Bogåret 2022

Opstillet kronologisk 1. januar – 31. december efter afsluttet læsning. Arbejdsrelateret læsning er ikke medtaget

  • Karen Blixen (Pierre Andrézel) – Gengældelsens veje
  • Suzanne Brøgger – En forfatters dagbog 2010-2020
  • Jacques Ranciere – Ti teser om politik
  • Hans-Jørgen Schanz – Er det moderne menneske blevet voksent?
  • Eirik Høyer Leivestad – Frykt og avsky i demokratiet
  • Niklas Ekdal – Hur jag dog
  • Søren Schauser – Moderne tider. Europæisk musikhistorie fra 1889 til anden verdenskrig
  • Cathy o’Neil – Weapons of Math Destruction
  • Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen – Bullshit
  • Ulrik Langen – Den afmægtige – en biografi om Christian den 7.
  • Per Olov Enquist – Ett annat liv
  • Søren Schauser – Klassisk! Europæisk musikhistorie fra begyndelsen til 1900
  • Kate Crawford – Atlas of AI
  • Dorte Caswell og Flemming Larsen (red) – Borgerinddragelse i beskæftigelsespolitikken
  • Knut Ove Eliassen – Foucaults begreber
  • Martin Jes Iversen og Camilla Sløk – Kompagniets mand, et liv med ØK – Carsten Dencker Nielsens erindringer
  • Fintan O’Toole – We Don’t Know Ourselves
  • Anders Bodelsen – Drivhuset
  • Hilary Cottam – Radical Help
  • Karl Aage Rasmussen – Sindets ekko
  • Christian Egander Skov – Borgerlig krise
  • Asger Liebst – Drømmen om Gladsaxe
  • Susanne Ekman – Giftig gæld og udpint velfærd
  • Mikael Jalving – Søren Krarup og hans tid
  • Ida Jessen – Endnu en bog, jeg aldrig skrev
  • Hans Davidsen-Nielsen – Spion blandt venner
  • Karl Aage Rasmussen – Den tredje mand, Joseph Haydn
  • Lars Findsen – Spionchefen. Erindringer fra celle 38
  • Olga Tokarczuk – Bizarre fortællinger
  • Loïc Wacquant – The Invention of the “Underclass”
  • Niklas Ekdahl: Hur vi levde: den gudomliga komedin om Sverige

Biografåret 2022

Jeg har været virkelig dårlig til at gå i biografen de senere år (også før pandemien), men nu prøver vi

  • Pedro Almodovar: Parallelle mødre, Café Biografen
  • Niels Arden Oplev: Rose, Café Biografen
  • Mia Hansen-Løve: Bergmans Ø, Café Biografen
  • Nicolette Krebitz: AEIOU – das schnelle Alphabet der Liebe, Café Biografen
  • Mike Mills: C’mon, C’mon, Café Biografen
  • Kenneth Branagh: Belfast, Café Biografen
  • Franziska Stünckel: På nært hold, Café Biografen
  • Joachim Trier: Verdens værste menneske, Café Biografen
  • Frelle Petersen: Resten af livet, Café Biografen
  • Ali Abassi: Holy Spider, Café Biografen

SVM-regeringen og regeringsdannelsen 2022

1. Generelt

1.1. SVM kan nok bedst betegnes som en stor koalition – også selv om de tre største partier i Folketinget efter valget kun lige med nød og næppe kunne skrabe et flertal sammen. Men vi har at gøre med en konstellation som – bortset fra SV-regeringen 1978-79 – er uprøvet i dansk sammenhæng. I Norden skal vi nok til Finland og ellers til Nederlandene eller Tyskland for at finde noget tilsvarende.

1.2. Jeg vil holde fast i at 2022 havde den længste formelle regeringsdannelse, vi har set i Danmark, men man kan argumentere for at de uformelle og mere formelle sonderinger forud for SV-regeringens dannelse i 1978 varede længere. Den næstlængste formelle regeringsdannelse var efter ubådsvalget i 1988.

2. Polarisering eller fragmentering?

Er det polarisering eller fragmentering som er drivkraften bag koalitionen? I Tyskland har målet om at holde Die Linke og AfD ude jo været motoren bag CSU/SPD-koalitioner i 2000-tallet, og tilsvarende har problemerne med at bygge på højrepopulistiske partier også været en vigtig grund til de forskellige komplekse koalitioner i Nederlandene siden 2002. Regeringsdannelserne i Sverige 2014 og 2018 (og i det hele taget valgperioden 2018-2022) er også et eksempel på hvordan politisk polarisering kan gøre regeringsdannelser komplicerede.

Men jeg tror, fragmenteringen er en vigtigere grund – en rent rød regering skulle bygge på fem partier, havde V fået det sidste mandat i stedet for S, havde en blå regering skulle bygge på syv – uden at jeg dog helt vil afvise betydningen af de ideologiske distancer i hhv. rød og blå blok. (Jeg har ikke regnet det præcise indeks for fragmentering ud, men det må være på højde med eller større end 1973)

3. Proces og strategier

3.1. Vi kan notere at RV var med i forhandlingerne indtil det sidste, hvorefter folketingsgruppen satte stop pga. social-, uddannelses- og flygtningepolitik. En SVMR-regering havde uden tvivl været en connected winning coalition, nu er spørgsmålet om SVM er en minimal winning coalition eller en minimal connected winning coalition.

3.2. Fordelen for S ved at have V og M med i en regering er let at se – mange forlig i perioden 2019-2022 er i forvejen lavet med et eller flere partier fra blå blok – idet SVM dog synes at ligge noget til højre for de typiske forligsdannelser 2019-2022. Nu er de potentielle forligspartnere så at sige flyttet ind i regeringsbygningerne i stedet for at bo ude i byen.

