Socialdemokratiet I: Retro

Socialdemokratiets linje under Mette Frederiksens formandskab rejser en række spørgsmål om de store venstrefløjspartiers strategier efter finanskrisen. I en række europæiske lande er socialdemokratierne i dyb krise – mest tydeligt Frankrig og Holland, hvor henholdsvis PS og PvdA har lidt valgnederlag der grænser til totale sammenbrud på vælgerarenaen, men også Tyskland hvor SPD efter et historisk dårligt valg i 2017 nu ligger klart under 20% i meningsmålingerne, og i Sverige hvor SAP efter fire år i opposition led et alvorligt nederlag ved valget i 2010 og hvor det historisk statsbærende parti ikke har været i stand til at forbedre sin position ved valgene i 2014 og 2018. Både i Tyskland og Sverige ser det i stedet ud til at medvinden for AfD og Sverigedemokraterna har givet den populistisk-højreradikale fløj en permanent stærk position i partisystemerne.

Sammenlignet med de nævnte lande fremstår Socialdemokratiet umiddelbart som en succeshistorie, idet partiet på vælgerarenaen har været i stand til at fastholde tilslutningen, ligesom det på den parlamentariske arena har været i stand til at danne regering efter valgene i 2011 og 2019. I modsætning til PS, PvdA og SPD er S altså en reel konkurrent for de borgerlige partier, når det gælder regeringsmagten.

Situationen er dog mere kompliceret hvis vi ser på Socialdemokratiets styrke i et historisk perspektiv: Resultatet ved 2019-valget var muligvis pænt i en europæisk sammenligning, men ligger i forlængelse af en række valg med historisk dårlige resultater. Grafen nedenfor viser, at S i 2010’erne ligger klart under de svage år i 1980’erne, så det kun er fordi de øvrige partier på venstrefløjen (SF og Enhedslisten) og rød blok (Radikale Venstre og Alternativet) har styrket deres position, at S har været i stand til at erobre regeringsmagten. Man kan i øvrigt bemærke at tilslutningen til de såkaldte arbejderpartier i 2010’erne ligger på niveau med, eller lidt under, tilslutningen i de første efterkrigsår.

Dette har imidlertid ikke forhindret S i at slå ind på en linje, der på mange måder kan kaldes Socialdemokratiet Classic – dvs. en linje hvor man skærer 1990’ernes og 2000-tallets “tredje vejs”-politik bort fra historien for i stedet at hævde en kontinuitet med 1960’ernes og 1970’ernes socialdemokratiske politik med fokus på traditionelle arbejdermiljøer.

Ideologisk kan strategien ses omsat i bøger skrevet af ledende socialdemokrater – mest tydeligt Mattias Tesfayes Kloge hænder og Velkommen Mustafa samt Kaare Dybvads Udkantsmyten og De lærdes tyranni.

De lærdes tyranni er fascinerende fordi den præsenterer et fjendebillede hvor højtuddannede storbyboer – her tænkes specielt på indbyggerne i København og omegn – sættes overfor provinsboer med erhvervsuddannelse. Selv om Dybvad i bogen plæderer for en traditionel arbejderlivsstil, er det således uddannelse snarere end økonomisk kapital der definerer den grundlæggende skillelinje i hans fortolkning af dansk politik. Det er Det Radikale Venstre, snarere end Venstre og Det Konservative Folkeparti, der fremstår som Socialdemokratiets hovedfjende på det politiske niveau, mens retorikken mod arbejdsgiverne, som ellers var central i arbejderbevægelsens retorik, forpasses til sidelinjerne.

Man kan tillægge at fokuseringen på arbejderlivsstilen også indebærer at det ikke bare er arbejderen men den mandlige arbejder, Dybvad fremhæver som det sociale forbillede – kvinderne dukker først op sent i bogen, og her uddannet og beskæftiget inden for traditionelle – kvindelige – omsorgsfag: Den produktive arbejder er mand, arbejder i traditionelle industri- og håndværksfag og bruger sin fritid på traditionelle foreningsbaserede sportsaktiviteter. Læser man De lærdes tyranni er det som om hele kvindefrigørelsen og opbruddet i de traditionelle kønsroller som har været en central drivkraft i den sociale og politiske udvikling i Danmark siden 1970’erne, aldrig har fundet sted i bogens univers.

Omvendt kan man se en kontinuitet fra den arbejderistiske strategi hos SF i Søvndal-æraen og fokuseringen på Blå Bjarner (sindbilledet på den mandlige arbejder der ønsker orden i økonomien, en udbygget social sikring for arbejdere, lov-og-orden-politik og stram udlændingepolitik, og som har stemt V eller DF i 2000-tallet) under den senere del af Helle Thorning Schmidts formandskab.

