Kunsten at danne en tysk regering

Sonderingerne der skulle føre til en regeringsdannelse efter det tyske forbundsdagsvalg i september er – i al fald foreløbig – brudt sammen efter at FPD natten til mandag forlod forhandlingerne om en “Jamaika”-koalition, dvs. en koalition bestående af CDU, CSU, FDP og Bündnis 90/Die Grünen (herefter G).

Flertalsdannelsen er kompliceret, fordi ingen af de traditionelle koalitioner med undtagelse af CDU/CSU-SPD kan opnå et flertal. Inden Frauke Petrys afhop fra AfD var mandatfordelingen som følger

CDU/CSU: 246 – SPD: 153 – AfD: 94 – FDP: 80 – Linke: 69 – G: 67

Med 709 MdB er kravet til et absolut flertal 355 mandater, og hvis vi antager at AfD og L er ude af reelle regeringsforhandlinger har vi følgende flertalskonstellationer med CDU/CSU:

CDU/CSU + SPD: 399 – CDU/CSU + FDP + G: 393

AfD er som sagt afvist som koalitionspartner, men teoretisk giver en højrekoalition et flertal:

CDU/CSU + AfD + FDP: 420

Den eneste mulige flertalskonstellation for SPD er en stor koalition med CDU/CSU, selv hvis L blev accepteret som regeringspartner.

Spørgsmålet er nu hvordan man går videre efter sammenbruddet for Jamaika-forhandlingerne. Hvis vi antager at det ikke er muligt at genoptage forhandlingerne i en anden runde, og SPD fortsat afviser regeringsdeltagelse, skal man være opmærksom på den tyske grundlovs regler om regeringsdannelse og udskrivelse af nyvalg. En komplicerende faktor er at der kun kan udskrives valg efter at Forbundsdagen har udtalt mistillid til en siddende forbundskansler – og efter Forbundsdagens konstituering er Angela Merkel fungerende kansler. Den eneste måde at komme videre går altså over valget af en ny forbundskansler, idet man også skal bemærke at præsidentens rolle er at sikre at alle muligheder for regeringsdannelse er udtømt inden der udskrives valg.

Med præsident Steinmeiers accept kunne CDU/CSU og SPD anbefale at Angela Merkel udnævnes til kansler for en CDU/CSU-regering (dette vil i givet fald kræve at SPD stemmer for valget af Angela Merkel ved de første afstemninger, hvor der kræves absolut flertal, eller at de tre partier opnår en enighed med enten FDP eller G ved den tredje afstemning, hvor der kun kræves relativt flertal), som derefter mødes af mistillid ved en afstemning i Forbundsdagen, hvorefter kansleren kan anmode præsidenten om at udskrive nyvalg. Her er spørgsmålet om nyvalg vil ændre noget substantielt ved situationen – allerede før valget i september var det åbenlyst at SPD ville gå tilbage, ligesom det eneste realistiske alternativ til en stor koalition var en Jamaika-koalition, hvis der skulle dannes en flertalsregering.

En anden mulighed er at SPD indgår en confidence and supply-aftale med CDU/CSU, hvilket vil indebære at SPD undlader at stemme for forslag til mistillidserklæringer og stemmer blankt ved finanslovsafstemninger (i stedet for at følge den tyske praksis hvor oppositionspartier stemmer mod finanslovsforslag). I så fald er det imidlertid ikke tilstrækkeligt kun at indgå en aftale med SPD, idet de fire øvrige oppositionspartier tilsammen har 310 mandater mod CDU/CSU’s 246. En mindretalskoalition bestående af CDU/CSU og FDP vil resultere i 326 for regeringen – 230 mod – 153 neutrale, mens en koalition af CDU/CSU og G giver 313 – 243 – 153.

Man kunne formode at kommentarerne efter sammenbruddet søndag ville pege i retning af en CDU/CSU-G-koalition, som sandsynligvis ideologisk vil være mest acceptabel for SPD. Et spørgsmål er dog hvordan SPD’s ledelse vil vurdere fordele og risici ved at optræde som de facto-støtteparti for en sådan regering, et andet om en sådan regering ville kunne holde en hel valgperiode. Ordningen ville som nævnt også kræve et brud med den tyske norm om at oppositionen stemmer mod finansloven, men på en række andre politikområder er det ikke umuligt at CDU/CSU, SPD og G kunne bygge videre på resultaterne af sonderingsforhandlingerne.

Mindretalsregeringer er ikke helt ukendte på delstatsniveau i Tyskland, idet de mest er set som en løsning på problemet hvor et fløjparti (Die Linke) ikke kan eller vil indgå formelt i regeringen, men bortset fra de korte perioder hvor FDP har trukket sig fra en koalition for at udløse et regeringsskifte, er de ukendte på føderalt niveau.

Engelske kommentatorer (især de der ikke er indsat i tysk politik) har haft travlt med at erklære at Tyskland står over for den største politiske krise siden 1949. Dette er en voldsom overdrivelse – det er mere korrekt at sige at tysk politik befinder sig i et vadested, hvor etablerede og nye partier skal forholde sig til fragmenteringen i partisystemet. På den vis er situationen i 2017 en parallel til 1965-1966 (hvor FDP frigjorde sig fra CDU/CSU og SPD fik etableret sig som regeringsparti), 1980-1983 (hvor De Grønne etablerede sig som politisk kraft, SPD måtte forholde sig til 1970’ernes politiske opbrud og FDP flyttede sig fra social- til markedsliberalisme) og 2005 (hvor SPD oplevede en afskalning til venstre, hvilket førte til en periode med store koalitioner). I alle tilfælde har den tyske politiske ledelse fundet en måde at navigere i de nye forhold.