3.2 Fordelen for M: Partiet står noget utydeligt policymæssigt, men Lars Løkke kastede jo allerede i 2019 den gamle blå blok (inklusive sine regeringspartnere) over bord og advokerede for en regering over midten. Men partiet er virkelig uprøvet – ud over Løkke har kun en MF siddet i Folketinget tidligere (dertil er en af ministrene gammel LA-MF’er). Dog: Man kan sige at Løkke i al fald formelt leverede hvad han lovede, og i udgangspunktet er regeringskonstellationen i samklang med M’s vælgerkorps.

3.2 Fordelene for V: Den er straks meget sværere at se. Historisk løber juniorpartnere en stor risko i dansk regeringer – V kan se frem til et større tab af vælgere ved næste valg, hvis ikke dets gevinster fremgår tydeligt. Partiet ser dog ud til at have fået en del på policysiden mht landbrug og mindre virksomheder – to traditionelle kernevælgergrupper. Måske har frygten for at Løkke skulle løbe med flere vælgere spillet en rolle for V?

4. Porteføljefordelingen

4.1. Der er en del overraskelser i porteføljefordelingen, selv om fordelingen af antallet af ministre er som forventet

4.2. Socialdemokratiet og ikke Venstre (eller Moderaterne) besætter erhvervsministeriet. Det er højst uventet.

4.3 Venstre får det genoprettede økonomiministerium, hvilket er efter bogen, men V’s formand Jakob Ellemann-Jensen bliver forsvarsminister, mens Troels Lund Poulsen bliver økonomiminister. Måske ligger her en indikation af at V forventer at forsvarspolitikken bliver central i den kommende tid – men valget er ikke helt ufarligt. Ellemann-Jensen kan blive suget ind i forsvarets dag-til-dag problemer, ligesom det er et spørgsmål om ministeriet er kompetent til at rådgive en partileder.

4.4 Lars Løkke Rasmussen bliver udenrigsminister, hvilket også virker sært – han vil være væk fra Slotsholmen meget af tiden, så Jakob Engell-Schmidt (som kulturminister) kommer til at stå med mange af de daglige opgaver. Her kan man stille samme spørgsmål som mht. Forsvarsministeriet. Det kan i det hele taget godt være en smule svært at se, hvordan partiet skal kunne profilere sig med dets ressorter.

4.5. Måske kan ressortfordelingen alligevel give os nogle hints om hvad der er ved at ske i dansk politik – en forskydning fra økonomisk politik hen mod forsvars- og sikkerhedspolitik?

5. Partierne uden for regeringen

5.1. Et mere blåt socialdemokrati kan give SF en fordel i den kommende valgperiode, idet partiet kan samle venstrefløjssocialdemokrater op.

5.2. Det Konservative Folkeparti imploderede fuldstændigt i valgkampen – hvilket måske også har været en faktor i V’s overvejelser. Et “sort” KF er en mindre trussel mod V end et “grønt”. Og et kollapset KF er ikke en realistisk basis for en V-ledet regering.

5.3. Udfaldet for de tre højrepopulistiske partier – Danmarksdemokraterne, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti – viser at der er en kerne på cirka 15% af vælgerne der vil stemme her – det er politikeren/partiet med dagens tilbud til segmentet der vinder stemmerne. Det spiller mindre rolle om regeringen er rød, blå eller violet. (Dansk Folkeparti kan så ånde noget ud efter frifindelsen af Morten Messerschmidt)

5.4. På venstrefløjen tabte Enhedslisten tabte noget, mens Alternativet overraskende ikke bare kom ind i Folketinget igen, men også blev styrket i forhold til 2019. Uddannelsespolitikken kan blive en force for Enhedslisten i den kommende valgperiode, mens Alternativet får gode muligheder for at spille på miljø- og klimapolitikken, ikke mindst fordi Moderaterne sidder på begge ressorter.

5.5 Radikale Venstre kræver næsten en selvstændig redegørelse. Pt. ser det ud som om partiet har mislykkedes på a) vælgerarenaen (mere end halvering ved valget), b) den parlamentariske arena (partiet fik ikke etableret sig som det uundgåelige midterparti) og c) den interne arena (folketingsgruppen var tydeligt uenig og knækkede midt over i bedømmelsen af forslaget til regeringsaftale). Men går det som det er gået siden 2000, står partiet til en kæmpe valgsejr ved næste valg.

6. Forskellige bemærkninger:

6.1. Mette Frederiksen er den første statsminister siden Anders Fogh i 2007, der har overlevet et folketingsvalg. Løkke kom jo igen i 2015 efter at have tabt i 2011.

6.2. Lars Løkke er den første ex-statsminister siden Vilhelm Buhl (1947-1950), der bliver menig minister. Måske er C.Th. Zahle (justitsminister 1929-1935) dog mere oplagt som parallel, selv om Løkke i modsætning til Zahle og Buhl ikke (frivilligt) er på vej ud af toppolitik.

7. Hvor længe holder regeringen?

Godt spørgsmål – koalitionsaftalen er i al fald på 50 tæt skrevne sider.

Koncertåret 2022

Carl Nielsen Salen, Odense Koncerthus: Daniil Trifonovs klaver

I kronologisk orden. Forskellige forhold omkring Carl Nielsen Festivalen i august betød at billetsalget til orkesterkoncerterne var mådeligt – vel mest af alt at det var en efter den klassiske musikverdens målestok at regne ret hastigt organiseret erstatning for en russisk kulturuge, der af indlysende grunde måtte aflyses. Men forhåbentlig tænker nogen omkring arrangørerne på, at musiklivet i Odense faktisk har et netværk, som man kunne bruge til at tiltrække folk til andet end den evige H.C. Andersen.

