Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre

Oprindeligt publiceret på Medium hhv. 12. februar og 26. februar 2017

Et par korte tanker siden Carsten for længere siden end jeg bryder mig om at tænke på, spurgte om mine tanker angående Ræsons interview med Bo Lidegaard om Socialdemokratiets politiske kurs.

Det første spørgsmål handler efter min opfattelse om relationen mellem S og R. Her siger Lidegaard følgende:

Der er et problem, men jeg vil bare minde om, at det, som har været fælles tankegods imellem Radikale Venstre og Socialdemokratiet hele vejen, er en villighed til at tage ansvar for en socialt afbalanceret vækstpolitik. Den ansvarlighed, reformiver og lyst og vilje til at udvikle velfærdsstaten er noget, de to partier har til fælles. Næsten alle store reformer i dansk økonomisk og social politik er blevet til i et samarbejde mellem de to partier.

Forholdet er noget mere kompliceret. Ser vi på den politiske historie siden R’s dannelse i 1905 tegner der sig et mønster af konflikter og koalitioner. De radikale regeringer 1909–10 og 1913–20 var selvfølgelig aldrig blevet dannet uden socialdemokratisk støtte og R var det åbenlyse støtteparti da S dannede sin første regering i 1924. Omvendt var det også R der væltede regeringen i 1926, på grund af uenighed om den økonomiske politik.

Historikere har her påpeget at der hos de radikale altid har været en splittelse mellem en fløj der orienterede sig mod Socialdemokratiet (P. Munch var den første store talsmand for denne linje), og en fløj der ønskede at R skulle stå frit og søge den størst mulige indflydelse (Ove Rode var en central figur i denne linje), hvilket kom til udtryk i det konfliktfyldte forhold mellem S og R i 1920’erne. Socialdemokratiet kan her muligvis være taknemmelige for at V under Th. Madsen-Mygdals reelle og formelle ledelse valgte en konfliktsøgende, agrar linje.

Under Stauning-regeringen fra 1929–40 var den økonomiske politik et mindre problem internt – her gik konflikterne i stedet på det retspolitiske og det forsvarspolitiske område, hvor S lagde større vægt end R på at mobilisere politi og efterretningsvæsen i kampen mod ekstreme bevægelser, ligesom S tidligere end R forlod den pacifistiske linje.

Efter 2.verdenskrig kan man pege på at R i flere tilfælde havde foretrukket en V-regering for en S-regering, havde det ikke været for partiets modvilje mod at se KF i regering. Regeringsdannelsen i 1957 står som det centrale eksempel her, men den radikale ledelses modvilje mod Hans Hedtoft er også velkendt.

Perioden fra cirka 1966 til 1992 rummer en række paradokser. R støttede ganske vist socialdemokratiske regeringer mellem 1975 og 1982, men partiet viste en grundlæggende præference for et borgerligt samarbejde på det økonomiske område. Dette gav udslag i VKR-regeringen 1968–71 og støtten til de forskellige Schlüter-regeringer mellem 1982 og 1993. Omvendt foretrak R på det som i dag er kendt som den værdipolitiske skala (eller GAL-TAN for at tale statskundskabssprog) samarbejdet med S – der så også på flere områder var placeret anderledes i 1970’erne og 1980’erne end i dag.

Det er således egentlig først med dannelsen af Poul Nyrups første regering i 1993 at R i moderne tid bliver en fast part i det man med 2000-tallets udtryk kan kalde den røde blok – dog sådan at partiet fik trukket KrF og CD med i regeringen. SF var og er i radikale øjne økonomisk upålideligt. Således fortsætter R fra 2001 som et udpræget oppositionsparti – hvilket i nok så høj grad kan skyldes samarbejdet mellem VK-regeringerne og DF. På det økonomiske område er der siden 2009 en vis affinitet mellem R under Margrethe Vestager og senere Morten Østergaard og V under Lars Løkkes ledelse. Sabotagen af S og SF’s arbejdsmarkedspolitik med støtten til efterløns- og dagpengereformerne kan ses som det yderste udtryk for denne linje. I en vis forstand er det Ove Rodes tanker der har vundet, også selv om de ydre forhold har gjort R til en fast del af den røde blok.

Nu er dette dansk politik, og derfor er der yderligere faktorer som komplicerer sagerne, i spil. R’s liberale baggrund har altid haft betydning inden for retspolitikken, hvilket kan forklare nogle af knasterne i samarbejdet mellem R og S. I en vis forstand kan man måske argumentere for at S siden 1990’erne er vendt tilbage til en mere kollektivistisk orienteret retspolitik med fokus på samfundets homogenitet og sikkerhed snarere end på individuelle rettigheder. I det perspektiv er konflikterne på udlændingeområdet snarere en ny udgave af konflikter der går tilbage til mellemkrigstiden end udtryk for en ny konfliktlinje mellem de to partier.

