Debatsiderne

Et opslag på Facebook fra 2016, men stadig gyldigt

I Politiken er det gymnasieelever der skriver debatindlæggene – sandsynligvis ud fra en forhåbning om at det kan tiltrække unge læsere til aldrende medier. Det er pænt og artigt og forudsigeligt. Lidt som en acceptabel dansk stil.

Berlingskes og Jyllands-Postens debatsektioner kører efter princippet om at generere klik ved at skabe størst mulig forargelse, helst med eksempler der involverer kvinder, indvandrere eller Sverige. Det er grimt, ubehageligt og forudsigeligt. Lidt som når unge mænd vil skabe opmærksomhed ved at ræbe i flok.

Kampen mod DR – en redigeret Tweetstorm

Af en eller anden grund fik jeg for et par dage siden lavet en længere tweetstorm om den politiske kamp for at afmontere DR. Her er den sammenskrevet til mere almindelig tekst:

Siden vi diskuterer DR, så lige et par tanker. De er næppe originale, men hvad pokker.

DR og tilsvarende organisationer bliver som regel diskuteret ud fra økonomiske (statsstøttede monopoler) eller ideologiske (røde lejesvende) perspektiver, men der er mere:

Et argument for at oprette DR og tilsvarende (BBC!) har typisk været begrænsningerne i sendekapaciteten. Altså et teknisk argument.  I de europæiske lande førte det til oprettelsen af statslige radio- og senere tv-stationer i 1920’erne, i USA til triopolet ABC, CBS og NBC hvor licenser blev solgt.

Hvis teknikken var løsningen, er det naturligt at tænke at teknologiske forandringer gør de store anstalter overflødige, jf først kabel-tv og senere internettet.

Det er nok mere kompliceret. Diskussionen om netneutralitet giver fx kun mening hvis www’s kapacitet er begrænset.

Anyway – der er noget med timingen. Sagen er at 1920’erne også var demokratiseringens store årti hvor almen stemmeret var blevet indført i de fleste vestlige lande. Så der var også et spørgsmål om hvordan man skaber politisk og social integration i samfund hvor traditionelle hierarkier nu var afløst af massekultur og massepolitik.

I Europa var løsningen statslig kontrol – idet opgaven så blev enten oplysning (BBC-modellen) eller propaganda (Goebbels-modellen). Efter 2. verdenskrig blev BBC-modellen så helt dominerende i Vesteuropa.  I USA blev det en blanding af statslig kontrol og markedsstyring og reklamefinansiering gennem licenssystemet. Men stadig med grænser for konkurrencen.

Den første store omvæltning kom i 1970’erne og 1980’erne, og det er næppe tilfældigt at vi ikke kun havde en teknologisk udvikling men også et ideologisk skift mod en højere grad af individualisme, så snarere end oplysning blev kundeorientering og entreprenørskab kodeordene for de nye medier.

Det blev Murdochs og Berlusconis store chance. Bemærk at sammenfiltringen mellem politik og medier ikke forsvandt – den fik bare en anden karakter. Det er gået lidt fredeligere for sig i Norden, fordi Stenbecksfæren (TV3) ikke på samme måde har haft tydelige politiske dagsordener.

Det er tankevækkende at angrebet på DR spejler udviklingen i Storbritannien hvor BBC også er under voldsom beskydning. De tweeps jeg følger er ikke repræsentative, men der tegner sig et billede af et BBC der politisk nu er meget underdanigt over for den konservative højrefløj. For DR’s vedkommende er der nok snarere sket det at organisationen prøver at tænke mere kommercielt i sine formater end kommercielle medier.

(Lige en sidebemærkning: Organisationer som DR, SR/SVT og BBC er ikke socialdemokratiske i deres DNA – de blev oprettet inden socialdemokratierne fik en dominerende position i de skandinaviske lande, ligesom Labour aldrig har haft den samme plads i statsapparatet i Storbritannien. Deres organisatoriske DNA er oplysningsorienteret)

Det hjælper altsammen ikke – BBC og DR fremstilles stadig som venstreorienterede elitære skolelærerorganisationer, som ikke hører hjemme i det 21. århundrede. Og måske er det sandt: Deres legitimitet stammer fra en tid hvor man fra de politiske og sociale eliters side var nervøs for hvad der skete når de brede masser blev mobiliseret og så et behov for samlende kulturelle institutioner. Nu er massen mobiliseret, og har været det i snart 100 år, så det er sværere at argumentere for behovet for samlende kulturelle institutioner.

Kritikken af DR’s position er forresten ikke ny. Gå tilbage til 1960’erne og man vil læse masser af klager fra medieselskaber over DR’s position og krav om indførelsen af reklame-tv og -radio. Men det er i 2010’erne at rammerne er ændret så meget at det afgørende angreb (efter forspillet i 1980’erne med kabel- og satellit-tv) kan sættes ind.

Jeg ved ikke hvor vi ender henne og hvad konsekvenserne bliver, men Danmark følger som regel Storbritannien i kultur- og forvaltningspolitik. Det eneste som er lidt pudsigt er at de partier som ellers råber højest om assimilation og kulturel homogenitet, også er først til at skyde på DR.

Og vi kan naturligvis spørge om danske medieselskaber er bevidste om at News Corp, Google og Facebook står uden for døren, eller om politikerne tænker på at nye medieselskaber ikke nødvendigvis orienterer sig mod danske normer. Kampen mod DR vil være barnemad i sammenligning. Men her gælder det i begge tilfælde, at diskussioner om “the unanticipated consequences of social action” er klassiske inden for samfundsvidenskaben.

En tanke om arbejdsprøvninger

Et opslag jeg lavede på Facebook med anledning af artiklen, der linkes til

Where we are as a nation: Arbejdsprøvning af Alzheimer-ramte der er ved at miste sproget.

Her kan man overveje hvad der er gået galt – mit bud er

1) at førtidspensionsreformen bygger på en antagelse om at arbejdsevnen hos syge og invalide altid kan udvikles. Progressive sygdomme som tidlig Alzheimer passer helt enkelt ikke ind i paradigmet – ergo er det sygdommen der er forkert, når lovgivningen har ret

2) at refusionssystemet opmuntrer kommunerne til korte forløb, uanset borgerens tilstand. Det er meget få organisationer der er så intelligente at de kan arbejde med mere komplekse beslutningsrationaler, så enkle indikatorer og tommelfingerregler tager over i disse tilfælde.

Resultatet er i alle tilfælde en hel del forløb der i bedste fald er meningsløse og i værste skadelige for borgerne og deres pårørende. Man kan også rejse spørgsmålet om det egentlig er en hensigtsmæssig brug af de ressourcer der ligger hos socialrådgiverne og andre ansatte i jobcentre og de forskellige dele af sundhedsvæsenet, og som kunne bruges bedre til at udvikle indsatserne for de borgere der har en permanent begrænset arbejdsevne eller hvis arbejdsevne kan udvikles – med mindre der selvfølgelig ligger en politisk dagsorden om at gøre systemet så uudholdeligt at ansvaret for syge og handikappede skubbes over på deres familie og netværk (hvilket i øvrigt også kan føre negative eksternaliteter med sig)

PS: Førtidspensionsreformen er SRSF’s barn, så det politiske ansvar falder på alle sider af det politiske kompas.

PPS: KL stiller naturligvis ikke op til interview men sender en preseemeddelelse. Magtstrategien som ledere lærer på kommunikationskurser.