  • Hartman – Serenade, op. 24, Dvorak – Klavertrio nr. 1 – Odense Koncerthus
  • A. Mahler – 5 Lieder (arr. Jorma Panula), G. Mahler – Symfoni nr. 4 – Camilla Tilling, Odense Symfoniorkester, Christian Kluxen, Odense Koncerthus
  • Ravel – Le Tombeau de Couperin, Mortensen – Blæserkvintet – Opus Zoo, Schubert – Strygekvartet nr. 14 (Døden og pigen) – Nordic String Quartet, Odense Koncerthus
  • Mozart – Symfoni nr. 36, Brahms – Symfoni nr. 3 – Odense Symfoniorkester, Pierre Bleuse, Odense Koncerthus
  • Bremer/McCoy – Dexter, Odense
  • Copland – Klarinetkoncert, Verhey – Koncert for fløjte og orkester nr 1, Mendelssohn-Bartholdy – Violinkoncert, Nielsen – Symfoni nr. 1 – Blaz Sparovec, Josephine Olech, Johan Dalene, Odense Symfoniorkester, Pierre Bleuse, Odense Koncerthus
  • Mozart – Klarinetkoncert (1. sats), Nielsen – Klarinetkoncert – Panagiotis Gianakas, Ann Lepage, Oleg Shebata-Dragan, Copenhagen Phil, Lena-Lisa Wüstendorfer (finalekoncert i klarinetdelen af Carl Nielsen International Competition 2022), Odense Koncerthus
  • Mozart – Fløjtekvartet, D-dur – Karl-Heinz Schütz, Albena Danailova, Rafaell Altino, Mathias Beyer-Karlshøj, Brahms – Klarinetkvintet – Martin Fröst, Nikolaj Szeps-Znaider, Noah Bendix-Balgley, Rafaell Altino, Mathias Beyer-Karlshøj, Odense Koncerthus
  • Prokofjev – Symfoni nr 1, Bent Sørensen – Cembalokoncert “Sei Anime”, Beethoven – Symfoni nr 2 – Mahan Esfahani, Odense Symfoniorkester, Simon Gaudenz, Odense Koncerthus
  • Nielsen – Sonate for violin og klaver nr 2, Mads Haugsted Hansen, Marie-Luise Bodendorff, Bruch – Otte stykker for klarinet, bratsch og klaver – Søren-Filip Brix Hansen, Marie Luise Jensen, Charlotte Thanning, Syddansk Musikkonservatiums koncertsal, Odeon, Odense
  • Britten – The Young Person’s Guide to the Orchestra, Högberg – A Hunt for the Eluded Muses, koncert for violin/bratsch og orkester, Elgar – Enigma Variations – Isabelle van Keulen, Odense Symfoniorkester, Pierre Bleuse, Odense Koncerthus
  • Roikjer – Sonate for tuba og klaver, Carl Boye Hansen, Anne Mette Stæhr, Ravel – Klavertrio, Esther Mielewczyk, Mette Spang-Hansen, Ole Bartholin Kiilerich, Leroy Anderson – Diverse sange, Ivalylo Dechkoff, Stinus Christensen, Martin Jochimsen, Michal Panasiuk, Jens Krøgholt, Jonas Bonde-Nielsen, Odense Koncerthus
  • Halvorsen – Norsk rapsodi nr 1, Ruders – Sound and Simplicity, accordeonkoncert, Sibelius – Symfoni nr 5 – Bjarke Mogensen, Odense Symfoniorkester, Rune Bergmann, Odense Koncerthus
  • Nielsen – Pan og Syrinx, Prokofjev – Klaverkoncert nr. 1, Mozart – Koncert for to klaverer og orkester (1. sats), Beethoven – Symfoni nr. 6 “Pastorale” – Odense Symfoniorkester, studerende ved Det kgl. danske musikkonservatorium (CJ Wu, Marco Crispo, Constantin Riccardi) og Syddansk Musikkonservatorium (Karin Jakobsson, Lan Yu Sørensen), Odense Koncerthus
  • Sarah Elgeti Kvartet – Dexter, Odense
  • Herbie Hancock – DR Koncerthuset, København
  • Nielsen – Helios Ouverture, Berg – Violinkoncert, Mahler – Symfoni nr. 5 – Isabelle Faust, Oslo Filharmonien, Klaus Mäkelä, Odense Koncerthus
  • Nielsen – Hanedans fra Maskarade, Brahms – Dobbeltkoncert, Rachmaninov – Symfoni nr. 2 – Nikolaj Szeps-Znaider, Gautier Capuçon, WDR Sinfonieorchester, Cristian Măcelaru, Odense Koncerthus
  • Nielsen – Saul og David, forspil til 2. akt, Tjajkovsky – Klaverkoncert nr. 1, Brahms – Symfoni nr. 4 – Daniil Trifonov, Philharmonia Orchestra, Tugan Sokhiev, Odense Koncerthus
  • Mozart – Klarinetkoncert, Haydn – Symfonier nr. 95 og 96 – Jonas Lyskjær Frølund, Danmarks Underholdningsorkester, Adam Fischer, Konservatoriets Koncertsal, København
  • Bernstein – Ouverture til Candide, Gershwin – An American in Paris, Bernstein – Serenade, Reich – 4. sats fra The Four Sections, Adams – Short Ride in a Fast Machine, Bernstein – Symphonic Dances from West Side Story, Marquez – Danzon No. 2 – Diana Tishchenko, Odense Symfoniorkester, Pierre Bleuse, Odense Koncerthus
  • Franck – Psyché, Nørgaard – Symfoni nr. 2, Brahms – Klaverkoncert nr. 2 – Gustav Piekut, Odense Symfoniorkester, Cathrine Winnes, Odense Koncerthus
  • Weigl – Dear Earth: A Quintet of Poems, A. Koppel – Invention for viola og marimba, Piazzolla – La Muerte del Angel, Milonga del Angel, Mumuki, Oblivion, de Falla – 7 sange, Granados – La Maja Dolorosa – Emma Oemann, Esther Mielewczyk, Tone Sundgård Anker, Mette Spang-Hansen, Branko Djordjevic, Simon Krebs, Jens Krøgholt, Ole Bartholin Kiilerich, Odense Koncerthus
  • Poulenc – Sonate for klarinet og klaver (til minde om Arthur Honegger), Britten – 6 Metamorphoses after Ovid, Rota – Koncert for basun og klaver, Dvorak – Waldesruhe, Martinu – Variationer over et slovakisk tema – René Højlund Rasmussen, Pina Mohs, Robert Holmsted, Karolina Bogus, Michaela Fukacova, Elena Jordan, Syddansk Musikkonservatoriums Koncertsal, Odeon, Odense
  • Musikduellen, værker af Anderson, Bernstein, Shostakovich, Tchaikovski, Beethoven, Wagner, Verdi, Gade, Sibelius – Frederik Cilius og Mattias Hammer, Odense Symfoniorkester, Magnus Larsson, Odense Koncerthus
  • Carsten Dahl, Dexter, Odense
  • Wagner – Ouverture til Rienzi, Wesendonck-Lieder, forspil til Tristan und Isolde, Sibelius – Symfoni nr. 7, Wagner – Liebestod fra Tristan und Isolde – Brit-Tone Müllertz, Odense Symfoniorkester, Christian Kluxen, Odense Koncerthus
  • Rasmussen – Blæserkvintet, Beethoven – Blæseroktet arr. for blæserkvintet, op. 103 – Rune Most, Henrik Skotte, René Højlund Rasmussen, Niels Aamund Gyntelberg, Morten Østergaard, Schubert – Strygekvartet nr. 13, “Rosamunde” – Jovana Vukušic, Veronika Mojzešová, Christian Bønnelykke, Michaela Fukacova, Odense Koncerthus
  • Jarrell – Klaverkoncert nr. 2 “Reflections”, Mahler – Symfoni nr. 1 – Bertrand Chamayou, Odense Symfoniorkester, Pierre Bleuse, Odense Koncerthus