Flere elementer i Mette Frederiksens retorik som statsminister uddyber billedet. Kommentatorer undrede sig over den mørke tone i Mette Frederiksens åbningstale i oktober, hvor hun koncentrerede sig forhold der truede den danske idyl – jordbærstadet ved vejkanten blev her det centrale billede af en truet tillidskultur – snarere end om udvikling af det danske samfund. Talen havde træk man snarere ville forbinde med højrepopulister som Donald Trump eller Jimmie Åkesson, end klassisk socialdemokratisk fremskridtsoptimisme. Også her kan man se Frederiksens retorik som et forsøg på at tiltrække vælgere med en appel til traditionelle værdier og et løfte om at fastholde den sociale struktur eller genskabe tidligere tiders normer og strukturer.

Som en sidebemærkning kan man spørge om strategien er realistisk på langt sigt. Ser man fx på arbejdsmarkedsstatistikken, synes faldet i beskæftigelsen inden for industrisektoren at have bidt sig fast, selv efter at finanskrisens umiddelbare effekter er klinget af.

Tilsvarende kan man pege på at efterkrigstidens klassiske socialdemokratiske velfærdspolitik blev skabt i et – ikke altid konfliktfrit – samspil mellem Socialdemokratiet på den parlamentariske arena og DsF/LO-forbundene på den arbejdsmarkedspolitiske. Her er forholdet imidlertid det, at LO-forbundene siden 1990’erne er blevet svækket medlemsmæssigt, ligesom båndene mellem fagbevægelsen og partiet formelt er blevet kappet. Fusionen mellem LO og FTF – hvis medlemsorganisationer LO oprindeligt anså som en trussel mod arbejderbevægelsens enhed – kan ses som den foreløbige kulmination på en grundlæggende omkalfatring af arbejdsmarkedets organisatoriske struktur. Den traditionelle base er smallere og mere usikker i 2020’erne end i 1960’erne.

Endelig kan man fremhæve at den socialdemokratiske strategi op til 2019-valget byggede på en delvis udskiftning af partiets vælgerkorps: S vandt vælgere fra DF og V, men måtte også afgive vælgere til SF og RV. Sagt lidt firkantet ser det ud til at de Blå Bjarner erstattede de Røde Rosaer hos S.

Og dermed kommer vi til det, der kan være en afgørende forskel på 1960’ernes og 2020’ernes Socialdemokrati. Helt fra Staunings tid byggede Socialdemokratiets strategi på en forståelse af at partiet måtte tiltrække vælgere uden for de egentlige arbejdermiljøer – som på den tid ironisk nok var koncentreret i de større byer. Det var ved også at appellere til funktionærer og kvinder i og uden for erhverv at Socialdemokratiet blev til et folkeparti.

Mette Frederiksens Socialdemokrati ser ud til at gå i den modsatte retning med et fokus på mandlige arbejdere – partiet er altså mere et sektor- end et folkeparti. Man kan måske sammenligne med den historiske hovedmodstander Venstre, der traditionelt havde sin kerneidentitet som interesseparti for landbruget, koblet med forsøg på at tiltrække funktionærer og selvstændige i byerne.

Strategien kan give mening hvis vi ser på partisystemets struktur, for hvor dansk politik frem til 2001 var præget af et system hvor ét stort parti – Socialdemokratiet – stod over for nogle mellemstore borgerlige partier og en række mindre partier, er dynamikken i 2010’erne og 2020’erne anderledes. Det danske partisystem anno 2020 er måske ikke helt så fragmenteret som det hollandske, men fragmenteringen er – bortset fra situationen efter valget i 1973 – historisk høj, og der er ikke noget tydeligt dominerende parti.

Her kunne man se Socialdemokratiets strategi – hvor man vælger appellen til funktionærer og storbyboer fra – som et forsøg på at håndtere den systemiske kompleksitet – både på samfundsniveauet og det parlamentariske niveau.

Hvor det traditionelle Socialdemokrati søgte at reducere den sociale kompleksitet ved at rumme den i partiet, så opgaven med at integrere de forskellige sociale interesser i stor udstrækning lå internt i partiorganisationen, kan man se Retro-Socialdemokratiet som udtryk for en strategi hvor partiet søger at reducere den interne kompleksitet, så opgaven med at integrere de sociale interesse i højere grad kommer til at ligge eksternt på den parlamentariske arena.

