Organisatoriske valfarter

Oprindelig publiceret på Medium 1. november 2016

Inspireret af denne artikel i Altinget om at Ontario nu er stedet alle danske kommuner bare skal besøge

http://www.altinget.dk/artikel/kommunalpolitikere-og-embedsmaend-valfarter-paa-studieture-til-canada

Kommunalpolitikeres og embedsmænds rejser har altid været et kært emne for medierne, men jeg spørger mig selv om ikke Altinget helt tilfældigt rammer noget centralt ved at kalde rejserne til Ontario (som er dette års forbillede i skolepolitikken) for valfarter.

Normalt fokuserer medier på det vi kan kalde “rødvinsaspektet” – altså at politikere og embedsmænd nyder privilegier på borgernes bekostning, men det er næsten det mindst interessante i sammenhængen. Det virkelig problematiske er at valfaterne afspejler en meget almindelig, men uhensigtsmæssig form for organisatorisk læring.

Den første pointe er at alle rejser det samme sted hen, rejsemålet varierer bare over tid: I 1990’erne var det New Zeaeland, så Finland og nu Canada. Det er ikke sandsynligt at en stat skulle have knækket alle skolepolitikkens problemer, så der er snarere tale om en variant af den traditionelle fejl i læring, hvor man identificerer nogle påståede vindere (teknisk: selektion på den uafhængige variabel kombineret med anekdotisk evidens) og påstår at forbedre sig ved at efterligne dem.

Hvilken funktion fylder rejserne, hvis vi nu antager at politikere og embedsmænd ønsker at forbedre en eller anden virksomhedsgren?

En mulighed er at rejserne skal legitimere de politikere og embedsmænd, som har deltaget, over for underordnede og borgere. Modstand mod nye forslag kan besvares med argumentet: “Jeg har været i [dette års rejsemål] og har set at det fungerer.” Her går legitimeringsfunktionen primært på de deltagende personer, og mindre på de foreslåede tiltag.

En anden mulighed er, at politikere og ledende embedsmænd føler et behov for at tilpasse organisation og praksis til de herskende tendenser. Her vil logikken være noget i stil med: “Man skal følge best practice” – “[dette års rejsemål] er best practice” – “hvis jeg ikke har været i [dette års rejsemål] fremstår jeg ikke som en repræsentant for best practice”. Det kan muligvis virke sært, men pointen er her at politikere og embedsmænd føler sig presset til at besøge [dette års rejsemål] og importere løsninger for at opretholde den ydre legitimitet.

En yderligere komplikation består her i at de ydre aktører, politikere og embedsmænd skal legitimere sig overfor, ikke er borgere og professionelle, men Finans- og Undervisningsministerierne med tilhørende styrelser og tilsynsorganer.