Teateråret 2022

I kronologisk orden. Det var et fint år, med The Handmaid’s Tale som noget af det mest intense, jeg har oplevet. Moderne musikteater når det er bedst – selv om det ikke er for alle.

  • Fra regnormenes liv – Folketeatret
  • Laser og pjalter – Odense Teater
  • Sandmanden – Aarhus Teater
  • Frøken Julie – Bellevue Teatret (gæstespil på Odense Teater)
  • Elektra – Odense Teater
  • Tosca – Den kgl. opera, Operahuset
  • Vi bygger en vej – Odense Teater
  • Omstigning til Paradis – Aarhus Teater
  • Don Giovanni – Den kgl. opera, Operahuset
  • Et dukkehjem – Det kgl. teater, Skuespilhuset
  • Asta – Teatergrad, Odense Teater
  • Erasmus Montanus – Aarhus Teater
  • Den vægelsindede – Det kgl. Teater, Skuespilhuset
  • Odysseus må dø – Teater Momentum, Odense
  • Spilleren – Betty Nansen Teateret
  • København – Det kgl. Teater, Skuespilhuset
  • La Vendetta, I Pagliacci – Den jyske Opera, Koncerthuset, Odense
  • The Handmaid’s Tale – Den kgl. Opera, Operahuset
  • Dødsdansen – Odense Teater

Folketingsvalget 2022 – opsamling

1. Resultatet har et spændende twist, som vil interessere politologer og jurister med speciale i valgsystemer. Det er sådan at S denne gang vandt et kredsmandat for meget i forhold til den nationale stemmeandel, hvilket ikke kan udjævnes i tillægsmandaterne.

Forklaringen er dels fordelingen mellem kreds- og tillægsmandater (135/40), dels at valgsystemet anvender d’Hondt ved fordelingen af kredsmandater. Sjovt nok skiftede Danmark fra Sainte-Lagüe til d’Hondt i forbindelse med omlægningen af valgkredsene ved strukturreformen efter ønske fra Venstre, men *mod* Socialdemokratiets vilje. (Ændringen medførte også at valgkredsene blev større)

Det ekstra mandat, plus det forhold at tre ud af fire nordatlantiske mandater er “røde”, indebar at det meget sent på valgaftenen blev klart at rød blok havde vundet det smalleste af flertal, hvilket også giver S og Mette Frederiksen fordelen i første runde af regeringsdannelsen.

En sidebemærkning er at nogle V-politikere har været ude og klage over valgsystemet (de er så meget hurtigt blevet lukket ned af partiets ledelse), ligesom KF har markeret utilfredshed med de nordatlantiske mandaters betydning. Her hører det med at den konservative leder Søren Pape forud har trådt gevaldigt i spinaten over for Grønland og ikke har så meget kredit blandt grønlandske ledere.

2. Overordnet er resultatet ellers næsten som ventet – fragmentering, specielt på den borgerlige side. Men det betyder at en regeringsdannelse eller politiske forlig i den kommende valgperiode kræver 4-5 deltagere.

3. De store tabere var som ventet V, DF og RV, der alle har gennemlevet ledelsesopgør og splittelse i den forgangne valgperiode. Lidt mere uventet gik EL og KF også tilbage.

Specielt KF’s leder Søren Pape står noget forpjusket tilbage. RV’s politiske leder Sofie Carsten Nielsen afgik dagen efter valget og blev erstattet af den mere åbent centristiske Martin Lidegaard.

4. De store vindere var omvendt M/Lars Løkke (der præsterede langt bedre end nogen havde forudset), DD/Inger Støjberg og LA (som ser ud til at have tiltrukket mange unge vælgere – som i Sverige ser der ud til at være en borgerlig bølge blandt første- og andengangsvælgere).

5. Mht. M kan man sige, at Løkke på den ene side mislykkedes med at vinde medianlegislatoren (den fik, afhængigt af perspektiv, RV eller grønlandske IA), men han kan være svær at komme uden om i den økonomiske politik. Et åbent spørgsmål er om partiet kan holde sammen i valgperioden – det ser ud som om partiets program ligger en del til højre for en del kandidater.

Pt. er meldingerne at Løkke i bedste kommunalpolitikerstil forsøger sig som alternativ forhandlingsleder med V og RV. Den proces kan blive spændende.

