Socialdemokratiets opgang og fald

Figuren her giver et interessant perspektiv på de vesteuropæiske socialdemokratiers opgang og fald siden 1950. Man bør bemærke at der er tale om et index så partier der er kommet fra et meget lavt niveau i 1950’erne påvirker indekset i positiv retning selv om de stadig ligger under traditionelt stærke socialdemokratier som det svenske eller norske. Tilsvarende er y-aksen skåret af ved indexværdien 80 så partierne er altså (endnu) ikke truet af udslettelse.

Der er dog samtidig nogle overraskende tendenser. Således er det 1980’erne og 1990’erne der fremstår som socialdemokratiernes storhedstid, hvor 1980’erne ellers traditionelt ses som nyliberalismens årti med Margaret Thatchers regeringer som gallionsfiguren. Omvendt så vi i den latinske verden et stort gennembrud for de socialdemokratiske partier (specielt Frankrig og Spanien) ligesom det svenske socialdemokrati dominerede svensk politik i 1980’erne. Her fremstår Danmark nærmest som en outlier, idet det danske socialdemokratis seneste (sidste) storhedstid faldt i perioden 1990-1998. New Labours storhedstid ligger også i slutningen af den socialdemokratiske kulmination.

Det er samtidig bemærkelsesværdigt at sammenbruddet for socialdemokratierne kommer samtidig med finanskrisens gennemslag. Man skulle her have troet at den traditionelle socialdemokratiske politik burde have haft gode kår som svar på krisens effekter og årsager. Dog var valget i Danmark i 2011 det eneste i 2000-tallet hvor økonomi stod øverst på dagsordenen og selv om Socialdemokratiet fortsatte sin tilbagegang, resulterede valget dog i det eneste venstreflertal i Folketinget siden 2001.

Kommunalvalget 2017 – en oversigt

Kommunal- og regionalrådsvalget blev afholdt den 21. november 2017. Det var det tredje valg efter strukturreformen af 2007 og det fjerde valg til de nuværende kommunalbestyrelser og regionsrådene. I denne post vil jeg koncentrere mig om kommunalvalget som også tiltrak sig mest opmærksomhed i medierne.

Valgresultatet målt i stemmeandele

2017p angiver beregningerne fra en prognose udarbejdet af valgforskere ved Københavns Universitet. 2017r angiver resultatet af valget 21. november 2017

Man kan til en begyndelse notere at valgdeltagelsen i 2017 var marginalt lavere end i 2013, men højere end i 2005 og 2009. Dette er interessant fordi der efter valget i 2009 var bekymring for at indførelsen af de nye, større enheder også havde ført til et fald i befolkningens interesse for lokalpolitik. Set i et lidt længere perspektiv synes faldet i valgdeltagelsen i 2009 dog at have været en engangsforeteelse, som i øvrigt har en parallel i udviklingen efter kommunalreformen af 1970, hvor valgdeltagelsen også faldt ved det andet valg efter reformen for derefter at stige til et niveau omkring 70%. Det er normalt at valgdeltagelsen ved kommunalvalg i Danmark ligger cirka 10-15 procentpoint under valgdeltagelsen ved folketingsvalg.

Ser vi på resultaterne for de enkelte partier, er det mest bemærkelsesværdige at Dansk Folkeparti ikke var i stand til at omsætte sin betydelige fremgang på nationalt niveau ved folketingsvalget i 2015 til en fremgang på lokalt niveau. Partiet tabte tværtimod stemmeandele fra 2013 til 2017 og blev overhalet af Det Konservative Folkeparti som det tredjestørste parti på det lokale niveau. Vi kan notere at DF også var det parti, hvis resultat valgforskerne havde sværest ved at forudsige – der er næsten seks procentpoints forskel på prognosen og valgresultatet.

Socialdemokratiet og Venstre var og er de dominerende partier i dansk kommunalpolitik og begge partier har traditionelt præsteret noget bedre på lokalt end på nationalt niveau, idet man kan se et gennemslag af den nationale politiske opinion i Socialdemokratiets fremgang og Venstres tilbagegang mellem 2013 og 2017. Man kan i øvrigt bemærke at valgforskernes prognose havde forudsagt stagnation i tilslutningen til S, mens valgresultatet gav partiet en fremgang på tre procentpoint.

Tilsvarende er det helt som forventet at partier som Liberal Alliance og Alternativet ligger langt fra den vælgertilslutning, de vil kunne opnå ved folketingsvalg. Alternativets resultat var dog over forventning hvilket især skyldtes en stærk præstation i de største bykommuner.

Oversigten over resultatet på landsplan skjuler en interessant forskydning mellem 2013 og 2017: I 2013 havde 10 kommunalbestyrelser et flertal bestående af ét parti. I 2017 var antallet steget til 20. Man ser her flere tilfælde af en borgmestereffekt hvor en populær borgmester trækker stemmer til sit parti. De lokale forhold har stadig betydning efter strukturreformen – dette er også en faktor som har betydning når man skal forklare hvorfor valgforskerne havde så svært ved at forudsige de enkelte partiers resultater lokalt og nationalt.

Fordelingen af borgmesterposter

Der er ingen automatisk sammenhæng mellem partiernes stemmeandele og antallet af borgmesterposter. S og V’s dominans viser sig her i ekstrem grad idet de to partier efter valget sidder på 84 af 98 borgmesterposter. Dette afspejler at ét af de to partier er det største i næsten alle kommunalbestyrelser hvorfor partiet har en fordel ved forhandlingerne om de politiske poster i den nye kommunalbestyrelse.

Borgmesteren vælges for fire år af den nye kommunalbestyrelse ved det konstituerende møde i december 2017, men de konstitueringsaftaler partierne indgår efter valget omfatter også en fordeling af viceborgmesterposter samt posterne som udvalgsformænd og – i de store bykommuner – rådmænd. Man kan her bemærke at Socialdemokratiet var i stand til at omsætte en forholdsvis lille fremgang i stemmeandele til en markant stigning i antallet af borgmestre, mens det modsatte var tilfældet for Venstre.

I modsætning til i Sverige hvor flertallet i Stockholm Kommune skifter regelmæssigt, har Københavns Kommune altid været en socialdemokratisk højborg. Partiet er dog blevet udfordret fra venstrefløjen i de seneste årtier og der var spekulationer om Enhedslisten ved valget ville være i stand til at vriste overborgmesterposten fra Socialdemokratiets Frank Jensen. I sidste instans blev S det klart største parti og Frank Jensen kunne beholde sin post i en konstitueringsaftale med centrum-venstre-partierne. Dansk Folkeparti mistede i øvrigt sin borgmesterpost i København – svarende til en rådmandspost i de øvrige store kommuner – efter en valgperiode til Alternativet.

