Featured

En familiehistorie: Fra Larsen i Gørlev til Lassen i Åbenrå

Min mormor Johanne Olsen, gift Lassen, som urmagerlærling hos urmager Emborg, Gørlev

I et anfald af prokrastinering har jeg brugt lidt tid de seneste uger på at efterspore nogle af mine forfædre – eller måske skulle man sige formødre. Det er nemlig sådan, at der altid var været en vis ubalance i vores viden om min morfars og min mormors familier og herkomst.

En af min mors kusiner fik i begyndelsen af 1970’erne den gode idé at udspørge min morfar om familien Lassens medlemmer, så der har vi en god oversigt, som rækker tilbage til morfars farfar, og der er både de hårde data og morfars fortællinger om ham selv, hans søskende, hans far og hans brødre. Oldemor Cathrine døde desværre forholdsvis ung i barselsseng, hvorefter oldefar August Georg – der her ses i fuldt bagerudstyr – selv førte huset i Ullerup.

Men den meget korte historie om den slægtsgren er, at de var selvstændige håndværkere på Sydals og Sundeved. Det med det selvstændige håndværk kan man i øvrigt finde helt op i min generation, selv om mange af efterkommerne er flyttet fra Sønderjylland.

Det har ligget lidt tungere at få styr på mormors familie. Et brud mellem min morfar og hans svigermor indebar, at kontakterne bagud var begrænsede. Oldemor besøgte aldrig sin datter og svigersøn i Åbenrå, men mormor og nogle af mine mostre var faktisk på besøg hos oldemor og tipoldefar i Gørlev, mens de levede. Der har været historier og gisninger, men meget er aldrig belagt med hårde data.

Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der gik galt mellem morfar og oldemor. Rygtet vil vide, at det handlede om penge – eller snarere ære. Oldemor skal have sendt penge til mormor – for en sikkerheds skyld, så hun kunne klare sig selv. At mormor og morfar, ud over at have et godt ægteskab, havde en god indkomst og væsentligt bedre økonomiske vilkår end oldemor, giver historien en nærmest surrealistisk drejning. Måske var det dybest set to ærekære mennesker, der stødte ind i hinanden under uheldige omstændigheder.

Og måske kan det, vi kan finde frem om oldemor Sidse Maries historie, kaste en smule lys over det hele. Kirkebøgerne fra Gørlev viser, at mormors storebror var født i 1904 af “ugift Sidse Marie Ingeborg Larsen”, mens Jens Kristian Olsen er udlagt som barnets fader. Barnet får da også efternavnet Olsen. I øvrigt stod min tipoldefar Jens Larsen fadder til drengen sammen med den udlagte barnefader Jens Kristian Olsen og Anders Olsen – Jens Kristians fader.

Der indgås ægteskab senere på året, men da min mormor bliver døbt i slutningen af 1905, er forældrene angivet som “separerede ægtefolk Jens Christian (sic!) Olsen og Sidse Marie Ingeborg Larsen”. Forholdet – og ægteskabet – må have været stormfuldt.

Senere tilgængelige folketællinger viser oldemor Sidse Marie som husholder for sin far på husmandsstedet på Slibestenen uden for Gørlev, mens oldefar Jens Christian forsvinder ud af familiesagaen. Han dør som 43-årig i Kalundborg i 1925, sandsynligvis uden andre efterkommere. Man kan antage, at hele forløbet efterlod oldemor med en vis mistillid til mænd, hvilket min pæne og ordentlige morfar så blev ramt af 25 år senere.

Men lad os lige runde oldefar og hans familie. Jens Kristian synes at være en fejlskrivning, idet han andre steder optræder med navnet Jens Christian. Men efternavnet er heller ikke korrekt: Jens Christian og hans far Anders hed nemlig Olsson, for tipoldefar Anders var som yngre udvandret fra Skåne. I Danmark fik Anders tjeneste som karl på herregården Kattrup, hvor han mødte den noget ældre Maren Sofie. Senere forpagtede han et landbrug – sandsynligvis et husmandssted – ved Tømmerup. Efter Maren Sofies død i 1916 finder folketællingerne ham samlevende, men ikke gift, med den lidt yngre Johanne Marie.

Der er meget, som er typisk i denne historie: Landarbejdere – og såmænd også bønder og håndværkere – udvandrede i stor stil fra Sverige i 1800-tallets anden halvdel. Det er nok udvandringen til Amerika, som er mest kendt, men en del danskere – og herunder også jeg og mine fætre og kusiner – kan påberåbe sig svensk afstamning af samme årsager. Pelle Erobreren var jo også søn af en svensk udvandrer.

Går vi bagud i Sidse Maries familie, er det også det typiske, der falder mig i øjnene: Husmænd – eller mere præcis husfæste – der, ud over at leve af jorden ved husmandsstedet, har tjent penge som bødkere og ved at arbejde for landbruget på Ågård ved Gørlev. Det gjaldt tipoldefar Jens Larsen, tiptipoldefar Lars Jensen og tiptiptipoldefar Jens Jensen, som alle let lader sig finde i kirkebøgerne for Gørlev.

Og så er der alligevel nogle detaljer, som fortjener at blive nævnt. Jens Larsen og hans kone Hanne havde fire børn – ud over Sidse Marie var det døtrene Maren Kirstine og Laurine og sønnen Jørgen. Jørgen emigrerede til USA omkring 1905, etablerede sig i Midtvesten under det angliserede navn George Larsen, og hans efterkommere har blandt andet lagt oversættelser af hans bevarede notesbøger ud på en hjemmeside.