6. Det lykkedes for Alternativet at blive i Folketinget, hvilket ingen ville have forudset før sommeren. Det skyldes muligvis en blanding af støttestemmer og af at der er kommet organisatorisk ro på partiet.

7. Det lykkedes ikke for udbryderpartiet fra Alternativet, Frie Grønne, at blive valgt ind. Partiet fik 0,9% af stemmerne. Men som med Nyans i Sverige (og DENK i Holland) så vi at partiet fik pæne resultater i valgdistrikter med mange indvandrervælgere. Partilederen Sikandar Siddique har et stort netværk i pakistanske miljøer. Det kan blive interessant at følge.

8. Jeg har ingen idé om hvor længe regeringsdannelsen kommer til at tage, eller hvad den ender med. I første runde er Mette Frederiksen forhandlingsleder, men som nævnt synes der at være forsøg fra M’s (og V’s) side på at trække RV væk fra den røde blok.

Det betyder næppe at man vil få RV til at støtte V’s Jakob Ellemann som forhandlingsleder/statsminister i en omgang 2, men det er velkendt at RV’s strategi bygger på at minimere SF/EL/A’s politiske indflydelse (se også under Thorning I, hvor RV under Vestager satte alt ind på at sabotere SF).

Så prisen for en ny Frederiksen-regering kunne være krav om kraftigere arbejdskraftsudbudsreformer end S egentlig ønsker. Spørgsmålet er så om det ville være klogt for det meget svækkede RV at gå i regering.

Forresten har RV lidt det samme dilemma som M – partiers vælgere og kandidater ligger til venstre for folketingsgruppen.

9. Ikke de store overraskelser angående temaer – økonomi, sundhedsvæsenet og specielt sygeplejerskernes lønforhold fyldte (hvilket rejser en lang række spørgsmål om rammerne for den frie løndannelse). Som svenske kommentatorer bemærkede, glimrede integrationspolitikken ved sit fravær.

10. Første partiskift kom seks dage efter valget, idet Mette Thiesen forlod Nye Borgerliges folketingsgruppe af personlige årsager. Umiddelbart har dette ikke betydning for regeringsdannelsen.

1973 – 2022: Ligheder og forskelle

Det ser ud til at folketingsvalget 2022 vil byde på den største omkalfatring af partisystemet siden 1973, hvilket rejser spørgsmålet om ligheder og forskelle mellem 1973 og 2022. Sandsynligvis er der mange faktorer i spil bag de ekstreme udfald (forventet ekstreme for 2022’s vedkommende)

Et fællestræk ved 1973 og 2022 er at valget kommer efter en lang periode med økonomisk opsving. I dag forbinder vi nok 1973 med den første oliekrise og 1970’ernes økonomiske krise, men Yom Kippur-krigen brød faktisk først ud tæt på udskrivelsen af valget. Perioderne frem til 1973 og 2022 var derimod præget af høj økonomisk vækst og meget lav arbejdsløshed.

Ser man på perioden 1953-1973, gennemgik Danmark den anden store bølge af urbanisering og industrialisering, mens landområderne oplevede en affolkning, som også var forbundet med landbrugets mekanisering efter 2. verdenskrig.

Forandringerne fra årtusindskiftet til 2020 er mere subtile, men man kan pege på, at de store byer er vokset, mens udviklingen i mindre byer og deciderede landområder har været præget af centraliseringen af handel, service og offentlige myndigheder. Så måske kan man tale om en tredje bølge af urbanisering og lægge digitaliseringen ind som en parallel til udviklingen af industri og servicesektor i 1950’erne og 1960’erne.

Der er dog også forskelle. Dansk økonomi var notorisk ustabil i årtierne frem til 1990 – den høje vækst og den lave arbejdsløshed blev akkompagneret af underskud på betalingsbalancen og bekymringer over skattesystemets holdbarhed. Her er dansk økonomi i 2020’ernes begyndelse anderledes stabil.

Tilsvarende var 1970’ernes begyndelse præget af en fornemmelse af at den offentlige sektor ikke kunne styres – i 1960 havde Danmark været et af de lavest beskattede lande i Vesteuropa. I 1973 var det et af de højest beskattede. Perfekt grogrund for et skatteoprør. I 2022 går bekymringerne mindre på størrelsen af de offentlige udgifter og mere på kvaliteten af de ydelser, kommuner, regioner og stat leverer.

Covid-19 og den russiske angrebskrig mod Ukraine er forhold, der savner paralleller i 1973, med mindre man vil give Yom Kippur-krigen samme vægt. Og som sagt kom Yom Kippur-krigen meget sent i forhold til 1973-valget.

På den parlamentariske arena kan man pege på at der både i 1973 og 2022 var en rød og en blå blok – og en fornemmelse af at der var store problemer med samarbejdet i begge blokke.

Sociale forandringer går hånd i hånd med opløsning og genskabelse af båndene mellem befolkning og politiske institutioner. Det kan være de politiske entreprenørers time – i 1973 Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen (hvortil også kan lægges partierne til venstre for SF), i 2022 er det Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg, der spiller samme rolle.

Regeringsdannelsen i 1973 var ikke helt let, og løsningen – en smal V-regering, hvor Poul Hartling kørte de hidtidige samarbejdspartnere KF og RV over – viste sig ikke holdbar. Så måske er det rimeligt at forestille sig at det Folketing, der bliver valgt 1/11 2022, kun kommer til at sidde 1-2 år.

Dansk politik 2019-2022/23 (iii)

COVID og Minkkommissionen

Valgperioden blev præget af COVID-19-pandemien. På den ene side forstyrrede pandemien regeringens politiske planer, fordi fokus fra foråret 2020 i stor udstrækning kom til at ligge på den akutte håndtering af de tre smittebølger. På den anden side slap Danmark forholdsvis let gennem pandemien med indgreb, som var begrænsede sammenlignet med, hvad man så i det sydlige og vestlige Europa.

Allerede fra pandemiens begyndelse blev der dog rejst kritik af statsministerens meget centraliserede og hierarkiske ledelsesstil – understøttet af Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen – som iøvrigt også havde manifesteret sig på andre politikområder siden regeringsskiftet i sommeren 2019.

