Cand.scient.pol.erne ud i virkeligheden!

Mange kommentatorer har i de senere år bemærket og kritiseret en tendens i rekrutteringen til politiske topposter. Sagt lidt forenklet går vejen fra en uddannelse i statskundskab eller en anden samfundsvidenskabelig uddannelse via politiske ungdomsorganisationer og konsulentjobs i partiorganisationen til en plads i Folketinget. Altsammen uden at komme i berøring med det angiveligt rigtige arbejdsmarked.

Historisk orienterede vil bemærke at karrierepolitikere ikke er noget nyt. Siden I.C. Christensen har stort set samtlige danske statsministre været professionelle politikere, ligesom der længe har været tydelige mønstre i at rekrutteringen af ministre og folketingsmedlemmer er gået gennem partiorganisationerne og ikke andre sociale positioner. Politik i det moderne samfund er kort sagt et uddifferentieret system.

Politik er dog kun én karrierevej. I Danmark har vi observeret en anden – på mange måder behageligere – karrierevej for ambitiøse cand.scient.pol.er. Den går via Finansministeriet.*

Også her lidt forenklet, men man kan beskrive en karrierevej der hedder studier i statskundskab (helst i Århus, hvor instituttet med stolthed ser sig som Magtens Rugekasse), studenterjob i Finansministeriet med omegn (her bliver det lidt kompliceret, men man kan jo tage nogle udbud på instituttet i København, og så lave specialet i Århus, så man får det helt rigtige stempel på eksamensbeviset), derefter tilbage til Finansministeriet og hastigt videre i en beskyttet cirkel af leder- og konsulentstillinger forskellige steder i staten.

Skal det være rigtigt fint, kan man desuden skrive en ansættelse som konsulent i McKinsey (bedst) eller et andet stort konsulentfirma (acceptabelt, men ikke helt så fint som McKinsey) på sit cv.

Den opmærksomme læser bemærker at der er én ting som ikke tæller i dette beskyttede kredsløb: Borgerrettet arbejde. Og det er her, jeg vil påstå, at problemerne opstår.

Læs fx Jørgen Grønnegaard Christensen og Peter Bjerre Mortensens “Overmod og afmagt”, der er fortællingen om hvordan Finansministeriets modernisering af det danske skattevæsen endte i en nedmontering, der i effektivitetens navn skadede inddrivelsen af skatter, og som kan få vidtrækkende negative følger for tilliden til den danske velfærdsstat.

Ingen af de kloge cand.scient.pol.er – uanset om de sad i Finansministeriet, McKinsey eller Boston Consulting Group – havde den mindste føling med hvad skatteligning egentlig gik ud på, men det var sådan set også ligemeget, for i deres optik sad praktikerne alligevel ikke inde med nogen form for nyttig viden.

Cheferne, fuldmægtigene og konsulenterne sad i deres trygge, lukkede cirkel i Den Røde Bygning og bekræftede løbende hinanden i deres powerpoints og omorganiseringsplaner langt fra forvaltningernes dagligdag. At cheferne havde været konsulenter, fuldmægtigene drømte om at blive konsulenter, og konsulenterne drømte om at blive chefer gjorde kun cirklen endnu mere lukket.

Nu vil McKinsey-typerne og de finansministerielle scient.pol.er naturligvis indvende at de skam havde viden om forvaltningen: Blev der måske ikke løbende indberettet præstationstal efter de skemaer McKinsey og Finansministeriet havde udarbejdet? Og udarbejdede McKinsey m.fl. ikke evalueringer af forvaltningens præstationer?

Her må man tilføje: Og er det ikke sådan at som man råber i skoven, får man svar?

Grønnegaard Christensen og Bjerre Mortensen peger på et andet grundlæggende problem i kulturen i Finansministeriet ud over den ophøjede afstand til konkret forvaltningsarbejde: Der er i ministeriet og hos McKinsey og co. en bemærkelsesværdig tro på maskinbureaukratiet som den eneste effektive og legitime organisationsform.** En tro, der ikke finder det mindste belæg i de seneste årtiers omfattende organisationsteoretiske forskning.