DF’s overraskende sammenbrud ved først EP- og siden Folketingsvalget i 2019 betød at den socialdemokratiske ønskesituation, hvor partiet kunne maksimere sit politiske manøvrerum ved balancere en rød (SF, EL, RV) og en gul (SF, DF) flertalsmulighed, ikke lod sig realisere. Markus Knuths afhop fra Venstre sætter også grænser for brugen af kombinationen S-V. Her bliver det spændende at se konsekvenserne for Socialdemokratiets mulighed for at gennemføre den arbejderistiske politik i den tilbageværende del af valgperioden.

Bogåret 2019

Arbejdsrelateret læsning er ikke taget med i listen.

  • Karl Peder Pedersen – Kontrol med København
  • Jens Smærup Sørensen – Mærkedag
  • Gert J.J. Biesta – Undervisningens genopdagelse
  • Heidi Vad Jørgensen – Indvandring i velfærdsstaten
  • Agatha Christie – Bertrams hotel
  • Jørgen Grønnegaard Christensen og Peter Bjerre Mortensen – Overmod og afmagt
  • Niels Gunder Hansen – Danske tidsånder 1945-2010
  • Kirsten Jacobsen – Befrielsens øjeblik. Samtaler med Lars Løkke Rasmussen
  • Carl Holst – Carl. Prisen for et liv i politik
  • Markus Bernsen – Danmark disruptet
  • Villy Sørensen – Uden mål og med
  • Torben M. Andersen – Har velfærdsstaten en fremtid?
  • Alexander von Oettingen – Pissedårlig undervisning
  • Heinrich Greiselberger – Der grosse Regression
  • Christopher Bertram – Do States Have the Right to Exclude Immigrants
  • Maj Sjöwall och Per Wahlöö – Den vedervärdiga mannen från Säffle
  • Alexander von Oettingen – Undervisning er dannelse
  • Jørgen Leth – Det bliver ikke væk
  • Thilo Wesche – Adorno. Eine Einführung
  • Agi Csonka – Hvordan får vi mere lighed i uddannelse
  • Thomas Bauer – Der Vereindeutung der Welt
  • Lina Röstlund och Anna Gustafsson – Konsulterna. Kampen om Karolinska
  • Theodor W. Adorno – Aspekte des neuen Rechtsradikalismus
  • Elisabeth Gjerluff Nielsen – Store børn
  • Søren Pind – Frie ord
  • Katrine Marie Guldager – Et rigtigt liv
  • Mikkel Helle – Byen
  • Haruki Murakami – Biblioteket
  • August Strindberg – Inferno
  • Mathilda Gustavsson – Klubben
  • Klaus Rifbjerg – Konfrontation
  • Klaus Rifbjerg – Under vejr med mig selv
  • Klaus Rifbjerg -Amagerdigte
  • Henrik Pontoppidan – Undervejs til mig selv

Teateråret 2019

  • Toves Værelse – Folketeatret
  • Diktatoren – Odense Teater
  • Lazarus – Aarhus Teater
  • Den Store Gatsby – Odense Teater
  • Krise – Teater Momentum – Odense
  • Jordens Indre – Folketeatret/Odense
  • Peggy Pickit ser Guds ansigt – Odense Teater
  • Sweeney Todd – Den Kgl. Opera
  • Katastrofe – Teater Momentum – Odense

Boomer

Generationsmærkater er tillokkende, men også problematiske. Tillokkende, fordi de giver overblik over udviklinger og tendenser som ellers kan være forvirrende eller komplekse. Problematiske, fordi forenklinger udvisker væsentlige variationer eller tilskriver mennesker egenskaber eller holdninger, de slet ikke har.

Og dermed til decembers store trend – i al fald på internettet: Tilråbet “ok boomer” der angiveligt er blevet millenials-generationens måde at affærdige babyboomerne på. Og eftersom babyboomerne angiveligt har set sig selv som evigt unge og progressive, har det sandsynligvis gjort ondt på nogle boomere at se sig selv udstillet som irrelevante oldsager.

Så er spørgsmålet naturligvis om boomerne egentlig findes som en meningsfuld enhed, når vi forflytter os fra USA, hvor begrebet kommer fra til Danmark.

Først en graf over antallet af fødsler i Danmark siden 1901:

Som man ser, er det rent demografiske billede noget mere kompliceret i Danmark. Faktisk var der tre, forholdsvis korte, boom i antallet af fødsler i løbet af det 20. århundrede – mod slutningen af og lige efter 1. verdenskrig, under 2. verdenskrig og i midten af 1960’erne. Omvendt så man fald i 1920’erne og 1930’erne, i 1950’erne og igen fra starten af 1970’erne. Udsvingene skyldes sandsynligvis en blanding af kohorteeffekter og reaktioner på de økonomiske konjunkturer: De store årgange under krigen var i vis udstrækning et ekko af boomet i de sene 1910’ere, og de fik deres eget ekko i 1960’erne.

