Folketingsvalget 2022 – opsamling

1. Resultatet har et spændende twist, som vil interessere politologer og jurister med speciale i valgsystemer. Det er sådan at S denne gang vandt et kredsmandat for meget i forhold til den nationale stemmeandel, hvilket ikke kan udjævnes i tillægsmandaterne.

Forklaringen er dels fordelingen mellem kreds- og tillægsmandater (135/40), dels at valgsystemet anvender d’Hondt ved fordelingen af kredsmandater. Sjovt nok skiftede Danmark fra Sainte-Lagüe til d’Hondt i forbindelse med omlægningen af valgkredsene ved strukturreformen efter ønske fra Venstre, men *mod* Socialdemokratiets vilje. (Ændringen medførte også at valgkredsene blev større)

Det ekstra mandat, plus det forhold at tre ud af fire nordatlantiske mandater er “røde”, indebar at det meget sent på valgaftenen blev klart at rød blok havde vundet det smalleste af flertal, hvilket også giver S og Mette Frederiksen fordelen i første runde af regeringsdannelsen.

En sidebemærkning er at nogle V-politikere har været ude og klage over valgsystemet (de er så meget hurtigt blevet lukket ned af partiets ledelse), ligesom KF har markeret utilfredshed med de nordatlantiske mandaters betydning. Her hører det med at den konservative leder Søren Pape forud har trådt gevaldigt i spinaten over for Grønland og ikke har så meget kredit blandt grønlandske ledere.

2. Overordnet er resultatet ellers næsten som ventet – fragmentering, specielt på den borgerlige side. Men det betyder at en regeringsdannelse eller politiske forlig i den kommende valgperiode kræver 4-5 deltagere.

3. De store tabere var som ventet V, DF og RV, der alle har gennemlevet ledelsesopgør og splittelse i den forgangne valgperiode. Lidt mere uventet gik EL og KF også tilbage.

Specielt KF’s leder Søren Pape står noget forpjusket tilbage. RV’s politiske leder Sofie Carsten Nielsen afgik dagen efter valget og blev erstattet af den mere åbent centristiske Martin Lidegaard.

4. De store vindere var omvendt M/Lars Løkke (der præsterede langt bedre end nogen havde forudset), DD/Inger Støjberg og LA (som ser ud til at have tiltrukket mange unge vælgere – som i Sverige ser der ud til at være en borgerlig bølge blandt første- og andengangsvælgere).

5. Mht. M kan man sige, at Løkke på den ene side mislykkedes med at vinde medianlegislatoren (den fik, afhængigt af perspektiv, RV eller grønlandske IA), men han kan være svær at komme uden om i den økonomiske politik. Et åbent spørgsmål er om partiet kan holde sammen i valgperioden – det ser ud som om partiets program ligger en del til højre for en del kandidater.

Pt. er meldingerne at Løkke i bedste kommunalpolitikerstil forsøger sig som alternativ forhandlingsleder med V og RV. Den proces kan blive spændende.

6. Det lykkedes for Alternativet at blive i Folketinget, hvilket ingen ville have forudset før sommeren. Det skyldes muligvis en blanding af støttestemmer og af at der er kommet organisatorisk ro på partiet.

7. Det lykkedes ikke for udbryderpartiet fra Alternativet, Frie Grønne, at blive valgt ind. Partiet fik 0,9% af stemmerne. Men som med Nyans i Sverige (og DENK i Holland) så vi at partiet fik pæne resultater i valgdistrikter med mange indvandrervælgere. Partilederen Sikandar Siddique har et stort netværk i pakistanske miljøer. Det kan blive interessant at følge.

8. Jeg har ingen idé om hvor længe regeringsdannelsen kommer til at tage, eller hvad den ender med. I første runde er Mette Frederiksen forhandlingsleder, men som nævnt synes der at være forsøg fra M’s (og V’s) side på at trække RV væk fra den røde blok.

Det betyder næppe at man vil få RV til at støtte V’s Jakob Ellemann som forhandlingsleder/statsminister i en omgang 2, men det er velkendt at RV’s strategi bygger på at minimere SF/EL/A’s politiske indflydelse (se også under Thorning I, hvor RV under Vestager satte alt ind på at sabotere SF).

Så prisen for en ny Frederiksen-regering kunne være krav om kraftigere arbejdskraftsudbudsreformer end S egentlig ønsker. Spørgsmålet er så om det ville være klogt for det meget svækkede RV at gå i regering.

Forresten har RV lidt det samme dilemma som M – partiers vælgere og kandidater ligger til venstre for folketingsgruppen.

9. Ikke de store overraskelser angående temaer – økonomi, sundhedsvæsenet og specielt sygeplejerskernes lønforhold fyldte (hvilket rejser en lang række spørgsmål om rammerne for den frie løndannelse). Som svenske kommentatorer bemærkede, glimrede integrationspolitikken ved sit fravær.

10. Første partiskift kom seks dage efter valget, idet Mette Thiesen forlod Nye Borgerliges folketingsgruppe af personlige årsager. Umiddelbart har dette ikke betydning for regeringsdannelsen.

1973 – 2022: Ligheder og forskelle

Det ser ud til at folketingsvalget 2022 vil byde på den største omkalfatring af partisystemet siden 1973, hvilket rejser spørgsmålet om ligheder og forskelle mellem 1973 og 2022. Sandsynligvis er der mange faktorer i spil bag de ekstreme udfald (forventet ekstreme for 2022’s vedkommende)

Et fællestræk ved 1973 og 2022 er at valget kommer efter en lang periode med økonomisk opsving. I dag forbinder vi nok 1973 med den første oliekrise og 1970’ernes økonomiske krise, men Yom Kippur-krigen brød faktisk først ud tæt på udskrivelsen af valget. Perioderne frem til 1973 og 2022 var derimod præget af høj økonomisk vækst og meget lav arbejdsløshed.

