Helle Thorning som statsminister

Facebook meddeler mig at jeg i 2015 med anledning af et interview med Søren Mørch skrev et opslag om Helle Thorning-Schmidts indsats som statsminister. Jeg synes faktisk vurderingen holder:

Mørch har en betydelig underholdningsværdi, fordi han gerne udtaler sig arrogant og farverigt. Spørgsmålet er om han rammer rigtigt.

Mit perspektiv vil være følgende:

1. Det lykkedes for Thorning at holde Socialdemokratiet samlet, trods en besværlig parlamentarisk situation. Vi kan sammenligne med SF og RV der begge blev ramt af splittelser i valgperioden 2011-2015.

2. Som leder tabte Thorning to valg og vandt et tredje. Det mislykkedes for hende at genvinde regeringsmagten (trods fremgang i 2015).

3. Thornings store handikap blev policyen – eller omsætningen af Socialdemokratiets ideologiske mål til praktisk politik. Jeg har i anden sammenhæng sammenlignet Thorning med Hilmar Baunsgaard der blev statsminister på et løfte om at stoppe den offentlige sektors vækst. Det gik ikke så godt – Baunsgaards uformåenhed og splittelserne i RV og KF var en del af forklaringen, men han måtte også agere i en tid hvor den socialdemokratiske model var i sit zenit. Tilsvarende er de politiske konjunkturer i 2010’erne helt orienteret med reform- og sparepolitik. I det hele taget er 2010’erne Socialdemokratiets og den reformistiske venstrefløjs nadir.

4. Parlamentarisk fik Thorning gennemført en hel del reformer. Man kan jf. pkt 3 diskutere hvor socialdemokratiske de var, og specielt Bjarne Corydon var spektakulært dårlig til at sælge dem overfor vælgerne. Det er ikke helt forkert at sige at regeringen kom til at fremtræde som Finansministeriets politiske arm.

Efter 12-skalaen bliver det et svagt 7-tal.