På siden finder man desuden noter og billeder fra Georges børnebørns besøg i Danmark – herunder et billede af min mormor som lille pige sammen med hendes storebror, mor og morfar foran husmandsstedet på Slibestenen. Der er også et foto af tipoldemor Hanne. (1)

Jens Larsens liv har en bitter slutning. Kirkebogen meddeler, at han døde for egen hånd som 83-årig i 1937. Men hvorfor? Der er ikke indikationer på psykisk sygdom hos ham eller hans aner – de har levet deres, ofte meget lange, liv på husmandsstedet.

Kunne forklaringen være, at Jens Larsen efterhånden var blevet affældig og ikke længere i stand til selv at tjene til livets opretholdelse ved at arbejde? Ganske vist var aldersrenten blevet indført som en ret for fattige gamle i 1922, men var vejen til socialkontoret helt enkelt for ydmygende for den gamle mand? (2)

Vi kan ikke sige mere ud fra det foreliggende materiale, ud over at han ved folketællingen i 1930 i en alder af 75 år stod opført som landmand og ikke, som den jævnaldrende Anders Olsson i Tømmerup, som aldersrentenyder.

Men vi vil slutte med lidt mere positive toner. Billedet af min mormor øverst i posten er taget, mens hun var urmagerlærling hos urmager Emborg i Gørlev i begyndelsen af 1920’erne. Så mormor fik ikke alene en håndværksuddannelse med svendebrev: Hun var ovenikøbet en af de første kvinder, der blev udlært som urmager.

Her kunne det have været interessant at vide mere om oldemor Sidse Maries rolle i den historie – lagde hun med baggrund i sine egne erfaringer vægt på at mormor skulle kunne klare sig selv økonomisk? Urmager Emborg var høj- og friskolemand, og har måske også været mere åben end de fleste for at give kvinder nye muligheder.

Der er i alle tilfælde et brud med en traditionel kvinderolle, også selv om mormor stoppede med at arbejde som urmager og blev hjemmegående husmor efter ægteskabet med morfar. Her måtte det endelige brud med traditionen vente til min mors generation.

Dog: Mormors livsbane er fascinerende. Den begynder som skilsmissebarn i et fæstet husmandssted uden for Gørlev i en familie, der må trække på forskellige kilder til indkomst, og slutter i veletableret familie i Åbenrå i en moderne villa med spise- og dagligstue, fire soveværelser og ikke mindst køkken og fuldt udstyret badeværelse.

En mere systematisk og omfattende søgning kunne sikkert bringe flere informationer om livsbanerne og flere afdøde og nulevende familiemedlemmer for dagen, men for mig er hovedlinjerne i denne del af familiehistorien nu afdækket tilbage til 1800-tallets begyndelse.

Sidse Marie er der stadig nogle få, der mindes direkte, selv om hendes fødsel ligger 140 år tilbage i tiden, mens Jens Larsen og de tidligere generationer er dækket af historiens tåge: Vi kan måske gætte på, hvordan de var som mennesker, men vi vil aldrig kunne vide det sikkert.

Fortsættes her


(1) Et forsøg på kontakt til Jørgen (George) Larsens amerikanske efterkommere via hjemmesiden gav desværre intet resultat. Sandsynligvis fordi ingen vedligeholder databasen og opsætningerne.

(2) Ved folkepensionens indførelse i 1956 fik Det Radikale Venstre indført, at ældre der kun søgte folkepensionens mindstebeløb kunne sende ansøgningen til kommunalbestyrelsen i stedet for til socialudvalget. Der var tydeligvis et stigma – ikke mindst på landet – ved at modtage aldersrente.

Mette Frederiksen, akademikere og arbejde

Nogle tanker om Mette Frederiksens udtalelser om akademikere og arbejde, med anledning af regeringens argumenter for at beskære ydelsen til nyuddannede:

Man kan til en begyndelse påpege at politikere arbejder med in- og out-groups og at akademikere – specielt i de større byer – generelt er en out-group hos Socialdemokratiet under Mette Frederiksens ledelse.

Omvendt er der noget i hele historien, som kan sige noget om mere dybtliggende skillelinjer i hvad arbejde er, og hvordan forskellige grupper i befolkningen ser på arbejde.

Lad os begynde med Københavns beskæftigelsesborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard, der også gentagne gange har været ude med angreb på nyuddannede akademikere. Hendes angreb kan bedst forstås ud fra Venstres generelle syn på hvordan arbejdsmarkedet bør fungere:

Venstre er stadig grundlæggende et bondeparti, og i landbruget handler det om at få landarbejdere billigst muligt – faglige kvalifikationer er til gengæld ikke en vigtig parameter. Det vigtigste er at få et udbud der presser lønningerne.

Fra et mere systemisk perspektiv kan man så spørge om en økonomi der hviler på lavtkvalificeret, lavtlønnet arbejdskraft vil være en god ting for Danmarks samlede velfærd – sporene fra Storbritannien efter finanskrisen kan skræmme.

Ser vi på Socialdemokratiet og Mette Frederiksen, er der lidt andre ting i spil. Det handler også om livsformer.