Ser man på perioden 1953-1973, gennemgik Danmark den anden store bølge af urbanisering og industrialisering, mens landområderne oplevede en affolkning, som også var forbundet med landbrugets mekanisering efter 2. verdenskrig.

Forandringerne fra årtusindskiftet til 2020 er mere subtile, men man kan pege på, at de store byer er vokset, mens udviklingen i mindre byer og deciderede landområder har været præget af centraliseringen af handel, service og offentlige myndigheder. Så måske kan man tale om en tredje bølge af urbanisering og lægge digitaliseringen ind som en parallel til udviklingen af industri og servicesektor i 1950’erne og 1960’erne.

Der er dog også forskelle. Dansk økonomi var notorisk ustabil i årtierne frem til 1990 – den høje vækst og den lave arbejdsløshed blev akkompagneret af underskud på betalingsbalancen og bekymringer over skattesystemets holdbarhed. Her er dansk økonomi i 2020’ernes begyndelse anderledes stabil.

Tilsvarende var 1970’ernes begyndelse præget af en fornemmelse af at den offentlige sektor ikke kunne styres – i 1960 havde Danmark været et af de lavest beskattede lande i Vesteuropa. I 1973 var det et af de højest beskattede. Perfekt grogrund for et skatteoprør. I 2022 går bekymringerne mindre på størrelsen af de offentlige udgifter og mere på kvaliteten af de ydelser, kommuner, regioner og stat leverer.

Covid-19 og den russiske angrebskrig mod Ukraine er forhold, der savner paralleller i 1973, med mindre man vil give Yom Kippur-krigen samme vægt. Og som sagt kom Yom Kippur-krigen meget sent i forhold til 1973-valget.

På den parlamentariske arena kan man pege på at der både i 1973 og 2022 var en rød og en blå blok – og en fornemmelse af at der var store problemer med samarbejdet i begge blokke.

Sociale forandringer går hånd i hånd med opløsning og genskabelse af båndene mellem befolkning og politiske institutioner. Det kan være de politiske entreprenørers time – i 1973 Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen (hvortil også kan lægges partierne til venstre for SF), i 2022 er det Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg, der spiller samme rolle.

Regeringsdannelsen i 1973 var ikke helt let, og løsningen – en smal V-regering, hvor Poul Hartling kørte de hidtidige samarbejdspartnere KF og RV over – viste sig ikke holdbar. Så måske er det rimeligt at forestille sig at det Folketing, der bliver valgt 1/11 2022, kun kommer til at sidde 1-2 år.

Dansk politik 2019-2022/23 (iii)

COVID og Minkkommissionen

Valgperioden blev præget af COVID-19-pandemien. På den ene side forstyrrede pandemien regeringens politiske planer, fordi fokus fra foråret 2020 i stor udstrækning kom til at ligge på den akutte håndtering af de tre smittebølger. På den anden side slap Danmark forholdsvis let gennem pandemien med indgreb, som var begrænsede sammenlignet med, hvad man så i det sydlige og vestlige Europa.

Allerede fra pandemiens begyndelse blev der dog rejst kritik af statsministerens meget centraliserede og hierarkiske ledelsesstil – understøttet af Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen – som iøvrigt også havde manifesteret sig på andre politikområder siden regeringsskiftet i sommeren 2019.

Krisestyringen udløste et politisk opgør efter at det viste sig, at regeringen i november 2020 med henvisning til en sandsynlig fare for spredning af en COVID-mutation gennem minkfarme lukkede samtlige danske minkfarme og gennemførte aflivning af alle mink uden på forhånd at have sikret sig at der var lovhjemmel for indgrebet.

Regeringen fik ganske vist i løbet af et par uger indgået en aftale med SF, RV, EL og Alternativet, som sikrede hjemlen, ligesom fødevareminister Mogens Jensen påtog sig det politiske ansvar og afgik, men der var allerede på det tidspunkt rejst spørgsmål om statsministerens og Statsministeriets rolle som drivende og kontrollerende i processen.

Som konsekvens af indgrebet besluttede Folketinget i foråret 2021 at nedsætte en granskningskommission, som afgav sin betækning i slutningen af juni 2022. Kommissionen konkluderede at Statsministeriet reelt havde haft en central rolle i processen op til beslutningen om at aflive alle mink og at en række højtstående embedsmænd – herunder Statsministeriets departementschef – havde handlet kritisabelt.

Politisk interessant var at kommissionen konkluderede at Mette Frederiksen objektivt, men ikke overlagt, havde vildledt Folketinget i sine orienteringer, idet vildledningen skyldtes mangelfuld rådgivning fra embedsværket.

Reaktioner på kommissionen og optakt til valgkamp

Kommissionens rapport fik de forventede reaktioner, hvor Socialdemokratiet søgte at skærme statsministeren mod kritik, støttepartierne EL og SF var forholdsvis afdæmpede, og de borgerlige oppositionspartier fokuserede deres kritik på statsministeren. Et forhold, som komplicerede situationen, var at de borgerlige partier i foråret 2021, længe inden rapportens offentliggørelse, havde støttet et borgerforslag, der krævede statsministeren stillet for en rigsret.

For udenforstående lignede specielt V’s og KF’s optræden et forsøg på parlamentarisk gengældelse for beslutningen om at rejse rigsretssag mod tidligere integrationsminister Inger Støjberg, som på det tidspunkt endnu ikke var blevet dømt for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven.

