Kunsten at danne en tysk regering

Sonderingerne der skulle føre til en regeringsdannelse efter det tyske forbundsdagsvalg i september er – i al fald foreløbig – brudt sammen efter at FPD natten til mandag forlod forhandlingerne om en “Jamaika”-koalition, dvs. en koalition bestående af CDU, CSU, FDP og Bündnis 90/Die Grünen (herefter G).

Flertalsdannelsen er kompliceret, fordi ingen af de traditionelle koalitioner med undtagelse af CDU/CSU-SPD kan opnå et flertal. Inden Frauke Petrys afhop fra AfD var mandatfordelingen som følger

CDU/CSU: 246 – SPD: 153 – AfD: 94 – FDP: 80 – Linke: 69 – G: 67

Med 709 MdB er kravet til et absolut flertal 355 mandater, og hvis vi antager at AfD og L er ude af reelle regeringsforhandlinger har vi følgende flertalskonstellationer med CDU/CSU:

CDU/CSU + SPD: 399 – CDU/CSU + FDP + G: 393

AfD er som sagt afvist som koalitionspartner, men teoretisk giver en højrekoalition et flertal:

CDU/CSU + AfD + FDP: 420

Den eneste mulige flertalskonstellation for SPD er en stor koalition med CDU/CSU, selv hvis L blev accepteret som regeringspartner.

Spørgsmålet er nu hvordan man går videre efter sammenbruddet for Jamaika-forhandlingerne. Hvis vi antager at det ikke er muligt at genoptage forhandlingerne i en anden runde, og SPD fortsat afviser regeringsdeltagelse, skal man være opmærksom på den tyske grundlovs regler om regeringsdannelse og udskrivelse af nyvalg. En komplicerende faktor er at der kun kan udskrives valg efter at Forbundsdagen har udtalt mistillid til en siddende forbundskansler – og efter Forbundsdagens konstituering er Angela Merkel fungerende kansler. Den eneste måde at komme videre går altså over valget af en ny forbundskansler, idet man også skal bemærke at præsidentens rolle er at sikre at alle muligheder for regeringsdannelse er udtømt inden der udskrives valg.

Med præsident Steinmeiers accept kunne CDU/CSU og SPD anbefale at Angela Merkel udnævnes til kansler for en CDU/CSU-regering (dette vil i givet fald kræve at SPD stemmer for valget af Angela Merkel ved de første afstemninger, hvor der kræves absolut flertal, eller at de tre partier opnår en enighed med enten FDP eller G ved den tredje afstemning, hvor der kun kræves relativt flertal), som derefter mødes af mistillid ved en afstemning i Forbundsdagen, hvorefter kansleren kan anmode præsidenten om at udskrive nyvalg. Her er spørgsmålet om nyvalg vil ændre noget substantielt ved situationen – allerede før valget i september var det åbenlyst at SPD ville gå tilbage, ligesom det eneste realistiske alternativ til en stor koalition var en Jamaika-koalition, hvis der skulle dannes en flertalsregering.

En anden mulighed er at SPD indgår en confidence and supply-aftale med CDU/CSU, hvilket vil indebære at SPD undlader at stemme for forslag til mistillidserklæringer og stemmer blankt ved finanslovsafstemninger (i stedet for at følge den tyske praksis hvor oppositionspartier stemmer mod finanslovsforslag). I så fald er det imidlertid ikke tilstrækkeligt kun at indgå en aftale med SPD, idet de fire øvrige oppositionspartier tilsammen har 310 mandater mod CDU/CSU’s 246. En mindretalskoalition bestående af CDU/CSU og FDP vil resultere i 326 for regeringen – 230 mod – 153 neutrale, mens en koalition af CDU/CSU og G giver 313 – 243 – 153.

Man kunne formode at kommentarerne efter sammenbruddet søndag ville pege i retning af en CDU/CSU-G-koalition, som sandsynligvis ideologisk vil være mest acceptabel for SPD. Et spørgsmål er dog hvordan SPD’s ledelse vil vurdere fordele og risici ved at optræde som de facto-støtteparti for en sådan regering, et andet om en sådan regering ville kunne holde en hel valgperiode. Ordningen ville som nævnt også kræve et brud med den tyske norm om at oppositionen stemmer mod finansloven, men på en række andre politikområder er det ikke umuligt at CDU/CSU, SPD og G kunne bygge videre på resultaterne af sonderingsforhandlingerne.