Grundlæggende befinder traditionelle arbejdere sig på et arbejdsmarked der handler om at udveksle tilstedeværelse og løn. Arbejdet er noget man udfører et bestemt sted (idealtypisk: en fabrik), hvor andre bestemmer over rammerne. Sagt lidt forenklet: Man arbejder for at leve.

Man kan næsten sige at der er tale om en livsform hvor man har accepteret og indkorporeret fremmedgørelsen i arbejdslivet. Det Marx i sin tid kritiserede som umenneskeligt, er blevet en socialdemokratisk dyd.

Men hvad så med akademikerne?

Her er det en god idé at se på jobopslag eller Linkedin-profiler. Det er ikke tilstrækkeligt at møde på arbejdet 7.30 og udføre de opgaver, værkføreren sætter én til – man skal være passioneret og brænde for opgaverne.

Lønmodtagerne på denne del af arbejdsmarkedet sælger noget andet end (blot) deres tilstedeværelse: Det vigtige er om man sætter sin faglighed og personlighed på spil i arbejdet. Selvstændighed og udviklingsorientering er centrale værdier.

Det har nogle konsekvenser for hvordan relationerne på arbejdspladserne – og arbejdsmarkedet generelt – kommer til at se ud. Og det var det, Richard Florida tænkte på, da han introducerede begrebet “den kreative klasse”.

I Danmark bliver begrebet konsekvent (og bevidst?) misforstået som en beskrivelse af kunstnere, journalister og kommunikationsfolk, men gider man – i modsætning til danske politikere og debattører – læse hvad Florida skrev, handler det om brancher som it og biotech. Brancher med høj produktivitet og høje krav til uddannelse.

Vi er ovenikøbet også på STEM-området, som politikerne ellers omfatter med stor kærlighed. (Man kan også sige en del kritisk om Florida og teorien om den kreative klasse, men det vil jeg lade ligge her)

Det vigtige her er, at det mindre handler om at arbejdet skal være sjovt, og mere om hvad det er, man som arbejdssøgende skal sælge til en potentiel arbejdsgiver. Det handler mindre om at man vil udvikle og udtrykke sig selv og have det sjovt – og mere om at man er tvunget til det.

Oven i alt dette kommer en række interessante og komplekse spørgsmål om matchning på arbejdsmarkedet, som politikerne med statsministeren hopper let og elegant over. Forskning i søgning og matchning udløste engang en Nobelpris i økonomi.

Så det er måske ikke så sært at politikerne holder sig til at svine arbejdsløse til i stedet for at sætte sig ind i dynamikkerne.

Forresten er der lavet empiriske undersøgelser af hvordan det går nyuddannede akademikere – søg fx hos Danmarks Statistik og DJØF.

Først og fremmest vil en forkortelse af dagpengeperioden for nyuddannede fra to til ét år næppe gøre nogen stor forskel – langt de fleste nyuddannede akademikere er i job efter ét år.

Tilsvarende er nyuddannede der er arbejdsløse i længere tid mere mobile, både sektormæssigt og geografisk. Politikernes myte om de dovne akademikere, der klynger sig til København og Århus holder ikke. (Men hvornår har evidens måske gendrevet politisk behagelige myter?)

Alt dette efterlader stadig nogle spørgsmål om overproduktion af kandidater på nogle områder, ligesom det større spørgsmål om humanioras krise (som ikke kun er et problem i Danmark) også lurer i baggrunden. Men det er en historie til en anden gang.

Nytteaktivering

(Sammenskrivning af en tråd på Twitter fra 8/9)

Hvordan skal vi vurdere forslaget om nytteaktivering af indvandrerkvinder?

Et spørgsmål er hvilke erfaringer der er fra den eksisterende nytteaktiveringsindsats. Der er forsket i det, og resultaterne er … blandede.

Hvis målet er at nyttejobberne skal arbejde hårdt og lære at man ikke har nogen særlig social værdi som kontanthjælpsmodtager, ser ordningen ud til at være mislykket.

Bringer ordningen nyttejobberne tættere på arbejdsmarkedet? Det er et godt spørgsmål.

Men: Sandsynligvis er vores kriterium det forkerte. Vi spørger ud fra en antagelse om aktivering skal forbedre borgernes kvalifikationer. Men det er ikke, og har aldrig været, aktiveringsordningernes centrale mål.

Her skal man se på to effekter, der længe har optrådt i teorier om og studier af aktivering: Sorteringseffekten og motivationseffekten.

Sorteringseffekten handler om at få borgerne til at vende i døren. Tænk fx. på da Peter Brixtofte tilbage i 1980’erne indførte straksaktivering af unge, der søgte kontanthjælp. Det virkede – også selv om vi ikke er sikre på hvor de unge blev af. Men de befandt sig i hvert fald ikke på en offentlig ydelse. Og tanken var at man sorterede dem, der ikke havde åbenlyst behov for kontant understøttelse fra.

Motivationseffekten handler om at få borgere til at framelde sig en offentlig ydelse, når de nærmer sig aktivering. Hvor borgerne bliver af? Det er vi ikke sikre på, men de befandt sig i al fald ikke på en offentlig ydelse. Termen “motivation” kan virke noget orwellsk i sammenhængen, for der er tale om afskrækkelse.

