Socialdemokratiets opgang og fald

Figuren her giver et interessant perspektiv på de vesteuropæiske socialdemokratiers opgang og fald siden 1950. Man bør bemærke at der er tale om et index så partier der er kommet fra et meget lavt niveau i 1950’erne påvirker indekset i positiv retning selv om de stadig ligger under traditionelt stærke socialdemokratier som det svenske eller norske. Tilsvarende er y-aksen skåret af ved indexværdien 80 så partierne er altså (endnu) ikke truet af udslettelse.

Der er dog samtidig nogle overraskende tendenser. Således er det 1980’erne og 1990’erne der fremstår som socialdemokratiernes storhedstid, hvor 1980’erne ellers traditionelt ses som nyliberalismens årti med Margaret Thatchers regeringer som gallionsfiguren. Omvendt så vi i den latinske verden et stort gennembrud for de socialdemokratiske partier (specielt Frankrig og Spanien) ligesom det svenske socialdemokrati dominerede svensk politik i 1980’erne. Her fremstår Danmark nærmest som en outlier, idet det danske socialdemokratis seneste (sidste) storhedstid faldt i perioden 1990-1998. New Labours storhedstid ligger også i slutningen af den socialdemokratiske kulmination.

Det er samtidig bemærkelsesværdigt at sammenbruddet for socialdemokratierne kommer samtidig med finanskrisens gennemslag. Man skulle her have troet at den traditionelle socialdemokratiske politik burde have haft gode kår som svar på krisens effekter og årsager. Dog var valget i Danmark i 2011 det eneste i 2000-tallet hvor økonomi stod øverst på dagsordenen og selv om Socialdemokratiet fortsatte sin tilbagegang, resulterede valget dog i det eneste venstreflertal i Folketinget siden 2001.

Assimilation og integration

Denne gang en note jeg skrev i 2015 efter at have læst Andreas Johansson Heinös Farväl till Folkhemmet. Det ser ud som om det ville være værd at genlæse bogen – og at danske politikere forholdt sig mere principielt til de ord de slynger rundt med:

Et par tanker om Andreas Johansson Heinös læseværdige bog om Sverige som indvandringsland:

1. Titlen kan godt være en smule forvirrende – de fleste vil nok umiddelbart associere “folkhem” med velfærdsstat og så notere at det er Timbro (inspiration for Cepos herhjemme) der har udgivet bogen, men det handler altså mere om det område vi lidt uklart kalder integrationspolitik. Man kan sige at spørgsmålet er hvilket folk Sverige skal være hjem for.

2. Hvis man ikke har fulgt den svenske debat via danske medier i stedet for direkte, kan man som dansker godt tro at svenskere enten alle er multikulturalister eller at indvandringsdebat er tabu i Sverige. Det er forkert, og bogen handler i forlængelse af Heinös tidligere bog “Gillar vi olika”, dels om hvordan man teoretisk kan håndtere integrationsspørgsmålet, dels om hvordan de svenske partier har håndteret spørgsmålet siden 1960’erne.

3. Kvantitativt har indvandringen til Sverige været større end til Danmark, men positionerne i debatterne i de to lande har faktisk en del paralleller. Det kan være værd at bemærke, at det svenske socialdemokrati ligesom det danske har haft meget svært ved at finde sine egne ben – som dansk læser genkender man umiddelbart konflikterne mellem Vestegnsborgmestrene (assimilationspolitik) og Auken-fløjen (multikulturalisme) i de svenske eksempler. Forskellen er at multikulturalisterne nu er marginaliseret i det danske Socialdemokrati, mens det svenske parti stadig kæmper med at finde sine egne ben.

4. Samtidig har svensk officiel politik flyttet sig meget siden 1970’erne: Fra en ekstremt assimilationspræget politik (der lige nøjagtigt åbnede plads for samerne) til – tjah, hvad: Integrationspolitik, multikulturalisme eller noget tredje? Måske er muddling through den bedste beskrivelse?

5. Det var Alliansen og Miljöpartiet der gennemtrumfede en mere liberal indvandringspolitik i 2000-tallet. (Hvilket forresten brød en gammel borgfred mellem S og M på området. Man kan måske sige at Svend Auken tilsvarende fik åbnet en panoras æske i samarbejdet med RV om flygtningepolitikken, hvilket den politiske overkyniker Erik Ninn-Hansen var hurtig til at udnytte. Ninn-Hansen tabte ganske vist slaget, men vandt i praksis krigen).

6. Såvel assimilationspolitikken som multikulturalismen kan hurtigt få sig malet ind i alvorlige modsigelser. Et klassisk eksempel er at multikulturalismen – sagt lidt kort – de facto fornægter eller legitimerer undertrykkelse, så længe den kan siges at være kulturelt forankret i grupper der kategoriseres som diskriminerede. Her er vi i øvrigt inde på det centrale problem om konflikten mellem individuelle og kollektive rettigheder (og det er fordi Heinö advokerer et liberalt syn på rettigheder, at bogen kommer hos Timbro): Hvis rettigheder er det der skal beskyttes i et mere heterogent samfund? (Og politiske teoretikere vil her melde sig på banen med en diskussion af forudsætningerne for samfundsmæssig solidaritet)

6a. Omvendt har det svenske samfund – ligesom det danske – forandret sig så meget i de seneste årtier, at assimileringsfortalerne anvender værdier, de egentlig er imod, som argumenter i kampen mod indvandring.

7. Heinös løsning er koblet til en højnelse af det formelle medborgerskabs (altså, statsborgerskabets) status, blandt andet gennem sprogtest og medborgerskabsceremonier. Det er nok mere USA end Danmark som er inspirationen her.

Det er komplicerede sager, og jeg er ikke helt overbevist om at Heinö har fundet den tilstrækkelige løsning i spørgsmålet om integration, men både Farväl til folkhemmet og Gillar vi olika er trods de svenske referencer genkendelige for danskere og peger på en position, jeg lidt savner i en polariseret og meget identitetsbaseret debat.