Mindretalsregeringer er ikke helt ukendte på delstatsniveau i Tyskland, idet de mest er set som en løsning på problemet hvor et fløjparti (Die Linke) ikke kan eller vil indgå formelt i regeringen, men bortset fra de korte perioder hvor FDP har trukket sig fra en koalition for at udløse et regeringsskifte, er de ukendte på føderalt niveau.

Engelske kommentatorer (især de der ikke er indsat i tysk politik) har haft travlt med at erklære at Tyskland står over for den største politiske krise siden 1949. Dette er en voldsom overdrivelse – det er mere korrekt at sige at tysk politik befinder sig i et vadested, hvor etablerede og nye partier skal forholde sig til fragmenteringen i partisystemet. På den vis er situationen i 2017 en parallel til 1965-1966 (hvor FDP frigjorde sig fra CDU/CSU og SPD fik etableret sig som regeringsparti), 1980-1983 (hvor De Grønne etablerede sig som politisk kraft, SPD måtte forholde sig til 1970’ernes politiske opbrud og FDP flyttede sig fra social- til markedsliberalisme) og 2005 (hvor SPD oplevede en afskalning til venstre, hvilket førte til en periode med store koalitioner). I alle tilfælde har den tyske politiske ledelse fundet en måde at navigere i de nye forhold.

Kød på kommunalvalget

Konstitueringsprocesserne efter danske kommunalvalg kan have deres specielle sider. Den nationale opdeling i rød og blå blok giver ikke altid mening på det lokale niveau, ligesom man kan se såvel partier som individuelle politikkere hoppe af forud indgåede aftaler for at opnå attraktive poster.

Omvendt kan landspolitiske emner også slå igennem i lokalpolitikken, og her har Dansk Folkeparti haft en vis evne at få udbredt partiets anti-muslimske dagsorden lokalt. Et eksempel har været kravet om at servering af svinekød skulle være obligatorisk i kommunale institutioner, hvilket DF fik gennemført med støtte fra Venstre i Randers i 2016. Allerede i 2015 kunne DF dog notere tilsvarende sejre i de københavnske forstadskommuner Rødovre, Ishøj og Herlev med støtte fra Socialdemokratiet. Forbudet mod kønsopdelt svømning i Århus skyldtes et initiativ fra Venstre, støttet af Socialdemokratiet, og også her var den anti-muslimske vinkel tydelig, idet forbudet blev koblet til diskussionen om radikalisering i dele af de århusianske indvandrermiljøer. (Forbudet kunne dog kun dække offentlige svømmetider og ikke private foreninger)

Der er imidlertid tegn på at DF skyder fronterne frem i forbindelse med det kommende kommunalvalg. I Horsens og senest Odsherred kommune har DF gjort det til et vilkår for at indgå en konstitueringsaftale, at aftalepartnerne støtter et totalt forbud mod indkøb af halalslagtet fjerkræ og oksekød. Såvel V’s som S’s borgmesterkandidat i Horsens har foreløbig afvist kravet, mens V’s kandidat i Odsherred har udtalt støtte til DF.

Kampen mod religiøs slagtning har længe været en mærkesag for DF på landsplan, idet motiveringen generelt har været hensynet til dyrevelfærd. Argumentationen svækkes dog af at dyr der slagtes i Danmark, skal være bedøvet inden slagtningen. Man kan her i øvrigt notere at Venstre med støtten til hahalforbudet i Odsherred bringer sig selv i en krydspressituation, idet partiet traditionelt har meget tæt forbindelse til landbruget og dermed fødevareproducenter og slagteribranchen, hvor salget af specielt fjerkræ til Mellemøsten spiller en vis rolle for eksporten. Et sideargument fra DF har været at slagteribranchen ved at betale imamer for velsignelser af slagtet fjerkræ er med til at finansiere religiøs ekstremisme og voldelige regimer i Mellemøsten. Det har dog aldrig været muligt at påvise sådanne pengestrømme.