Samtidig er dette en analyse som har fokuseret på det parlamentariske niveau – og i vis udstrækning R’ interne arena. Partiets position på vælgerarenaen skaber nemlig nogle alvorlige dilemmaer for R’s ledelse. Valget i 1990 kan tjene som det første eksempel: Her led Niels Helveg Petersen et alvorligt nederlag efter at han havde ført R ind i en regering med KF og V. Kort fortalt ønskede partiets vælgere et klart fokus på samarbejde til venstre, og vælgermæssigt har R siden 2001 klart været placeret i rød blok. Dette sætter grænser for partiledelsens muligheder for at skabe et fast samarbejde med V.

Citat Bo Lidegaard:

Velfærdsstaten er udviklet som et instrumentarium til at få så mange som muligt til at arbejde så meget som muligt så højt oppe af værdikæden som muligt

Det er ikke svært at genkende Ove Kaj Pedersens Konkurrencestat bag Bo Lidegaards definition af velfærdsstaten. Citatet indeholder naturligvis også en polemik mod opfattelsen af velfærdsstaten som et instrument til omfordeling:

Det er som om, at der i de senere år har bredt sig en opfattelse af, at velfærdspolitikken først og fremmest er socialpolitik, at velfærd handler om, hvad vi kan gøre for hinanden i forhold til overførselsindkomster.

Dette fører igen til påstanden om at reformer historisk og i nutiden skal forstås som en produktudvikling (Lidegaards udtryk), hvis formål er at øge den danske konkurrencedygtighed i en globaliseret verden. Man kan i øvrigt her bemærke at der sker et niveaumæssigt skift hvor staterne, og ikke virksomhederne, bliver de centrale aktører i den internationale økonomi. Tilsvarende forsvinder sociale klasser og for den sags skyld også individerne ud af den politiske og økonomiske analyse.

Spørgsmålet er i alle tilfælde om produktudviklingsmodellen er en korrekt forståelse af Socialdemokratiets politik i et historisk perspektiv. Som altid er fortællingen mere kompliceret end som så når man prøver at brede perspektivet ud både historisk og tematisk.

Socialdemokratiets historiske baggrund er i den reformistiske socialisme. Man kan her bemærke at det store skisma mellem revolutionære og reformister i det sene 1800- og tidlige 1900-tal ikke handlede om hvorvidtden kapitalistiske samfundsorden på et tidspunkt ville overgå i en socialistiske men hvordan overgangen skulle ske: Gennem en eller anden form for revolution (enten ved at gribe chancen når den livstruende krise viste sig eller ved aktivt at fremskynde sammenbruddet) eller gennem gradvise reformer af den kapitalistiske økonomi og politik. Man kan her også tænke på at selv de skandinaviske og anglosaksiske lande langt op i tiden formelt opererede med klasseskel når det gjaldt politiske, sociale og økonomiske rettigheder. En af de væsentlige socialdemokratiske målsætninger var at overvinde disse skel.

Kampen om stemmeretten blev i Danmark vundet med grundloven af 1915 men arbejdsretten og de forskellige sociale sikringssystemer opererede stadig med forskellige rettigheder for arbejdere og funktionærer. I en vis forstand skal man helt frem til indførelsen af de generelle arbejdsmarkedspensioner i 1990’erne før der var noget nær en gennemført ligestilling mellem arbejdere og andre grupper i Danmark.

Dette perspektiv leder naturligvis vejen til T.H. Marshalls diskussion af forskellige typer af rettigheder – en diskussion, som via Richard Titmuss blev ført videre af Gøsta Esping-Andersen i hans analyse af velfærdsstatsregimer. Det centrale begreb hos Esping-Andersen var dekommodificering hvilket kort kan oversættes til den udtrækning, en persons politiske, sociale og økonomiske rettigheder ikke er knyttet til hans eller hendes position på arbejdsmarkedet.

