Et par ord om Moderniseringsstyrelsen

Det er næppe nogen hemmelighed at jeg ikke er blandt Moderniseringsstyrelsens største fans, men eftersom Twitter ikke er stedet hvor man kan udvikle et lidt længere ræsonnement, er her nogle overvejelser over hvad problemerne med Styrelsen efter min mening består i.

Først dog et par præmisser. Først og fremmest befinder vi os i en konfliktsituation hvor der pågår forhandlinger om de kommende overenskomster på det offentlige område. Det betyder at parterne samtidig arbejder på at mobilisere tilslutning hos fagforeningsmedlemmer og offentligheden, men det er generelt ikke særligt hensigtsmæssigt at forhandle ud gennem vinduerne, fordi forhandlerne vil være nødt til at komme med indrømmelser hvis processen skal resultere i et forlig. Dog skal vi være opmærksomme på at der for tiden siges ting i et ophidset toneleje.

Dernæst skal vi være opmærksomme på at relationen mellem arbejdsgivere og ansatte altid vil være præget af et element af konflikt. Man behøver ikke være specielt indsat i økonomi eller sociologi for at indse at arbejdsgivere vil købe en ydelse så billigt som muligt, mens arbejderne omvendt vil sælge deres arbejdskraft så dyrt som muligt. Som den direkte repræsentant for arbejdsgiversiden vil Moderniseringsstyrelsen derfor altid være udsat for kritik fra de ansattes side.

Tilsvarende må man ved leverancen af offentlige ydelser altid forholde sig til at der aldrig er ressourcer til alt, så nogen må på forskellige tidspunkter og måder foretage prioriteringer. Det bliver som regel en opgave for Finansministeriet og tilsvarende organisationer på det regionale og kommunale område. Der vil altid være et kynisk Finansministerium der står over for velvillige sektorinteresser. At den nuværende regering arbejder ud fra en forudsætning at man uden videre kan skære 10% af de fleste offentlige budgetter – og ikke mindst forvente at de ansatte leverer samme mængde og kvalitet af ydelser – er dog med til at skærpe modsætningerne.

Når det så er sagt, ser jeg en hel del problemer ved Finansministeriets og specielt Moderniseringsstyrelsens måde at håndtere sine opgaver, hvilket igen giver problemer længere nede i systemet.

For at begynde et sted vil jeg se på “low performer-gate” som blev udløst af en turné som Styrelsens medarbejdere gennemførte blandt offentlige ledere. Styrelsen påstod at der i enhver organisation fandtes 10% low performers, som det var de lokale lederes opgave at skille sig af med. Oplægget blev ledsaget af en powerpoint-slide med et antal personer der lå og sov over et bord.

Kender man bare en smule til organisationsteori – og specielt teori om organisationskultur – kender man til begrebet artefakter. Artefekter er interessante fordi de er udtryk for de værdier, organisationen lægger vægt på, og jeg vil mene at Styrelsens oplæg og powerpointen netop er artefakter der siger noget centralt om Styrelsens syn på offentligt ansatte.

Først og fremmest er sliden ment som en morsomhed: Her skal forsamlingen grine. Nu er humor aldrig uskyldig, for den kan blandt andet anvendes til at skabe en in- og en out-gruppe hvor in-gruppen bekræfter sit fælleskab og overlegenhed over for out-gruppen gennem vittigheder. Tænk fx på vittigheder om blondiner eller fodbolddommere. Så for Styrelsen handler det om at skabe et fælleskab blandt lederne mod de ansatte – men ikke nok med det: Det handler også om at sætte flittige og loyale ledere op over for dovne ansatte der udnytter systemet.

Kender man bare en smule til de teorier som ligger bag det vi i mangel af bedre kan kalde New Public Management (se fx William Niskanens teori om offentlige organisationer), vil man vide at de er gennemsyret af en grundlæggende mistro til offentligt ansatte: Principal-Agent teorien bygger på antagelsen at de der er sat til at udføre opgaver i virkeligheden orienterer sig mod deres egne dagsordener, og at shirking (dvs det at ansatte unddrager sig udførelsen af deres opgaver) er et centralt problem. Så powerpointen er – sagt kort – det yderste udtryk af et værdikompleks hvor offentligt ansatte ikke bliver set som aktører der bidrager konstruktivt til løsningen af offentlige opgaver, men tværtimod som agenter der skal overvåges og sanktioneres.

For at det ikke skal være løgn, gravede Moderniseringsstyrelsens direktør Poul Taankvist hullet dybere da han påstod at udsagnet om de 10% low performers var “anerkendt organisationsteori”. Hvis man gad gøre en minimal indsats kunne man finde ud af at 10%-reglen var et styringsredskab udtænkt at General Electrics daværende direktør Jack Welch. Welch havde i GE indført et system med ranking af alle ledere og et princip om hvert år at fyre de 10% der præsterede dårligst i forhold til de opsatte mål. Man kan her pege på at GE er en privat virksomhed der styres af en profitmålsætning, ligesom Welch opererede med et relativt præstationsmål.