I første omgang kom reaktionerne dog til at handle om, hvorvidt Folketinget ligesom efter offentliggørelsen af Instrukskommissionens rapport skulle bestille en redegørelse fra advokater om muligheden for at rejse tiltale mod statsministeren ved en rigsret, eller om sanktionerne skulle være af parlamentarisk art i form af kritik af (på dansk kaldet “en næse”) statsministeren.

Også her delte Folketinget sig efter de politiske blokke, idet Radikale Venstre stod med de afgørende stemmer, idet regeringen og dens øvrige støttepartier ville afværge kritikken, mens de borgerlige partier krævede en advokatundersøgelse – sandsynligvis i håbet om at kunne starte en rigsretssag

RV valgte at placere sig mellem regering og opposition, idet partiet på den ene side ikke ville støtte en advokatundersøgelse, men mente at parlamentarisk kritik af statsministeren var en tilstrækkelig sanktion. På den anden side udtalte partiet også, at det ikke havde tillid til statsministeren i den nuværende konstellation, og at det ville vælte regeringen ved en mistillidsafstemning, hvis ikke statsministeren udskrev valg til Folketinget senest ved tingets åbning i oktober 2022.

Manøvren er svær at gennemskue for folk uden for snævre Christiansborg-cirkler, men RV har i princippet trukket sig fra regeringens parlamentariske grundlag med forsinket udløsning. Normalt besidder statsministeren (juridisk: monarken) alene retten til at udskrive folketingsvalg, men her fratager RV – hvis partiet gør alvor af truslen – statsministerens mulighed for at time et valg, så det er mest fordelagtigt for Socialdemokratiet.

Det hele kompliceres dog af, at RV har antydet, at partiet vil støtte Mette Frederiksen efter valget – dog under forudsætning af, at den nuværende et-partiregering erstattes af en koalitionsregering med radikal deltagelse.

Ud over de forhindringer det besværlige forhold mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre under Mette Frederiksen kan give for en sådan konstellation, står RV med udfordringen at formidle til vælgerne, at partiets træk ikke kun handler om ministerposter (office, i politologisk jargon), men også om at forbedre mulighederne for at gennemføre centrale dele af partiets politik (policy, i politologisk jargon).

Temaer i valgkampen

Valgkampe kan være svære at forudsige. En aktuel måling fra Politiken viser dog at sundhedspolitik (herunder hospitaler) sammen med miljø og klima og generel økonomi, er de temaer, der står højst på vælgernes dagsorden. Miljø og klima vil normalt give venstresiden en fordel (om end Socialdemokratiet er splittet mellem klimapolitik og traditionelle industrihensyn), mens betydningen af sundhedspolitik og økonomi kan være sværere at vurdere – venstresiden vandt valget i 2011, som var det første siden 1990’erne, hvor økonomi var højt på dagsordenen, mens sundhedspolitikken (sammen med indvandring og integration, der er længere nede på dagsordenen nu) gav højresiden fordele ved valgene i 2000-tallet.

Fragmenteringen – især på højrefløjen, men også i dele af venstrefløjen – gør dog ligesom spørgsmålet om centre/periferi-dimensionens betydning i en valgkamp resultatet af en valgkamp og den efterfølgende regeringsdannelse vanskelig at forudsige.

Tillæg: Første måling efter sommeren og udviklingen i Mette Frederiksens popularitet.

Dansk politik 2019-2022/23 (i)

Dansk politik 2019-2022/23 (ii)

Dansk politik 2019-2022/23 (ii)

Socialdemokratiet og regeringen

Et andet usædvanligt træk ved valgperioden fra 2019 er at den har budt på den første et-partiregering siden Anker Jørgensens fjerde regering 1979-1981, der har bestået uændret gennem en valgperiode – Lars Løkke Rasmussen omdannede som bekendt sin et-partiregering til en minoritetskoalition halvandet år inde i valgperioden 2015-2019. Ellers har traditionen siden 1982 været minoritetskoalitioner.

Et-partiregeringen var et aktivt valg for Socialdemokratiet under Mette Frederiksen: Formålet var at sikre maksimal parlamentarisk handlefrihed ved at holde Radikale Venstre ude af regeringsdannelsen. Ser man på Socialdemokratiets strategiske placering siden 2015 i et todimensionelt rum, kan man beskrive den som til venstre på den socioøkonomiske dimension – her var indførelsen af en speciel pensionsordning (“Arne-pensionen”) for arbejdere med mere end 40 år på arbejdsmarkedet et centralt element – og til højre på det, som i Danmark kaldes den værdipolitiske dimension (i Sverige vil man tale om TAN-siden af GAL/TAN-dimensionen).

For helt at forstå S’ position skal man dog supplere den værdipolitiske dimension med en geografisk (by/land eller center/periferi). Ved folketingsvalget i 2015 byggede DF’s fremgange også på partiets evne til at tiltrække vælgere uden for de økonomiske og administrative centre, og Socialdemokratiet har under Mette Frederiksen taget linjen op med kraftige angreb på en uddannelsesmæssig – snarere end økonomisk – elite (især identificeret med Socialdemokratiets traditionelle koalitionspartner Radikale Venstre, som har været placeret modsat DF på den værdipolitiske dimension).

Socialdemokratiets skift fra at være et storbyparti til et parti præget af landlig identifikation – for at bruge valgforskningens begreber – er koblet med forandringerne i den økonomiske struktur, hvor de større byer er præget af en vidensøkonomi, mens mere traditionel produktion er flyttet til mindre byer. Mobiliseringen omkring en center/periferi-dimension skal dog også ses som en konsekvens af strukturreformen fra 2007, hvor myndigheder og offentlig service blev koncentreret omkring større byer.

