Det værdipolitiske venstre

I den politiske debat – og analyser af dansk politik – har Dansk Folkeparti de sidste 15-20 år fremstået som omdrejningspunktet i dansk politik, selv om partiet på de såkaldt “værdipolitiske” temaer rent faktisk indtager en ekstrem position, og selv om dagsordenen for partiets vælgere afviger tydeligt fra de øvrige partiers vælgeres dagsorden ved dens entydige fokus på indvandring og integration. Dette gælder også selv om partiet de seneste år har fået konkurrence fra højre side fra Nye Borgerlige. DF har så at sige været i stand til at definere sig som “the new normal”.

En vigtig del af forklaringen er naturligvis at DF har trukket vælgere fra S og dermed har gjort det muligt for højrefløjen ledet af Venstre at dominere dansk politik siden 2001. Valget i 2015 rejste også spørgsmålet om hvor grænsen for DF’s tiltrækningskraft gik, selv om 2015-valget også var præget af at DF nu begyndte at kannibalisere blandt blå bloks vælgere, så V og KF nu var udsat for direkte konkurrence fra deres parlamentariske samarbejdspartner.

På samme måde som DF er blevet defineret som normalen, er det værdipolitiske venstre blevet defineret som afvigerne, der mest af alt er interessante fordi de kan forstyrre S’ forsøg på at lægge sig så tæt op ad DF som muligt i indvandrings- og integrationspolitikken. Derudover beskriver medierne netop gerne partierne som repræsentanter for en idealistisk (dvs. urealistisk) venstrefløj der ligger langt fra den politiske midte.

Men hvor stort er mindretallet? Tager man udgangspunkt i de politiske partier, er det ikke helt let at afgøre, men Enhedslisten og Radikale Venstre (så forskellige de nu er på den socioøkonomiske dimension) hører helt klart til i gruppen. Lidt forenklet kan man sige at partierne i rød blok minus S kan klassificeres som et værdipolitisk venstre, og går vi lidt tilbage i tiden, blev det nu hedengangne CD i 1990’erne set som repræsentant for en grøn borgerlighed – der i øvrigt helt synes at være forsvundet efter årtusindskiftet.

Tager vi det som udgangspunkt, får vi, at partierne på den værdipolitiske venstrefløj siden valget i 1990 har fået mellem 15 og 20% af stemmerne ved folketingsvalg. Man kan som sagt diskutere CD’s position – partiet ville i 1998 og 2001 støtte en V-ledet regering – ligesom Preben Møller Hansens Fælles Kurs i sin tid næppe udmærkede sig ved indvandrerpositive standpunkter. Men selv med dette forbehold er den værdipolitiske venstrefløj faktisk lige så stor som DF, selv ved 2015-valget.

Det kan yderligere være værd at bemærke at det der kendetegnede 2011-valget, og som sandsynligvis kommer til at kendetegne 2019-valget, er at S vinder regeringsmagten med hjælp fra en styrket værdipolitisk venstrefløj. I 2011 fik partierne, bla. takket være EL’s og RV’s gode valg, lidt over 25% af stemmerne, og i det aktuelle Berlingske Barometer står partierne også til en fremgang.

Nu udmærkede 2011-valget sig ved at være det hidtil eneste valg i 2000-tallet, hvor indvandring ikke stod øverst eller næstøverst på dagsordenen, og det samme kommer sandsynligvis til at gælde 2019-valget, men partiernes standpunkter mht. en række sociokulturelle temaer er i al fald velkendte.

Det korte af de lange er, at det værdipolitiske venstre på den ene side udgør et mindretal blandt vælgerne, men det er på den anden side ikke et marginalt mindretal. Det er ganske vist fordelt på fire meget forskellige partier i 2019 (EL, Å, SF, RV), men det er som blok betragtet på størrelse med eller større end det ekstreme højre.

Et kig på valgresultater og barometre peger på et andet interessant forhold. I 1990 var S entydigt storebroderen i forhold til den værdipolitiske venstrefløj, men efterhånden er magtbalancen skiftet, så fordelingen af stemmer mellem S og de værdipolitiske venstrefløjspartier er gået fra at være 2/3 til 1/3 til at være 50-50. Det kan give S’ nuværende strategi om at handle ud fra en forestillet styrkeposition nogle alvorlige udfordringer i det kommende Folketing

Berlingskes artikel om S’ integrationspolitiske strategi

DR’s oversigt over vælgervandringer 2015-2019

Fertilitet og CO2

Dagens Jyllands-Posten indeholder en stor historie hvor tre klimaforskere foreslår indførelse af en tvungen ét-barnspolitik i udviklingslande efter kinesisk forbillede som løsning på problemerne med stigende CO2-udledninger. Lidt søgning viser at selv om en af forskerne er medlem af FN’s klimapanel, har ingen af de tre kompetencer inden for demografi.