Det store fald i antallet af fødsler mellem 1975 og 1985 kan vi tilsvarende tilskrive en blanding af demografi og økonomi, og noget tilsvarende gælder faldet i fødsler efter finanskrisen 2007-2008.

Men hvordan med de danske generationer? Som sagt kan vi næppe tale om én boomer-generation i Danmark: 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne er simpelthen for forskellige.

Krigsgenerationen gav oprindelig anledning til store bekymringer, fordi man politisk frygtede arbejdsløshed og social uro, når de unge skulle ud på arbejdsmarkedet – erfaringerne fra 1920’erne (som var alt andet end brølende i Danmark) og 1930’erne prægede tidens politikere. Det hele udviklede sig dog anderledes, fordi den danske økonomi kom ind i en lang højkonjunktur fra slutningen af 1950’erne. Skal vi tale om en boomer-generation i Danmark, må det være de nu 70-80-årige, som længe har forladt arbejdsmarkedet og – med få undtagelser – politiske, økonomiske og sociale topposter.

1950’er-generationen er fascinerende, fordi den udmærker sig ved at være danmarkshistoriens mest venstreorienterede. Det var også den generation der for alvor mærkede effekterne af den store udbygning af uddannelsessystemet i 1960’erne. “1950’erne” var for unge til at være “68’ere”, men det er hos dem, man for alvor finder starten til det post-industrielle samfunds store værdimæssige skift. Omvendt fik disse årgange også fornøjelsen af at komme ud på arbejdsmarkedet, da 1970’ernes krise ramte Danmark, så ungdomsarbejdsløshed igen blev et stort politisk og socialt problem.

For 1960’er-generationen er det netop oliekriserne, de kroniske balanceproblemer i dansk økonomi og arbejdsløshed, der var de formative erfaringer. Dansk økonomi begyndte først varigt at stabilisere sig i midten af 1990’erne, hvor 1960’er-generationen var mellem 25 og 35 år. Det er måske forståeligt, hvis man ikke finder den store idealisme hos mine generationsfæller. At generationen fremstår som højreorienteret skal dog også ses i forhold til den (forholdsvis) ekstreme grad af venstreorientering hos 1950’er-generationen.

Kort sagt: Det giver næppe mening at tale om en stor dansk boomer-generation. Både de demografiske fakta, de formative erfaringer og for den sags skyld de politiske og sociale værdier var for forskellige for danskere født i 1940’erne, 1950’erne og 1960’erne til at man kan samle os under én hat.

At de (vi) i 2020 så er over livets midte og har kulmineret hvad angår direkte social, økonomisk og politisk indflydelse, er en anden sag. Vi er ved at være nogle gamle narhatte.

Koncertåret 2019

Vi sidder bare her (Leth/Simpson/Toksvig) – Posten Odense

Bo Sundström – Posten Odense

Kalaha – Den Sorte Diamant

Thomas Hass Kvartet – Dexter

Christina von Bülow – Dexter

Nikolaj Nørlund/Naja Marie Aidt – Dexter

DR Big Band og Miho Hazama med John Scofield – DR Koncerthus

Kommunerne, konsulenter og handicappolitikken

Historien om at en række danske kommuner systematisk hyrer eksterne konsulentfirmaer til at gennemgå sager om ydelser til handicappede, rejser en række spørgsmål om servicelovens forvaltning:

For det første bygger kontrakterne med konsulentfirmaerne på resultatbetaling, hvilket betyder at firmaernes betaling udgøres af en procentdel af det beløb, kommunen sparer ved gennemgang af konkrete sager. Kender man en smule til effekterne af økonomiske incitamenter, er det indlysende, at kommunernes målsætning – uanset hvad konsulentfirmaer og kommunerne selv påstår – er at spare på udgifterne på området for fysisk og psykisk handicappede, når andre kvalitetsmarkører ikke indgår i aftalen. Dette ligger da også på linje med tendensen hos kommunerne til at ville “udfordre” lovgivningen på området – omsat til almindeligt dansk betyder det kommunerne vil sætte serviceniveauet og de konkrete ydelser så lavt som muligt.