Rent praktisk har politikken på denne dimension især manifesteret sig som en fortsættelse af Løkke-regeringernes udlændingepolitik og beskæringer af udbuddet af pladser på videregående uddannelser i de fire store byer.

Prisen for fokuseringen på vælgere i periferien og den hårde retorik mod langvarigt uddannede i byerne viste sig ved kommunalvalget i 2021, hvor Socialdemokratiet gik kraftigt tilbage i alle de større byer. Partiet var ganske vist i stand til at beholde borgmesterposterne i København, Århus, Odense og Ålborg, men mistede stillingen som det største parti i København til Enhedslisten, og med tanke på de større byers økonomiske og demografiske position ligger her en langsigtet udfordring til Socialdemokratiet.

Venstres dilemmaer

Venstres situation efter valget i 2019 er en yderligere demonstration af de problemer, de større partier står overfor. På den ene side vandt V valget målt i stemmeandele, men da det skete på bekostning af specielt DF og LA, kunne valgsejren ikke omsættes til parlamentarisk indflydelse, og Lars Løkke Rasmussen måtte afgive statsministerposten.

Man kan se den første del af perioden efter valget som en proces hvor partiet skulle skille sig af med den gruppe, som i forskellige konstellationer havde ledet partiet siden slutningen af 1990’erne, for at kunne formulere en ny position.

Resultatet blev en ustabil alliance mellem de byliberale og landkonservative dele af partiet, repræsenteret af den nye partiformand Jakob Ellemann-Jensen og Inger Støjberg. Samtidig med processen mod Støjberg, som resulterede i at Ellemann-Jensen afsatte hende som næstformand, mistede V – historisk uhørt på Folketingsniveau – to MF’ere til Det Konservative Folkeparti.

I den anden side af spektret forlod den tidligere formand Lars Løkke Rasmussen partiet for at danne sit eget centristiske parti Moderaterne. Som konsekvens af den interne uro og usikkerhed om partiets kurs har Venstre tabt opbakning blandt vælgerne og står til at midste positionen som det største regeringsbærende borgerlige parti.

Man kan muligvis se Venstres situation som en effekt af at partiet står over for spørgsmålet om hvordan det i 2020’erne skal bygge bro mellem tre forskellige strømninger i og omkring partiet: En markedsliberal linje, som trækker tråde tilbage til linjen under Jakob Ellemann-Jensens far Uffe Ellemann-Jensen i 1980’erne, en socialkonservativ værdikampslinje, som bygger på linjen under Anders Fogh Rasmussen i 2000-tallet, og en velfærdsteknokratisk linje, udviklet omkring Lars Løkke Rasmussen og en mere eller mindre indflydelsesrig linje i partiet siden 1990’erne.

De tre linjer appellerer til forskellige grupper i vælgerkorpset og kan på forskellige områder være i konflikt med hinanden. Samtidig står ledelsen over for spørgsmålet om hvordan man prioriterer det som kan mobilisere afgrænsede grupper af vælgerkorpset (Støjberg og til dels Jakob Ellemann-Jensens styrke over for forskellige segmenter), det som kan mobilisere bredt (Fogh Rasmussens styrke) og det som kan gennemføres parlamentarisk – om nødvendigt med smalle flertal (Fogh Rasmussens og Løkke Rasmussens styrke).

Selv om V på kort sigt kunne drage fordel af DF’s sammenbrud – jf. fremgangen ved valget i 2019 – rejser DF’s sammenbrud spørgsmålet om de politiske succesformler, som blev udviklet i 1990’erne, og som har båret V-ledede regeringer fra 2001 til 2019, også vil fungere i 2020’erne.

Del i: Ustabile partier og DF’s sammenbrud

Del iii: Minkkommissionen og tiden frem til valget

Dansk politik 2019-2022/23 (i)

Teksten er skrevet til gamle svenske kollegaer. Eftersom hele redegørelsen blev ret lang, deler jeg den op i tre poster, som kommer i løbet af ugen.

Dansk politik befinder sig ved indgangen til folketingsåret 2022-23 i en speciel situation, hvor såvel tidspunktet for valgets udskrivelse og afholdelse som valgets resultat og den følgende regeringsdannelse er svære at forudsige. Tilsvarende har valgperioden 2019-2022/23 også været speciel sammenlignet med de foregående valgperioder.

Ustabile partier

På det parlamentariske niveau har Folketinget siden 2019 været præget af et usædvanligt højt antal partiskift, hvor folketingsmedlemmer enten har sluttet sig til et nyt parti eller er blevet løsgængere. Sammenbruddene i Alternativet – hvor fire af fem MF’ere forlod partiet i forbindelse med en konflikt over valget af partistifteren Uffe Elbæks efterfølger som leder – og Dansk Folkeparti – som mistede 11 af 16 MF’ere i foråret 2022 efter valget af Morten Messerschmidt som ny formand – forklarer en stor del af partiskiftene, men alle partier med undtagelse af Enhedslisten og Nye Borgerlige har enten mistet eller fået MF’ere i løbet af valgperioden.

Kommentatorer har overvejet om ustabiliteten er resultatet af en ny politisk kultur, hvor politikere kortsigtet vælger partier efter hvad de mener, fremmer deres politiske karriere (Ida Aukens skift fra SF til RV til S kan måske stå som eksempel her) i stedet for at bygge karrierer ud fra loyalitet over for partiorganisationer. Man kan også pege på at flere moderne partier bliver dannet omkring en leder, mens forankringen i en masseorganisation er mindre vigtig.