Det er hvad det er, men lidt søgning i relevante databaser viser, at forskerne relativt let kunne have finde data som antyder at 1) deres forståelse af befolkningsudviklingen og udviklingen i fertiliteten globalt og i enkelte lande og regioner er forældet og 2) der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem befolkningsudvikling og fertilitet på den ene side og CO2-udledning på den anden.

Lad os først se på den globale fertilitet. Her viser Verdensbankens data at fertiliteten siden 1960 er faldet globalt, så den nu ligger tæt på et niveau hvor verdens befolkning på lidt længere sigt vil være stabil:

Forskerne fremhæver så Kina som et forbillede, og her er fertiliteten ganske rigtigt faldet væsentligt siden 1960’erne. Sammenligner man med Indien viser det sig imidlertid at selv om Indien ligger noget højere i fertilitet, finder vi også et væsentligt, omend mere gradvist, fald her:

Forresten har både Sydkorea og Nordkorea oplevet dramatiske fald i fertiliteten. De politiske og økonomiske systemer er, ligesom velstandsniveauet, meget forskellige i de to lande, men man kunne spørge om ét-barnspolitikken var er en nødvendig forudsætning for faldet i den kinesiske fertilitet.

Hvad så med den muslimske verden? Her er det måske ikke så meget CO2-emissioner som angsten for masseindvandring af muslimer, der har vakt bekymring i de vesteuropæiske lande, men ser vi på de store nordafrikanske lande Algeriet og Egypten, finder vi også her væsentlige fald i fertiliteten, selv om den i et 2016-perspektiv er forholdsvis høj:

Rigtigt morsomt bliver det hvis vi ser på to stater der ledes af fundamentalistiske islamistiske regimer. Faktisk er fertilitetsraten i Iran i 2016 den samme som i Danmark:

I et globalt perspektiv er det – næppe helt overraskende – Afrika syd for Sahara der udmærker sig ved det højeste fertilitetsrater. For at gøre en lang historie kort synes det således mere end noget andet at være økonomisk velstand, sandsynligvis koblet med politisk stabilitet, der forklarer – og måske ligefrem forårsager – fald i fertiliteten.

Hvad så med CO2-udledningerne? Globalt har vi set en meget voldsom stigning i udledningerne siden 1960, men koblingerne til befolkningstilvækst og velstandsudvikling er komplicerede. Her er først de globale udledninger, hvor man kan bemærke at den øgede viden og bevidsthed om klimaproblemerne efter år 2000 ikke har manifesteret sig i et fald i udledningerne:

Rent faktisk har USA i de senere årtier haft succes med at bremse stigningerne – trods befolkningstilvækst og stigende BNP. Set i bagklogskabens lys fremstår 1990’erne som et tabt årti:

Men hvad så med klimaforskernes foregangsland Kina? Her må vi konstatere at étbarnspolitikkens effekter på CO2-udledningerne ser ud til at have været begrænsede. Den økonomiske vækst i Kina har haft alvorlige konsekvenser for det globale klima – især efter årtusindskiftet, mens udviklingen i Indien har været noget mere afdæmpet:

Når alt er lagt til og trukket fra, vil det på trods af opbremsningen i USA dog næppe være holdbart hvis Kina eller Indien følger det amerikanske spor med CO2-udledninger.

Men for at gøre en lang historie kort: Det ser ud som om de tre klimaforskere er på vildspor. Sammenhængene mellem fertilitet og CO2-emissioner er langtfra indlysende, og befolkningstilvæksten er et mindre problem sammenlignet med de problemer en økonomisk udvikling der energimæssigt følger sporene fra perioden 1980-2010, giver for det globale klima. At der så er en sammenhæng mellem øget velstand og faldende fertilitet, gør kun problemstillingen mere kompleks rent praktisk og fascinerende intellektuelt.

Et sidste perspektiv kan være at Jyllands-Postens artikel og de tre forskeres udtalelser føjer sig ind i en velkendt fortælling hvor arabere, afrikanere og asiater fremstilles som en trussel mod den globale stabilitet og velfærd i almindelighed og hvide menneskers livsstil og velfærd i særdeleshed.

Artiklen i Jyllands-Posten (låst) med de tre klimaforskere. Referat hos DR.

Verdensbanken – tabeller over fertilitet og CO2-udledninger.

Our World in Data har en side om CO2-udledninger.

PS: Graferne er lavet som skærmbilledet fra Verdensbankens database. Y-aksen starter derfor ikke ved 0 i alle tilfælde.