Hvis Tannkvist havde taget et kursus i offentlig organisation (eller i det mindste hørt efter i timerne, da han gik på universitetet), ville han vide at et problem i alle offentlige organisationer består i at det offentlige i modsætning til private virksomheder ikke har en enkel bundlinje, men skal forholde sig et komplekst system af værdier som virksomheden blive bedømt efter.

Jeg mener dog vi rent faktisk kan gå ud fra at Taankvist og Styrelsen forestiller sig at man kan anvende enkle præstationsmålingsværktøjer overalt i den offentlige sektor og på den måde lave endimensionelle rangordninger af alle offentligt ansatte. Faktisk præsenterede McKinsey et sådant projekt i slutningen af Bjarne Corydons tid som finansminister, så tankerne og planerne findes i systemet. (Tjekker man Styrelsens hjemmeside, er det netop præstationsmålings- og benchmarkingsværktøjer, man finder).

Dermed har vi to grundlæggende problemer ved Moderniseringsstyrelsen og dens arbejde: For det første arbejder den aktivt på at skabe et billede af offentligt ansatte som en byrde for organisationerne, og for det andet ønsker den at reducere kompleks opgaveløsning til endimensionelle præsationsmålinger. Alt dette fører en række konflikter med sig som i virkeligheden er langt vigtigere end spørgsmålet om hvilken status bestemte kotymer i den offentlige sektor skal have.

På et mere overordnet plan kan man desuden pege på at Moderniseringsstyrelsens organisationsforståelse og rolle i styringen og udviklingen af den offentlige sektor er uheldig. Sagt lidt firkantet synes Styrelsen at betragte offentlige organisationer – og jeg vil her gå så langt som til at sige alle offentlige organisationer (McKinsey-styringen er jo tænkt som total) – som det organisationsteoretikeren Henry Mintzberg kalder maskinbureaukratier. To af maskinbureaukratiets kendetegn er et stærkt hierarki hvor styring sker oppefra og ned samtidig med at opgaverne er standardiserede, og det er let at se parallellerne til udviklingen i styringen af offentlige organisationer i Danmark. Mange reformer – fx på uddannelsesområdet – er også præget af en overbevisning om Den Stærke Leder som den centrale faktor for styring og udvikling.

Mintzberg peger imidlertid på at der findes andre organisationsformer hvor rollefordelingerne er anderledes, blandt andet fordi opgaverne har en anden karakter. Man kunne her fremhæve det professionelle bureaukrati der er tilpasset løsningen af komplekse problemstillinger, og hvor den hierarkiske styring må suppleres med kollegial tilpasning og udøvelse af professionelle skøn. Endelig lægger den nuværende regering – i det mindste i ord – stærkt vægt på udvikling og innovation, og her vil Mintzberg påpege at maskinbureaukratiet kommer uhjælpeligt til kort.

Det vil føre for langt her at gå videre ind i problematikken med maskinbureaukrati og professionelle bureaukratier, så jeg vil blot påpege at Moderniseringsstyrelsen i Mintzbergs optik kan ses som det ekstreme udtryk for en overudviklet teknostruktur, der mener at den kan initiere og styre komplekse organisationer uden at gå i dialog med dem der løser opgaverne på løbende basis. De – eller vi – har ingen værdifuld viden at bidrage med, men er udelukkende målepunkter. At Taankvist og den øvrige direktion i øvrigt har cv’er der viser at de i deres karrierer udelukkende har befundet sig i det teknostrukturelle kredsløb og aldrig har været i kontakt med opgaveløsning, siger også noget om den ideverden der gennemsyrer Styrelsen.

Socialdemokratiets opgang og fald

Figuren her giver et interessant perspektiv på de vesteuropæiske socialdemokratiers opgang og fald siden 1950. Man bør bemærke at der er tale om et index så partier der er kommet fra et meget lavt niveau i 1950’erne påvirker indekset i positiv retning selv om de stadig ligger under traditionelt stærke socialdemokratier som det svenske eller norske. Tilsvarende er y-aksen skåret af ved indexværdien 80 så partierne er altså (endnu) ikke truet af udslettelse.

Der er dog samtidig nogle overraskende tendenser. Således er det 1980’erne og 1990’erne der fremstår som socialdemokratiernes storhedstid, hvor 1980’erne ellers traditionelt ses som nyliberalismens årti med Margaret Thatchers regeringer som gallionsfiguren. Omvendt så vi i den latinske verden et stort gennembrud for de socialdemokratiske partier (specielt Frankrig og Spanien) ligesom det svenske socialdemokrati dominerede svensk politik i 1980’erne. Her fremstår Danmark nærmest som en outlier, idet det danske socialdemokratis seneste (sidste) storhedstid faldt i perioden 1990-1998. New Labours storhedstid ligger også i slutningen af den socialdemokratiske kulmination.