S har på landsplan flirtet kraftigt med DF i den seneste tid, men tilnærmelserne resulterede ikke i en S-DF-alliance på kommunalt plan. Her valgte DF generelt at indgå aftaler med de øvrige borgerlige partier. Det – kombineret med DF’s generelt dårlige valg – betød også at DF ikke fik sit gennembrud som borgmesterparti ved valget idet partiet måtte nøjes med en borgmesterpost i den lille Læsø Kommune.

På trods af fremgangen på nationalt plan og successerne i de lokale konstitueringsaftaler lykkedes det heller ikke for S at genvinde borgmesterposten i den gamle højborg Esbjerg eller i Vejle Kommune.

Som altid gav konstitueringsprocesserne i nogle kommuner anledning til konflikter mellem partierne – mest udpræget i Slagelse kommune hvor der inden valget var et belastet forhold mellem den siddende borgmester Stén Knuth (V) og LA’s Villum Christensen. Processen endte med at LA indgik en konstitueringsaftale med S mod et løfte om at kunne overtage borgmesterposten midtvejs i den kommende valgperiode. En sådan aftale er højst usædvanlig, idet der dog findes nogle få tilfælde på at partier har delt borgmesterposten mellem sig.

Generelt var konstitueringsprocesserne dog hurtigt overstået – i mange tilfælde havde partierne indgået konstitueringsaftale på selve valgnatten eller dagen efter – og ret udramatiske.

Kunsten at danne en tysk regering

Sonderingerne der skulle føre til en regeringsdannelse efter det tyske forbundsdagsvalg i september er – i al fald foreløbig – brudt sammen efter at FPD natten til mandag forlod forhandlingerne om en “Jamaika”-koalition, dvs. en koalition bestående af CDU, CSU, FDP og Bündnis 90/Die Grünen (herefter G).

Flertalsdannelsen er kompliceret, fordi ingen af de traditionelle koalitioner med undtagelse af CDU/CSU-SPD kan opnå et flertal. Inden Frauke Petrys afhop fra AfD var mandatfordelingen som følger

CDU/CSU: 246 – SPD: 153 – AfD: 94 – FDP: 80 – Linke: 69 – G: 67

Med 709 MdB er kravet til et absolut flertal 355 mandater, og hvis vi antager at AfD og L er ude af reelle regeringsforhandlinger har vi følgende flertalskonstellationer med CDU/CSU:

CDU/CSU + SPD: 399 – CDU/CSU + FDP + G: 393

AfD er som sagt afvist som koalitionspartner, men teoretisk giver en højrekoalition et flertal:

CDU/CSU + AfD + FDP: 420

Den eneste mulige flertalskonstellation for SPD er en stor koalition med CDU/CSU, selv hvis L blev accepteret som regeringspartner.

Spørgsmålet er nu hvordan man går videre efter sammenbruddet for Jamaika-forhandlingerne. Hvis vi antager at det ikke er muligt at genoptage forhandlingerne i en anden runde, og SPD fortsat afviser regeringsdeltagelse, skal man være opmærksom på den tyske grundlovs regler om regeringsdannelse og udskrivelse af nyvalg. En komplicerende faktor er at der kun kan udskrives valg efter at Forbundsdagen har udtalt mistillid til en siddende forbundskansler – og efter Forbundsdagens konstituering er Angela Merkel fungerende kansler. Den eneste måde at komme videre går altså over valget af en ny forbundskansler, idet man også skal bemærke at præsidentens rolle er at sikre at alle muligheder for regeringsdannelse er udtømt inden der udskrives valg.

Med præsident Steinmeiers accept kunne CDU/CSU og SPD anbefale at Angela Merkel udnævnes til kansler for en CDU/CSU-regering (dette vil i givet fald kræve at SPD stemmer for valget af Angela Merkel ved de første afstemninger, hvor der kræves absolut flertal, eller at de tre partier opnår en enighed med enten FDP eller G ved den tredje afstemning, hvor der kun kræves relativt flertal), som derefter mødes af mistillid ved en afstemning i Forbundsdagen, hvorefter kansleren kan anmode præsidenten om at udskrive nyvalg. Her er spørgsmålet om nyvalg vil ændre noget substantielt ved situationen – allerede før valget i september var det åbenlyst at SPD ville gå tilbage, ligesom det eneste realistiske alternativ til en stor koalition var en Jamaika-koalition, hvis der skulle dannes en flertalsregering.

En anden mulighed er at SPD indgår en confidence and supply-aftale med CDU/CSU, hvilket vil indebære at SPD undlader at stemme for forslag til mistillidserklæringer og stemmer blankt ved finanslovsafstemninger (i stedet for at følge den tyske praksis hvor oppositionspartier stemmer mod finanslovsforslag). I så fald er det imidlertid ikke tilstrækkeligt kun at indgå en aftale med SPD, idet de fire øvrige oppositionspartier tilsammen har 310 mandater mod CDU/CSU’s 246. En mindretalskoalition bestående af CDU/CSU og FDP vil resultere i 326 for regeringen – 230 mod – 153 neutrale, mens en koalition af CDU/CSU og G giver 313 – 243 – 153.

Man kunne formode at kommentarerne efter sammenbruddet søndag ville pege i retning af en CDU/CSU-G-koalition, som sandsynligvis ideologisk vil være mest acceptabel for SPD. Et spørgsmål er dog hvordan SPD’s ledelse vil vurdere fordele og risici ved at optræde som de facto-støtteparti for en sådan regering, et andet om en sådan regering ville kunne holde en hel valgperiode. Ordningen ville som nævnt også kræve et brud med den tyske norm om at oppositionen stemmer mod finansloven, men på en række andre politikområder er det ikke umuligt at CDU/CSU, SPD og G kunne bygge videre på resultaterne af sonderingsforhandlingerne.

Mindretalsregeringer er ikke helt ukendte på delstatsniveau i Tyskland, idet de mest er set som en løsning på problemet hvor et fløjparti (Die Linke) ikke kan eller vil indgå formelt i regeringen, men bortset fra de korte perioder hvor FDP har trukket sig fra en koalition for at udløse et regeringsskifte, er de ukendte på føderalt niveau.

