måske lidt undervisning i Luhmann kunne hjælpe, selv om jeg ofte aner at uvidenheden er strategisk bestemt).

Anyway – inden for det samfundsvidenskabelige område er der lettere og mere behagelige karriereveje, ikke mindst inden for det administrative område og organisationsområdet,så det der gør en forskel på folk der tager forskervejen og folk der tager administrationsvejen er det, vi i mangel af bedre kan kalde en entreprenørindstilling.

For, ja, meget af det man kan som forsker(uddannet) er faktisk det samme som selvstændige/entreprenører kan. Og i vore dage er en professor mest af alt en fundraiser og projektleder.

Og når #dkpol og #dkerhverv råber op om innovation, entrepreneurship og hvad ved jeg, er det egentlig fantastisk at der ikke er større respekt for den akademiske verden (som i stedet pakkes ind i en stadigt tungere og tungere dyne af NPM og lag på lag af organisatoriske chefer)

De færreste administrative chefer eller politikere (om nogen overhovedet) ville acceptere så store usikkerheder og krav i deres egne karrierer som de forventer af forskere og universitetsfolk. Omvendt er det entreprenørielle og muligheden for at skabe noget selvstændigt (trods politikeres og administratorers evige benspænd) det som motiverer folk til at blive i systemet, trods omkostningerne.

Det, og så frygten for at ens … hrmm … kompetencer ikke er noget værd uden for universitetssystemet.

Forresten stod jeg selv i 1993 med en ph.d.-grad og valget mellem en stilling i et departement og en 3-årig forskningsbevilling. Jeg valgte forskningsbevillingen, i øvrigt uden rigtig at tænke over hvad der ville komme bagefter. Det var lidt uventet at det blev næsten 10 år i Sverige der fulgte bagefter, men hånden på hjertet: Det er næppe sandsynligt at jeg havde haft en tilsvarende mulighed uden for universitetsverdenen.

Hvis der er noget jeg fortryder, er det at jeg ikke lagde større energi på at finde tilbud/muligheder uden for universitetsverdenen i 2007/08 da jeg røg ind i en nedskæringsrunde i Umeå. Havde jeg det, havde jeg nok siddet i et analytiker- eller konsulentjob i Stockhom i dag, og det havde egentlig været helt okay 🇸🇪

Skiftet fra universitets- til professionshøjskoleverdenen er stort (det var en fordel at jeg kunne trække på en meget stor undervisningsprotefølje 1992-2009), men for mig var det tiltrængt. Og, ærligt talt, statskundskabs- og historiefelterne savner ikke mine beskedne bidrag.

Nåja – glemte jeg at sige at der gik fra 1989 til 1999 før jeg fik min første ikke-tidsbegrænsede ansættelse? Poul Taankvist og de andre i #moderniseringsstyrelsen ville aldrig selv have accepteret så stor usikkerhed i deres egne jobvilkår eller karrierer.

Om hele den affære så også har haft omkostninger, fx i form af (manglende) ægteskab og børn? Det kan man ikke udelukke. Jeg overvejer også selv i dag risikoerne ved at eje bolig, når man skal være fleksibel økonomisk og geografisk. Jobusikkerheden sidder dybt.

Okay, måske lige en ting til. I mit nuværende arbejde på en professionsuddannelse diskuterer vi ofte arbejdsbelastninger, og her er det gået op for mig at jeg helt enkelt har en anden målestok end de af mine kollegaer der kommer fra den administrative verden. Det er måske ikke så meget antallet af timer man anvender, som forholdet mellem arbejde/ikke-arbejde, kravene til individuel arbejdstilrettelæggelse mv. der giver forskellen.

Men som jeg siger til mine kollegaer der kommer fra administrative jobs (hej, Poul Taankvist: Du er faktisk en low performer): Jeg er af og til lidt fartblind efter at jeg var i universitetsverdenen i nogle og 20 år. For administratorer (der jo takket være NPM bestemmer, og det med Moderniseringsstyrelsens velsignelse) er de specielle udfordringer og belastninger ved uddannelsesarbejde bemærkelsesværdigt usynlige. Det er måske også værd at tænke på.

Og som sagt, så kan jeg have internaliseret dem i en sådan grad, at de heller ikke er helt tydelige for mig. Håber dog at jeg ikke slider mine kollegaer i graven.