Det er samtidig bemærkelsesværdigt at sammenbruddet for socialdemokratierne kommer samtidig med finanskrisens gennemslag. Man skulle her have troet at den traditionelle socialdemokratiske politik burde have haft gode kår som svar på krisens effekter og årsager. Dog var valget i Danmark i 2011 det eneste i 2000-tallet hvor økonomi stod øverst på dagsordenen og selv om Socialdemokratiet fortsatte sin tilbagegang, resulterede valget dog i det eneste venstreflertal i Folketinget siden 2001.

Kampen mod DR – en redigeret Tweetstorm

Af en eller anden grund fik jeg for et par dage siden lavet en længere tweetstorm om den politiske kamp for at afmontere DR. Her er den sammenskrevet til mere almindelig tekst:

Siden vi diskuterer DR, så lige et par tanker. De er næppe originale, men hvad pokker.

DR og tilsvarende organisationer bliver som regel diskuteret ud fra økonomiske (statsstøttede monopoler) eller ideologiske (røde lejesvende) perspektiver, men der er mere:

Et argument for at oprette DR og tilsvarende (BBC!) har typisk været begrænsningerne i sendekapaciteten. Altså et teknisk argument.  I de europæiske lande førte det til oprettelsen af statslige radio- og senere tv-stationer i 1920’erne, i USA til triopolet ABC, CBS og NBC hvor licenser blev solgt.

Hvis teknikken var løsningen, er det naturligt at tænke at teknologiske forandringer gør de store anstalter overflødige, jf først kabel-tv og senere internettet.

Det er nok mere kompliceret. Diskussionen om netneutralitet giver fx kun mening hvis www’s kapacitet er begrænset.

Anyway – der er noget med timingen. Sagen er at 1920’erne også var demokratiseringens store årti hvor almen stemmeret var blevet indført i de fleste vestlige lande. Så der var også et spørgsmål om hvordan man skaber politisk og social integration i samfund hvor traditionelle hierarkier nu var afløst af massekultur og massepolitik.

I Europa var løsningen statslig kontrol – idet opgaven så blev enten oplysning (BBC-modellen) eller propaganda (Goebbels-modellen). Efter 2. verdenskrig blev BBC-modellen så helt dominerende i Vesteuropa.  I USA blev det en blanding af statslig kontrol og markedsstyring og reklamefinansiering gennem licenssystemet. Men stadig med grænser for konkurrencen.

Den første store omvæltning kom i 1970’erne og 1980’erne, og det er næppe tilfældigt at vi ikke kun havde en teknologisk udvikling men også et ideologisk skift mod en højere grad af individualisme, så snarere end oplysning blev kundeorientering og entreprenørskab kodeordene for de nye medier.

Det blev Murdochs og Berlusconis store chance. Bemærk at sammenfiltringen mellem politik og medier ikke forsvandt – den fik bare en anden karakter. Det er gået lidt fredeligere for sig i Norden, fordi Stenbecksfæren (TV3) ikke på samme måde har haft tydelige politiske dagsordener.

Det er tankevækkende at angrebet på DR spejler udviklingen i Storbritannien hvor BBC også er under voldsom beskydning. De tweeps jeg følger er ikke repræsentative, men der tegner sig et billede af et BBC der politisk nu er meget underdanigt over for den konservative højrefløj. For DR’s vedkommende er der nok snarere sket det at organisationen prøver at tænke mere kommercielt i sine formater end kommercielle medier.

(Lige en sidebemærkning: Organisationer som DR, SR/SVT og BBC er ikke socialdemokratiske i deres DNA – de blev oprettet inden socialdemokratierne fik en dominerende position i de skandinaviske lande, ligesom Labour aldrig har haft den samme plads i statsapparatet i Storbritannien. Deres organisatoriske DNA er oplysningsorienteret)

Det hjælper altsammen ikke – BBC og DR fremstilles stadig som venstreorienterede elitære skolelærerorganisationer, som ikke hører hjemme i det 21. århundrede. Og måske er det sandt: Deres legitimitet stammer fra en tid hvor man fra de politiske og sociale eliters side var nervøs for hvad der skete når de brede masser blev mobiliseret og så et behov for samlende kulturelle institutioner. Nu er massen mobiliseret, og har været det i snart 100 år, så det er sværere at argumentere for behovet for samlende kulturelle institutioner.

Kritikken af DR’s position er forresten ikke ny. Gå tilbage til 1960’erne og man vil læse masser af klager fra medieselskaber over DR’s position og krav om indførelsen af reklame-tv og -radio. Men det er i 2010’erne at rammerne er ændret så meget at det afgørende angreb (efter forspillet i 1980’erne med kabel- og satellit-tv) kan sættes ind.