Man skal her pege på at kommunerne siden 2010 – og ikke mindst siden budgetlovens gennemførelse – har været underlagt en hård økonomisk styring fra statens side med et pres for at holde de kommunale udgifter i ro. I den sammenhæng har KL længe haft fokus på udgifterne til voksne med fysiske og psykiske handicap som et særligt problem. Social- og Indenrigsministeriets kommunale nøgletal giver desværre kun data for voksen- og ældreområdet samlet, men man kan i alle tilfælde se nogle store variationer mellem kommunerne i udgiftsudviklingen siden 2007. (Der synes dog ikke at være nogen klar sammenhæng mellem udgiftsudvikling og tilbøjeligheden til at købe konsulenttjenester.)

For det andet rejser brugen af konsulenter i sagsbehandlingen spørgsmålet om kommunernes håndtering af myndighedsopgaver. Her har eksperter påpeget, at det er usikkert om kommunerne i deres brug af konsulenterne krydser grænsen til at overlade myndighedsopgaver til private. For borgerne kan det også blive uklart om deres modpart er den kommunale sagsbehandler eller en konsulent, som de aldrig kommer til at møde eller kommunikere direkte med. Man skal dog være opmærksom på, at konsulenternes bidrag i nogle tilfælde har bestået i at gennemgå kontrakterne mellem kommunerne og leverandørerne af ydelser til de enkelte handicappede.

For det tredje peger kommunernes adfærd på en problemstilling som har været aktuel siden det specialiserede socialområde blev flyttet fra amterne til kommunerne i forbindelse med strukturreformen i 2007: Har kommunerne egentlig tilstrækkelig professionel kompetence til at håndtere handicapområdet? Meget peger på at en af strukturreformens effekter var at ødelægge den viden og kompetence, amterne havde bygget op siden 1970’erne. (Som en sidebemærkning kan man her spørge hvilke konsekvenser en nedlæggelse af regionerne som foreslået af den tidligere regering ville have haft for det specialiserede sundhedsvæsen og behandlingen af komplekse sygdomstilfælde.)

Lægger man dertil at kommunalpolitikerne i deres prioriteringer orienterer sig mod de bredere vælgergruppers behov og ønsker – de fylder helt enkelt mere ved stemmeurnerne – rejser der sig billedet af et specialiseret område der er under pres af både politiske, økonomiske og strukturelle årsager.

Mette Frederiksens parlamentariske grundlag

Jeg morer mig i anden sammenhæng med at se på Socialdemokratiets aktuelle politik under Mette Frederiksen. I den forbindelse lavede jeg en opdatering af en beregning over de danske regeringers parlamentariske grundlag (i Folketinget) siden 1915-grundlovens ikrafttræden.

Det er ikke så overraskende, at samlingsregeringerne under og umiddelbart efter besættelsen udgør det ene ekstrem med over 90% af mandaterne i Folketinget bag sig, mens Poul Hartlings V-regering (1973-1975) udgør det andet. Lars Løkke Rasmussens anden regering (2015-2016) var den næstsvageste målt i antal mandater siden 1918, mens Mette Frederiksens S-regering er den fjerdesvageste efter Hartling, Løkke Rasmussen II og Knud Kristensen (1945-1947).

Årstallene kan snyde lidt, men alle tre nævnte regeringer holdt kun i kort tid, idet Kristensens regering som den længst siddende lige netop passerede 24-månedersmærket. Løkke Rasmussen II holdt 17 måneder og Hartling godt 13 måneder. Det kan derfor blive spændende at se, hvor holdbar den nuværende regering viser sig at være.*

*Teknisk set betød dødsfald og partilederskift at regeringerne Hedtoft III, Kampmann I samt Krag IV og Jørgensen I blev meget kortvarige. Her var regeringens tekniske afgang dog ikke forårsaget af parlamentariske forhold – modsat situationen i 1950, hvor Hans Hedtoft trods en teoretisk set styrket parlamentarisk støtte valgte at afgå kort tid efter valget.

Medisterpølsen og den krænkede DF’er

De seneste udspil fra det kriseramte Dansk Folkeparti er interessante på flere måder. Et eksempel er det opslag, Peter Skaarup for nylig lavede på Facebook, hvor han beklager sig over en medisterpølse fra Aldi. Medisterpølsen følger blandt andet i sporet på klager fra forskellige aktører på det radikale højre over Ikeas vinterudsmykning, vinterboller fra Føtex og tilsvarende, men lad os se på opslaget (det er et screengrab, så man risikerer ikke at blive sporet af Facebook):

For nu at begynde med det nederste: Det virker mærkeligt at Skaarup siger at han ikke vil starte en konflikt, når vi har en serie af opslag fra DF’ere over temaet “vi må ikke sige jul, fordi muslimer”. Påstanden giver dog mening når man erindrer at Skaarup arbejder i et populistisk perspektiv, hvor han repræsenterer Folket (i bestemt ental), og dermed er den eneste som legitimt kan udtale sig i sagen. Med det udgangspunkt er det den der modsiger Skaarup, der skaber konflikten.

