Assimilation og integration

Denne gang en note jeg skrev i 2015 efter at have læst Andreas Johansson Heinös Farväl till Folkhemmet. Det ser ud som om det ville være værd at genlæse bogen – og at danske politikere forholdt sig mere principielt til de ord de slynger rundt med:

Et par tanker om Andreas Johansson Heinös læseværdige bog om Sverige som indvandringsland:

1. Titlen kan godt være en smule forvirrende – de fleste vil nok umiddelbart associere “folkhem” med velfærdsstat og så notere at det er Timbro (inspiration for Cepos herhjemme) der har udgivet bogen, men det handler altså mere om det område vi lidt uklart kalder integrationspolitik. Man kan sige at spørgsmålet er hvilket folk Sverige skal være hjem for.

2. Hvis man ikke har fulgt den svenske debat via danske medier i stedet for direkte, kan man som dansker godt tro at svenskere enten alle er multikulturalister eller at indvandringsdebat er tabu i Sverige. Det er forkert, og bogen handler i forlængelse af Heinös tidligere bog “Gillar vi olika”, dels om hvordan man teoretisk kan håndtere integrationsspørgsmålet, dels om hvordan de svenske partier har håndteret spørgsmålet siden 1960’erne.

3. Kvantitativt har indvandringen til Sverige været større end til Danmark, men positionerne i debatterne i de to lande har faktisk en del paralleller. Det kan være værd at bemærke, at det svenske socialdemokrati ligesom det danske har haft meget svært ved at finde sine egne ben – som dansk læser genkender man umiddelbart konflikterne mellem Vestegnsborgmestrene (assimilationspolitik) og Auken-fløjen (multikulturalisme) i de svenske eksempler. Forskellen er at multikulturalisterne nu er marginaliseret i det danske Socialdemokrati, mens det svenske parti stadig kæmper med at finde sine egne ben.

4. Samtidig har svensk officiel politik flyttet sig meget siden 1970’erne: Fra en ekstremt assimilationspræget politik (der lige nøjagtigt åbnede plads for samerne) til – tjah, hvad: Integrationspolitik, multikulturalisme eller noget tredje? Måske er muddling through den bedste beskrivelse?

5. Det var Alliansen og Miljöpartiet der gennemtrumfede en mere liberal indvandringspolitik i 2000-tallet. (Hvilket forresten brød en gammel borgfred mellem S og M på området. Man kan måske sige at Svend Auken tilsvarende fik åbnet en panoras æske i samarbejdet med RV om flygtningepolitikken, hvilket den politiske overkyniker Erik Ninn-Hansen var hurtig til at udnytte. Ninn-Hansen tabte ganske vist slaget, men vandt i praksis krigen).

6. Såvel assimilationspolitikken som multikulturalismen kan hurtigt få sig malet ind i alvorlige modsigelser. Et klassisk eksempel er at multikulturalismen – sagt lidt kort – de facto fornægter eller legitimerer undertrykkelse, så længe den kan siges at være kulturelt forankret i grupper der kategoriseres som diskriminerede. Her er vi i øvrigt inde på det centrale problem om konflikten mellem individuelle og kollektive rettigheder (og det er fordi Heinö advokerer et liberalt syn på rettigheder, at bogen kommer hos Timbro): Hvis rettigheder er det der skal beskyttes i et mere heterogent samfund? (Og politiske teoretikere vil her melde sig på banen med en diskussion af forudsætningerne for samfundsmæssig solidaritet)

6a. Omvendt har det svenske samfund – ligesom det danske – forandret sig så meget i de seneste årtier, at assimileringsfortalerne anvender værdier, de egentlig er imod, som argumenter i kampen mod indvandring.

7. Heinös løsning er koblet til en højnelse af det formelle medborgerskabs (altså, statsborgerskabets) status, blandt andet gennem sprogtest og medborgerskabsceremonier. Det er nok mere USA end Danmark som er inspirationen her.

Det er komplicerede sager, og jeg er ikke helt overbevist om at Heinö har fundet den tilstrækkelige løsning i spørgsmålet om integration, men både Farväl til folkhemmet og Gillar vi olika er trods de svenske referencer genkendelige for danskere og peger på en position, jeg lidt savner i en polariseret og meget identitetsbaseret debat.