Jeg ved ikke hvor vi ender henne og hvad konsekvenserne bliver, men Danmark følger som regel Storbritannien i kultur- og forvaltningspolitik. Det eneste som er lidt pudsigt er at de partier som ellers råber højest om assimilation og kulturel homogenitet, også er først til at skyde på DR.

Og vi kan naturligvis spørge om danske medieselskaber er bevidste om at News Corp, Google og Facebook står uden for døren, eller om politikerne tænker på at nye medieselskaber ikke nødvendigvis orienterer sig mod danske normer. Kampen mod DR vil være barnemad i sammenligning. Men her gælder det i begge tilfælde, at diskussioner om “the unanticipated consequences of social action” er klassiske inden for samfundsvidenskaben.

En tanke om arbejdsprøvninger

Et opslag jeg lavede på Facebook med anledning af artiklen, der linkes til

Where we are as a nation: Arbejdsprøvning af Alzheimer-ramte der er ved at miste sproget.

Her kan man overveje hvad der er gået galt – mit bud er

1) at førtidspensionsreformen bygger på en antagelse om at arbejdsevnen hos syge og invalide altid kan udvikles. Progressive sygdomme som tidlig Alzheimer passer helt enkelt ikke ind i paradigmet – ergo er det sygdommen der er forkert, når lovgivningen har ret

2) at refusionssystemet opmuntrer kommunerne til korte forløb, uanset borgerens tilstand. Det er meget få organisationer der er så intelligente at de kan arbejde med mere komplekse beslutningsrationaler, så enkle indikatorer og tommelfingerregler tager over i disse tilfælde.

Resultatet er i alle tilfælde en hel del forløb der i bedste fald er meningsløse og i værste skadelige for borgerne og deres pårørende. Man kan også rejse spørgsmålet om det egentlig er en hensigtsmæssig brug af de ressourcer der ligger hos socialrådgiverne og andre ansatte i jobcentre og de forskellige dele af sundhedsvæsenet, og som kunne bruges bedre til at udvikle indsatserne for de borgere der har en permanent begrænset arbejdsevne eller hvis arbejdsevne kan udvikles – med mindre der selvfølgelig ligger en politisk dagsorden om at gøre systemet så uudholdeligt at ansvaret for syge og handikappede skubbes over på deres familie og netværk (hvilket i øvrigt også kan føre negative eksternaliteter med sig)

PS: Førtidspensionsreformen er SRSF’s barn, så det politiske ansvar falder på alle sider af det politiske kompas.

PPS: KL stiller naturligvis ikke op til interview men sender en preseemeddelelse. Magtstrategien som ledere lærer på kommunikationskurser.

Kommunalvalget 2017 – en oversigt

Kommunal- og regionalrådsvalget blev afholdt den 21. november 2017. Det var det tredje valg efter strukturreformen af 2007 og det fjerde valg til de nuværende kommunalbestyrelser og regionsrådene. I denne post vil jeg koncentrere mig om kommunalvalget som også tiltrak sig mest opmærksomhed i medierne.

Valgresultatet målt i stemmeandele

2017p angiver beregningerne fra en prognose udarbejdet af valgforskere ved Københavns Universitet. 2017r angiver resultatet af valget 21. november 2017

Man kan til en begyndelse notere at valgdeltagelsen i 2017 var marginalt lavere end i 2013, men højere end i 2005 og 2009. Dette er interessant fordi der efter valget i 2009 var bekymring for at indførelsen af de nye, større enheder også havde ført til et fald i befolkningens interesse for lokalpolitik. Set i et lidt længere perspektiv synes faldet i valgdeltagelsen i 2009 dog at have været en engangsforeteelse, som i øvrigt har en parallel i udviklingen efter kommunalreformen af 1970, hvor valgdeltagelsen også faldt ved det andet valg efter reformen for derefter at stige til et niveau omkring 70%. Det er normalt at valgdeltagelsen ved kommunalvalg i Danmark ligger cirka 10-15 procentpoint under valgdeltagelsen ved folketingsvalg.

Ser vi på resultaterne for de enkelte partier, er det mest bemærkelsesværdige at Dansk Folkeparti ikke var i stand til at omsætte sin betydelige fremgang på nationalt niveau ved folketingsvalget i 2015 til en fremgang på lokalt niveau. Partiet tabte tværtimod stemmeandele fra 2013 til 2017 og blev overhalet af Det Konservative Folkeparti som det tredjestørste parti på det lokale niveau. Vi kan notere at DF også var det parti, hvis resultat valgforskerne havde sværest ved at forudsige – der er næsten seks procentpoints forskel på prognosen og valgresultatet.