Erhard Jakobsens CD (1973-2001) kan ses som en forløber, men Dansk Folkeparti omkring Pia Kjærsgaard, Alternativet (og senere Frie Grønne) omkring Uffe Albæk, Nye Borgerlige omkring Pernille Vermund og Moderaterne omkring tidligere statsminister og V-formand Lars Løkke Rasmussen er aktuelle eksempler. Liberal Alliance blev ganske vist dannet af trekløveret Anders Samuelsen, Gitte Seeberg og Naser Khader, men udviklede sig snart til Anders Samuelsens projekt. Her bliver det spændende at se om partiet ved det kommende valg overlever Samuelsens fald i 2019 og skiftet af partileder.

Det kommende valg vil desuden byde på en sort hest i form af Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, som blev opstillingsberettigede før sommeren 2022. Støjberg kom fra en solid karriere i Venstre, som kulminerede med posterne som integrationsminister 2015-2019 og næstformand for Venstre 2019-2020. Støjberg blev efter en rigsretssag i 2021 idømt fængselsstraf for overtrædelse af ministeransvarlighedsloven og efterfølgende kendt uværdig som medlem af Folketinget – endnu et usædvanligt træk ved den aktuelle valgperiode – men satser på at blive indvalgt ved det kommende valg, hvor hun har afsonet sin straf. Her spekulerer kommentatorer i i hvilken udstrækning Støjberg vil åbne partiets kandidatlister for tidligere DF-politikere.

Specielt Støjbergs og Danmarksdemokraternes entré gør det svært at forudsige det kommende valg med nogen sikkerhed. De første målinger har vist en tilslutning til Støjbergs parti på omkring 10% – hvilket til dels opnås på DF’s, NB’s, V’s og KF’s bekostning – men det er svært at afgøre om tilslutningen vil holde i en valgkamp. Dertil kommer at tre yderligere nye partier er opstillingsberettigede ved det kommende valg – Veganerpartiet og Frie Grønne (udbrydere fra Alternativet) på venstrefløjen, Moderaterne i centrum samt Danmarksdemokraterne på højrefløjen.

Dansk Folkepartis sammenbrud

Dansk Folkeparti var frem til og med valget i 2015 en succeshistorie, hvor partiet under først Pia Kjærsgaards og siden 2012 Kristian Thulesen Dahls ledelse viste at det i modsætning til Fremskridtspartiet var i stand til at fungere som et troværdigt parlamentarisk grundlag for borgerlige regeringer med en stabil organisation. Partiet var også i stand til at sætte dagsordnerne på det udlændingepolitiske område – værdipolitik i dansk politisk sprogbrug.

Siden efteråret 2018 har partiet imidlertid befundet sig i en accelererende krise. Det er lidt uklart i hvilken udstrækning krisen skyldes politiske, personlige eller strategiske forhold – kommentatorer har peget på, at DF har undladt at foretage en systematisk politikudvikling, hvilket åbnede feltet for mere professionelt drevne partier som Socialdemokratiet, ligesom spørgsmålet om hvilken rolle generationen efter Thulesen Dahl mfl. skulle spille på længere sigt, ikke var afklaret. Endelig åbnede tilnærmelserne mellem S og DF på pensionsområdet op til valget i 2019 også for en strategisk usikkerhed om DF’s parlamentariske rolle.

Efter det kraftige nederlag ved valget i 2019 – hvor DF også blev udsat for konkurrence på udlændingeområdet fra Nye Borgerlige – blev ledelseskrisen kronisk, men Kristian Thulesen Dahl formåede at forblive som formand frem til kommunalvalget i 2021, der blev endnu et klart nederlag for partiet. Morten Messerschmidt, Pia Kjærsgaards foretrukne kandidat som Thulesen Dahls efterfølger, var belastet af en retssag om misbrug af EU-midler i fiktive partier og kontroversiel internt i partiet. Processen op til og efterveerne efter Thulesen Dahls afgang og valget af Messerschmidt som ny formand i januar 2022 bragte dybe interne konflikter op til overfladen, og viste at Kjærsgaard havde mistet sin magt over partiet. Resultatet blev en masseudmeldelse af MF’ere, så partiet som nævnt blev reduceret fra 16 til 5 MF’ere, ligesom meningsmålinger antyder at partiet nu ligger i nærheden af spærregrænsen på 2%.

Seneste meningsmåling før sommerferien 2022

Altinget: Risbjerg-snittet juni 2022 (kræver evt. indlogning)

Del ii: Socialdemokratiet og Venstre

Del iii: Minkkommissionen og tiden frem til valget

Beethoven – et sommerprojekt

For mange år siden, da jeg var ung og energisk, fik jeg den idé, at jeg ville høre Beethovens symfonier fra ende til anden. Det var faktisk inden cd’ernes tid – og længe inden nogen havde hørt om streaming, så Beethovens samlede havde ikke kun lydligt, men også fysisk en vis udstrækning.

Og det var inden vi kom til den økonomiske side af sagen – en hurtig beregning viser at hvis en standard-lp kostede 100 kr i begyndelsen af 1980’erne, ville det svare til cirka 250 kr i 2021-priser. Og et sæt Beethoven fyldte 6-7 lp’er, så det ville være noget af en udskrivning at kaste sig ud i.

Heldigvis havde Gladsaxe et yderst velassorteret musikbibliotek – ud over klassisk kunne man også frådse i alle slags jazz og latinamerikansk musik – hvilket gjorde projektet en hel del mere overkommeligt.