De ambitiøse stud. og cand.scient.pol.er bliver simpelthen dummere, når de træder ind gennem døren til Finansministeriet. Til skade for opgaveløsningen og den langsigtede budgetstyring.

Hvad kan der gøres? Måske kan det være en måde at bryde gruppetænkningen og den lukkede cirkel at kræve, at det skal være en forudsætning for at blive ansat i Finansministeriet, at man har været beskæftiget med konkret, borgerrettet arbejde i en periode på mindst ét år – måske endda ligefrem arbejde, som har indebåret møder og samtaler med rigtige, levende borgere.

Utvivlsomt en skrækkelig tanke for en ung, ambitiøs stud.scient.pol. – når alt kommer til alt, skal studiet jo sikre optagelse i de helligste af hellige haller, langt fra alt der lugter af praksis og borgere.

Noget tilsvarende bør gælde for rekrutteringen af chefer. Og her gælder en post som chef i en offentlig forvaltning med tilhørende beskyttelse fra borgerrettet arbejde ikke som en relevant kvalifikation.

Dog, organisationskulturer kan være stærke, og vi står stadig med risikoen for at scient.pol.erne glemmer alt de har lært, så snart de igen er trådt ind gennem Den Røde Bygnings beskyttende døre.

Så måske er der i virkeligheden ingen vej uden om at få kastet et grundigt blik på Finansministeriets organisationskultur og syn på forvaltning og gå i gang med det lange seje træk med at udvikle en mere nuanceret forståelse af forskellige forvaltningsopgavers indhold og styringsforståelser, der har et bedre blik for kompleksiteterne i og omkring offentlig opgaveløsning.

En hovedpointe i det pensum må være, at dilemmaer og kompleksiteter ikke er noget der bare forsvinder, fordi man beder McKinsey om at definere dem væk i en konsulentrapport. Men at Finansministeriets cand.scient.pol.er af sig selv skulle lære noget af Grønnegaard Christensen og Bjerre Mortensens analyse af Finansministeriets fejlgreb er nok for meget at bede om. Der må stærkere kræfter til.

Nogen vil måske mene at det er for sent at kaste sig over Finansministeriet: Mette Frederiksen har jo oprustet Statsministeriet og er dermed ved at underminere den dominerende position, Finansministeriet har haft de seneste 30-40 år. Omvendt kan man sige, at problemerne med gruppetænkning og ensporethed næppe bliver mindre, når kredsen bliver snævrere. Vi har endnu ingen tegn på nogen forandring i karrieresporene for statslige chefer.

Og Barbara Bertelsen, Mette Frederiksens håndplukkede departementschef, har såmænd lært håndværket i Moderniseringsstyrelsen under Finansministeriet, også selv om hun oprindeligt er uddannet jurist.

Disclaimer: Jeg er selv uddannet som cand.scient.pol. fra København. Men det er så længe siden at det turde være løgn, og det er dertil over tyve år siden, jeg har haft min daglige gang på instituttet i København.

*Nej, “budgetbisserne” og “regnedrengene” i Finansministeriet er hverken national- eller erhvervsøkonomer. Man kan stille spørgsmålet om hvilken vægt den økonomiske faglighed egentlig har i den danske statslige forvaltning.

**Grønnegaard Christensen og Bjerre Mortensen taler med en henvisning til Frederick Taylor om den rationelle organisation. Maskinbureaukratiet er organisationsteoretikeren Henry Mintzbergs betegnelse.

2021 (5)

Breakout rooms på Zoom

Breakout rooms er en velkommen feature ved Zoom. Den giver mulighederne for pauser og mere aktivitet studerende imellem. Ok, jeg kan jo ikke vide om de går på toilettet undervejs 🤞

Mette Stalin – eller kunsten at sidestille ting der ikke kan sidestilles

Berlingskes erhvervsredaktør Thomas Bernt Henriksens klummer er ofte fascinerende læsning – relevante temaer blandes med nogle besynderlige fejlskud og overdrivelser. Måske skal man sige, at etablerede medier kan lige så godt som de sociale medier i den polemiske genre?