Så har vi et eksempel på det man på engelsk kalder “dog-whiste politics” i formuleringen. Skaarup nævner jo ikke muslimer nogen steder, blot at “det er for meget med de hensyn man skal tage”. Man behøver dog ikke være specielt indviet for at regne ud, at hans påstand er at Aldi ikke sælger julemedisterpølser for ikke at støde muslimer.

Der er så en logisk fejlslutning i Skaarup argument, fordi medisterpølsen indeholder svinekød, som jo er tabu for muslimer. Vi må trods alt antage at hvis en muslim kan læse deklarationen “Vintermedister”, så kan hun nok også læse indholdsdeklarationen. Her har krænkelsesfølelsen vundet over logikken hos Skaarup.

Her må vi lige hæve blikket fra køledisken og se mere generelt på den aktuelle DF-kampagne. Den er nemlig ikke specielt dansk, men en aflægger af den kampagne demagoger på den ekstreme højrefløj i USA har ført de seneste cirka 20 år, med påstanden om at liberale, multikulturelle eliter (her har vi tre af de værste skældsord i DF-universet samlet) konspirerer om at underminere kristne, amerikanske traditioner.*

Der er nogle problemer med argumentet: For det første skal man finde bevis for at julen som sådan er trængt ud af den offentlige sfære i USA, og for det andet at den yderste venstrefløj succesfuldt har konspireret med dybt kapitalistiske foretagener. Tanken om en multikulturel marxistisk-kapitalistisk konspiration mod Folket er forresten hentet fra det tidlige 1900-tals antisemitiske tankegods, men i det hele taget er det svært at finde eksempler på større protester mod markedsføring af juleting i USA eller Danmark. Om noget er perioden op mod jul blevet mere kommercialiseret de seneste 20 år.

Nogle vil sikkert pege på den amerikanske brug at formuleringerne “Season’s greetings” og “Happy Holidays” som et eksempel på islams og hele den skadelige multikulturalismes infektion af offentligheden, men udtrykkene stammer nu tilbage fra den viktorianske tidsalder. Igen er det snarere massekonsumptionens logik end noget andet, vi skal bruge som forklaring.

Og dermed er vi tilbage ved vintermedisteren, vinterbollen og vinterudsmykningen. Ser man på medisterpølsens indholdsdeklaration, er det faktisk svært at se hvad der adskiller den fra en almindelig medisterpølse. Vinterbollen erstatter ikke julebollen, men er et selvstændigt produkt. Og Ikea motiverer navngivningen af kollektionen Vinterfest med at kunderne så kan bruge tingene uden for december måned.

Det fælles træk er kort og godt forsøg på at skabe nye markeder – præcis som vi i de senere årtier har set skabelsen af nye “traditioner”, hvis funktion først og fremmest er at få os til at forbruge mere. Tænk på den efterhånden etablerede Hallowe’en, Black Friday og senest Singles’ Day. Hvis noget udfordrer julen, er det snarere en amerikansk inspireret kommercialisme. (Forresten er julesweatre åbenbart årets nye hit – og med tanke på hvad vi efterhånden ved om modeindustriens belastning af miljøet lokalt og globalt kunne man spørge om det er særligt hensigtsmæssigt at promovere tøj der kun bruges en kort tid, og måske kun et enkelt år).

Peter Skaarups og de øvrige højrefløjsdebattørers kampagne rejser dog yderligere et vigtigt spørgsmål, nemlig om identitetspolitik og krænkelsesparathed i dansk politik. I den almindelige debat – især i borgerlige avisers debatsektioner – kobles identitetspolitik og angivelig krænkelsesparathed med venstreorienterede og – endnu værre – multikulturelle standpunkter, men hvis vi ser på hvilke politisk indflydelsesrige aktører i Danmark, der bygger på et identitetspolitisk fundament og som anvender henvisninger til krænkelser som det af deres agitation, står Dansk Folkeparti som pragteksemplet.

Den højt besungne værdipolitik, som har domineret dansk politik siden årtusindskiftet, er netop identitetspolitik – med et formål at ekskludere individer, der ikke fuldt ud tilhører et påstået dansk folkefælleskab – og man vil kunne finde mange eksempler på DF’ere der giver udtryk for at være krænkede eller forulempede, når de møder fænomener uden for deres kulturelle referenceramme. Her er det ikke kun muslimer, der vækker DF’ernes krænkelsesparathed: Tænk fx. på partiets tidligere leder Pia Kjærsgaard, der i foråret klagede over at der var for mange bøsser i det Europæiske Melodigrandprix. Behovet for at være krænket ligger dybt i DF-kulturen og den øvrige højrefløjskultur, og den er ikke et specielt dansk fænomen.