Når dyrevelfærd falder bort som en reel grund for DF’s kamp mod halalslagtninger, kan man spørge hvilke motiver der så ligger bag partiets politik. I den decideret islamofobe del af den politiske debat kan man støde på forestillingen om at den religiøse velsignelse på en eller anden måde forurener kødet, så ikke-muslimer så at sige inficeres med muslimsk tankegods. Det rene (kristne) kød stilles over for det urene, muslimske. I en vis forstand kan man her se en spejling af nogle religiøse forestillinger, som vil være uforståelige, men irrelevante i dagligdagen for sekulære eller traditionelt kristne. Forestillingen har paranoide elementer og det kan umiddelbart virke mærkeligt at den kan spille en rolle i nutidig, praktisk politik. På den anden side skal man ikke se bort fra at den anti-muslimske strømning i europæisk politik bygger på et mere eller mindre diffust ubehag ved mødet med det ukendte og fremmedartede, snarere end på en systematisk vurdering af indvandringens og integrationspolitikkens konsekvenser.

Det interessante er i alle tilfælde, at dele af Venstre er villige til at imødekomme DF på dette område. Man kan her pege på at partiet også nationalt viser tegn på splittelse mellem fraktioner der står DF nært idémæssigt, og andre fraktioner der står på et socialt liberalt udgangspunkt. Office seeking, eller opportunisme, om man vil, spiller naturligvis også en rolle her.

Det kan blive mere spændende at følge Socialdemokratiets håndtering af tilsvarende DF-krav ved de kommende kommunale konstitueringer, idet partiet nationalt i det seneste år tydeligt og bemærkelsesværdigt i integrationspolitikken har bevæget sig i retning af anti-muslimsk retorik og standpunkter. Anti-halal-vedtagelser kunne være en enkel måde at omsætte partiets afstandtagen til kommunal politik.

Apropos rejser

Det skal faktisk siges til Søren Pinds ros at han ikke har snakket om Harvard, Yale og Stanford i tide og utide. Men jeg blev mindet om et rant fra februar 2016 hvor Esben Lunde Larsen (remember?) havde været på banen:

Hver. Eneste. Gang.

Hver. EVIG. Eneste. Gang…

Ny uddannelsesminister. Ny uddannelsesminister skal markere sig. Ny uddannelsesminister der får den geniale og originale idé at USA’s eliteuniversiteter skal være inspirationskilde for danske universiteter. Stor delegation til de samme tre-fire universiteter efterfulgt af varm luft ved hjemkomsten.

Så skal vi ikke lige tage de basale fakta:

1. Eliteuniversiteterne (top research universities i US lingo) dækker måske 5-10% af sektoren

2. Eliteuniversiteterne har et meget begrænset antal studerende og en lav studerende/underviser-ratio

3. Eliteuniversiteternes fokus ligger på postgraduate niveau – svarende til vores kandidat- og phd-niveau

4. Eliteuniversiteterne er ofte private og har store endowments/formuer

Kort og godt: Forskningen og de meget snævre uddannelser ER VELFINANSIEREDE.

Og – alt taget i betragtning – præsterer de danske universiteter faktisk allerede meget godt i en international sammenligning.

Det amerikanske system for højere uddannelse er meget differentieret, så man har top research universities, research universities og colleges på en lang række niveauer – svarende fra vores bacheloruddannelser på universitetsniveau over professionshøjskoler til erhversakademier.

Og hvis Ministeren gad – men det tror jeg nu ikke han gør – så kunne han jo sætte sig ind i debatten om liberal arts colleges problemer, for slet ikke at tale om problemet med timeansatte undervisere, der skal pendle mellem 3-4 arbejdspladser for at skrabe et udkomme sammen. Hvordan passer det med kvalitet i højere uddannelse, Minister? Hvordan?

*sukker dybt*

Men for lige at slå budskabet fast endnu en gang: Hvis politikere vil tjene hurtige points på sammenligne det danske uddannelsessystem med udenlandske, vil jeg sætte stor pris på at de gennemfører en systematisk og fuldstændig sammenligning, og ikke bare plukker lidt her og der.