Socialdemokratiet og Venstre var og er de dominerende partier i dansk kommunalpolitik og begge partier har traditionelt præsteret noget bedre på lokalt end på nationalt niveau, idet man kan se et gennemslag af den nationale politiske opinion i Socialdemokratiets fremgang og Venstres tilbagegang mellem 2013 og 2017. Man kan i øvrigt bemærke at valgforskernes prognose havde forudsagt stagnation i tilslutningen til S, mens valgresultatet gav partiet en fremgang på tre procentpoint.

Tilsvarende er det helt som forventet at partier som Liberal Alliance og Alternativet ligger langt fra den vælgertilslutning, de vil kunne opnå ved folketingsvalg. Alternativets resultat var dog over forventning hvilket især skyldtes en stærk præstation i de største bykommuner.

Oversigten over resultatet på landsplan skjuler en interessant forskydning mellem 2013 og 2017: I 2013 havde 10 kommunalbestyrelser et flertal bestående af ét parti. I 2017 var antallet steget til 20. Man ser her flere tilfælde af en borgmestereffekt hvor en populær borgmester trækker stemmer til sit parti. De lokale forhold har stadig betydning efter strukturreformen – dette er også en faktor som har betydning når man skal forklare hvorfor valgforskerne havde så svært ved at forudsige de enkelte partiers resultater lokalt og nationalt.

Fordelingen af borgmesterposter

Der er ingen automatisk sammenhæng mellem partiernes stemmeandele og antallet af borgmesterposter. S og V’s dominans viser sig her i ekstrem grad idet de to partier efter valget sidder på 84 af 98 borgmesterposter. Dette afspejler at ét af de to partier er det største i næsten alle kommunalbestyrelser hvorfor partiet har en fordel ved forhandlingerne om de politiske poster i den nye kommunalbestyrelse.

Borgmesteren vælges for fire år af den nye kommunalbestyrelse ved det konstituerende møde i december 2017, men de konstitueringsaftaler partierne indgår efter valget omfatter også en fordeling af viceborgmesterposter samt posterne som udvalgsformænd og – i de store bykommuner – rådmænd. Man kan her bemærke at Socialdemokratiet var i stand til at omsætte en forholdsvis lille fremgang i stemmeandele til en markant stigning i antallet af borgmestre, mens det modsatte var tilfældet for Venstre.

I modsætning til i Sverige hvor flertallet i Stockholm Kommune skifter regelmæssigt, har Københavns Kommune altid været en socialdemokratisk højborg. Partiet er dog blevet udfordret fra venstrefløjen i de seneste årtier og der var spekulationer om Enhedslisten ved valget ville være i stand til at vriste overborgmesterposten fra Socialdemokratiets Frank Jensen. I sidste instans blev S det klart største parti og Frank Jensen kunne beholde sin post i en konstitueringsaftale med centrum-venstre-partierne. Dansk Folkeparti mistede i øvrigt sin borgmesterpost i København – svarende til en rådmandspost i de øvrige store kommuner – efter en valgperiode til Alternativet.

S har på landsplan flirtet kraftigt med DF i den seneste tid, men tilnærmelserne resulterede ikke i en S-DF-alliance på kommunalt plan. Her valgte DF generelt at indgå aftaler med de øvrige borgerlige partier. Det – kombineret med DF’s generelt dårlige valg – betød også at DF ikke fik sit gennembrud som borgmesterparti ved valget idet partiet måtte nøjes med en borgmesterpost i den lille Læsø Kommune.

På trods af fremgangen på nationalt plan og successerne i de lokale konstitueringsaftaler lykkedes det heller ikke for S at genvinde borgmesterposten i den gamle højborg Esbjerg eller i Vejle Kommune.

Som altid gav konstitueringsprocesserne i nogle kommuner anledning til konflikter mellem partierne – mest udpræget i Slagelse kommune hvor der inden valget var et belastet forhold mellem den siddende borgmester Stén Knuth (V) og LA’s Villum Christensen. Processen endte med at LA indgik en konstitueringsaftale med S mod et løfte om at kunne overtage borgmesterposten midtvejs i den kommende valgperiode. En sådan aftale er højst usædvanlig, idet der dog findes nogle få tilfælde på at partier har delt borgmesterposten mellem sig.

Generelt var konstitueringsprocesserne dog hurtigt overstået – i mange tilfælde havde partierne indgået konstitueringsaftale på selve valgnatten eller dagen efter – og ret udramatiske.

Kød på kommunalvalget

Konstitueringsprocesserne efter danske kommunalvalg kan have deres specielle sider. Den nationale opdeling i rød og blå blok giver ikke altid mening på det lokale niveau, ligesom man kan se såvel partier som individuelle politikkere hoppe af forud indgåede aftaler for at opnå attraktive poster.