PS: Vi finder også krænkelsesparatheden andre steder på den danske højrefløj end hos DF. Sidste jul havde Venstrepolitikere travlt med at flashe hamburgerrygge og medisterpølser på de sociale medier i deres kamp mod den angivelige islamisering, og V-MF’eren Mads Fuglede stillede sig helt bag Peter Skaarup i angrebet på Ikea. Inger Støjbjergs åbne og skjulte angreb på muslimer vil være velkendte.

Digitalisering og socialt arbejde – Indtryk fra FORSA Danmarks konference 8.-9. oktober 2019

Som overskriften antyder, deltog jeg i FORSA Danmarks konference 8. og 9. oktober, hvor temaet var digitalisering og socialt arbejde. Min tanke med indlægget er ikke at give et referat af de enkelte oplæg og sessioner på konferencen – man kan finde slides fra oplæggene på FORSAs hjemmeside – men snarere at sammenfatte mine indtryk og overvejelser.

Den første pointe handler om selve forståelsen af hvad digitalisering omfatter. Pointen er her at digitalisering indebærer mere og andet end blot at flytte administrative dokumenter eller andre materialer fra papir til harddiske: Når politiske og administrative ledelser de seneste årtier har drevet en digitaliseringsdagsorden, er det sket ud fra en forventning om at man ikke bare kan effektivisere, men også automatisere en stor del af opgaveløsningen i den offentlige sektor. Og dette gælder ikke bare klassiske administrative opgaver, men også opgaver inden for sundhed, uddannelse og socialt arbejde.

I forlængelse af dette følger den anden pointe, som er at den danske stat og kommunerne allerede arbejder aktivt på at bygge opgaveløsningen inden for SUS-området (Sundhed, uddannelse, socialt arbejde) på samkøring af registerdata og andre data, som borgerne selv fodrer de digitale systemer med.

Et eksempel på dette er STAR’s arbejde med platformen ASTA, der skaber automatiske profiler af store grupper af borgere til brug for sagsbehandlerne i de kommunale jobcentre. Et andet er “Gladsaxe-modellen” hvor Gladsaxe Kommunes Børne- og Ungeforvaltning ønskede at skabe digitale profiler af alle børn baseret på registreringer af barnets møder med alle sider af det offentlige system for på den måde at opspore potentielt udsatte børn.

Når Gladsaxe-modellen i første omgang ikke blev til virkelighed, skyldtes det ikke principielle politiske betænkeligheder ved den omfattende samkøring af registre og den automatiske profilering, men snarere konkrete konflikter mellem modellen og den eksisterende lovgivning om behandlingen af persondata. KL’s kritik af de begrænsninger GDPR giver for digitalisering og automatisering bør også ses i dette perspektiv.

Af dette følger den tredje pointe, som er, at digitaliseringen sætter velfærdsprofessionernes og de professionelles rolle i opgaveløsningen på spil. Set fra de politiske og administrative ledelsers perspektiv er digitalisering inden for sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet, beskæftigelsesområdet og det øvrige sociale område netop attraktivt, fordi det – i det mindste teoretisk – kan gøre en stor del af det professionelle skøn og relationsarbejdet mellem professionelle og borgere overflødigt. De digitale systemer kan i dette perspektiv opspore eksisterende eller truende problemer, træffe beslutninger om indsatser og ideelt set også stå for, om ikke hele, så dog en stor del af leveringen af tjenesteydelserne. Dermed åbner digitaliseringen og automatiseringen også for en mere effektiv hierarkisk politisk og administrativ styring af forvaltningen og borgerne – igen: I det mindste i teorien.

Inden man sætter den onde digitalisering entydigt op over for den gode professionalisme, skal man være opmærksom på, at det professionelle skøn heller ikke er uden problemer: Undersøgelser har vist at der er tydelige bias i professionelles vurderinger af børns situation, ligesom man vil kunne finde mange tilfælde, hvor udsatte børn og voksne er faldet mellem de administrative stole.

Omvendt skal man også være opmærksom på, at digitaliseringen – ikke mindst som de politiske og administrative ledelser ser den – lover mere end den kan holde:

For det første er algoritmer – selv med omfattende indslag af kunstig intelligens – aldrig bedre end de koder og data, som bliver lagt ind i modellerne. Et klassisk eksempel er at stereotyper om hvide og farvede amerikanere er blevet ført med ind i programmer, myndighederne anvender til at bedømme indsattes risiko for tilbagefald i kriminalitet. Herhjemme har brugen af ASTA på jobcentrene rejst spørgsmålet om stempling af bestemte grupper af arbejdsløse. Her er problemet for borgerne, at de bliver stillet i en magtesløs position, når computeren først har sagt nej, samtidig med at politik og forvaltning ikke anerkender digitaliseringens grænser.