Engelske kommentatorer (især de der ikke er indsat i tysk politik) har haft travlt med at erklære at Tyskland står over for den største politiske krise siden 1949. Dette er en voldsom overdrivelse – det er mere korrekt at sige at tysk politik befinder sig i et vadested, hvor etablerede og nye partier skal forholde sig til fragmenteringen i partisystemet. På den vis er situationen i 2017 en parallel til 1965-1966 (hvor FDP frigjorde sig fra CDU/CSU og SPD fik etableret sig som regeringsparti), 1980-1983 (hvor De Grønne etablerede sig som politisk kraft, SPD måtte forholde sig til 1970’ernes politiske opbrud og FDP flyttede sig fra social- til markedsliberalisme) og 2005 (hvor SPD oplevede en afskalning til venstre, hvilket førte til en periode med store koalitioner). I alle tilfælde har den tyske politiske ledelse fundet en måde at navigere i de nye forhold.

Kød på kommunalvalget

Konstitueringsprocesserne efter danske kommunalvalg kan have deres specielle sider. Den nationale opdeling i rød og blå blok giver ikke altid mening på det lokale niveau, ligesom man kan se såvel partier som individuelle politikkere hoppe af forud indgåede aftaler for at opnå attraktive poster.

Omvendt kan landspolitiske emner også slå igennem i lokalpolitikken, og her har Dansk Folkeparti haft en vis evne at få udbredt partiets anti-muslimske dagsorden lokalt. Et eksempel har været kravet om at servering af svinekød skulle være obligatorisk i kommunale institutioner, hvilket DF fik gennemført med støtte fra Venstre i Randers i 2016. Allerede i 2015 kunne DF dog notere tilsvarende sejre i de københavnske forstadskommuner Rødovre, Ishøj og Herlev med støtte fra Socialdemokratiet. Forbudet mod kønsopdelt svømning i Århus skyldtes et initiativ fra Venstre, støttet af Socialdemokratiet, og også her var den anti-muslimske vinkel tydelig, idet forbudet blev koblet til diskussionen om radikalisering i dele af de århusianske indvandrermiljøer. (Forbudet kunne dog kun dække offentlige svømmetider og ikke private foreninger)

Der er imidlertid tegn på at DF skyder fronterne frem i forbindelse med det kommende kommunalvalg. I Horsens og senest Odsherred kommune har DF gjort det til et vilkår for at indgå en konstitueringsaftale, at aftalepartnerne støtter et totalt forbud mod indkøb af halalslagtet fjerkræ og oksekød. Såvel V’s som S’s borgmesterkandidat i Horsens har foreløbig afvist kravet, mens V’s kandidat i Odsherred har udtalt støtte til DF.

Kampen mod religiøs slagtning har længe været en mærkesag for DF på landsplan, idet motiveringen generelt har været hensynet til dyrevelfærd. Argumentationen svækkes dog af at dyr der slagtes i Danmark, skal være bedøvet inden slagtningen. Man kan her i øvrigt notere at Venstre med støtten til hahalforbudet i Odsherred bringer sig selv i en krydspressituation, idet partiet traditionelt har meget tæt forbindelse til landbruget og dermed fødevareproducenter og slagteribranchen, hvor salget af specielt fjerkræ til Mellemøsten spiller en vis rolle for eksporten. Et sideargument fra DF har været at slagteribranchen ved at betale imamer for velsignelser af slagtet fjerkræ er med til at finansiere religiøs ekstremisme og voldelige regimer i Mellemøsten. Det har dog aldrig været muligt at påvise sådanne pengestrømme.

Når dyrevelfærd falder bort som en reel grund for DF’s kamp mod halalslagtninger, kan man spørge hvilke motiver der så ligger bag partiets politik. I den decideret islamofobe del af den politiske debat kan man støde på forestillingen om at den religiøse velsignelse på en eller anden måde forurener kødet, så ikke-muslimer så at sige inficeres med muslimsk tankegods. Det rene (kristne) kød stilles over for det urene, muslimske. I en vis forstand kan man her se en spejling af nogle religiøse forestillinger, som vil være uforståelige, men irrelevante i dagligdagen for sekulære eller traditionelt kristne. Forestillingen har paranoide elementer og det kan umiddelbart virke mærkeligt at den kan spille en rolle i nutidig, praktisk politik. På den anden side skal man ikke se bort fra at den anti-muslimske strømning i europæisk politik bygger på et mere eller mindre diffust ubehag ved mødet med det ukendte og fremmedartede, snarere end på en systematisk vurdering af indvandringens og integrationspolitikkens konsekvenser.

Det interessante er i alle tilfælde, at dele af Venstre er villige til at imødekomme DF på dette område. Man kan her pege på at partiet også nationalt viser tegn på splittelse mellem fraktioner der står DF nært idémæssigt, og andre fraktioner der står på et socialt liberalt udgangspunkt. Office seeking, eller opportunisme, om man vil, spiller naturligvis også en rolle her.

Det kan blive mere spændende at følge Socialdemokratiets håndtering af tilsvarende DF-krav ved de kommende kommunale konstitueringer, idet partiet nationalt i det seneste år tydeligt og bemærkelsesværdigt i integrationspolitikken har bevæget sig i retning af anti-muslimsk retorik og standpunkter. Anti-halal-vedtagelser kunne være en enkel måde at omsætte partiets afstandtagen til kommunal politik.

Helle Thorning som statsminister

Facebook meddeler mig at jeg i 2015 med anledning af et interview med Søren Mørch skrev et opslag om Helle Thorning-Schmidts indsats som statsminister. Jeg synes faktisk vurderingen holder:

Mørch har en betydelig underholdningsværdi, fordi han gerne udtaler sig arrogant og farverigt. Spørgsmålet er om han rammer rigtigt.

Mit perspektiv vil være følgende:

1. Det lykkedes for Thorning at holde Socialdemokratiet samlet, trods en besværlig parlamentarisk situation. Vi kan sammenligne med SF og RV der begge blev ramt af splittelser i valgperioden 2011-2015.

2. Som leder tabte Thorning to valg og vandt et tredje. Det mislykkedes for hende at genvinde regeringsmagten (trods fremgang i 2015).