Så forslaget om nyttejob til indvandrerkvinder ligger i forlængelse af en lang tradition for at anvende aktivering som et middel til at afskrække potentielle eller aktuelle modtagere af kontantydelser.

Hvor effektivt er det hele set i et større perspektiv? Det er et godt spørgsmål, for der er store diskussioner om aktiveringsindsatsernes effekter. Men det centrale er, at målet er afskrækkelse, ikke opkvalificering. Og det er det kriterium, vi skal bedømme nytteaktiveringen ud fra.

Familiehistorie II: Stamtræer og svenske forbindelser mv.

Lidt mere i forlængelse af historien om min mormor Johanne. Bruger man hende som udgangspunkt, er det i mange tilfælde ikke så svært at komme nogle generationer længere tilbage, så her er hendes stamtavle, som jeg har rekonstrueret den pt – vi er i nogle linjer tilbage til mormors tipoldeforældre, hvor de ældste er født omkring 1770:

Lidt uddybende kommentarer til de enkelte grene. Linjen tilbage til Jens Jensen er alle husmænd og bødkere på Slibestenen uden for Gørlev, og i det hele taget synes familiens liv at være vævet tæt sammen med Ågård, som stadig ligger lidt nord for Gørlev. Af kirkebøgerne at dømme har en del par i den linje mødt hinanden, mens de arbejdede som tjenestefolk på Ågård.

Mormors mormors linje (altså min tipoldemor Hanne Jørgensen eller Jørgensdatter) skiller sig lidt ud, fordi Hanne var gårdmandsdatter fra Kjelstrup – folketællingerne fortæller os at hun var ret sen i børneflokken. Men socialt var vi en eller to tænder højere end husmændene fra Gørlev.

Mormors far og hans forfædre havde derimod en baggrund som landarbejdere i Nordvestsjælland. Tipoldefar Anders og tipoldemor Maren Sofie må have mødt hinanden som tjenestefolk på gården Kattrup, hvorefter Anders forpagtede et husmandssted i Tømmerup (sandsynligvis af sin svoger, Maren Sofies søsters mand).

Det kan virke lidt pudsigt at tiptipoldefar Olas familienavn Plym ikke blev givet videre i Danmark, så sønnen Anders og sønnesønnen Jens Christian “kun” fik navnet Olsson. Søger man i de svenske kilder fra Hofterup, virker det som om de søskende der blev i Skåne og deres efterkommere holdt fast i navnet Plym. Måske var det for sært i en dansk sammenhæng – jeg gætter på at det er et soldaternavn: Plym er en forsvenskning af det franske plume, hvilket er betegnelsen for en (pynte)fjer.

Som en krølle på den historie finder man i øvrigt ved en søgning i telefonbogen en del med efternavnet Plym rundt om i Sverige – familien Plym Forshell er dog en gammel præstefamilie og har næppe noget med mine forfædre og fjerne slægtninge at gøre. Men i Malmø og omegn er der nogle Plym’er, som kunne være Olas efterkommere og dermed fjerne slægtninge.

En anden krølle er, at kirkebøger og folketællinger viser at mormors bror Alfred tog navneforandring fra Olsen til Olsen-Plejn. Hvor den tilføjelse kommer fra, kan jeg ikke lige regne ud – skånsk er dog vist en sær dialekt og ikke let at forstå for danskere, så måske er det Alfred og Johannes svenske oldefar, der via Anders Olsson kom til at give navn til den side af familien. Alfred havde dog kun døtre, så om navnet egentlig er overleveret, henstår lidt i det uvisse.

Førtidspension og ressourceforløb (1)

Siden førtidspensionsreformen fra 2013 har specielt ressourceforløbene været udsat for voldsom kritik. Mange historier har fokuseret på meningsløse forløb – man kan fx lave en søgning på “sengepraktik” – og alvorligt syge borgere der efter lange forløb, har fået tilkendt førtidspension kort før deres død. Beskæftigelsesministeriet ser dog situationen i et mere positivt lys, selv om evalueringer viser at der er plads til forbedring af arbejdet med langtidssyge.

Umiddelbart førte implementeringen af reformen til et kraftigt fald i antallet af tilkendte førtidspensioner, men i et længere perspektiv er spørgsmålet, om reformen har ført til et større udbud af arbejdskraft, eller om man står med en ophobning af nye førtidspensionister, som blot har været tvunget ud i en lang omvej i ressourceforløb, inden de kunne få tilkendt pension.

Sandheden er nok mere kompleks, og en evaluering af førtidspensionens og ressourceforløbenes effekter kræver omfattende studier af data samt forløbsundersøgelser, men en hurtig gennemgang af statistikken og fortællingerne om ressourceforløbene kan belyse problematikken om ressourceforløbene. I denne post vil jeg se på lidt grundlæggende statistik om førtidspension og ressourceforløb.

Figur 1

Gennem Statistikbanken kan man finde data for antallet af førtidspensionister siden den oprindelige ordning blev indført som erstatning for invalidepensionen (og enkepensionen) i 1984. Der er nogle inkonsistenser mellem de tre tidsserier, men overordnet kan vi sige, at antallet af førtidspensionister steg fra 1984 til 1994 for derefter at stagnere. Stigningen var i og for sig ventet – førtidspensionen var en bredere ordning end invalidepensionen, ligesom arbejdsmarkedet var presset i slutningen af 1980’erne. Man kan også se, hvordan det kraftige fald i antallet nytilkendte pensioner efter 2013 afspejler sig i det samlede antal pensionister. Faktisk ser vi tendenser til et fald i antallet af pensionister allerede fra slutningen af 1990’erne – muligvis har praksis i tilkendelserne ændret sig i takt med udviklingen på arbejdsmarkedet, ligesom andre ordninger kan have substitueret pensionen for dele af målgruppen.