For det andet er data aldrig rene: Folk der arbejder med kvantitative analyser på ekspertniveau ved at de indsamlede data kræver en omfattende sortering og bearbejdning, inden de kan anvendes i valide analyser. Dette står mod den politiske og administrative forventning om at indsamling af big data giver en billig og enkel vej til uangribelig viden om sociale problemstillinger.

Endelig skal man huske på at statistiske og algoritmebaserede modeller går fra fortiden til nutiden og fra det generelle til det specifikke. Man kan som professionel sagens overse nogle generelle mønstre i de målgrupper, man arbejder med, men omvendt er det et kendetegn ved mange sociale problematikker, at der er tale om såkaldt vilde problemer, som ikke har nogen indlysende optimal løsning, ligesom de konkrete problematikker vil være forskellige fra individ til individ. Her bygger digitaliseringen på en antagelse om at sociale problemer er tamme problemer, som kan løses ved brug af generelle, tekniske instrumenter.

Lægger man disse tre forhold sammen, peger argumenterne også på et mere generelt problem ved digitaliseringen. På den ene side taler den ind i en meget stærk effektiviserings- og hierarkiseringstankegang inden for styringen af den offentlige sektor og statens styring af borgerne. Det er med til at forklare dens attraktivitet for politikere og ledere inden for stat, regioner og kommuner.

På den anden side er spørgsmålet om automatiseringen af det sociale arbejde kan levere de forventede resultater, eller om borgerne snarere vil opleve et møde med den offentlige sektor, der er dårligere til at løse deres problemer, samtidig med at de bliver stillet svagere, fordi man per definition ikke kan gøre indsigelse mod tilsyneladende objektive modeller.

Som nævnt ovenfor var et gennemgående tema i konferencen, at digitaliseringen sætter professionerne – her specielt socialrådgivere og socialpædagoger – under et betydeligt pres. Spørgsmålet er her, om det ikke ud over jurister, der arbejder med etik og regulering af brugen af data, i virkeligheden er den faggruppe man kalder “data scientists” – hvilket netop er noget andet end klassiske programmører – kan være professionernes bedste allierede, fordi de i højere grad end de politiske og administrative ledere har øje for kompleksiteterne i indsamlingen og bearbejdningen af data og begrænsningerne i brugen af algoritmer og automatiserede systemer.

PS: Markus Bernsens Danmark disruptet behandler ikke det sociale område, men kan være en god introduktion til den ideologi om digitalisering, som dominerer i dansk politik og offentlig forvaltning.

Danskernes syn på muslimer – nogle hurtige tanker

Et par tanker angående Mandag Morgens undersøgelse af danskernes syn på muslimer:

1. Undersøgelsen bekræfter at der findes en anti-muslimsk opinion i Danmark, hvilket også stemmer med de politiske strategier vi har set fra DF, V, S, Nye Borgerlige og Stram Kurs. (Man kan så spørge om opinionen er generelt fremmedfjendtlig, og det “bare” er muslimer der er det aktuelle objekt – det kunne lige så godt være svenskere, polakker eller asiater – eller om opinionen er specifikt anti-muslimsk).

2. Aldersfordelingen er nogenlunde som forventet (unge mere åbne end ældre).

3. Jeg ville gerne have set tallene brudt ned på uddannelse/erhverv.

4. Angående de unge rejser det vi ved Stram Kurs’ vælgerkorps et spørgsmål: Partiet var overrepræsenteret blandt unge mænd (på Vestsjælland). Er det sådan at vi har en polarisering blandt unge vælgere efter køn, uddannelse og muligvis geografi?

5. Mandag Morgens resultater står lidt i konflikt med resultaterne af Pew Research Centers pan-europæiske survey fra sidste år: Her fremstår danskerne som meget åbne i deres syn på muslimer. (Man kan så bemærke at de mest tolerante lande – Danmark, Sverige, Norge og Nederlandene alle har store anti-muslimske højrepopulistiske partier i parlamentet)

PS: Peter Fallesen fra Rockwool-Fonden påpeger at der kan være nogle huseffekter fra YouGov i Mandag Morgens undersøgelse, som man bør være opmærksom på. Erik Gahner Larsen har data fra folketingsvalget, der peger på at YouGov overvurderede NB og SK.