DF’s krise

I opløbet til valgkampen er der stort fokus på DF’s dårlige præstationer i meningsmålingerne, hvor partiet står til at miste mange vælgere (og mandater) sammenlignet med folketingsvalget i juni 2015. Af rapporteringen kan man få indtrykket at DF befinder sig i en dyb krise.

Ser man opbakningen til DF i et lidt længere perspektiv, er billedet noget mere blandet: Det aktuelle Berlingske Barometer (7/4 2019) har partiet på 14,4% af stemmerne, hvilket faktisk er over partiets resultat i samtlige valg fra 1998 til 2011. Lægger man Nye Borgerliges og Klaus Riskjær Petersens stemmer oveni, er de højrepopulistiske partier desuden kun et par procentpoint svagere end i 2015. DF’s krise skal altså forstås med udgangspunkt i partiets usædvanligt gode valgresultat i 2015.

Alt er dog ikke fryd og gammen: Et kraftigt tab af stemmer er aldrig godt for en partiledelse, ligesom fragmenteringen af højrefløjen også kan have effekter på partisystemet som helhed. En parallel kunne her være Holland hvor Geert Wilders’ PVV nu er udsat for kraftig konkurrence fra Thierry Baudets FvD.

Endelig kan man pege på at DF’s nedgang ikke nødvendigvis stopper ved de 14,4%. Oversigter over tendenserne i meningsmålingerne peger på at DF – i øvrigt ligesom V – er inde i en nedgangsperiode der begyndte i efteråret, og spørgsmålet er om nedgangen bliver bremset eller fortsætter frem til valget.

Vestager II?

En løbende historie i danske (og i nogen udstrækning europæiske) medier er Margrethe Vestagers chance for at få en anden periode som dansk europakommissær. Af og til diskuteres også muligheden for at Vestager kunne blive kommissionsformand som ALDE-repræsentant.

Historien maner til forsigtighed på Vestagers vegne. Ser vi på de danske kommissærer siden 1973, ser listen således ud

  • Finn Gundelach (up), 1973-1981
  • Poul Dalsager (S), 1981-1985
  • Henning Christophersen (V), 1985-1995
  • Ritt Bjerregaard (S), 1995-1999
  • Poul Nielson (S), 1999-2004
  • Mariann Fischer Boel (V), 2004-2010
  • Connie Hedegaard (KF), 2010-2014
  • Margrethe Vestager (RV), 2014-2019

Det første vi kan notere, er, at Finn Gundelach og Henning Christophersen er de eneste danske kommissærer som er blevet genudnævnt. En grund er naturligvis, at regeringerne i flere tilfælde har skiftet farve mellem kommissærudnævnelserne – dette gælder skiftet Dalsager/Christophersen, Christophersen/Bjerregaard, Nielson/Boel og Hedegaard/Vestager.

Med undtagelse af Finn Gundelach har kommissærerne alle haft baggrund i et af de aktuelle regeringspartier, og sammen med Ritt Bjerregaard den eneste kommissær som ikke var medlem af regeringen på tidspunktet for udnævnelsen. Strengt taget udgør Henning Christophersens sidste kommissærperiode en anomali, men det var her forudsat at Delors III kun ville sidde til det nyvalgte Europa-Parlament kunne bekræfte en tiltrædende kommission efter reglerne i Maastrichttraktaten.

Bjerregaard/Nielson og Boel/Hedegaard repræsenterer således skift inden for regeringskoalitionen, mens Gundelach døde i embedet, hvorefter Poul Dalsager overtog kommissærposten.

Gundelach repræsenterer som sagt undtagelsen fra reglen om at kommissæren findes blandt politikere med ministererfaring. I 1973 var han dog en af de danske diplomater der havde størst indsigt i EF-maskineriet. Den daværende socialdemokratiske markedsminister Ivar Nørgaard kunne måske teoretisk have været et politisk alternativ til Gundelach.

Listen afslører imidlertid også at det ikke er helt usædvanligt at kommissærposten er gået til regeringens juniorpartner – det gælder Christophersen, Hedegaard og Vestager.

Hvis vi går ud fra at de nuværende tendenser i meningsmålingerne holder frem til valget i maj eller juni, får Danmark en socialdemokratisk ledet regering, og dermed kan vi forudsige at den næste danske kommissær kommer fra et af partierne S, RV, SF, EL eller Å. Dermed er det første kriterium for en genudnævnelse af Vestager opfyldt.

Normalt vil det næste kriterium være at kommissæreren kommer fra et af regeringspartierne, og her har S på,forhånd erklæret at partiets mål er at danne en ren S-regering. Bliver det udfaldet af regeringsdannelsen, synker Vestagers chancer naturligvis til noget nær nul.