3. Thornings store handikap blev policyen – eller omsætningen af Socialdemokratiets ideologiske mål til praktisk politik. Jeg har i anden sammenhæng sammenlignet Thorning med Hilmar Baunsgaard der blev statsminister på et løfte om at stoppe den offentlige sektors vækst. Det gik ikke så godt – Baunsgaards uformåenhed og splittelserne i RV og KF var en del af forklaringen, men han måtte også agere i en tid hvor den socialdemokratiske model var i sit zenit. Tilsvarende er de politiske konjunkturer i 2010’erne helt orienteret med reform- og sparepolitik. I det hele taget er 2010’erne Socialdemokratiets og den reformistiske venstrefløjs nadir.

4. Parlamentarisk fik Thorning gennemført en hel del reformer. Man kan jf. pkt 3 diskutere hvor socialdemokratiske de var, og specielt Bjarne Corydon var spektakulært dårlig til at sælge dem overfor vælgerne. Det er ikke helt forkert at sige at regeringen kom til at fremtræde som Finansministeriets politiske arm.

Efter 12-skalaen bliver det et svagt 7-tal.

Løkkes åbningstale 3/10 2017

En meget hurtig sammenfatning baseret på en gennemlæsning af teksten på regeringen.dk

Først og fremmest er teksten på grænsen til at være ulæselig – man har næsten på fornemmelsen af at talen er skrevet efter et cut-up-princip med løsrevne ord og sætninger, men som en kommunikationsekspert skriver på Twitter, er den social medie-venlig. Hvis jeg gik mere systematisk gennem teksten forventer jeg at jeg ville se en masse påstande, hvor præmisserne enten mangler eller er stærkt ufuldstændige. Husk på at manden har næsten en time til sin rådighed.

Dernæst passer det indhold der trods alt findes, ret godt ind i en traditionel højre-skabelon: Fokus er på skattelettelser (“det skal kunne betale sig at arbejde”og “passiv offentlig forsørgelse”-mantraene) sammen med en fremhævning af at det går økonomisk godt for Danmark. Det eneste store offentlige område der prioriteres generelt, er sundhedsområdet hvor Løkke lover en sammenhængsreform. Derudover behandles integration og sociale problemer grundlæggende som retspolitiske problemer, inklusive hvad der liger en de facto-sænkning af den kriminelle lavalder til 12 år.

Uddannelse og forskning framer Løkke i talen som en opgave for erhvervslivet og i hvis udstrækning arbejdsmarkedets parter.

Internationalt prioriteres militær og sikkerhedspolitik over EU. Det er ikke så overraskende at Løkke igen afviser tanker om udvikling af EU – det er et standpunkt der holder indenrigspolitisk, men som kan give problemer i en europæisk sammenhæng. Brexit tages kun op i en bisætning, hvis nogen undrer.

Omtalen af regeringen som Danmarks grønneste vil sikkert vække en del munterhed i de kommende dage, men det er naturligvis interessant at han trods alt føler sig nødsaget til at tage temaet op.

Hvis man vil more sig med forudsigelser for det kommende folketingsår, bliver det spændende at se hvordan regeringen får skruet et skatteudspil der er acceptabelt for DF, sammen. Vi er inde i tredje omgang i denne valgperiode nu. Alt andet bør kunne klappes af med DF eller i nogle tilfælde S.

Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre

Oprindeligt publiceret på Medium hhv. 12. februar og 26. februar 2017

Et par korte tanker siden Carsten for længere siden end jeg bryder mig om at tænke på, spurgte om mine tanker angående Ræsons interview med Bo Lidegaard om Socialdemokratiets politiske kurs.

Det første spørgsmål handler efter min opfattelse om relationen mellem S og R. Her siger Lidegaard følgende:

Der er et problem, men jeg vil bare minde om, at det, som har været fælles tankegods imellem Radikale Venstre og Socialdemokratiet hele vejen, er en villighed til at tage ansvar for en socialt afbalanceret vækstpolitik. Den ansvarlighed, reformiver og lyst og vilje til at udvikle velfærdsstaten er noget, de to partier har til fælles. Næsten alle store reformer i dansk økonomisk og social politik er blevet til i et samarbejde mellem de to partier.

Forholdet er noget mere kompliceret. Ser vi på den politiske historie siden R’s dannelse i 1905 tegner der sig et mønster af konflikter og koalitioner. De radikale regeringer 1909–10 og 1913–20 var selvfølgelig aldrig blevet dannet uden socialdemokratisk støtte og R var det åbenlyse støtteparti da S dannede sin første regering i 1924. Omvendt var det også R der væltede regeringen i 1926, på grund af uenighed om den økonomiske politik.

Historikere har her påpeget at der hos de radikale altid har været en splittelse mellem en fløj der orienterede sig mod Socialdemokratiet (P. Munch var den første store talsmand for denne linje), og en fløj der ønskede at R skulle stå frit og søge den størst mulige indflydelse (Ove Rode var en central figur i denne linje), hvilket kom til udtryk i det konfliktfyldte forhold mellem S og R i 1920’erne. Socialdemokratiet kan her muligvis være taknemmelige for at V under Th. Madsen-Mygdals reelle og formelle ledelse valgte en konfliktsøgende, agrar linje.

Under Stauning-regeringen fra 1929–40 var den økonomiske politik et mindre problem internt – her gik konflikterne i stedet på det retspolitiske og det forsvarspolitiske område, hvor S lagde større vægt end R på at mobilisere politi og efterretningsvæsen i kampen mod ekstreme bevægelser, ligesom S tidligere end R forlod den pacifistiske linje.

Efter 2.verdenskrig kan man pege på at R i flere tilfælde havde foretrukket en V-regering for en S-regering, havde det ikke været for partiets modvilje mod at se KF i regering. Regeringsdannelsen i 1957 står som det centrale eksempel her, men den radikale ledelses modvilje mod Hans Hedtoft er også velkendt.

Perioden fra cirka 1966 til 1992 rummer en række paradokser. R støttede ganske vist socialdemokratiske regeringer mellem 1975 og 1982, men partiet viste en grundlæggende præference for et borgerligt samarbejde på det økonomiske område. Dette gav udslag i VKR-regeringen 1968–71 og støtten til de forskellige Schlüter-regeringer mellem 1982 og 1993. Omvendt foretrak R på det som i dag er kendt som den værdipolitiske skala (eller GAL-TAN for at tale statskundskabssprog) samarbejdet med S – der så også på flere områder var placeret anderledes i 1970’erne og 1980’erne end i dag.