Figur 2

Databasen i jobindsats.dk giver mere detaljerede tal om førtidspensionisterne. Helt som forventet førte pensionsreformens implementering til et kraftigt fald i antallet af nye pensionister de første år efter 2013, men efter det første chok er vi nu tilbage på noget, der minder om niveauet før pensionsreformen og indførelsen af ressourceforløbene.

Figur 3

Ser vi på hvorfor borgere tilkendes førtidspension, har det hele tiden været psykiske lidelser og forskellige typer af sygdomme i bevægeapparatet (knogler, muskler og bindevæv), som stod ud som de største grupper, målt efter hoveddiagnose.* Diskussionen om de såkaldte sengepraktikker er mest relevant for den sidste gruppe, mens situationen for borgere med psykiske sygdomme måske har fået mindre opmærksomhed.

(*Man skal her være opmærksom på at der er tale om hoveddiagnoser. En borger kan altså sagtens høre hjemme i flere grupper samtidigt, ligesom afgrænsningen mellem grupperne ikke nødvendigvis er knivskarp over tid)

Figur 4

Man kan illustrere udviklingen for undergrupperne på lidt forskellige måder. Figur 4 viser, at andelen af borgere med psykiske lidelser som hoveddiagnose lå på omkring 50% af tilkendelserne inden 2013, men at den faldt til omkring 40% umiddelbart efter reformens ikrafttræden. Sagt lidt firkantet blev det relativt sværere at få førtidspension på grund af psykisk sygdom i årene efter 2013, men effekten er gradvis klinget af. I et kommende indlæg vil jeg se lidt mere på argumentationen omkring indsatsen for borgere med psykiske lidelser i forbindelse med reformen.

Figur 5

I figur 5 har jeg prøvet at beregne udviklingen i tildelinger for de forskellige grupper med udgangspunkt i status for 2004. For overskuelighedens skyld har jeg fremhævet de to største grupper. Man kan se, hvordan det specielt var gruppen med psykiske lidelser som hoveddiagnose, der drev udviklingen frem mod 2013. Både gruppen med psykiske lidelser og sygdomme i bevægeapparatet viser nogle kraftige fald efter 2013, og ud fra figuren bliver fokus på “sengepraktikkerne” mere forståelig, idet antallet af borgere med tilkendt førtidspension i gruppen med sygdomme i bevægelsesapparatet i årene efter reformen lå på 20-40% af hvad det havde gjort inden. Igen kunne man spørge om forholdene for gruppen med psykiske lidelser har været noget underbelyst.

Figur 6

Ressourceforløbene har fyldt meget i debatten om førtidspensionen, men der kan være grund til at bemærke at gruppen målt i antal fuldtidspersoner ikke er specielt stor – der er tale om 20.000-25.000 personer på heltidsbasis. Jeg har lagt antallet af sygedagpengemodtagere omregnet til fuldtidspersoner ind som perspektivering.*

(*Eftersom de fleste sygedagpengeforløb er forholdsvis korte, er antallet af borgere der modtager sygedagpenge i løbet af et år væsentligt højere)

Figur 7

Ser man på antallet af førtidspensionister i forhold til arbejdsstyrken – her er tanken at arbejdsstyrken gennem skatterne (direkte og indirekte) betaler de offentlige forsørgelsesydelser, er den politiske bekymring over førtidspensionen mere forståelig. Inden reformen svarede antallet af førtidspensionister til cirka 9% af arbejdsstyrken – i årene efter reformen faldt andelen til lidt over 7% i 2018 for stå at stige igen i de seneste år, mens antallet af borgere i ressourceforløb ligger ret stabilt lidt under 1%.

Men sammenfattende kan man sige, at førtidspensionsreformen fra 2013 var designet til at beskære antallet (og andelen) af førtidspensionister og samtidig øge udbuddet af arbejdskraft. Udviklingen i de seneste år rejser dog spørgsmålet, om (eller rettere: i hvilken udstrækning) de nye regler om tilkendelse af førtidspension og indførelsen af ressourceforløbene varigt har begrænset tilgangen til førtidspensionen og øget udbuddet af arbejdskraft. Jeg vil se på nogle af disse perspektiver i et senere indlæg.

Kilder: Statistikbanken og Jobindsats.dk

Druk: Nogle flydende tanker

Et par tanker siden jeg brugte lørdag aften på Druk (filmen altså, jeg sover elendigt med alkohol i kroppen): Det er jo gode skuespillere og udmærket underholdning, men rammer filmen helt 50+’eres situation anno 2020?

For mig lignede det en klassisk midtvejskrisefortælling, hvor manden med fast job, smuk kone og smukt hus pludselig bare ser den lige vej til kierkegaarden og savner Meningen med det hele (dvs. ekstasen), for på den hårde måde at lære at ekstasen eller det usædvanlige kan man kun finde glimtvis.