Helle Thorning som statsminister

Facebook meddeler mig at jeg i 2015 med anledning af et interview med Søren Mørch skrev et opslag om Helle Thorning-Schmidts indsats som statsminister. Jeg synes faktisk vurderingen holder:

Mørch har en betydelig underholdningsværdi, fordi han gerne udtaler sig arrogant og farverigt. Spørgsmålet er om han rammer rigtigt.

Mit perspektiv vil være følgende:

1. Det lykkedes for Thorning at holde Socialdemokratiet samlet, trods en besværlig parlamentarisk situation. Vi kan sammenligne med SF og RV der begge blev ramt af splittelser i valgperioden 2011-2015.

2. Som leder tabte Thorning to valg og vandt et tredje. Det mislykkedes for hende at genvinde regeringsmagten (trods fremgang i 2015).

3. Thornings store handikap blev policyen – eller omsætningen af Socialdemokratiets ideologiske mål til praktisk politik. Jeg har i anden sammenhæng sammenlignet Thorning med Hilmar Baunsgaard der blev statsminister på et løfte om at stoppe den offentlige sektors vækst. Det gik ikke så godt – Baunsgaards uformåenhed og splittelserne i RV og KF var en del af forklaringen, men han måtte også agere i en tid hvor den socialdemokratiske model var i sit zenit. Tilsvarende er de politiske konjunkturer i 2010’erne helt orienteret med reform- og sparepolitik. I det hele taget er 2010’erne Socialdemokratiets og den reformistiske venstrefløjs nadir.

4. Parlamentarisk fik Thorning gennemført en hel del reformer. Man kan jf. pkt 3 diskutere hvor socialdemokratiske de var, og specielt Bjarne Corydon var spektakulært dårlig til at sælge dem overfor vælgerne. Det er ikke helt forkert at sige at regeringen kom til at fremtræde som Finansministeriets politiske arm.

Efter 12-skalaen bliver det et svagt 7-tal.

Løkkes åbningstale 3/10 2017

En meget hurtig sammenfatning baseret på en gennemlæsning af teksten på regeringen.dk

Først og fremmest er teksten på grænsen til at være ulæselig – man har næsten på fornemmelsen af at talen er skrevet efter et cut-up-princip med løsrevne ord og sætninger, men som en kommunikationsekspert skriver på Twitter, er den social medie-venlig. Hvis jeg gik mere systematisk gennem teksten forventer jeg at jeg ville se en masse påstande, hvor præmisserne enten mangler eller er stærkt ufuldstændige. Husk på at manden har næsten en time til sin rådighed.

Dernæst passer det indhold der trods alt findes, ret godt ind i en traditionel højre-skabelon: Fokus er på skattelettelser (“det skal kunne betale sig at arbejde”og “passiv offentlig forsørgelse”-mantraene) sammen med en fremhævning af at det går økonomisk godt for Danmark. Det eneste store offentlige område der prioriteres generelt, er sundhedsområdet hvor Løkke lover en sammenhængsreform. Derudover behandles integration og sociale problemer grundlæggende som retspolitiske problemer, inklusive hvad der liger en de facto-sænkning af den kriminelle lavalder til 12 år.

Uddannelse og forskning framer Løkke i talen som en opgave for erhvervslivet og i hvis udstrækning arbejdsmarkedets parter.

Internationalt prioriteres militær og sikkerhedspolitik over EU. Det er ikke så overraskende at Løkke igen afviser tanker om udvikling af EU – det er et standpunkt der holder indenrigspolitisk, men som kan give problemer i en europæisk sammenhæng. Brexit tages kun op i en bisætning, hvis nogen undrer.

Omtalen af regeringen som Danmarks grønneste vil sikkert vække en del munterhed i de kommende dage, men det er naturligvis interessant at han trods alt føler sig nødsaget til at tage temaet op.

Hvis man vil more sig med forudsigelser for det kommende folketingsår, bliver det spændende at se hvordan regeringen får skruet et skatteudspil der er acceptabelt for DF, sammen. Vi er inde i tredje omgang i denne valgperiode nu. Alt andet bør kunne klappes af med DF eller i nogle tilfælde S.