Omvendt kan landspolitiske emner også slå igennem i lokalpolitikken, og her har Dansk Folkeparti haft en vis evne at få udbredt partiets anti-muslimske dagsorden lokalt. Et eksempel har været kravet om at servering af svinekød skulle være obligatorisk i kommunale institutioner, hvilket DF fik gennemført med støtte fra Venstre i Randers i 2016. Allerede i 2015 kunne DF dog notere tilsvarende sejre i de københavnske forstadskommuner Rødovre, Ishøj og Herlev med støtte fra Socialdemokratiet. Forbudet mod kønsopdelt svømning i Århus skyldtes et initiativ fra Venstre, støttet af Socialdemokratiet, og også her var den anti-muslimske vinkel tydelig, idet forbudet blev koblet til diskussionen om radikalisering i dele af de århusianske indvandrermiljøer. (Forbudet kunne dog kun dække offentlige svømmetider og ikke private foreninger)

Der er imidlertid tegn på at DF skyder fronterne frem i forbindelse med det kommende kommunalvalg. I Horsens og senest Odsherred kommune har DF gjort det til et vilkår for at indgå en konstitueringsaftale, at aftalepartnerne støtter et totalt forbud mod indkøb af halalslagtet fjerkræ og oksekød. Såvel V’s som S’s borgmesterkandidat i Horsens har foreløbig afvist kravet, mens V’s kandidat i Odsherred har udtalt støtte til DF.

Kampen mod religiøs slagtning har længe været en mærkesag for DF på landsplan, idet motiveringen generelt har været hensynet til dyrevelfærd. Argumentationen svækkes dog af at dyr der slagtes i Danmark, skal være bedøvet inden slagtningen. Man kan her i øvrigt notere at Venstre med støtten til hahalforbudet i Odsherred bringer sig selv i en krydspressituation, idet partiet traditionelt har meget tæt forbindelse til landbruget og dermed fødevareproducenter og slagteribranchen, hvor salget af specielt fjerkræ til Mellemøsten spiller en vis rolle for eksporten. Et sideargument fra DF har været at slagteribranchen ved at betale imamer for velsignelser af slagtet fjerkræ er med til at finansiere religiøs ekstremisme og voldelige regimer i Mellemøsten. Det har dog aldrig været muligt at påvise sådanne pengestrømme.

Når dyrevelfærd falder bort som en reel grund for DF’s kamp mod halalslagtninger, kan man spørge hvilke motiver der så ligger bag partiets politik. I den decideret islamofobe del af den politiske debat kan man støde på forestillingen om at den religiøse velsignelse på en eller anden måde forurener kødet, så ikke-muslimer så at sige inficeres med muslimsk tankegods. Det rene (kristne) kød stilles over for det urene, muslimske. I en vis forstand kan man her se en spejling af nogle religiøse forestillinger, som vil være uforståelige, men irrelevante i dagligdagen for sekulære eller traditionelt kristne. Forestillingen har paranoide elementer og det kan umiddelbart virke mærkeligt at den kan spille en rolle i nutidig, praktisk politik. På den anden side skal man ikke se bort fra at den anti-muslimske strømning i europæisk politik bygger på et mere eller mindre diffust ubehag ved mødet med det ukendte og fremmedartede, snarere end på en systematisk vurdering af indvandringens og integrationspolitikkens konsekvenser.

Det interessante er i alle tilfælde, at dele af Venstre er villige til at imødekomme DF på dette område. Man kan her pege på at partiet også nationalt viser tegn på splittelse mellem fraktioner der står DF nært idémæssigt, og andre fraktioner der står på et socialt liberalt udgangspunkt. Office seeking, eller opportunisme, om man vil, spiller naturligvis også en rolle her.

Det kan blive mere spændende at følge Socialdemokratiets håndtering af tilsvarende DF-krav ved de kommende kommunale konstitueringer, idet partiet nationalt i det seneste år tydeligt og bemærkelsesværdigt i integrationspolitikken har bevæget sig i retning af anti-muslimsk retorik og standpunkter. Anti-halal-vedtagelser kunne være en enkel måde at omsætte partiets afstandtagen til kommunal politik.

Apropos rejser

Det skal faktisk siges til Søren Pinds ros at han ikke har snakket om Harvard, Yale og Stanford i tide og utide. Men jeg blev mindet om et rant fra februar 2016 hvor Esben Lunde Larsen (remember?) havde været på banen:

Hver. Eneste. Gang.

Hver. EVIG. Eneste. Gang…

Ny uddannelsesminister. Ny uddannelsesminister skal markere sig. Ny uddannelsesminister der får den geniale og originale idé at USA’s eliteuniversiteter skal være inspirationskilde for danske universiteter. Stor delegation til de samme tre-fire universiteter efterfulgt af varm luft ved hjemkomsten.

Så skal vi ikke lige tage de basale fakta:

1. Eliteuniversiteterne (top research universities i US lingo) dækker måske 5-10% af sektoren

2. Eliteuniversiteterne har et meget begrænset antal studerende og en lav studerende/underviser-ratio

3. Eliteuniversiteternes fokus ligger på postgraduate niveau – svarende til vores kandidat- og phd-niveau

4. Eliteuniversiteterne er ofte private og har store endowments/formuer

Kort og godt: Forskningen og de meget snævre uddannelser ER VELFINANSIEREDE.