Kommissærposten kunne dog komme i spil hvis regeringsdannelsen trods alt ender i en koalitionsregering hvor RV og måske oven i købet SF indgår – det er mindre sandsynligt at EL og Å indgår i en regering, og EL er ikke del af den europapolitiske koalition. Selv om kommissæren ikke repræsenterer Danmark, tæller posten alligevel på linje med en ministerpost, og i det tilfælde kunne en genudnævnelse af Vestager indgå som led i en aftale mellem S og RV, idet det som sagt ikke er usædvanligt at juniorpartneren stiller med kommissæren. Her er vi inde på mere usikkert territorium, hvor meget afhænger af forløbet af regeringsforhandlingerne.

Vestagers chancer som kommissionsformand vurderer jeg som små: Vestager repræsenterer ALDE og Spitzenkandidat-systemet giver de kristelige demokrater/EPP en strukturel fordel ved udpegningen af kommissionens formand, ligesom de danske undtagelser vil stille Vestager i en akavet position på flere, centrale politikområder.

Valgets dagsorden

Den radikale leder Morten Østergaards udspil hvor han gjorde et socialdemokratisk tilbagetog med hensyn til det såkaldte paradigmeskifte til en betingelse for at støtte en socialdemokratisk regering efter valget, har fået borgerlige kommentatorer til at håbe på at Østergaard og de radikale – efter at den første debat mellem Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen udmærkede sig ved slet ikke at berøre området – får bragt udlændingespørgsmålet tilbage på toppen af den politiske dagsorden.

Tanken er at V og DF så at sige har sejret sig ihjel ved efter at S har lagt sin udlændinge- og integrationspolitik så tæt op ad DF som muligt. Dermed er udlændingepolitikken forsvundet som parameter i konkurrencen mellem blokkene, idet et skift fra V til S ikke ville have nogle konsekvenser på flygtninge- og integrationspolitikken. Pres fra specielt R og EL ville derimod kunne trække S i en mere liberal retning, hvilket kan få vælgere til at flytte sig tilbage fra S til DF.

Det der taler for argumentet er at S har flyttet sig i retning af DF’s positioner på området – mere skeptiske observatører vil dog påpege at S’s strategi fx på spørgsmålet om kontanthjælpsloftet mest af alt består i at skyde problemstillingen foran sig. Vi kan også se at der har været en bevægelse af vælgere fra DF og – i mindre udstrækning V – til S, og denne bevægelse er sandsynligvis accelereret siden årsskiftet. Endelig er det et faktum at det er fokuseringen på udlændinge- og integrationspolitik der kendetegner DF’s vælgere.

Mod argumentet taler at sundhedspolitik samt klima- og miljøpolitik er klatret op på den politiske dagsorden, og dette er området hvor V og DF står svagere. Interessant nok synes V at have tabt ejerskabet til sundhedspolitikken, hvilket ellers var en meget vigtig medvirkende faktor til at partiet manifesterede sig som det ledende parti i 00’erne – forslaget til sundhedsreform har intet gjort for V’s og DF’s støtte i opinionsmålingerne.

De borgerlige strateger og debattører må sætte deres lid til at der skal ske noget højst usædvanligt i dansk politik, nemlig at den politiske dagsorden ændrer sig grundlæggende med en måneds varsel. Dette er mig bekendt ikke sket tidligere, ligesom beregninger af bevægelser i opinionsmålinger antyder at blå bloks chance for at generobre flertallet, også selv om Løkke skyder afholdelsen af valget så langt det går, er yderst små.

Et yderligere problem for den borgerlige side er konflikterne mellem V, DF og KF på den ene side og LA samt det ubekendte kort NB på den anden. Der er et segment på 5-10% af vælgerne (altså 10-20% af de borgerlige vælgere) som det er svært for de etablerede partier på den borgerlige side (her minus LA) at mobilisere og integrere i en stabil regeringsdannelse. Hvis Mette Frederiksen har problemer med at holde den røde koalition sammen, gælder det i lige så høj grad for Lars Løkke Rasmussen.

Link:

Altingets måling af vælgernes dagsorden, december 2018

Erik Gahner Larsens index af meningsmålinger

DR Nyheders beregning af vælgervandringer

Hans Redder/TV2 om mulighederne for at flytte vælgere

Et par tanker om læreruddannelsen

Jeg kender ikke læreruddannelsen i detaljer – (hvornår har ukendskab forresten forhindret nogen i at mene noget på internettet?) – men har et par tanker om ideerne om læreruddannelsen som universitetsuddannelse:

Tanke #1: Bag den store reform af universitetsuddannelserne i 1990’erne var ønsket om at flere skulle slutte uddannelserne med en bachelorgrad. Altså 3 år i stedet for 5 år. Hvordan passer forslaget om en 5-årig læreruddannelse til dette?