Men hvis vi nu ser på en mere typisk 50+-figur anno 2020, ville en virkelighedens Mads Mikkelsen have et par gymnasiereformer og OK13 bag sig. Og det er inden vi kommer til alt muligt digitaliseringshalløj.

Rektor ville ikke være en matriark (Susse Wold er vel lidt over pensionsalderen for gymnasierektorer?) men en yngre type med et par masteruddannelser og yderligere lederkurser bag sig og helt styr på DJØF-sproget og indstillingen at gamle narrøve i bedste fald er et underholdende indslag i hverdagen. For god ordens skyld kan vi lægge en eller to skilsmisser i bagagen. Og eleverne (forvirrede som teenagere nu er) er dem der har mest styr på hvad der egentlig foregår.

Altså, Zygmunt Bauman, flydende modernitet og så videre. Helt andre roller: Mikkelsens problem ville ikke være at alt var groet fast og forudsigeligt, men at alting (nåja) flyder – kønsroller, familie, arbejdsliv – og så skal man prøve at ro rundt i den suppedas.

Så måske er filmen lidt gammeldags? Mere 1970 end 2020?

Ejere og lejere

Uanset hvordan det går med økonomien i øvrigt, har priserne på boligmarkedet fortsat deres himmelflugt det seneste år. I det hele taget synes fast ejendom at have været langt det bedste valg at foretage investeringer i de sidste tyve år.

En del af forklaringerne på de generelle prisstigninger skal findes i det lave (og faldende) renteniveau, en anden i skattemæssige begunstigelser, specielt under Venstre-regeringerne 2001-2011. Endelig bør man også tage i betragtning, at et begrænset udbud af ejerboliger under corona-krisen er med til at holde priserne oppe.

Men ser man på den historiske statistik, er der ved at ske noget på det danske boligmarked. I en tidligere post undrede jeg mig over europæiske data der tydede på et kraftigt fald i andelen af boligejere i Danmark, men ser man på danske tal, synes udviklingen at være klar nok: Antallet af danskere, der bor i en ejerbolig, har været nogenlunde konstant siden 1980’erne, mens antallet, der bor til leje, er steget.

Forandringen kan illustreres med data fra Danmarks Statistik for perioden 1981-2006 samt 2010-2020:

Det samlede boligbyggeri har varieret en hel del gennem tiden, både hvad angår det samlede antal nybyggede boliger og fordelingen på forskellige boligformer. Nu er det ikke så enkelt at parcelhuse og rækkehuse er ejerboliger og etageboliger er lejeboliger, men 2010’ernes byggeboom har klart været inden for etageboligerne:

Sagt lidt forenklet, havde etageboligerne en første storhedstid i perioden 1950-1970 (hvilket også svarer meget godt til udbygningen af den almennyttige boligsektor), mens perioden 1960-1980 var parcelhusets årtier. Lejlighedsbyggeriet var ti år om at kollapse, mens sammenbruddet for parcelhusbyggerier kom i løbet af få år i slutningen af 1970’erne.

2000-årenes byggeboom var i virkeligheden ret beskedent, mens byggeriet af lejligheder efter 2015 har set et opsving på linje med 1960’ernes højkonjunktur.

Uddannelse i 100 år: Fra et folk af ufaglærte til et broget mønster

Danmarks Statistik har offentliggjort den seneste opgørelse over befolkningens uddannelsesstatus. Grafen for perioden 2010-2020 giver et interessant indblik i, hvor dramatiske udviklingerne på uddannelsesområdet – og her specielt de kompetencegivende uddannelser – har været i de seneste årtier.

Når man ser grafen, skal man specielt være opmærksom på, at de ældste generationer på arbejdsmarkedet i 2010 var født i begyndelsen og midten af 1940’erne og uddannet i 1950’erne og første halvdel af 1960’erne. I 2020 er de ældste generationer født i første halvdel af 1950’erne og uddannet i 1960’erne og første halvdel af 1970’erne. Uddannelseseksplosionen har sat sine tydelige spor.

Det kan være sjovt at gå lidt længere tilbage i tiden. Tager man de forskellige opgørelser fra 1991 og frem, kan man se, hvordan arbejdsstyrken er gået fra at være overvejende ufaglært til at være domineret af faglærte og forskellige videregående uddannelser. For overskuelighedens skyld har jeg taget de yngste årgange (15-29 år) ud af figurerne – også med den tanke at vi ser noget der ligner den endelige fordeling, når folk er fyldt 30 år.

Figuren for 1991 viser et arbejdsmarked der er meget forskelligt fra det nuværende. Den typiske dansker årgang 1922 sluttede således sin formelle uddannelse med grundskolen, mens hans eller hendes børn, født i 1940’erne, typisk fik en erhvervsuddannelse. Her fandt der da også en kraftig udbygning af erhvervsskoleområdet sted i efterkrigstiden.

1991: Ældste generation er født 1922-1926
2001: Ældste generation er født 1932-1936
2011: Ældste generation er født 1942-1946

Der har været talt meget om erhvervsuddannelsernes krise de seneste år, og opgørelsen for 2020 viser da også, at antallet (og andelen) med erhvervsuddannelse som højeste uddannelse er faldet for de yngre generationer – her generationerne der er født i 1970 og senere. Til gengæld har vi set en vækst for de lange videregående uddannelser.