Uanset den klassiske musikindustris problemer var antallet af indspilinger noget mere begrænset end i dag, så mit valg faldt ret forudsigeligt på Herbert von Karajans indspilinger med Berlinerfilharmonikerne fra 1970’erne.

Som jeg forstår det, mener De Rigtige Eksperter, at hvis det skal være Karajan i stereo, så skal det helst være indspilningerne fra 1960’erne, mens serien fra 1980’erne betragtes som udtryk for senromersk dekadence. Rigtige afficionados vil naturligvis fremhæve, at man skal høre hele molevitten i mono. Dertil kommer at Karajan-bashing er en genre for sig selv i den klassiske musikverden. Det skal ikke skjule at der er mere end én måde at spille Beethoven på.

Men selv om én dirigent næppe kunne eller kan yde alle Beethovens symfonier samme retfærdighed, havde projektet den store fordel, at jeg fik hørt de mindre kendte symfonier – og selvfølgelig også hørt de kendte brudstykker (starten af 6. symfoni, Ode an die Freude fra 9. symfoni) i deres sammenhæng. Og konsekvensen blev at de andre syv har fulgt mig de sidste cirka fyrre år.

For sjov skyld gentog jeg projektet sidste uge – dog var lp’erne erstattet af en streamningtjeneste (idagio, for de interesserede) og Herbert von Karajan med Claudio Abbado, som jo efterfulgte ham som chefdirigent.

Folk der ved mere om musik, musikhistorie og musikteori end jeg, har skrevet om Beethoven og hans symfonier, så jeg vil her henvise til den britiske dirigent Mark Wigglesworths korte introduktioner til symfonierne og argumentation for, hvorfor vi i det 21. århundrede bør lytte til Beethoven.

Men her er mine punkter:

  1. Beethovens ni symfonier er meget forskellige. Så er man det mindste til partiturmusik, er der noget at komme efter.
  2. Min personlige favorit er nr. 3, Eroica (eller “Beethovens Erotica”, som Thomas Mann lader en dannelsesudfordret tuberkulosepatient kalde den i Trolddomsbjerget). Vi kommer meget langt omkring i de fire satser – og der er intet tju-bang over det heoriske.
  3. Starten af nr. 5 og koret fra nr. 9 er spillet til døde, men der er altså tre satser efter starten af 5’eren og tre (og lidt til) inden vi kommer til koret i 9’eren.
  4. Tre af symfonierne er kriminelt undervurderede – nr. 2, 4 og 8 ville alle blive regnet som højdepunkter i det tidlige 19. århundredes musik, hvis enhver anden end Beethoven havde komponeret dem.
  5. Specielt nummer 4 kan være velegnet, hvis man vil komme forbi billedet af Den Store Beethoven. Prøv fx at få fat i Carlos Kleibers liveindspilning.
  6. Beethoven kan også være morsom. Manden opfandt trods alt scherzoen.
  7. Nummer 1, 6 og 7 skal selvfølgelig nævnes. Pastoralen var den første klassiske lp, jeg købte.

Nu giver streamingtjenesterne jo ubegrænset adgang til meget i vore dage, så jeg prøvede for sjovs skyld at parallellytte Abbado med Berlinerfilharmonikerne med indspilninger af Herbert Blomstedt og Gewandhausorchester fra 2010’erne. Selv om begge må regnes som mainstream i luksusklassen er der store forskelle – heldigvis findes den endegyldige opførelse eller indspilning af Beethovens symfonier ikke. (Jeg har været til koncert med Berlinerfilharmonikerne – Gewandhausorchester i Leipzig er helt klart på ønskelisten)

Min egen Beethoven-samling før streamingens dage var en blandet landhandel – og det er nok som det skal være.

  • Samlede sæt: George Szell og Cleveland Orchestra, Herbert von Karajan og Berlinerfilharmonikerne.
  • Nummer 3 (og 9) – Karl Böhm og Wienerfilharmonikerne
  • Nummer 5 og 7 – Carlos Kleiber og Wienerfilharmonikerne
  • Nummer 6 – Herbert von Karajan og Berlinerfilharmonikerne
  • Nummer 7 – Leonard Bernstein og Wienerfilharmonikerne

Nu er der jo kommet nye generationer af dirigenter til, og i 2022 er udvalget af indspilninger af enkelte symfonier eller hele sæt nærmest uoverskueligt.

PS: Ingen anelse om hvem der har tegnet karikaturen. Den er snuppet herfra.

Slægtshistorie – nu i database

Jeg har lagt informationerne om min slægtshistorie ind i en database, som kan findes via hjemmesiden genealogi.jacobchristensen.name. Mine egne søgninger rækker i de fleste tilfælde seks generationer tilbage (tiptiptipoldeforældre), men via sekundære kilder er det i nogle tilfælde muligt at komme otte generationer tilbage. Her har jeg dog ikke selv kontrolleret oplysningerne i andres slægtstræer, hjemmesider mv.

En pudsig historie: Mine tipoldeforældre på mormors side Maren Sofie Sørensen og Anders Olsson mødte hinanden i slutningen af 1870’erne som tjenestefolk på herregården Kattrup på Vestsjælland. Går vi lidt over 100 år tilbage i tiden, finder vi Dorthea Frydendahl, en tiptiptipoldemor på farmors side, som datter af Marie Kallager og steddatter af Peter Gommesen Erreboe, en proprietær der købte og solgte forskellige herregårde rundt om i landet, som stedets ejere.