Og – alt taget i betragtning – præsterer de danske universiteter faktisk allerede meget godt i en international sammenligning.

Det amerikanske system for højere uddannelse er meget differentieret, så man har top research universities, research universities og colleges på en lang række niveauer – svarende fra vores bacheloruddannelser på universitetsniveau over professionshøjskoler til erhversakademier.

Og hvis Ministeren gad – men det tror jeg nu ikke han gør – så kunne han jo sætte sig ind i debatten om liberal arts colleges problemer, for slet ikke at tale om problemet med timeansatte undervisere, der skal pendle mellem 3-4 arbejdspladser for at skrabe et udkomme sammen. Hvordan passer det med kvalitet i højere uddannelse, Minister? Hvordan?

*sukker dybt*

Men for lige at slå budskabet fast endnu en gang: Hvis politikere vil tjene hurtige points på sammenligne det danske uddannelsessystem med udenlandske, vil jeg sætte stor pris på at de gennemfører en systematisk og fuldstændig sammenligning, og ikke bare plukker lidt her og der.

Assimilation og integration

Denne gang en note jeg skrev i 2015 efter at have læst Andreas Johansson Heinös Farväl till Folkhemmet. Det ser ud som om det ville være værd at genlæse bogen – og at danske politikere forholdt sig mere principielt til de ord de slynger rundt med:

Et par tanker om Andreas Johansson Heinös læseværdige bog om Sverige som indvandringsland:

1. Titlen kan godt være en smule forvirrende – de fleste vil nok umiddelbart associere “folkhem” med velfærdsstat og så notere at det er Timbro (inspiration for Cepos herhjemme) der har udgivet bogen, men det handler altså mere om det område vi lidt uklart kalder integrationspolitik. Man kan sige at spørgsmålet er hvilket folk Sverige skal være hjem for.

2. Hvis man ikke har fulgt den svenske debat via danske medier i stedet for direkte, kan man som dansker godt tro at svenskere enten alle er multikulturalister eller at indvandringsdebat er tabu i Sverige. Det er forkert, og bogen handler i forlængelse af Heinös tidligere bog “Gillar vi olika”, dels om hvordan man teoretisk kan håndtere integrationsspørgsmålet, dels om hvordan de svenske partier har håndteret spørgsmålet siden 1960’erne.

3. Kvantitativt har indvandringen til Sverige været større end til Danmark, men positionerne i debatterne i de to lande har faktisk en del paralleller. Det kan være værd at bemærke, at det svenske socialdemokrati ligesom det danske har haft meget svært ved at finde sine egne ben – som dansk læser genkender man umiddelbart konflikterne mellem Vestegnsborgmestrene (assimilationspolitik) og Auken-fløjen (multikulturalisme) i de svenske eksempler. Forskellen er at multikulturalisterne nu er marginaliseret i det danske Socialdemokrati, mens det svenske parti stadig kæmper med at finde sine egne ben.

4. Samtidig har svensk officiel politik flyttet sig meget siden 1970’erne: Fra en ekstremt assimilationspræget politik (der lige nøjagtigt åbnede plads for samerne) til – tjah, hvad: Integrationspolitik, multikulturalisme eller noget tredje? Måske er muddling through den bedste beskrivelse?

5. Det var Alliansen og Miljöpartiet der gennemtrumfede en mere liberal indvandringspolitik i 2000-tallet. (Hvilket forresten brød en gammel borgfred mellem S og M på området. Man kan måske sige at Svend Auken tilsvarende fik åbnet en panoras æske i samarbejdet med RV om flygtningepolitikken, hvilket den politiske overkyniker Erik Ninn-Hansen var hurtig til at udnytte. Ninn-Hansen tabte ganske vist slaget, men vandt i praksis krigen).

6. Såvel assimilationspolitikken som multikulturalismen kan hurtigt få sig malet ind i alvorlige modsigelser. Et klassisk eksempel er at multikulturalismen – sagt lidt kort – de facto fornægter eller legitimerer undertrykkelse, så længe den kan siges at være kulturelt forankret i grupper der kategoriseres som diskriminerede. Her er vi i øvrigt inde på det centrale problem om konflikten mellem individuelle og kollektive rettigheder (og det er fordi Heinö advokerer et liberalt syn på rettigheder, at bogen kommer hos Timbro): Hvis rettigheder er det der skal beskyttes i et mere heterogent samfund? (Og politiske teoretikere vil her melde sig på banen med en diskussion af forudsætningerne for samfundsmæssig solidaritet)

6a. Omvendt har det svenske samfund – ligesom det danske – forandret sig så meget i de seneste årtier, at assimileringsfortalerne anvender værdier, de egentlig er imod, som argumenter i kampen mod indvandring.