Så lidt forenklet kan man sige at hvis den typiske dansker årgang 1922 var ufaglært og årgang 1942 faglært, er billedet mere broget når vi ser på generationerne der er født i 1970’erne og 1980’erne: For de yngre generationer udgør faglærte og folk med mellemlange og lange videregående uddannelser næsten lige store andele af befolkningen på arbejdsmarkedet.

2020: Ældste generation er født 1951-1955

Danmarks Statistik har i øvrigt også opgjort den geografiske fordeling af uddannelsesniveauet. Her, som på mange andre områder, fremstår Vestsjælland og Lolland-Falster som et område, der afviger fra det generelle mønster i Danmark. Lokalt er der dog også bemærkelsesværdige forskelle – idet kommunerne omkring København bedst kan sammenlignes med kvarterer i Odense, Ålborg og Århus. Hvis man vil lave en helt retvisende sammenligning af kommunerne, bør man dog også tage forskellene i befolkningernes aldersmæssige sammensætning i betragtning.

Social arv – et problematisk begreb

I anledning af Rockwool-fondens publikation om social mobilitet et par ord om hvorfor vi skal være forsigtige med brugen af begrebet “social arv”. Den korte version er, at man blander to, meget forskellige ting sammen, og det giver anledning til forvirring både politisk og professionelt.

1) Begrebet social arv blev oprindelig formuleret som en kritik af et biologisk (eller snarere biologisktisk) syn på komplekse sociale problemer. Så tanken var at når alkoholikerens søn blev alkoholiker eller den skizofrenes datter blev ramt af skizofreni var det på grund af indlæring i familien, ikke på grund af genetiske faktorer. Dermed fik det sociale og pædagogiske arbejde også en plads i arbejdet med at forebygge eller afhjælpe komplekse sociale problemer.

Problemet her er – som Morten Ejrnæs mfl. har påpeget – at sammenhængene er mere komplicerede. Børn af alkoholikere, forældre med psykiske sygdomme osv. har ganske vist en øget risiko for at få komplekse sociale problemer, når man sammenligner med børn opvokset i familier uden problemer. Det, man ofte glemmer, er at selv med den øgede risiko, er det langt fra alle børn fra udsatte familier, der ender med komplekse sociale problemer. Samtidig har børn fra “almindelige” familier en risiko for at få komplekse sociale problemer. Vi taler altså om forskelle i sandsynligheder mellem typer af familier, ikke om helt adskilte kategorier af familier.

Set fra et social arbejde-perspektiv opstår problemet, når pædagoger, lærere, socialrådgivere og andre professionelle arbejder ud fra tommelfingerregler om, hvornår man skal være bekymret for et barns trivsel. Her har undersøgelser vist, at professionelle systematisk undervurderer problemer hos børn fra “velfungerende” familier og tilsvarende overvurderer problemer hos børn fra udsatte familier. Der synes i øvrigt også at være en vis klassemæssig bias på spil.

Spørgsmålet om, hvorfor nogle rammes af komplekse sociale problemer som afhængighed, psykisk sygdom mv, lader sig ikke besvare enkelt. Det bedste bud er at vi i de individuelle tilfælde må se på samspillet mellem biologiske, psykologiske og sociale faktorer.

2) I sin undersøgelse har Rockwoolfonden set på en helt anden type af social arv, nemlig udviklingen i uddannelsesmæssig og økonomisk status mellem generationer. Også her skal man huske, at der aldrig har været en 1:1 sammenhæng mellem forældres og børns sociale status – der har altid været en vis grad af social mobilitet – men forældrenes uddannelse og indtægt har været den bedste variabel at anvende, når man har villet forudsige næste generations status.

Rockwoolfondens undersøgelse viser, at den sociale mobilitet i Danmark ikke er specielt omfattende – og muligvis også mindre for generationerne født efter 1970 end for generationerne inden. Dermed har udviklingen af kontante ydelser og institutioner på uddannelsesområdet siden 1970’erne ikke bidraget til en øget social mobilitet. Man kunne på den baggrund spørge, om de ressourcer der bruges på SU-systemet, er velanvendte, hvis målet er at fremme den sociale og uddannelsesmæssige mobilitet, eller om der skal andre indsatser til.

Afdøde Erik Jørgen Hansen ville have kunnet have bidrage med en hel del til diskussionen af sammenhængene mellem social ulighed og uddannelse, men også her synes der at være et komplekst sæt af faktorer på spil i reproduktionen af den sociale lagdeling.

PS: Hvis man har beskæftiget sig med velfærdsstater mere generelt, vil man påpege, at de sociale sikringssystemer overvejende sikrer omfordelingen mellem livsfaser (horisontalt), mens de i mindre grad bidrager til udligningen af forskellene mellem sociale grupper eller klasser (vertikalt). Inden man helt kaster den danske velfærdsstat over bord, bør man fx overveje de alvorlige konsekvenser sygdom har for mange amerikaneres liv.

Den radikale krise: Årsager og mulige løsninger

Det Radikale Venstre er i krise. Set i et radikalt perspektiv er det umiddelbart en lidt speciel krise, for partiet står ganske vist til en tilbagegang set i forhold til valget i 2019, men har stadig en historisk set respektabel andel af vælgerne bag sig.