Det er således egentlig først med dannelsen af Poul Nyrups første regering i 1993 at R i moderne tid bliver en fast part i det man med 2000-tallets udtryk kan kalde den røde blok – dog sådan at partiet fik trukket KrF og CD med i regeringen. SF var og er i radikale øjne økonomisk upålideligt. Således fortsætter R fra 2001 som et udpræget oppositionsparti – hvilket i nok så høj grad kan skyldes samarbejdet mellem VK-regeringerne og DF. På det økonomiske område er der siden 2009 en vis affinitet mellem R under Margrethe Vestager og senere Morten Østergaard og V under Lars Løkkes ledelse. Sabotagen af S og SF’s arbejdsmarkedspolitik med støtten til efterløns- og dagpengereformerne kan ses som det yderste udtryk for denne linje. I en vis forstand er det Ove Rodes tanker der har vundet, også selv om de ydre forhold har gjort R til en fast del af den røde blok.

Nu er dette dansk politik, og derfor er der yderligere faktorer som komplicerer sagerne, i spil. R’s liberale baggrund har altid haft betydning inden for retspolitikken, hvilket kan forklare nogle af knasterne i samarbejdet mellem R og S. I en vis forstand kan man måske argumentere for at S siden 1990’erne er vendt tilbage til en mere kollektivistisk orienteret retspolitik med fokus på samfundets homogenitet og sikkerhed snarere end på individuelle rettigheder. I det perspektiv er konflikterne på udlændingeområdet snarere en ny udgave af konflikter der går tilbage til mellemkrigstiden end udtryk for en ny konfliktlinje mellem de to partier.

Samtidig er dette en analyse som har fokuseret på det parlamentariske niveau – og i vis udstrækning R’ interne arena. Partiets position på vælgerarenaen skaber nemlig nogle alvorlige dilemmaer for R’s ledelse. Valget i 1990 kan tjene som det første eksempel: Her led Niels Helveg Petersen et alvorligt nederlag efter at han havde ført R ind i en regering med KF og V. Kort fortalt ønskede partiets vælgere et klart fokus på samarbejde til venstre, og vælgermæssigt har R siden 2001 klart været placeret i rød blok. Dette sætter grænser for partiledelsens muligheder for at skabe et fast samarbejde med V.

Citat Bo Lidegaard:

Velfærdsstaten er udviklet som et instrumentarium til at få så mange som muligt til at arbejde så meget som muligt så højt oppe af værdikæden som muligt

Det er ikke svært at genkende Ove Kaj Pedersens Konkurrencestat bag Bo Lidegaards definition af velfærdsstaten. Citatet indeholder naturligvis også en polemik mod opfattelsen af velfærdsstaten som et instrument til omfordeling:

Det er som om, at der i de senere år har bredt sig en opfattelse af, at velfærdspolitikken først og fremmest er socialpolitik, at velfærd handler om, hvad vi kan gøre for hinanden i forhold til overførselsindkomster.

Dette fører igen til påstanden om at reformer historisk og i nutiden skal forstås som en produktudvikling (Lidegaards udtryk), hvis formål er at øge den danske konkurrencedygtighed i en globaliseret verden. Man kan i øvrigt her bemærke at der sker et niveaumæssigt skift hvor staterne, og ikke virksomhederne, bliver de centrale aktører i den internationale økonomi. Tilsvarende forsvinder sociale klasser og for den sags skyld også individerne ud af den politiske og økonomiske analyse.

Spørgsmålet er i alle tilfælde om produktudviklingsmodellen er en korrekt forståelse af Socialdemokratiets politik i et historisk perspektiv. Som altid er fortællingen mere kompliceret end som så når man prøver at brede perspektivet ud både historisk og tematisk.

Socialdemokratiets historiske baggrund er i den reformistiske socialisme. Man kan her bemærke at det store skisma mellem revolutionære og reformister i det sene 1800- og tidlige 1900-tal ikke handlede om hvorvidtden kapitalistiske samfundsorden på et tidspunkt ville overgå i en socialistiske men hvordan overgangen skulle ske: Gennem en eller anden form for revolution (enten ved at gribe chancen når den livstruende krise viste sig eller ved aktivt at fremskynde sammenbruddet) eller gennem gradvise reformer af den kapitalistiske økonomi og politik. Man kan her også tænke på at selv de skandinaviske og anglosaksiske lande langt op i tiden formelt opererede med klasseskel når det gjaldt politiske, sociale og økonomiske rettigheder. En af de væsentlige socialdemokratiske målsætninger var at overvinde disse skel.

Kampen om stemmeretten blev i Danmark vundet med grundloven af 1915 men arbejdsretten og de forskellige sociale sikringssystemer opererede stadig med forskellige rettigheder for arbejdere og funktionærer. I en vis forstand skal man helt frem til indførelsen af de generelle arbejdsmarkedspensioner i 1990’erne før der var noget nær en gennemført ligestilling mellem arbejdere og andre grupper i Danmark.

Dette perspektiv leder naturligvis vejen til T.H. Marshalls diskussion af forskellige typer af rettigheder – en diskussion, som via Richard Titmuss blev ført videre af Gøsta Esping-Andersen i hans analyse af velfærdsstatsregimer. Det centrale begreb hos Esping-Andersen var dekommodificering hvilket kort kan oversættes til den udtrækning, en persons politiske, sociale og økonomiske rettigheder ikke er knyttet til hans eller hendes position på arbejdsmarkedet.

På den anden side er det også klart at Socialdemokratiets generelle politik, ikke mindst siden 1945, samtidig har sigtet mod at fremme den generelle velstandsudvikling. Dette har regelmæssigt givet anledning til konflikter i dele af fagbevægelsen, startende med opgørene om rationaliseringspolitikken i 1950’erne. Tilsvarende kan man se 1960’ernes socialpolitik i et dobbelt lys: På den ene side tilstræbte den en udligning af de forskellige befolkningsgruppers sociale og økonomiske rettigheder, på den anden side var den også orienteret mod revalidering og en aktiv indsats over for de mennesker der enten var faldet eller stod i fare for at falde ud af arbejdsmarkedet. Endelig har uddannelse af arbejdsstyrken i hele perioden siden 1945 været et centralt element i socialdemokratisk arbejdsmarkedspolitik – om ikke andet, så fordi parti og fagbevægelse var opmærksomme på at ufaglærte fik det stadig sværere på et arbejdsmarked der i mindre udstrækning efterspurgte manuelt arbejde.