7. Heinös løsning er koblet til en højnelse af det formelle medborgerskabs (altså, statsborgerskabets) status, blandt andet gennem sprogtest og medborgerskabsceremonier. Det er nok mere USA end Danmark som er inspirationen her.

Det er komplicerede sager, og jeg er ikke helt overbevist om at Heinö har fundet den tilstrækkelige løsning i spørgsmålet om integration, men både Farväl til folkhemmet og Gillar vi olika er trods de svenske referencer genkendelige for danskere og peger på en position, jeg lidt savner i en polariseret og meget identitetsbaseret debat.

Helle Thorning som statsminister

Facebook meddeler mig at jeg i 2015 med anledning af et interview med Søren Mørch skrev et opslag om Helle Thorning-Schmidts indsats som statsminister. Jeg synes faktisk vurderingen holder:

Mørch har en betydelig underholdningsværdi, fordi han gerne udtaler sig arrogant og farverigt. Spørgsmålet er om han rammer rigtigt.

Mit perspektiv vil være følgende:

1. Det lykkedes for Thorning at holde Socialdemokratiet samlet, trods en besværlig parlamentarisk situation. Vi kan sammenligne med SF og RV der begge blev ramt af splittelser i valgperioden 2011-2015.

2. Som leder tabte Thorning to valg og vandt et tredje. Det mislykkedes for hende at genvinde regeringsmagten (trods fremgang i 2015).

3. Thornings store handikap blev policyen – eller omsætningen af Socialdemokratiets ideologiske mål til praktisk politik. Jeg har i anden sammenhæng sammenlignet Thorning med Hilmar Baunsgaard der blev statsminister på et løfte om at stoppe den offentlige sektors vækst. Det gik ikke så godt – Baunsgaards uformåenhed og splittelserne i RV og KF var en del af forklaringen, men han måtte også agere i en tid hvor den socialdemokratiske model var i sit zenit. Tilsvarende er de politiske konjunkturer i 2010’erne helt orienteret med reform- og sparepolitik. I det hele taget er 2010’erne Socialdemokratiets og den reformistiske venstrefløjs nadir.

4. Parlamentarisk fik Thorning gennemført en hel del reformer. Man kan jf. pkt 3 diskutere hvor socialdemokratiske de var, og specielt Bjarne Corydon var spektakulært dårlig til at sælge dem overfor vælgerne. Det er ikke helt forkert at sige at regeringen kom til at fremtræde som Finansministeriets politiske arm.

Efter 12-skalaen bliver det et svagt 7-tal.

Løkkes åbningstale 3/10 2017

En meget hurtig sammenfatning baseret på en gennemlæsning af teksten på regeringen.dk

Først og fremmest er teksten på grænsen til at være ulæselig – man har næsten på fornemmelsen af at talen er skrevet efter et cut-up-princip med løsrevne ord og sætninger, men som en kommunikationsekspert skriver på Twitter, er den social medie-venlig. Hvis jeg gik mere systematisk gennem teksten forventer jeg at jeg ville se en masse påstande, hvor præmisserne enten mangler eller er stærkt ufuldstændige. Husk på at manden har næsten en time til sin rådighed.

Dernæst passer det indhold der trods alt findes, ret godt ind i en traditionel højre-skabelon: Fokus er på skattelettelser (“det skal kunne betale sig at arbejde”og “passiv offentlig forsørgelse”-mantraene) sammen med en fremhævning af at det går økonomisk godt for Danmark. Det eneste store offentlige område der prioriteres generelt, er sundhedsområdet hvor Løkke lover en sammenhængsreform. Derudover behandles integration og sociale problemer grundlæggende som retspolitiske problemer, inklusive hvad der liger en de facto-sænkning af den kriminelle lavalder til 12 år.

Uddannelse og forskning framer Løkke i talen som en opgave for erhvervslivet og i hvis udstrækning arbejdsmarkedets parter.

Internationalt prioriteres militær og sikkerhedspolitik over EU. Det er ikke så overraskende at Løkke igen afviser tanker om udvikling af EU – det er et standpunkt der holder indenrigspolitisk, men som kan give problemer i en europæisk sammenhæng. Brexit tages kun op i en bisætning, hvis nogen undrer.

Omtalen af regeringen som Danmarks grønneste vil sikkert vække en del munterhed i de kommende dage, men det er naturligvis interessant at han trods alt føler sig nødsaget til at tage temaet op.

Hvis man vil more sig med forudsigelser for det kommende folketingsår, bliver det spændende at se hvordan regeringen får skruet et skatteudspil der er acceptabelt for DF, sammen. Vi er inde i tredje omgang i denne valgperiode nu. Alt andet bør kunne klappes af med DF eller i nogle tilfælde S.