Socialt finder man både opad- og nedadgående bevægelser blandt anerne: Dorthea blev ganske vist gift med købmanden Thomas Bruun i Skælskør, men begge døde tidligt. Datteren Thomasine (tiptipoldemor) kom som tjenestepige til Skarrild, hvor hun blev blev gift med degnen i Idom Christian Lustrup, der efter en eskapade havnede i Viborg Tugthus og tilsidst i fattiggården i Rind. Thomasine og Christians datter Dorthea Sophie (tipoldemor) blev som voksen husmandskone i Nørup og mor til min oldemor Ane Johanne Andersen.

En mere opløftende historie kan man finde på min morfars side, hvor tipoldefar Hans Peter Lassen blev født i Sønderborg i 1834 uden for ægteskab og på fattigkassens regning. Hans mor (tiptipoldemor) Anne synes i det hele taget at have levet et liv i samfundets nederste lag som tjenestepige og daglejerske. De af Hans Peters sønner der nåede voksen alder, endte dog med at placere sig solidt i samfundets øvre middelklasse – herunder min oldefar August Georg Lassen som giftede sig med Cathrine Bothilde, datter af en velstående gårdmandsfamilie fra Sundeved. August Georgs bror, Hans Peter Lassen den yngre, byggede i øvrigt efter at være vendt tilbage til Sønderjylland efter en karriere i Fransk Indokina Villa Nam-Loong i Augustenborg.

Den mest bemærkelsesværdige af anerne må dog uden tvivl være Cathrines tipoldemor Gunder Mathiesen (født Peters), hvis betydelige sociale gerninger i Ullerup i slutningen af 1700-tallet, man kan læse om i denne artikel fra et lokalt tidsskrift.

Familiehistorie III: Min fars aner

Egentlig havde jeg tænkt mig at min fars slægt – far havde i øvrigt fjorten søskende, født mellem 1921 og 1947, hvilket også har resulteret i at jeg har en hel del fætre og kusiner på den side – skulle være en opgave til en senere lejlighed, men nysgerrigheden fik overhånd, så jeg gjorde et forsøg på at grave i familiehistorien. Dette er en ufuldstændig rapport, med indbygget risiko for fejl og unøjagtigheder

Ud over det rent personalhistoriske, er min fars familie interessant i et socialhistorisk perspektiv: Min far var født og opvokset i Vejle, som er en af de traditionelle østjyske industribyer – tidligere kendt som Danmarks Manchester på grund af tekstilindustrien – så et spørgsmål kunne være, hvornår farmors og farfars familier kom til byen. Farfar var pensionist da jeg var barn, men havde inden da arbejdet mange år som fabriksarbejder på Vejle Møtrik- og Boltefabrik – i daglig tale Boltefabrikken.

Jeg vidste at farmor var indfødt vejlenser, mens farfar var “født vestpå, i nærheden af grænsen”. Hvornår og hvordan han så var kommet til Vejle, henstod lidt i det uklare.

Situationen var den, at farmors familie var meget let at opspore, mens farfars giver anledning til noget mere hovedbrud.

Først oversigten – som kun giver en del af historien:

fars aner

Farmor Elviras forældre var førstegenerations byboer. De var født i husmands- og småhåndværkerfamilier i landsbyer vest for Vejle, men flyttede som unge ind til byen for at finde arbejde. De blev gift i Vejle i 1899, og vi ved at oldemor Ane Johanne sandsynligvis døde af den spanske syge, mens oldefar Jens Peder blev en hel del ældre. (Desværre har jeg lidt problemer med at finde indførslerne i kirkebøgernes registreringer af dødsfald).

Begge familier gemmer dog nogle interessante historier. Man kan bemærke at oldefars mor var fra Knebel på Mols, og der er en linje tilbage til Randersegnen. Småfolkene på landet var mobile.

Oldemors mor Dorthea gav anledning til et mindre detektivarbejde – ved hendes konfirmation er anført at hun var datter af skolelærer Lystrup (bemærk stavemåden), som ikke lige var til at identificere.

Søger man lidt rundt, finder man degnen Christen Lustrup, hvis liv synes at have været omtumlet. Han dukker først op i folketællingerne som degn og kirkesanger, senere som enkemand og indsidder, og til sidst som gift anden gang og sammen med kone nummer to beboer i et fattighus. Hvorfor det gik så ilde, melder historien intet om, men Dorthea blev sat i pleje og endte i Nørup. Hendes mor Thomasine var i øvrigt datter af købmanden i Skælskør.

Og så til farfar Thomas’ aner. Da jeg først havde identificeret hans mor Anes (her er der lidt uenighed om hendes navn – hun var kendt som Anna i familien, mens Kristine også er set stavet Kirstine – og dette er inden vi kommer til de forskellige måder at stave Mouritsen på) fødesogn var resten ret enkelt: Vi er ude i gårde på Skjernegnen. Ane var altså vestjyde og af bondeslægt.

Men nu begynder festen.

For det første var farfar Thomas ganske rigtigt født ovre vestpå, nær grænsen. Men han var født i Hviding syd for 1864-grænsen, så man finder hans fødsel registreret (på tysk) i Standesamt Reisby i Kreis Tondern. Logisk nok finder man så indførslen i kirkebogen i forbindelse med hans dåb (på dansk) i arkiverne fra Ribe Amt. Landskabet Slesvig skuffer aldrig, når det gælder administrative finurligheder – genforeningen i 1920 flyttede mere end landegrænser, og strukturreformen i 2007 er også en del af den slesvigske administrative historie.

Oldefar Christian var tilsvarende lidt af en hvirvelvind, og der er tydeligvis ting, vi stadig ikke kan finde rundt i – en del af forklaringen er, at han også døde i forbindelse med den spanske syge.