Men – kan man problematisere den måde, Socialdemokratiet bedriver historieskrivning på?

Jo, det kan man i høj grad – det er bemærkelsesværdigt, hvordan nogle-og-tredive års socialdemokratisk historie fuldstændig udviskes eller affærdiges som et historisk fejltrin, og hvordan Frederiksens ideologiske garde systematisk har opbygget et nostalgisk billede af Det Ægte Socialdemokrati fra dengang det blev ledet af En Rigtig Arbejder – Anker Jørgensen, hvis nogen tvivler. Men fortæl for guds skyld ikke Tesfaye, Dybvad mfl. at Jørgensen læste digte (GYS!), og oven i købet modernistiske digte (DOBBELT GYS OG KORSETS TEGN!!). Eller at Jørgensen var formand for S i 1983, hvor den-der-lov-I-ved-nok-blev-vedtaget.

Men – kan man så sidestille den frederiksenske historieskrivning med Stalins?

Mig bekendt lever Helle Thorning og Bjarne Corydon i bedste velgående. Og Corydon kan vist oven i købet udtale sig offentligt uden frygt for natlige forsvindinger eller nakkeskud.

At Frederiksens brug af propagandainstrumenter (Facebook, Instagram, Aftenshowet) og afvisning af at stille sig til rådighed for kritisk debat er betænkelig, hører med i sammenhængen. Men vi er dog stadig et godt stykke vej fra Lubjanka-fængslet.

Er det så ok, at S tager afstand fra den økonomiske politik, der blev ført efter finanskrisen?

Modspørgsmål – hvordan ville dagens V- og KF-politikere mon reagere hvis man stillede dem til ansvar for VKR-regeringens politik? At S behændigt glemmer sin egen rolle 2011-2015 bør give anledning til almindelige politiske drillerier, og S’ ledelse skal naturligvis forsvare at partiet har skiftet politik. Dette gælder alle politiske partier.

Endelig er der et tema, Thomas Bernt Henriksen ikke adresserer, nemlig den omfattende diskussion, der føres både politisk og akademisk, om hvorvidt den økonomiske politik, Danmark og andre lande slog ind på fra 2010, var for stram og dermed forsinkede opsvinget efter finanskrisen væsentligt til skade for økonomien i almindelighed og beskæftigelsen i særdeleshed. Den socialdemokratiske glemsomhed kan ses som et politisk svar i denne diskussion – også selv om det er et svar, man ikke nødvendigvis finder korrekt eller tilfredsstillende, eller selv om man finder den måde, svaret bliver præsenteret på, problematisk.

Asger Aamund og antipolitikken

Asger Aamund har længe været fast inventar i medierne – herunder Mads og Monopolet og Berlingskes debatsektion – med kommentarer til alle mulige samfundsfænomener. Det er i sig selv ikke bemærkelsesværdigt: Mere interessant er, at Aamund selv efter 6. januar er én af de få danskere som støtter og forsvarer Donald Trump.

Carsten Fogh Nielsen har i en tråd på Twitter pillet Aamunds argumentation med hensyn til 6. januar fra hinanden og vist, at den ikke hænger sammen, men jeg mener, at der er mere ved fænomenet Aamund, som er værd at kigge på.

Først og fremmest synes nogen i medierne, at Aamund er værd at give taletid: Berlingske (og Jyllands-Posten mv) har debatredaktører. Så uanset om Aamunds argumentation er logisk sammenhængende eller ej, må der være et publikum – eller i internettets tidsalder: klik – til udtalelserne. Noget af engagementet kommer sikkert fra folk, der synes Aamund er helt til hest, men en hel del læsere vil sikkert nikke anerkendende til påstandende.

Her kom jeg i tanke om at jeg for en del år siden læste en af tidligere konservative finansminister Poul Møllers bøger om hans liv i politik. Her skrev Møller, at den mest fjendtlige modtagelse han fik som politiker mærkeligt nok ikke var fra politiske modstandere. Ved valgmøder i B&W’s kantine bestod publikum af kommunister og socialdemokrater, der nok kunne give Møller svar på tiltale, men indstillingen var noget i retning af “han er en af modstanderne, men det er politik, det handler om, så vi tager debatten”. I de lokale Rotary-klubber var stemningen snarere “han siger ganske vist at han én af os, men han er politiker, og dem har vi grundlæggende ingen respekt for”.