Tanke #2: Skal læreruddannelsen være praksisorienteret eller akademisk orienteret? Kommentarerne i fx Politikens dækning er svære at tyde: Jeg ser nogle som ønsker at bruge den ekstra tid til mere praktik i uddannelsen, andre som ønsker stærkere akademisk basering af uddannelsen.

Tanke #3: Det giver ikke nødvendigvis mere undervisning pr uge hvis læreruddannelsen flyttes fra PH’er til universiteter. Universitetsansatte er dyrere end PH-ansatte pga mere forskning, dvs. så kunne vi få et todelt underviserkorps: Studielektorer uden forskningspligt og lektorer med forskningsret og -pligt. Og er vi så ikke lige langt?

Tanke #4: Der tales om fremtidssikring af uddannelsen – men dette gælder jo for alle professionsuddannelser. En socialrådgiver skal fx kunne meget mere end lidt basal jura og det aktuelle journaliseringssystem, hvis hun skal kunne være i feltet i 45-50 år, som arbejdsmarkedspolitikken lægger op til (Også selv om en del kommunale chefer mener at socialfaglighed er irrelevant i det sociale og beskæftigelsesrettede arbejde).

Kravene til professionerne er komplekse – de skal både have aktuelle erhvervsrettede kompetencer som nyuddannede, og være orienteret mod at tilegne sig og omsætte ny viden på området i et par menneskealdre

Tanke #5: Der er folk som gerne vil have en videregående uddannelse – men som netop ikke tiltrækkes af universitetsverdenen. Hvordan med dem?

Tanke #6: Universiteterne har været gennem en centraliseringsproces. Hvordan vil en akademisering af læreruddannelsen spille sammen med et politisk ønske om decentralisering?

Tanke #7: Læreruddannelsen ligger faktisk også på universiteter i Sverige. Deeeet…

Tanke #8: Hvordan med praksisorienteret videreuddannelse? Altså diplomområdet.

Sammenfattende: Der kan være god grund til at man ikke bare kaster sig ud i (endnu) en reform af læreruddannelsen, men underkaster tanker og udviklingsforslag en grundig behandling. Så kunne man dog spørge om ikke hele det mellemlange område og dets organisering også skulle tages i behandling – men med fokusset at der skal være plads til praksisorienterede, mellemlange videregående uddannelser, både af hensyn til de studerende og arbejdsmarkedet.

Hvor lang tid kommer det til at tage at danne en dansk regering?

Traditionelt har danske regeringsdannelser været kortvarige affærer. Sagaen om det Sorte Tårn i 2011 illustrerer dette på bedste vis, idet forhandlingerne om dannelsen af Helle Thorning-Schmidts første regering stod på i 16 dage, hvilket generelt blev tolket som udtryk for en større regeringskrise. Der var den sandhed i tolkningerne, at RV under ledelse af Margrethe Vestager kørte en meget hård forhandlingslinje, hvis formål ikke mindst var at minimere SF’s indflydelse på regeringens økonomiske politik, men i international sammenligning fremstod regeringsdannelsen ikke som specielt langtrukken.

Valget i 2015 resulterede i en mere traditionel proces hvor Lars Løkke Rasmussen efter et par dronningerunder dannede en smal V-regering, der efter det dramatiske forløb om finansloven i efteråret 2016 noget overraskende blev udvidet med LA og KF. Man kan dog sige at V-regeringen var en afvigelse fra normen siden 1982, hvor alle regeringer frem til 2015 har været koalitioner af to til fire partier – dertil kommer at kun Poul Nyrup Rasmussens første regering (1993-1994) rådede over et flertal i Folketinget, mens alle andre regeringer har været minoritetskoalitioner.

Når regeringsdannelsen i Sverige har trukket ud efter valget i september 2018, er en af forklaringerne at de borgerlige partier stadig kæmper med at finde en strategi over for Sverigedemokraterne: Skal man fortsætte isolationen af SD eller acceptere partiet som grundlag for en borgerlig regering? Her kan man påpege at de danske partier i højere grad har villet og kunnet integrere fløjpartier i regeringsdannelsen – forholdet mellem S og Enhedslisten kan dog stadig diskuteres, men S har dog regnet EL’s mandater med i forbindelse med regeringsdannelser, ligesom partiet er indgået i aftaler om finansloven. DF har siden 2001 været en fast del af de borgerlige regeringers parlamentariske grundlag, men i forbindelse med valget i 2019 kan de borgerlige partier blive stillet over for spørgsmålet om hvordan de skal forholde sig til det højreekstreme Nye Borgerlige, hvis partiet opnår repræsentation i Folketinget.

Ser vi på de aktuelle indeks over meningsmålinger – Berlingskes Barometer fra 16/12 og den aktuelle Poll of Polls (fra 17/12) – synes centrum-venstre at have efter en danske forhold klar fordel. Teknisk set kan man regne KD som del af den blå blok, men partiet er langt fra at passere spærregrænsen, hvorimod indeksene har Nye Borgerlige i Folketinget.