Det store dilemma for Socialdemokratiet siden 1980’erne kan nok bedst beskrives sådan, at hvor reformer før 1980 indebar en udvidelse af sociale og økonomiske rettigheder, ligesom reformer kunne ses som en forudsætningfor den fortsatte udvikling af økonomien, har reformer efter 1980 fået en anden betydning: Nu ses sociale og økonomiske rettigheder – og her specielt arbejderklassens rettigheder – som en hindring for økonomiens udvikling.

Det radikale perspektiv er noget anderledes, specielt efter at problemerne med stemmeretten og Landstingets status blev løst. På det økonomiske område har Det Radikale Venstre historisk været kendetegnet af en spænding mellem et ønske om at bryde store produktionsenheder op i mindre, uanset de makroøkonomiske konsekvenser – dette var specielt tydeligt i landbrugspolitikken hvor de radikale også efter at de små jordbrug havde mistet deres økonomiske bæredygtighed holdt fast ved husmandspolitikken, men selv op i 1970’erne finder man en tydelig tro på at små virksomheder skal bære den danske økonomi frem – og en orientering mod den til enhver tid gældende økonomiske ortodoksi, uanset dens konkrete indhold.

Det faldt således ikke partiet svært at antage 1960’ernes velfærdspolitik, så længe den var hyldet i teknokratiske klæder, eller at skifte fra en efterspørgsels- til en udbudsorienteret økonomisk politik i 1980’erne, når de akademiske vinde – og budskaberne fra OECD – skiftede. Med landmændenes og de mindre erhvervsdrivendes stadig faldende indflydelse hos Det Radikale Venstre kan man også siden 1970’erne se en bevægelse hvor den statslige – og her især den finansministerielle – logik bliver politikkens egentlige udgangspunkt. Den partipolitiske opgave bliver herefter at formidle den statslige politik til vælgerne. Med Richard Katz og Peter Mairs begreb kan man i nyere tid tale om Det Radikale Venstre som det prototypiske kartelparti, hvor Socialdemokratiet stadig søger at håndtere dilemmaet mellem massepartiet og kartelpartiets logik.

Den radikale tilgang til aktiveringslinjen rejser en række spørgsmål. For at tage et enkelt: Skyldtes skiftet til en pligtbaseret politik i slutningen af 1980’erne i større udstrækning et fokus på risiciene for marginaliserede grupper i kontanthjælpssystemet eller et fokus på a-kassemedlemmernes angivelige privilegier? (Bo Lidegaard viger elegant uden om det faktum at Det Radikale Venstre historisk har været næsten lige så skeptiske over for fagbevægelsen som Venstre. Her gemmer sig en konfliktlinje mellem S og RV).

I den forbindelse kan man også spørge om partiet har været i stand til at give et generelt svar på hvordan forholdet mellem politiske, økonomiske og sociale rettigheder burde være for alle grupper i samfundet, eller om fokus de sidste 30 år helt har ligget på den makroøkonomiske politik, mens rettighedsdiskussionen så er blevet forbeholdt udlændingeområdet.

Men for at sammenfatte: Spørgsmålet om rettigheder i velfærdsstaten går, specielt for Socialdemokratiet, væsentligt dybere end blot spørgsmålet om overførselsindkomster, og velfærdsstaten er i dette perspektiv mere end blot et redskab til udvikling af de menneskelige produktionsfaktorer. Vi kan imidlertid konstatere at hvor udbredelsen af politiske, økonomiske og sociale rettigheder frem til 1980’erne kunne kombineres med en generel vækstpolitik, er rettigheder og vækst i nyere tid sat mod hinanden. Det Radikale Venstre har, kort sagt, løst dilemmaet ved at fokusere på produktionsfaktordelen og skyde rettighedsdiskussionerne over på en anden politisk arena, mens Socialdemokratiet kæmper med at forene de to mål.

Kostede de radikale rød blok valgsejren i 2015?

Oprindelig publiceret på Medium 23. oktober 2016

Det er i al fald det budskab Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen forsøger at accepteret. Argumentet er, kort sammenfattet, at RV ved at stå hårdt på dagpengeforliget fra 2010 tilføjede Socialdemokratiet et nederlag allerede ved regeringsdannelsen og tvang regeringen ud i en lang række ineffektive tiltag, der skulle holde folk der faldt ud af dagpengesystemet væk fra kontanthjælpssystemet. Konsekvensen var at røde vælgere i 2015 gik til Dansk Folkeparti.

Man kunne her ønske at de danske medier havde kontrolleret Frederiksens påstand mod resultaterne af valgundersøgelsen af 2015-valget, hvis første resultater netop er udkommet i bogform. I denne note bryder jeg så også mod ønsket – jeg har bogen, men har ikke fået den læst endnu, så dette bygger på nogle mere generelle overvejelser.

For det første er det et faktum at rød blok samlet tabte valget i 2015, mens Dansk Folkeparti var den største vinder målt i stemmer. S kunne altså have en kraftig motivation til at forsøge at hente vælgere fra DF. Hvis vi bryder blokkene ned i deres bestanddele, bliver billedet noget mere kompliceret. Den mest principielle og konsistente modstander af dagpengeforliget fra 2010 var Enhedslisten, som da også gik frem ved valgene i 2011 og 2015, men hvis dagpengeforliget havde været den afgørende faktor kunne vi have forventet at S og SF også var gået frem, eller i det mindste havde holdt skansen ved valget i 2011. I stedet var det RV som sammen med EL gik frem, og nok så væsentligt i den parlamentariske logik var det RV der sad på den afgørende medianlegislator mellem 2011 og 2015.

Frederiksen klager over at RV ikke gav plads til og viste respekt for S. Her bliver situationen mere kompliceret: Radikale politikere kan pege på at S (og ikke mindst SF) måtte bøje sig for RV i den økonomiske politik, mens RV måtte give køb på flere dele af flygtninge- og indvandringspolitikken.

Dette betyder ikke at RV’s position i den økonomiske politik i perioden efter 2008 er uinteressant eller uproblematisk. Sagt kort, lagde RV under Margrethe Vestager og senere Morten Østergaards ledelse sig tæt op ad den økonomiske ortodoksi som bestemte den økonomiske politik i den Økonomisk-Monetære Union. Her er det vigtigt at dagpengereformen i 2010 var en del af et større økonomisk indgreb der langsigtet skulle stramme finanspolitikken, fordi man i ØMU’en frygtede store statslige underskud og stigende inflation. Resultatet var at et svagt opsving blev erstattet af flere års stilstand i økonomien. I første omgang blev RV dog vindere, idet valget i 2011 som det første i 2000-tallet blev domineret af en økonomisk dagsorden.