Aamund hører som person hjemme i Rotary-segmentet (her er det mindre vigtigt om han er med i Rotary eller ej), og det er værd at overveje forholdet mellem politik og erhvervsliv mere generelt. Jeg har gennem tiden læst et utal af interviews i erhvervssektioner med erhvervsledere, der har præsenteret sig således: “Jeg er Den Stærke Leder, der Skærer Igennem og Bestemmer (og i øvrigt burde samfundet ledes på samme måde uden hensyn til politisk kævl)”.

Den indstilling passer dårligt til den politiske verden, hvor forhandlinger og kompromisser er helt essentielle: Samfund er konfliktfyldte, og en af det politiske systems – og politikernes – vigtige opgaver er at integrere og balancere forskellige interesser. Man kan sige at politikken og erhvervslivet er forskellige systemer, der opererer efter forskellige koder. Politisk ledelse og erhvervsledelse er to forskellige ting.

Men forestillingen om politik og politikere som noget fejlbehæftet synes at være stærk i Aamund-segmentet. Man kan pege på at erhvervsledere gennem tiden ved forskellige lejligheder har interveneret i dansk politik for at få politikere erstattet med erhvervsledere eller i det mindste “upolitiske” figurer – spillet omkring Påskekrisen 1920 eller Højgaardkredsens intriger i 1940 kan være eksempler. Hvis Aamund kan fremstå som en smule løjerlig, er det fordi han ikke er en H.N. Andersen eller A.P. Møller. (Det skal her nævnes at det danske erhvervsliv har et tæt samarbejde med det politiske system gennem de forskellige interesseorganisationer, så der er også en accept i miljøet af modparten, og af at man har modparter, der spiller efter andre regler).

Der kan være mange gode grunde til at man ikke foretrækker en demokratisk eller en socialdemokratisk ledet regering – Danmark har som de fleste europæiske lande oppositionspartier der står på markedsøkonomiens og det liberale demokratis grund, mens forholdet er mere problematisk i USA. Problemet opstår, når man støtter en leder eller en politisk bevægelse, der som Donald Trump og Republikanerne underminerer centrale aspekter af det liberale demokrati.

Jeg vil hævde, at der er et rationale i Asger Aamunds fortsatte støtte til Donald Trump. Trump fremstår jo netop som den Succesrige Forretningsmand, der fejer alle de kævlende, kompromissøgende politikere af banen. Med Trump kan erhvervslivet desuden underkende politikkens gyldighed. Netop det det antipolitiske segment i erhvervslivet drømmer om.

Drømmen er så i øvrigt stærk, at Aamund overser at Trump faktisk ikke var en specielt succesrig forretningsmand – men han var god til at iscenesætte sig som sådan. Det er ikke noget tilfælde at det var et reality-tv-program var det, som bragte Trump det sidste stykke af vejen helt frem på den nationale arena. Og hvad kendetegner måske en Stærk Leder bedre end at han kan afslutte en seance med at råbe “DU ER FYRET”?

For at sammenfatte er min påstand, at Asger Aamunds argumentation ikke hænger sammen, fordi Trump er et idealbillede som Aamund projicerer sin antiparlamentariske og antipolitiske position på. Aamund går ud fra konklusionen at USA (og dermed også Danmark) skal ledes af en Stærk Leder fra Erhvervslivet, som ikke behøver tage sig af alt muligt kævl, og så søger han efter de brokker, der kan understøtte den. Det bliver lidt som et byggeri uden fundament og med vinduer der hænger frit i luften.