Omregnet til mandater ser de aktuelle indeks sådan ud, idet de nordatlantiske mandater er placeret uden for de danske blokke. I 2015 resulterede valgene på Færøerne og i Grønland forresten i fire “røde” mandater.

Umiddelbart synes spørgsmålet om regeringsdannelsen efter 2019-valget at være afgjort til Socialdemokratiets og Mette Frederiksens fordel, men der er komplikationer, selv hvis S kan vælge mellem et S-EL-RV-SF-Å- og et S-DF-SF-flertal.

Lad os først antage at den blå blok (inklusive NB) uanset de aktuelle meningsmålinger får held til at vinde flertallet. Her kan NB pege på Lars Løkke Rasmussen som forhandlingsleder ved den første dronningerunde, stille betingelser mht. en ny regerings sammensætning eller dens politik, som gør det svært før Løkke at argumentere for at en V-ledet regering ikke bliver mødt med et mistillidsvotum i Folketinget. Tilsvarende kan DF have krav til regeringens sammensætning – specielt at LA eller KF ikke skal indgå i regeringen – som gør Løkkes opgave besværlig. Et DF-krav om en dansk folkeafstemning om EU-medlemskabet kan også forhindre en hurtig regeringsdannelse.

Det er sandsynligt at Løkke som i 2015 kan blive udset som regeringsdanner efter en dronningerunde nummer to, hvor DF og NB slækker på de krav, partierne fremsatte i første omgang. Som nyt parti, hvis ledelse ikke er integreret i den parlamentariske praksis, er NB dog en uforudsigelig faktor. Alt taget i betragtning vil Løkke og Venstre foretrække en situation hvor NB havner under spærregrænsen.

Ligeledes er spørgsmålet om Løkke vil kunne fortsætte med den nuværende trepartiregering, eller om han må tilbage til modellen fra 2015-2016 med en smal V-regering. EU-politikken vil sandsynligvis forhindre DF-deltagelse i regeringen, også selv om V vil kunne se fordele ved at placere DF i en situation hvor det har direkte ansvar for den førte politik. I alle tilfælde vil en etpartiregering ikke kræve forhandleringer om regeringsgrundlaget, hvorfor Løkke vil kunne danne en sådan regering forholdsvis hurtigt efter dronningerunde nummer to. En koalitionsregering kan derimod kræve en eller to ugers forhandlinger.

Hvis valget falder ud som de aktuelle meningsmålinger angiver, er det ikke givet at Mette Frederiksen hurtigt kan danne den S-regering, hun har angivet som sit mål. Det første problem opstår, hvis Enhedslisten og Alternativet skulle foreslå deres respektive partiledere som forhandlingsledere ved den første dronningerunde. I så fald har ingen af de mulige kandidater over 88 (90) mandater bag sig – med den aktuelle stilling ville Lars Løkke Rasmussen have 80 eller 84 mandater bag sig, Mette Frederiksen 68, Pernille Skipper 16 og Uffe Elbæk 7. Dronningen kunne i denne situation vælge at udse Lars Løkke som forhandlingsleder, vel vidende at resultatet af hans sonderinger ville blive at EL og Å ikke ville støtte en regering ledet af V. Efter dette svinkeærinde ville man formode at partierne peger på Frederiksen i en anden runde.

Her opstår det næste problem, fordi EL, RV og Å kan sætte betingelser på deres støtte til Frederiksen, der har mere end antydet at en S-ledet regering ønsker at føre økonomisk politik og indvandringspolitik med SF og DF. Ikke mindst det første kan støde hos betydelig modstand hos RV.

Selv om S satser på at en tredje dronningerunde fører til en mindretalsregering kun bestående af S, vil der stadig være usikkerhed om regeringens chancer i Folketinget. Så længe bare ét af partierne EL, RV (hvis evne til at udnytte komplekse parlamentariske situationer selv Henrik Sass Larsen gør klogt i at være opmærksom på) eller Å beslutter sig til at sætte hårdt mod hårdt, hvis ikke S kan opnå en forståelse med DF – hvilket igen kan koste betydelige indrømmelser på fx Europapolitikken, sundhedspolitikken eller klima- og miljøpolitikken. Målinger antyder at de to sidste politikområder står højt på den politiske dagsorden, så uklarhed om den socialdemokratiske linje kan koste i valgkampen eller efter valget.

Følger S Sass-linjen, vil partiet sandsynligvis satse på en hurtig regeringsdannelse for derefter at skyde sig gennem Folketinget. Spørgsmålet er dog om ikke et arbejde med at forankre regeringens politik hos EL, RV, SF og Å vil give en mere stabil regering, også selv om processen ender med en ren S-regering. Hele dette forløb kan godt tage et par uger.