Man kan også se på beskæftigelsesstatistikken og bemærke at perioden fra 2010 til efteråret 2014 var præget af en meget svag udvikling på arbejdsmarkedet. Vi skal frem til årsskiftet 2014–2015 før vi igen ser en positiv udvikling i erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenserne. Man kan diskutere årsag og virkning, men stramningerne i finanspolitikken og beskæftigelsespolitikken – hvor RV var en drivende kraft i at omsætte den europæiske politik i Danmark – blev gennemført på et tidspunkt hvis dansk økonomi var historisk svag set i et vækst- og beskæftigelsesperspektiv.

Udtrykt lidt malende forsøgte Løkke- og senere Thorning-regeringerne – de sidste kraftigt ansporet af RV – at tø dansk økonomi op ved at sprøjte flydende kvælstof på den. Det er svært ikke at tolke Thorning-regeringens svage stilling i opinionsmålingerne efter valget i 2011 i dette lys.

Går man dybere ind i Thorning-regeringens historie kan man bemærke flere komplikationer, ikke mindst i samarbejdet – eller rettere manglen på samme – mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen, hvor Bjarne Corydon i store dele af perioden var på direkte kollisionskurs med fagbevægelsen i almindelighed og de offentligt ansattes fagforeninger i særdeleshed. Dette har næppe hjulpet partiet i perioden frem til valget i 2015.

Mht. valget i 2015 er der dog yderligere et problem: Den politiske dagsorden var ikke nødvendigvis den samme i 2015 som i 2011. Hvis DF’s valgsejr i 2015 afspejler at vælgerkorpsets dagsorden var domineret af DF’s klassiske tema om indvandringsmodstand, var det næppe dagpengeforliget, men snarere udlændingepolitikken, som kostede rød blok flertallet. Her stod RV ganske vist klart på partiets traditionelle standpunkt om en generøs indvandringspolitik og støtte til arbejdskraftens frie bevægelighed, mens de indre konflikter hos S og SF var mere udprægede.

Her kan man bemærke at S efter 2015-valget har bevæget sig i retning af DF og distancere sig fra RV, dels i et forsøg på at hente vælgere fra DF, dels i et forsøg på at skabe muligheder for en parlamentarisk alliance med DF. I hvilken udstrækning det fører til at S kan agere parlamentarisk uden om RV vil naturligvis afhænge af udfaldet af det næste folketingsvalg.

Sammenfattende: RV var sandsynligvis en afgørende faktor i at rød blok sikrede sig et flertal i 2011, og partiet udnyttede positionen maksimalt på den økonomiske politiks område mellem 2011 og 2015, men det er tvivlsomt om partiets politik gavnede beskæftigelsen og dermed S i perioden. Omvendt skal vi også være opmærksomme på de interne spændinger i S, ligesom et skift i den politiske dagsorden mellem 2011 og 2015 kan have svækket rød blok.

Henrik Sass og (anti-)humanismen

Oprindeligt publiceret på Medium 23. maj 2016

Den socialdemokratiske gruppeformand Henrik Sass Larsen har under Mette Frederiksens ledelse også fået rollen som partiets reelle integrationspolitiske talsmand. I den egenskab har Sass Larsen givet en række interviews til danske medier, hvor hans Vestegnsbaggrund har spillet en stor rolle — med den teoretiske hat på kan man sige, at Socialdemokratiet her spiller habitus-kortet ved at fremstille Sass Larsen som en autentisk socialdemokrat: Hans ord får ekstra vægt fordi han er opvokset i et ægte arbejdermiljø — modsat Mette Frederiksens forgænger Helle Thorning Schmidt, der aldrig var i stand til at bygge politisk kapital af sin opvækst i Ishøj.

Vestegnen har en mytisk plads i det moderne Socialdemokrati. På den ene side står den københavnske Vestegn som udtryk for arbejderbevægelsens idealer om at skabe et nyt, sundt og rationelt, boligmiljø for arbejderklassen i efterkrigstiden. På den anden side førte koncentrationen af indvandrere og efterkommere fra 1970’erne til at Vestegnen blev udpeget som et problemområde, ligesom en række højtprofilerede borgmestre i 1980’erne og 1990’erne med Ishøjs Per Madsen og Brøndbys Keld Rasmussen som anførere angreb det nationale partis politik på flygtninge- og indvandrerområdet.

At fremhæve sine rødder i Vestegnen og linjen fra Per Madsen og Keld Rasmussen er en måde at fremhæve et brud med den linje der tilskrives Svend Auken, partiets næstformand i 1980’erne og formand 1987–1992, og i mindre udstrækning Poul Nyrup Rasmussen.

Som en sidebemærkning kan man i øvrigt notere, at Vestegnsborgmestrenes modstand mod forslaget om at indføre en betalingsring for biltrafikken i København både praktisk og symbolsk skabte store problemer for Helle Thorning Schmidt i begyndelsen af hendes periode om regeringschef.

Man kan se holdningen til betalingsringen som et centralt udtryk for politiske aktørers placering på GAL/TAN-dimensionen og vægtning af GAL/TAN-dimensionen over for den socioøkonomiske dimension: I Vestegnsborgmestrenes optik må miljøspørgsmål være underordnet klassiske socioøkonomiske spørgsmål, samtidig med at en begrænsning af biltrafikken også strider mod realiseringen af den forstadslivsstil, borgmestrene ønskede at fremme. Sammenfattende kan man sige, at Vestegnen i 2010’erne stadig står som udtryk for en klassisk socialdemokratisk position, hvor politikkens mål er at skabe rammerne for en homogen livsstil, der bygger på materiel velstand.

Men hvad har nu alt dette med humanisme at gøre?

Først og fremmest skal vi huske at Sass Larsen er politiker, ikke teoretiker. Det betyder at Sass Larsen sagtens kan benytte ordet “humanisme” på en måde der er flertydig og måske intet har med den akademiske forståelse af begrebet humanisme at gøre. Omvendt er det bemærkelsesværdigt at Sass Larsen tager et ord der normalt har en positiv betydning og giver det en stærkt negativ betydning. Samtidig er den negative brug af ordet humanisme noget vi ellers kun kender fra stærkt konservative eller nationalistiske kredse. Det er i den forbindelse ikke tilfældigt at Sass Larsen omtaler Karen Jespersen – som i dag er en af frontfigurerne i det islamofobe miljø – anerkendende. Dermed har vi placeret Sass Larsen – og Socialdemokratiet anno 2016 – til højre på GAL/TAN-skalaen på linje med Venstre og Dansk Folkeparti.