Krisestyringen udløste et politisk opgør efter at det viste sig, at regeringen i november 2020 med henvisning til en sandsynlig fare for spredning af en COVID-mutation gennem minkfarme lukkede samtlige danske minkfarme og gennemførte aflivning af alle mink uden på forhånd at have sikret sig at der var lovhjemmel for indgrebet.

Regeringen fik ganske vist i løbet af et par uger indgået en aftale med SF, RV, EL og Alternativet, som sikrede hjemlen, ligesom fødevareminister Mogens Jensen påtog sig det politiske ansvar og afgik, men der var allerede på det tidspunkt rejst spørgsmål om statsministerens og Statsministeriets rolle som drivende og kontrollerende i processen.

Som konsekvens af indgrebet besluttede Folketinget i foråret 2021 at nedsætte en granskningskommission, som afgav sin betækning i slutningen af juni 2022. Kommissionen konkluderede at Statsministeriet reelt havde haft en central rolle i processen op til beslutningen om at aflive alle mink og at en række højtstående embedsmænd – herunder Statsministeriets departementschef – havde handlet kritisabelt.

Politisk interessant var at kommissionen konkluderede at Mette Frederiksen objektivt, men ikke overlagt, havde vildledt Folketinget i sine orienteringer, idet vildledningen skyldtes mangelfuld rådgivning fra embedsværket.

Reaktioner på kommissionen og optakt til valgkamp

Kommissionens rapport fik de forventede reaktioner, hvor Socialdemokratiet søgte at skærme statsministeren mod kritik, støttepartierne EL og SF var forholdsvis afdæmpede, og de borgerlige oppositionspartier fokuserede deres kritik på statsministeren. Et forhold, som komplicerede situationen, var at de borgerlige partier i foråret 2021, længe inden rapportens offentliggørelse, havde støttet et borgerforslag, der krævede statsministeren stillet for en rigsret.

For udenforstående lignede specielt V’s og KF’s optræden et forsøg på parlamentarisk gengældelse for beslutningen om at rejse rigsretssag mod tidligere integrationsminister Inger Støjberg, som på det tidspunkt endnu ikke var blevet dømt for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven.

I første omgang kom reaktionerne dog til at handle om, hvorvidt Folketinget ligesom efter offentliggørelsen af Instrukskommissionens rapport skulle bestille en redegørelse fra advokater om muligheden for at rejse tiltale mod statsministeren ved en rigsret, eller om sanktionerne skulle være af parlamentarisk art i form af kritik af (på dansk kaldet “en næse”) statsministeren.

Også her delte Folketinget sig efter de politiske blokke, idet Radikale Venstre stod med de afgørende stemmer, idet regeringen og dens øvrige støttepartier ville afværge kritikken, mens de borgerlige partier krævede en advokatundersøgelse – sandsynligvis i håbet om at kunne starte en rigsretssag

RV valgte at placere sig mellem regering og opposition, idet partiet på den ene side ikke ville støtte en advokatundersøgelse, men mente at parlamentarisk kritik af statsministeren var en tilstrækkelig sanktion. På den anden side udtalte partiet også, at det ikke havde tillid til statsministeren i den nuværende konstellation, og at det ville vælte regeringen ved en mistillidsafstemning, hvis ikke statsministeren udskrev valg til Folketinget senest ved tingets åbning i oktober 2022.

Manøvren er svær at gennemskue for folk uden for snævre Christiansborg-cirkler, men RV har i princippet trukket sig fra regeringens parlamentariske grundlag med forsinket udløsning. Normalt besidder statsministeren (juridisk: monarken) alene retten til at udskrive folketingsvalg, men her fratager RV – hvis partiet gør alvor af truslen – statsministerens mulighed for at time et valg, så det er mest fordelagtigt for Socialdemokratiet.

Det hele kompliceres dog af, at RV har antydet, at partiet vil støtte Mette Frederiksen efter valget – dog under forudsætning af, at den nuværende et-partiregering erstattes af en koalitionsregering med radikal deltagelse.

Ud over de forhindringer det besværlige forhold mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre under Mette Frederiksen kan give for en sådan konstellation, står RV med udfordringen at formidle til vælgerne, at partiets træk ikke kun handler om ministerposter (office, i politologisk jargon), men også om at forbedre mulighederne for at gennemføre centrale dele af partiets politik (policy, i politologisk jargon).

Temaer i valgkampen

Valgkampe kan være svære at forudsige. En aktuel måling fra Politiken viser dog at sundhedspolitik (herunder hospitaler) sammen med miljø og klima og generel økonomi, er de temaer, der står højst på vælgernes dagsorden. Miljø og klima vil normalt give venstresiden en fordel (om end Socialdemokratiet er splittet mellem klimapolitik og traditionelle industrihensyn), mens betydningen af sundhedspolitik og økonomi kan være sværere at vurdere – venstresiden vandt valget i 2011, som var det første siden 1990’erne, hvor økonomi var højt på dagsordenen, mens sundhedspolitikken (sammen med indvandring og integration, der er længere nede på dagsordenen nu) gav højresiden fordele ved valgene i 2000-tallet.

Fragmenteringen – især på højrefløjen, men også i dele af venstrefløjen – gør dog ligesom spørgsmålet om centre/periferi-dimensionens betydning i en valgkamp resultatet af en valgkamp og den efterfølgende regeringsdannelse vanskelig at forudsige.

Tillæg: Første måling efter sommeren og udviklingen i Mette Frederiksens popularitet.

Dansk politik 2019-2022/23 (i)

Dansk politik 2019-2022/23 (ii)

Dansk politik 2019-2022/23 (ii)

Socialdemokratiet og regeringen

Et andet usædvanligt træk ved valgperioden fra 2019 er at den har budt på den første et-partiregering siden Anker Jørgensens fjerde regering 1979-1981, der har bestået uændret gennem en valgperiode – Lars Løkke Rasmussen omdannede som bekendt sin et-partiregering til en minoritetskoalition halvandet år inde i valgperioden 2015-2019. Ellers har traditionen siden 1982 været minoritetskoalitioner.