Man kan til sidst bemærke at en S-regering med 47 mandater bag sig vil være den fjerdesmalleste regering efter 1945 efter Hartlings regering 1973-1975, Løkkes 2015-2016 og Knud Kristensens 1945-1947 – alle regeringer, der er blandt de kortest siddende i efterkrigstiden, hvilket igen kan rejse spørgsmålet om konstruktionens stabilitet.

Hvorfor tager det så lang tid at danne en regering i Sverige?

Af forskellige grunde har bloggen været i dvale i efteråret, men her er et blik på den svenske regeringsdannelse, der stadig ikke er afsluttet

Det var ventet at forhandlingerne om dannelse af en regering efter riksdagsvalget i september ville blive besværlige, men der var næppe mange som havde forudset at Sverige ville gå ind i 2019 ledet af et forretningsministerium. Faktisk er processen efter 2018–valget ikke bare den længste i svensk parlamentarisk historie, Sverige er også på vej ind på listerne over de længste regeringskriser, selv om der er et stykke vej til den belgiske rekord. Spørgsmålet er aktuelt om Riksdagen i det hele taget kan få valgt en statsminister ved de afstemninger, talman Andreas Norlén har bekendtgjort, eller om man skal ud i det første ekstravalg siden 1958 (idet valget i 1970, der markerede overgangen fra to- til étkammerparlament, ikke tælles med).

I en vis forstand er svaret enkelt: Efter valget i 2018 kendetegnes det svenske partisystem både af en høj grad af fragmentering og af en høj grad af ideologisk polarisering, hvilket skyldes Sverigedemokraternes indtog på den politiske scene.

Fragmentering har ikke kun med antallet af partier at gøre – her er antallet konstant siden SD kom ind i Riksdagen i 2010 -, men også deres relative størrelse. Der er flere måder at beregne fragmenteringsindeks på, men anvender man målet for effektivt antal partier, kan man se hvordan partisystemet er blevet mere opsplittet i løbet af 2010’erne

Det kan straks være lidt sværere at måle den ideologiske polarisering – skal man måle ud fra vælgernes positionering, partiernes valgprogrammer eller afstemningsadfærden i parlamentet? – men billedet er i alle tilfælde at de to midterpartier Centerpartiet og Liberalerna agerer ud fra det udgangspunkt at den ideologiske distance til SD mod højre og V mod venstre er for stor. Det er da også C og L – og her er C specielt interessant, fordi partiet sidder på medianlegislatoren eller mandat nr. 175 – som ad flere omgange har blokeret forsøg på regeringsdannelse.

Man kan måske sige at svensk politik er fanget mellem en blokpolitisk logik som har rødder tilbage til 1970’erne, og en opløsning af traditionelle bånd mellem partier og vælgere. Ser man lidt på matematikken, er situationen som følger, idet 175 er det magiske tal i svensk politik (beregningerne uden L er lavet for at fremhæve C’s aktuelle centrale position)

Som man kan se, skal en kommende statsminister på en eller anden måde opnå en forståelse med en blok der strækker sig fra V til C/L eller fra C/L til SD.

Ser vi derefter på C og L’s strategier, er der nok ikke tvivl om at de to partier ville foretrække en firpartiregering af Alliansen-partierne som blev tolereret af S (i modsætning til perioden 2010-2014 har man ikke valget mellem S og MP). Dette vil selvfølgelig gå imod S’ politiske DNA, selv om partiet i perioden 1991-1994 indgik i store økonomisk-politiske forlig med Carl Bildts firpartiregering, som egentlig havde Ny Demokrati som parlamentarisk basis.

Spørgsmålet er om C alternativt kan acceptere en S-regering, der samarbejder til højre: Både ved sonderingsrunde nummer to og den anden statsministerafstemning var C-leder Annie Lööfs påstand at S ikke havde gjort tilstrækkeligt store politiske indrømmelser inden fo erhvervs- og arbejdsmarkedspolitikken.

Billedet bliver så endnu mere kompliceret når man ser på C og L’s adfærd ved afstemningen om statsbudgettet for 2019. Her undlod partierne ganske vist at stemme, men resultatet var at de slap budgetforslaget fra M og KD støttet af SD igennem. Budgetforslaget var ganske vist ikke resultatet af et forlig mellem M, KD og SD, men for udenforstående fremstår C og L’s modstand mod SD måske ikke helt klart.