Strategisk kan vi finde to motiver for denne placering: Det ene består i at Socialdemokratiet vil appellere til de vælgere, som siden 1990’erne har forladt Socialdemokratiet til fordel for Venstre og Dansk Folkeparti. Her kan vi bemærke at Sass Larsen i interviewet med Politiken formulerer en direkte modsætning mellem indvandring og globalisering på den ene side og frihedfor (den danske) arbejderklasse på den anden.

Argumentet at globalisering og indvandring fører til såvel et økonomik som et kulturelt tab for den almindelige dansker – eller det der i Socialdemokratiets optik er den almindelige dansker – er et logisk svar på at arbejdere og lavtuddannede har flyttet sig til de højrepopulistiske partier i en lang række europæiske lande.

Et andet motiv kan være at Sass Larsen vil åbne for en parlamentarisk alliance med Dansk Folkeparti, så en kommende socialdemokratisk regering ikke vil være afhængig af Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre. De tre partier er meget forskellige på den klassiske socioøkonomiske dimension, men ligger alle klart til venstre på GAL/TAN-dimensionen.

Bevæger vi os fra det strategiske til det substantielle bliver sagen mere kompliceret, for der kan være en konflikt i forståelsen af hvad “humanisme” betyder på mindst tre dimensioner.

Den første dimension handler om pligtetik over for konsekvensetik. Her kan vi rekonstruere Sass Larsens angreb på følgende måde: Det kan være meget godt at give flygtninge og indvandrere rettigheder, men det er forkert hvis resultatet bliver et tab i velfærd for de hidtidige indbyggere. Man kan udvide argumentet ved at spørge om muligheden for at få opholdstilladelse – og arbejdstilladelse – i Danmark er noget der øger indvandrernes og flygtningenes velfærd. Kan man svare benægtende på ét eller begge kriterier, har vi et konsekvensetisk argument for at begrænse indvandringen til Danmark.

Tilsvarende kan man spørge om de institutioner der skal stå for integrationen af indvandrere i Danmark, er i stand til at løfte opgaven, så der finder en vellykket integration sted. Dette vil også være et konsekvensetisk argument mod indvandring – i det mindste hvis man kan svare benægtende – idet det dog skal bemærkes at det er tvivlsomt om man kan sætte et klart kvantitativt kriterium for institutionernes bæreevne.

Af det ovenstående følger at “humanisme” i Sass Larsens sprogbrug kan være et andet ord for pligtetik, hvor pligten til at hjælpe flygtninge – i det mindste i den ekstreme form af pligtetik – ikke skal ses i forhold til handlingens eventuelle konsekvenser. Appeller til “anstændighed” i debatten og flygtninge og indvandrere gemmer ikke sjældent på et pligtetisk element.

Den anden dimension handler om universalisme over for partikularisme. Den liberale tradition bygger i vid udstrækning på ideen om at alle mennesker skal have lige rettigheder. Liberalismen blev ganske vist udviklet i en national sammenhæng, men den moderne internationale ret kan ses som et forsøg på at udvikle universalismen på globalt plan. I det perspektiv skal fx en statsløs palæstinenser ideelt set have samme rettigheder – i det mindste proceduralt – som en dansk statsborger. Partikularismen vil omvendt hævde at rettigheder er knyttet til den sociale position, specielt som statsborger i et bestemt land. Danskere vil således have særlige rettigheder, der hverken kan eller skal udstrækkes til andre.

I denne dimension vil “humanisme” være et synonym for universalisme, mens Socialdemokratiet i Sass Larsens aftapning står for en national partikularisme. Om partikularismen så kan begrænses til GAL/TAN-dimensionen eller om den også slår over i den socioøkonomiske, er et tema Sass Larsen lader stå ubesvaret.

Tilbage står den tredje dimension der handler om multikulturalisme over for assimilation. Multikulturalisme er et notorisk komplekst begreb, og brugen af det har i de sidste 30 år ført til megen forvirring både i samfundsdebatten og i praktisk politik. Vi kan dog sige at multikulturel politik kræver at samfundet i stor udstrækning skal anderkende og ikke gribe ind i sociale gruppers praksis og kultur. Omvendt har problemet for multikulturelt orienterede partier og andre aktører været at koble en universalistisk og en multikulturel tankegang og praksis, når sociale grupper har krævet særlige rettigheder med henvisning til traditioner, samfundet generelt anser for undertrykkende.

Det er dog ikke så svært at se at Sass Larsen vil placere Socialdemokratiet anno 2016 på assimilationssiden, idet han henviser til en lang række – angiveligt – danske traditioner og handlemåder, som indvandrere ubetinget skal tilegne sig i tanke og handling. Assimilationstanken har i øvrigt en lang historie i socialdemokratisk tænkning, idet det nordiske socialdemokratiers mål gennem en stor del af efterkrigstiden var at assimilere indenlandske og tilvandrede til en rationel, moderne livsstil. Det nye i det 21. århundrede er at opretholdelsen af traditioner har overtrumfet udbredelsen af det moderne som politikkens mål. Dermed bevæger Socialdemokratiet mod en position der førhen har været besat af Det Konservative Folkeparti. Dette indebærer også at “humanisme” i den tredje dimension får to betydninger – dels er humanisme synonymt med multikulturalisme, dels med modernisme.

For at sammenfatte: Henrik Sass Larsens – og dermed Mette Frederiksens – udmeldinger er både strategisk og ideologisk væsentlige fordi de markerer et forsøg med at bryde med partiets linje fra 1980’erne for i stedet at placere partiet til højre på GAL/TAN-dimensionen.

Strategisk kan motivet være at tiltrække vælgere fra Dansk Folkeparti eller at åbne for et samarbejde med DF for at gøre Socialdemokratiet uafhængigt at Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre. Ideologisk bygger Sass Larsen tilsvarende Socialdemokratiets politik anno 2016 op på en kobling af konsekvensetisk argumentation, partikularisme og assimilationstænkning. I hvilken udstrækning politikken er realistisk på vælger- og parlamentsarenaerne og i hvilken udstrækning partiet kan kombinere realiseringen af en moderniseringsdagsorden på den socioøkonomiske dimension med en partikularistisk assimileringsdagsorden på GAL/TAN-dimensionen står tilbage at se.