På den anden side er det også klart at Socialdemokratiets generelle politik, ikke mindst siden 1945, samtidig har sigtet mod at fremme den generelle velstandsudvikling. Dette har regelmæssigt givet anledning til konflikter i dele af fagbevægelsen, startende med opgørene om rationaliseringspolitikken i 1950’erne. Tilsvarende kan man se 1960’ernes socialpolitik i et dobbelt lys: På den ene side tilstræbte den en udligning af de forskellige befolkningsgruppers sociale og økonomiske rettigheder, på den anden side var den også orienteret mod revalidering og en aktiv indsats over for de mennesker der enten var faldet eller stod i fare for at falde ud af arbejdsmarkedet. Endelig har uddannelse af arbejdsstyrken i hele perioden siden 1945 været et centralt element i socialdemokratisk arbejdsmarkedspolitik – om ikke andet, så fordi parti og fagbevægelse var opmærksomme på at ufaglærte fik det stadig sværere på et arbejdsmarked der i mindre udstrækning efterspurgte manuelt arbejde.

Det store dilemma for Socialdemokratiet siden 1980’erne kan nok bedst beskrives sådan, at hvor reformer før 1980 indebar en udvidelse af sociale og økonomiske rettigheder, ligesom reformer kunne ses som en forudsætningfor den fortsatte udvikling af økonomien, har reformer efter 1980 fået en anden betydning: Nu ses sociale og økonomiske rettigheder – og her specielt arbejderklassens rettigheder – som en hindring for økonomiens udvikling.

Det radikale perspektiv er noget anderledes, specielt efter at problemerne med stemmeretten og Landstingets status blev løst. På det økonomiske område har Det Radikale Venstre historisk været kendetegnet af en spænding mellem et ønske om at bryde store produktionsenheder op i mindre, uanset de makroøkonomiske konsekvenser – dette var specielt tydeligt i landbrugspolitikken hvor de radikale også efter at de små jordbrug havde mistet deres økonomiske bæredygtighed holdt fast ved husmandspolitikken, men selv op i 1970’erne finder man en tydelig tro på at små virksomheder skal bære den danske økonomi frem – og en orientering mod den til enhver tid gældende økonomiske ortodoksi, uanset dens konkrete indhold.

Det faldt således ikke partiet svært at antage 1960’ernes velfærdspolitik, så længe den var hyldet i teknokratiske klæder, eller at skifte fra en efterspørgsels- til en udbudsorienteret økonomisk politik i 1980’erne, når de akademiske vinde – og budskaberne fra OECD – skiftede. Med landmændenes og de mindre erhvervsdrivendes stadig faldende indflydelse hos Det Radikale Venstre kan man også siden 1970’erne se en bevægelse hvor den statslige – og her især den finansministerielle – logik bliver politikkens egentlige udgangspunkt. Den partipolitiske opgave bliver herefter at formidle den statslige politik til vælgerne. Med Richard Katz og Peter Mairs begreb kan man i nyere tid tale om Det Radikale Venstre som det prototypiske kartelparti, hvor Socialdemokratiet stadig søger at håndtere dilemmaet mellem massepartiet og kartelpartiets logik.

Den radikale tilgang til aktiveringslinjen rejser en række spørgsmål. For at tage et enkelt: Skyldtes skiftet til en pligtbaseret politik i slutningen af 1980’erne i større udstrækning et fokus på risiciene for marginaliserede grupper i kontanthjælpssystemet eller et fokus på a-kassemedlemmernes angivelige privilegier? (Bo Lidegaard viger elegant uden om det faktum at Det Radikale Venstre historisk har været næsten lige så skeptiske over for fagbevægelsen som Venstre. Her gemmer sig en konfliktlinje mellem S og RV).

I den forbindelse kan man også spørge om partiet har været i stand til at give et generelt svar på hvordan forholdet mellem politiske, økonomiske og sociale rettigheder burde være for alle grupper i samfundet, eller om fokus de sidste 30 år helt har ligget på den makroøkonomiske politik, mens rettighedsdiskussionen så er blevet forbeholdt udlændingeområdet.

Men for at sammenfatte: Spørgsmålet om rettigheder i velfærdsstaten går, specielt for Socialdemokratiet, væsentligt dybere end blot spørgsmålet om overførselsindkomster, og velfærdsstaten er i dette perspektiv mere end blot et redskab til udvikling af de menneskelige produktionsfaktorer. Vi kan imidlertid konstatere at hvor udbredelsen af politiske, økonomiske og sociale rettigheder frem til 1980’erne kunne kombineres med en generel vækstpolitik, er rettigheder og vækst i nyere tid sat mod hinanden. Det Radikale Venstre har, kort sagt, løst dilemmaet ved at fokusere på produktionsfaktordelen og skyde rettighedsdiskussionerne over på en anden politisk arena, mens Socialdemokratiet kæmper med at forene de to mål.