Aamund er også en påmindelse om et bredere fænomen i politik: Vi tænker som regel at støtten til antipolitiske standpunkter findes i marginaliserede kredse – jf. diskussionen af DF som udkantens parti. Det er ikke i sig selv forkert, men billedet er nok mere komplekst. Vi kan også finde tilsvarende positioner i elitekredse – men uden for den etablerede politiske elite. At Danmark med først Liberal Alliance og senest Nye Borgerlige har fået partier, der prøver at samle et borgerligt, antipolitisk segment op, kan også ses i dette perspektiv.

Nytårssjov i Venstre: Løse betragtninger

Altsammen i løs rækkefølge. Der er stof til adskillige artikler, hvis nogen har lyst

1. Det er ekstremt sjældent at tidligere danske statsministre forlader deres parti. Før Løkke skal vi tilbage til Knud Kristensen.

2. Knud Kristensens ustyrlige Sydslesvigpolitik gav forresten Venstre en stor valgsejr i 1947. Desværre på bekostning af V’s potentielle samarbejdspartnere. Så blev socialdemokraten Hans Hedtoft statsminister. (Det med at vinde på samarbejdspartnernes bekostning var noget Poul Hartling gentog i 1975. Der blev Anker Jørgensen statsminister)

3. Venstre har gennem tiden overlevet flere alvorlige kriser.

3a. I 1905 fik J.C. Christensen presset de byliberale (og nogle husmænd) ud – men trods ihærdige forsøg fik han ikke taget livet af de radikale.

3b. 1908-1910 bød på to år med totalt opbrud i partiet. Tæller vi de radikale med, var der valg som bød på fire Venstre-fraktioner. Roen lagde sig efter et forsvarsforlig, og fra 1910 havde Venstre kun én Rigsdagsgruppe.

3c. 1930’erne var en lang krisetid for partiet. Den parlamentariske ledelse måtte dels kæmpe med LS og Bondepartiet, dels Th. Madsen-Mygdal, der nok havde forladt Rigsdagen, men stadig sad som meget højlydt landsformand.

3d. Perioden 1960-1990 var én lang stagnationsperiode for Venstre. Alle regnede med at de konservative permanent ville overtage rollen som det dominerende borgerlige parti. Det tog Uffe Ellemann og co. fire-fem år at få deres projekt til at køre.

4. Sammenfattende skal man ikke undervurdere betydningen af en stærk partiorganisation med tilhørende talentrekruttering.

5. Venstres ledelse har været præget af intern ballade under Løkke (kamp med Kristian Jensen) og Ellemann (kamp med Støjberg). Hvor mange partier ville have overlevet ti år i den situation?

6. Ser vi på Lars Løkke, er hans habitus fascinerende. Uanset al snak om “Lille Lars fra Græsted” har han altid opført sig med en meget stærk sense of entitlement. Sådan en type er svær at have gående rundt.

6a. Løkke vil dog efterlade et par blivende aftryk på Danmark: Strukturreformen (hvis mål var at gøre velfærdsstaten til et supermarked for mellemklassen) og afskaffelsen af efterlønnen.

6b. Og i perioden 2015-2019 fik han vist at hverken LA eller DF rigtigt havde noget tøj på.

7. Inger Støjberg er også et fascinerende fænomen. Se tidligere blogpost. Men kort sagt vil jeg beskrive hende som en politiker hvis eneste kompetence er mobilisering.

8. Drømmen om den upolitiske regering (S-V, S-K, Martin Lidegaard, etc) er gammel. Den har aldrig haft nogen gang i virkeligheden. Det samme gælder drømmen om det upolitiske parti. (Sidst det blev forsøgt var i 2007 med Ny Alliance)

9. Hvis anti-integrationspolitik har været det gennemgående tema i dansk politik i 2000-tallet, så vandt Venstre (og DF) både slagene og krigen. Men det ser ud til at S har vundet freden ved at lægge sig til højre for DF. Det giver problemer for V og DF.

10. I det hele taget finder kampene i dansk politik anno 2021 sted i retning mod den autoritære pol (eller det værdipolitiske højre). Og ser vi på den kvadrant der rummer økonomisk og værdipolitisk højre, er fragmenteringen bemærkelsesværdig. Det minder lidt om venstrefløjen i 1970’erne.