Det lette er at notere hans fødsel i en husmandsfamilie i Kyvling ved Lønborg (vi er også på Skjern-egnen her) i 1864. Herefter bliver det rigtig kompliceret, men hans bane gennem livet kan så nogenlunde rekonstrueres gennem hans ægteskaber og børn.

Farfars storebror Thorvalds fødsel er således registreret i Esbjerg – med oldefars første kone Nikoline.(*) Nikoline døde dog allerede i januar 1899 i Århus, hvorefter oldefar gifter sig anden gang med Ane Kristine i Skjern i november 1899. Begge skal dog være bosiddende i Ribe på det tidspunkt.

Herefter bliver Niels Sigvardt født i Ribe i 1900, mens barn nummer tre, min farfar Thomas, bliver født i Hviding i 1901. Folketællingen af 1921 anfører dog at familien var flyttet til Vejle i 1903 og at resten af børneflokken – Anna, Carlo, Frederik og Christian (eller Kristian) – er født i Vejle. (**)

Tjekker man kirkebøgerne, finder man dog en ny adresse forskellige steder i Vejle ved dåben af hvert af de fire børn, ligesom oldefar Christian gennem tiden optræder som formand, direktør, bogholder, værtshusholder (!) og til sidst handelsrejsende i arkiverne. Her synes også at gemme sig en interessant, men ikke altid lige munter, historie om oldefars og oldemors liv. Ligesom farmors forældre var de dog første generations byboer.

Det kan nævnes at farfar Thomas holdt sig til Vejle og Boltefabrikken og ikke mindst farmor Elvira, og at familien de sidste mange år boede i et rækkehus på Florasvej på Søndermarken.

Første del om min mormors baggrund og familie er her.

Anden del om min mormors baggrund og familie er her.

(*) Bare for at gøre forvirringen komplet, anfører kirkebogen i Egvad anno 1887 navnet på Nikoline Marie Laugesens gom som Kristian Kristensen. Men krydshenvisningerne til oldefar passer.

(**) Ane skal i følge mundtlig overlevering også have haft et barn med ind i ægteskabet med Christian ved navn … Christian.

Bogåret 2021

Opstillet kronologisk fra 1. januar til 31. december. Arbejdsrelateret læsning er ikke medtaget

  • Adam Przeworski – Crises of Democracy
  • Jan Heiberg Johansen – Paradoksledelse
  • Pia Juul – Asterisk
  • Alexander von Oettingen et al – Pissedårlig ledelse
  • Mikkel Vedby Rasmussen – Krisesamfundet
  • Søs Marie Serup og Mikkel Faurholdt – Skaberen, taberen, frelseren?
  • Kjell Westö – Drakarna över Helsingfors
  • Kristian Andersen – Den store dansker
  • Jens Smærup Sørensen – Klinten
  • Helle Helle – de
  • Simon Lund og Ralf Christensen – Dem jeg elsker, elsker jeg
  • Zygmunt Bauman – Flydende modernitet
  • Henrik Palle – Thomas Winding; en stemme i tiden
  • Alexander von Oettingen & Lars Hende Svensson (red) – Pissedårlig inklusion
  • Jan Teorell, Hanna Bäck, Johan Hellström & Johannes Lindvall – 134 dagar
  • Martin Jes Iversen – Udsyn, ØK, Danmark og verden
  • Jonathan Carr – The Wagner Clan
  • Graham Greene – Stamboul Train
  • Jens Kistrup – Kistrups teater
  • Richard Florida – The Great Reset
  • Jens Engberg – Den standhaftige tinsoldat
  • Jens Kistrup – Teatrets omrids
  • Andreas Reckwitz – Das Ende der Illusionen
  • Søren Ulrik Thomsen – Store Kongensgade 23
  • Marc Augé – Non-Places
  • Holger K. Nielsen – Det var det værd
  • Pernille Stensgaard – Selveste Gyldendal
  • Helle Thorning Schmidt – Blondinens betragtninger
  • Tove Jansson – Sent i november
  • K.E. Løgstrup – Martin Heidegger
  • Torbjörn Nilsson & Josefin Hägglund – Tvåkammarriksdagen 1867-1970
  • Norman Lebrecht – The Life and Death of Classical Music
  • Kasper Møller Hansen, Rune Stubager mfl – Klimavalget
  • Charlotte Mandrup – Vær professionel på jobbet
  • Andreas Bergh & Olof Hallonsten – Enhetslösningarnas tyranni
  • Karl Ove Knausgård – Morgenstjernen
  • Michel Houellebecq – At holde sig i live – og andre tekster
  • Magnus Barsøe – Gud bevare afdragsfriheden
  • Katrine Marie Guldager – Det samme og noget helt andet

Teateråret 2021

Aarhus Teater

Hvem skulle have troet at der ville gå halvandet år fra mit sidste teaterbesøg – Ordet på Aarhus Teater i marts 2020 til Når vi døde vågner – også på Aarhus Teater i oktober 2021? Nedlukningen kostede hele forårssæsonen 2021, men jeg kom til fem forestillinger på fem scener i tre byer i efteråret. Søren Pilmarks præstation i En folkefjende var specielt bemærkelsesværdig.

  • Tre søstre – Odense Teater
  • Når vi døde vågner – Aarhus Teater
  • Den indbildt syge – Det Kgl. Teater, Skuespilhuset
  • Scavenius – Teater Momentum (gæstespil af Bådteatret)
  • En folkefjende – Odense Teater
  • Maskeballet – Det Kgl. Teater, Operahuset