Et-partiregeringen var et aktivt valg for Socialdemokratiet under Mette Frederiksen: Formålet var at sikre maksimal parlamentarisk handlefrihed ved at holde Radikale Venstre ude af regeringsdannelsen. Ser man på Socialdemokratiets strategiske placering siden 2015 i et todimensionelt rum, kan man beskrive den som til venstre på den socioøkonomiske dimension – her var indførelsen af en speciel pensionsordning (“Arne-pensionen”) for arbejdere med mere end 40 år på arbejdsmarkedet et centralt element – og til højre på det, som i Danmark kaldes den værdipolitiske dimension (i Sverige vil man tale om TAN-siden af GAL/TAN-dimensionen).

For helt at forstå S’ position skal man dog supplere den værdipolitiske dimension med en geografisk (by/land eller center/periferi). Ved folketingsvalget i 2015 byggede DF’s fremgange også på partiets evne til at tiltrække vælgere uden for de økonomiske og administrative centre, og Socialdemokratiet har under Mette Frederiksen taget linjen op med kraftige angreb på en uddannelsesmæssig – snarere end økonomisk – elite (især identificeret med Socialdemokratiets traditionelle koalitionspartner Radikale Venstre, som har været placeret modsat DF på den værdipolitiske dimension).

Socialdemokratiets skift fra at være et storbyparti til et parti præget af landlig identifikation – for at bruge valgforskningens begreber – er koblet med forandringerne i den økonomiske struktur, hvor de større byer er præget af en vidensøkonomi, mens mere traditionel produktion er flyttet til mindre byer. Mobiliseringen omkring en center/periferi-dimension skal dog også ses som en konsekvens af strukturreformen fra 2007, hvor myndigheder og offentlig service blev koncentreret omkring større byer.

Rent praktisk har politikken på denne dimension især manifesteret sig som en fortsættelse af Løkke-regeringernes udlændingepolitik og beskæringer af udbuddet af pladser på videregående uddannelser i de fire store byer.

Prisen for fokuseringen på vælgere i periferien og den hårde retorik mod langvarigt uddannede i byerne viste sig ved kommunalvalget i 2021, hvor Socialdemokratiet gik kraftigt tilbage i alle de større byer. Partiet var ganske vist i stand til at beholde borgmesterposterne i København, Århus, Odense og Ålborg, men mistede stillingen som det største parti i København til Enhedslisten, og med tanke på de større byers økonomiske og demografiske position ligger her en langsigtet udfordring til Socialdemokratiet.

Venstres dilemmaer

Venstres situation efter valget i 2019 er en yderligere demonstration af de problemer, de større partier står overfor. På den ene side vandt V valget målt i stemmeandele, men da det skete på bekostning af specielt DF og LA, kunne valgsejren ikke omsættes til parlamentarisk indflydelse, og Lars Løkke Rasmussen måtte afgive statsministerposten.

Man kan se den første del af perioden efter valget som en proces hvor partiet skulle skille sig af med den gruppe, som i forskellige konstellationer havde ledet partiet siden slutningen af 1990’erne, for at kunne formulere en ny position.

Resultatet blev en ustabil alliance mellem de byliberale og landkonservative dele af partiet, repræsenteret af den nye partiformand Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg. Samtidig med processen mod Støjberg, som resulterede i at Ellemann-Jensen afsatte hende som næstformand, mistede V – historisk uhørt på Folketingsniveau – to MF’ere til Det Konservative Folkeparti.

I den anden side af spektret forlod den tidligere formand Lars Løkke Rasmussen partiet for at danne sit eget centristiske parti Moderaterne. Som konsekvens af den interne uro og usikkerhed om partiets kurs har Venstre tabt opbakning blandt vælgerne og står til at midste positionen som det største regeringsbærende borgerlige parti.

Man kan muligvis se Venstres situation som en effekt af at partiet står over for spørgsmålet om hvordan det i 2020’erne skal bygge bro mellem tre forskellige strømninger i og omkring partiet: En markedsliberal linje, som trækker tråde tilbage til linjen under Jakob Ellemann-Jensens far Uffe Ellemann-Jensen i 1980’erne, en socialkonservativ værdikampslinje, som bygger på linjen under Anders Fogh Rasmussen i 2000-tallet, og en velfærdsteknokratisk linje, udviklet omkring Lars Løkke Rasmussen og en mere eller mindre indflydelsesrig linje i partiet siden 1990’erne.

De tre linjer appellerer til forskellige grupper i vælgerkorpset og kan på forskellige områder være i konflikt med hinanden. Samtidig står ledelsen over for spørgsmålet om hvordan man prioriterer det som kan mobilisere afgrænsede grupper af vælgerkorpset (Støjberg og til dels Jakob Ellemann-Jensens styrke over for forskellige segmenter), det som kan mobilisere bredt (Fogh Rasmussens styrke) og det som kan gennemføres parlamentarisk – om nødvendigt med smalle flertal (Fogh Rasmussens og Løkke Rasmussens styrke).

Selv om V på kort sigt kunne drage fordel af DF’s sammenbrud – jf. fremgangen ved valget i 2019 – rejser DF’s sammenbrud spørgsmålet om de politiske succesformler, som blev udviklet i 1990’erne, og som har båret V-ledede regeringer fra 2001 til 2019, også vil fungere i 2020’erne.

Del i: Ustabile partier og DF’s sammenbrud

Del iii: Minkkommissionen og tiden frem til valget

Dansk politik 2019-2022/23 (i)

Teksten er skrevet til gamle svenske kollegaer. Eftersom hele redegørelsen blev ret lang, deler jeg den op i tre poster, som kommer i løbet af ugen.