10a. Men er der brug for/efterspørgsel efter endnu et parti i den kvadrant?

10b. Hvis vi vil lede efter politisk hjemløse i dansk politik, er det de grønne borgerlige, eller Connie Hedegaard-segmentet (værdipolitisk centrum-venstre, økonomisk højre). Segmentet udgør vist en cirka 5-10% af vælgerkorpset, men dækkes ikke af noget parti, efter at KF helt har opgivet den linje under Søren Pape, men går efter den autoritære borgerlighed.

11. Hvis jeg var Jakob Ellemann, ville jeg først tage en ordentlig whisky og fejre at jeg var sluppet af med to destruktive bagsædechauffører. Og efter en god nats søvn begynde arbejdet med at få formuleret et politisk projekt – også selv om 15% af vælgerne i første omgang er et realistisk mål.

12. Hvis jeg var politisk redaktør, ville jeg få mine journalister til at kontakte folk i Holland.

Bogåret 2020

Pia Juul: Et af 2020s store tab

Opstillet kronologisk fra 1. januar til 31. december. Uafsluttede bøger og arbejdsrelateret læsning er ikke medtaget.

  • Henrik Pontoppidan – Lykke-Per
  • Thomas Mann – Et upolitisk menneskes betragtninger
  • Jana Hensel – Zonenkinder
  • Paul Veyne – Palmyra. Den uerstattelige skat
  • Anna Kinberg Batra – Inifrån
  • Karl Aage Rasmussen – En sørgmodig drøm om idyl. Uudgrundelige Johannes Brahms
  • Tove Ditlevsen – Kærlig hilsen, Tove
  • Olga Tokarczuk – Dagens hus, Nattens hus
  • Mathias Herup Nielsen – Optimismens politik
  • Georg Simmel – Die Großstädte und das Geistesleben
  • Georges Simenon – Maigret i Holland
  • Per Stig Møller – Sommeren ‘45. Fra overmod til mismod
  • Mats Alvesson – The Stupididy Paradox: The Power and Pitfalls of Functional Stupidity at Work
  • Manfred B. Steger – Neoliberalism: A Very Short Introduction
  • Cas Mudde – The Far Right Today
  • Erik Aschengreen – Som jeg kendte dem
  • Erik Aschengreen – Fra et liv med dans. Erindringsessays
  • Poul Smidt – Fredy: Klemt kronprins – glemt konge. En biografi om Frederik 8.
  • Henrik Pontoppidan – Isbjørnen: Et portræt
  • Anders Bodelsen – Rama Sama
  • Anders Bodelsen – Varm luft
  • Dorrit Willumsen – Løg trækker tårer
  • Jess Ørnsbo – 33 digte
  • Tove Ditlevsen – Gift
  • Erik Wiedemann / Christian Braad Thomsen – Jazzen i blodet
  • Tove Jansson – Pappan och havet
  • August Strindberg – Ægteskab
  • Richard Florida – The New Urban Crisis
  • Olga Ravn – De ansatte
  • Timothy Snyder – On Tyranny
  • Tove Jansson – Sommerbogen
  • Magnus Västerbro – Svälten: Hungeråren som formade Sverige
  • Ebba Witt-Brattström – Århundradets kärlekskrig
  • Horace Engdahl – Den sista grisen
  • Wendy Brown et al – Authoritarianism
  • Christian Ørsted – Fatale forandringer
  • Friedrich Nietzsche – Om vore dannelsesanstalters fremtid
  • Lars Løkke Rasmussen – Om de fleste – og det meste
  • Henrik Nordbrandt – Jetlag
  • Agatha Christie – Solen var vidne
  • Stine Pilgaard – Meter i sekundet
  • Bill Eddy – 5 Types of People Who Can Ruin Your Life
  • Anne Mette Kjeldsen mfl – Distribueret ledelse i den offentlige sektor
  • Per Helge Sørensen – Varmluftsstrategi for begyndere
  • Maria Sobolewska and Robert Ford – Brexitland
  • Kjell Westö – Tritonus
  • Ivan Krastev – Is It Tomorrow Yet?