Problemet ligger et andet sted: På den parlamentariske arena, hvor Socialdemokratiet har haft held til at neutralisere partiets indflydelse, ikke kun på integrationsområdet, men også inden for den økonomiske politik. Og selvfølgelig på den interne arena, hvor Morten Østergaard blev fældet på grund af sin optræden over for kvindelige partifæller, mens Sofie Carsten Nielsens håndtering af sagen både før og efter Østergaards fald har været præget af usikkerhed.

Den almindeligt accepterede forklaring blandt politiske kommentatorer er, at de radikale med deres forsvar for en retsbaseret (eller libertær) politik har placeret sig på en ekstrem position på den værdipolitiske dimension, hvor medianen i dansk politik efter 25 års tiltagende stramning ligger meget tæt på den autoritære pol, jf. Socialdemokratiets strategi om at lægge sig tæt op ad eller over Dansk Folkeparti på integrationsområdet.

Observationen er på den ene side korrekt – de radikale står alene med Enhedslisten (og resterne af Alternativet) på den libertære side, mens alle andre partier kæmper om at fremstå som mest autoritære på området – men den er på den anden side ufuldstændig: En opgivelse af den libertære integrationspolitik vil ikke nødvendigvis styrke den radikale position. Vi er også nødt til at se på den økonomiske politik, for den er historisk set vigtigere for partiet.

For at uddybe argumentet vil jeg gå tilbage i historien – både dansk politiks og min egen.

Da jeg i sin tid for mange år siden arbejdede på det som blev min PhD-afhandling, studsede jeg over forholdet mellem Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres positioner på velfærdsområdet i 1950’erne og 1960’erne.

Selv om de eksperter som introducerede tankerne bag de socialpolitiske reformer i efterkrigstiden, havde en tæt tilknytning til Socialdemokratiet, var de radikale på det parlamentariske plan ofte hurtigere end socialdemokraterne til at sætte den universelle socialpolitik i centrum.

En mulig forklaring kunne være, at Socialdemokratiet på forskellig vis var bundet op på hele det organisatoriske element i den eksisterende politik (a-kasser, sygekasser), en anden at partiets primære politiske mål var at skabe lige vilkår for arbejderklassen og middelklassen, mens underklassens vilkår (for nu at anvende den typologi AE-rådet senere har udviklet) var mindre central for socialdemokraterne.

Her stod de radikale mere frit interessemæssigt – partiet repræsenterede middelklasseinteresser og havde også et andet syn på social integration.

Men set i bakspejlet vil jeg lægge én faktor oveni: Det Radikale Venstre har en tradition for at placere sig, hvor den intellektuelle konsensus, eller ortodoksi, ligger.

I 1950’erne og 1960’erne var det keynesianisme og universelle velfærdspolitikker. I 1980’erne og 1990’erne var det omvendt nyliberalisme (taget som bred betegnelse) og inflationsbekæmpelse som kom i centrum.

Mit gæt er, at der er en ret god overensstemmelse mellem skiftene i OECD’s orientering og radikal politik. Og det er i det perspektiv ikke tilfældigt, at partiet kom ud i en livstruende lederkrise i midten af 1970’erne, hvor skiftet fra efterkrigstidens konsensus endnu ikke var fuldført.

Fogh Rasmussen-regeringernes økonomiske politik i 00’erne har været genstand for diskussion – de radikale var kraftige modstandere af regeringernes integrationspolitik, men man bør ikke glemme at Fogh faktisk førte pro-cyklisk finanspolitik i årene op til finanskrisen. Det var også et forhold der gjorde Fogh til Danmarks farligste mand set med radikale briller.

I perioden efter finanskrisen kunne de radikale igen spille rollen som ortodoksiens håndhævere med forløbet omkring dagpengeperiodens afkortning som det symbolske højdepunkt. Her var afstanden til Lars Løkke på de økonomisk-politiske område betydeligt kortere end afstanden til Fogh.

Den stramme budgetstyring og den hårde moderniseringspolitik som blev sat i værk under Thorning-regeringen passede fint ind i OECD-perspektivet. At det også var en måde at underminere SF på hører med i billedet.

Men skruer vi tiden frem til 2021, er situationen mindre entydig. 1980’ernes nyliberale dagsorden synes at være udtømt i 2020’erne, på samme måde som keynesianismen var løbet tør for kraft i 1970’erne.

Det gør det svært for de radikale at orientere sig politisk, for partiet har brug for en intellektuel ortodoksi at læne sig op ad. Indtil videre har Socialdemokratiet kunne besætte den politiske midte, også selv om partiets økonomiske dagsorden kan være svær at få øje på og mere virker nostalgisk og bagudskuende end fremadrettet.

Måske kan en løsning være at de radikale griber bedre fat i den uddannelses- og opkvalificeringsdagsorden, som fx Nina Smidt har givet antydninger af. Det kan blive det næste dominerende paradigme i den økonomiske politik. Her skal de radikale se bredere end blot på de akademiske uddannelser, og også komme med tydeligere bud på udviklingen af hele erhvervsuddannelsesområdet og efteruddannelsesområdet.

Der skal på længere sigt mere til end individuelle uddannelseskonti (som bliver svære at sælge til Socialdemokratiet) og en alternativ læreruddannelse, som blot bliver aflad for at partiet har stillet sig bag en stram statslig topstyring af skoleområdet. Partiet må sandsynligvis også arbejde på og formidle en bredere forståelse af det kreative element i uddannelse, udvikling og produktion. Dette kunne være kærnen i en håndtering af den aktuelle radikale krise.