En del af problemet kan bestå i at C og L endnu ikke har fået afklaret situationen på vælgerarenaen og de interne organisatoriske arenaer. Partierne har ved valgene i 2006, 2010, 2014 og 2018 (og for så vidt også i 2002) indgået som medlemmer af en borgerlig firpartiblok, og hvis de vil undgå negative reaktioner blandt medlemmer og vælgere ved at tolerere en S- eller S/MP-regering, skal det i alle tilfælde stå helt klart at en ny Alliansen-regering ikke er en realistisk mulighed – og nok så vigtigt hvorfor.

Annie Lööf og i vis udstrækning Jan Björklund har siden september kørt et meget hårdt chicken race for realisere deres prioriteter, og man bør ikke helt udelukke muligheden for at det kan føre Sverige ud i et ekstravalg i foråret 2019 – også selv om et sådant valg ikke umiddelbart i sig selv vil afklare de låsninger som har kendetegnet svensk politik de sidste måneder.

PS: Hvorfor førte valget i 2014 ikke til en tilsvarende langvarig regeringskrise? En forklaring er at Fredrik Reinfeldt ved at afgå på valgnatten blokerede for en fortsættelse af firpartiregeringen med SD’s støtte, idet M blev sendt ud i en længere proces med valg af ny formand. Samtidig kan man argumentere for at perioden 2014-2018 egentlig var én lang regeringskrise, hvor Stefan Löfven blev statsminister på afbud, ligesom Sverige efter afstemningen om budgettet for 2015 rent faktisk var tæt på et ekstravalg.

PPS: De svenske kollektivblogs Politologerna og Makt och politik har fulgt processen hele vejen og er værd at følge.

Statsministerkandidater

Udviklingen i antallet af statsministerkandidater har været et festligt indslag i dansk politik henover sommeren, hvor specielt “rød blok” har set Alternativet og Enhedslisten åbent betvivle Mette Frederiksens rolle som blokkens leder, efter at Socialdemokratiet erklærede at partiets mål var at danne en rent socialdemokratisk regering efter en eventuel valgsejr for venstrefløjen ved det kommende folketingsvalg. Dertil har Radikale Venstre ganske vist ikke udtrykt noget ønske om at besætte statsministerposten efter et valg, men partilederen har dog udtalt betydelige forbehold i støtten til Socialdemokratiet og Frederiksen.

Men hvad er sandsynligheden for at nogen anden end Socialdemokratiets eller Venstres formand bliver statsminister efter det kommende valg?

Hvis den danske politiske historie giver nogle retningslinjer, er svaret at Danmarks næste statsminister med den nuværende fordeling af stemmerne i opinionsmålingerne hedder enten Mette Frederiksen eller Lars Løkke Rasmussen.

Først og fremmest vil hhv. S og V have en fordel ved regeringsdannelsen – det er yderst sjældent at det ikke er det største parti i respektive side af det politiske spektrum, der danner regeringen og stillet med statsministeren.

Forholdene i den nuværende valgperiode er ganske vist usædvanlige, fordi DF som det største borgerlige parti står uden for regeringen. Man kan her pege på perioderne 1909-1910, 1913-1915 og 1973-1975, hhv. Socialdemokratiet og Fremskridtspartiet ikke udnyttede – eller var i stand til at udnytte – deres størrelse til at styre regeringsdannelsen. Der kan være flere gode grunde til at DF ikke deltager i regeringen, men situationen er strengt taget en anomali.

I forbindelse med dannelsen af Firkløverregeringen i 1982 er der talt og skrevet meget om hvordan Poul Schlüter blev statsminister, men man bør huske på at KF efter valget i 1981 rent faktisk var det største borgerlige parti, så det havde været en overraskelse hvis V og Henning Christophersen havde været i stand til at sikre sig posten. Schlüter havde fra starten en fordel i processen og undlod at tabe terrinen på gulvet undervejs.

Det eneste tilfælde i fredstid på en koalitionsregering hvor juniorpartneren besatte statsministerposten, er VKR-regeringen hvor KF’s ledelse valgte at pege på den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister for at sikre RV’s loyalitet mod den nye regering. Man kan her i øvrigt bemærke at den radikale sejr ved valget i 1968 havde givet partiet 15% af stemmerne, ligesom RV sad på medianlegislatoren.

Den eneste af de nuværende alternative statsministerkandidater der er i nærheden af 10% af stemmerne, er EL’s Pernille Skipper, og hun har det handikap at hendes parti er placeret langt fra medianlegislatoren, klart til venstre for midten.

Når dette er sagt, kan der selvfølgelig også være grund til at pege på at S og V tilsammen ikke når op på 50% af vælgerne i de aktuelle meningsmålinger. Hvis medierne vælger at dække valgkampen som et præsidentvalg med ensidigt fokus på S og V, ville de tabe over halvdelen at vælgerne med deres oplæg. Omvendt behøver det ikke betyde at andre partiers ledere skal dækkes som potentielle regeringschefer.