Dansk politik befinder sig ved indgangen til folketingsåret 2022-23 i en speciel situation, hvor såvel tidspunktet for valgets udskrivelse og afholdelse som valgets resultat og den følgende regeringsdannelse er svære at forudsige. Tilsvarende har valgperioden 2019-2022/23 også været speciel sammenlignet med de foregående valgperioder.

Ustabile partier

På det parlamentariske niveau har Folketinget siden 2019 været præget af et usædvanligt højt antal partiskift, hvor folketingsmedlemmer enten har sluttet sig til et nyt parti eller er blevet løsgængere. Sammenbruddene i Alternativet – hvor fire af fem MF’ere forlod partiet i forbindelse med en konflikt over valget af partistifteren Uffe Elbæks efterfølger som leder – og Dansk Folkeparti – som mistede 11 af 16 MF’ere i foråret 2022 efter valget af Morten Messerschmidt som ny formand – forklarer en stor del af partiskiftene, men alle partier med undtagelse af Enhedslisten og Nye Borgerlige har enten mistet eller fået MF’ere i løbet af valgperioden.

Kommentatorer har overvejet om ustabiliteten er resultatet af en ny politisk kultur, hvor politikere kortsigtet vælger partier efter hvad de mener, fremmer deres politiske karriere (Ida Aukens skift fra SF til RV til S kan måske stå som eksempel her) i stedet for at bygge karrierer ud fra loyalitet over for partiorganisationer. Man kan også pege på at flere moderne partier bliver dannet omkring en leder, mens forankringen i en masseorganisation er mindre vigtig.

Erhard Jakobsens CD (1973-2001) kan ses som en forløber, men Dansk Folkeparti omkring Pia Kjærsgaard, Alternativet (og senere Frie Grønne) omkring Uffe Albæk, Nye Borgerlige omkring Pernille Vermund og Moderaterne omkring tidligere statsminister og V-formand Lars Løkke Rasmussen er aktuelle eksempler. Liberal Alliance blev ganske vist dannet af trekløveret Anders Samuelsen, Gitte Seeberg og Naser Khader, men udviklede sig snart til Anders Samuelsens projekt. Her bliver det spændende at se om partiet ved det kommende valg overlever Samuelsens fald i 2019 og skiftet af partileder.

Det kommende valg vil desuden byde på en sort hest i form af Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, som blev opstillingsberettigede før sommeren 2022. Støjberg kom fra en solid karriere i Venstre, som kulminerede med posterne som integrationsminister 2015-2019 og næstformand for Venstre 2019-2020. Støjberg blev efter en rigsretssag i 2021 idømt fængselsstraf for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven og efterfølgende kendt uværdig som medlem af Folketinget – endnu et usædvanligt træk ved den aktuelle valgperiode – men satser på at blive indvalgt ved det kommende valg, hvor hun har afsonet sin straf. Her spekulerer kommentatorer i i hvilken udstrækning Støjberg vil åbne partiets kandidatlister for tidligere DF-politikere.

Specielt Støjbergs og Danmarksdemokraternes entré gør det svært at forudsige det kommende valg med nogen sikkerhed. De første målinger har vist en tilslutning til Støjbergs parti på omkring 10% – hvilket til dels opnås på DF’s, NB’s, V’s og KF’s bekostning – men det er svært at afgøre om tilslutningen vil holde i en valgkamp. Dertil kommer at tre yderligere nye partier er opstillingsberettigede ved det kommende valg – Veganerpartiet og Frie Grønne (udbrydere fra Alternativet) på venstrefløjen, Moderaterne i centrum samt Danmarksdemokraterne på højrefløjen.

Dansk Folkepartis sammenbrud

Dansk Folkeparti var frem til og med valget i 2015 en succeshistorie, hvor partiet under først Pia Kjærsgaards og siden 2012 Kristian Thulesen Dahls ledelse viste at det i modsætning til Fremskridtspartiet var i stand til at fungere som et troværdigt parlamentarisk grundlag for borgerlige regeringer med en stabil organisation. Partiet var også i stand til at sætte dagsordnerne på det udlændingepolitiske område – værdipolitik i dansk politisk sprogbrug.

Siden efteråret 2018 har partiet imidlertid befundet sig i en accelererende krise. Det er lidt uklart i hvilken udstrækning krisen skyldes politiske, personlige eller strategiske forhold – kommentatorer har peget på, at DF har undladt at foretage en systematisk politikudvikling, hvilket åbnede feltet for mere professionelt drevne partier som Socialdemokratiet, ligesom spørgsmålet om hvilken rolle generationen efter Thulesen Dahl mfl. skulle spille på længere sigt, ikke var afklaret. Endelig åbnede tilnærmelserne mellem S og DF på pensionsområdet op til valget i 2019 også for en strategisk usikkerhed om DF’s parlamentariske rolle.

Efter det kraftige nederlag ved valget i 2019 – hvor DF også blev udsat for konkurrence på udlændingeområdet fra Nye Borgerlige – blev ledelseskrisen kronisk, men Kristian Thulesen Dahl formåede at forblive som formand frem til kommunalvalget i 2021, der blev endnu et klart nederlag for partiet. Morten Messerschmidt, Pia Kjærsgaards foretrukne kandidat som Thulesen Dahls efterfølger, var belastet af en retssag om misbrug af EU-midler i fiktive partier og kontroversiel internt i partiet. Processen op til og efterveerne efter Thulesen Dahls afgang og valget af Messerschmidt som ny formand i januar 2022 bragte dybe interne konflikter op til overfladen, og viste at Kjærsgaard havde mistet sin magt over partiet. Resultatet blev en masseudmeldelse af MF’ere, så partiet som nævnt blev reduceret fra 16 til 5 MF’ere, ligesom meningsmålinger antyder at partiet nu ligger i nærheden af spærregrænsen på 2%.

Seneste meningsmåling før sommerferien 2022

Altinget: Risbjerg-snittet juni 2022 (kræver evt. indlogning)

Del ii: Socialdemokratiet og Venstre

Del iii: Minkkommissionen og tiden frem til valget