Kostede de radikale rød blok valgsejren i 2015?

Oprindelig publiceret på Medium 23. oktober 2016

Det er i al fald det budskab Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen forsøger at accepteret. Argumentet er, kort sammenfattet, at RV ved at stå hårdt på dagpengeforliget fra 2010 tilføjede Socialdemokratiet et nederlag allerede ved regeringsdannelsen og tvang regeringen ud i en lang række ineffektive tiltag, der skulle holde folk der faldt ud af dagpengesystemet væk fra kontanthjælpssystemet. Konsekvensen var at røde vælgere i 2015 gik til Dansk Folkeparti.

Man kunne her ønske at de danske medier havde kontrolleret Frederiksens påstand mod resultaterne af valgundersøgelsen af 2015-valget, hvis første resultater netop er udkommet i bogform. I denne note bryder jeg så også mod ønsket – jeg har bogen, men har ikke fået den læst endnu, så dette bygger på nogle mere generelle overvejelser.

For det første er det et faktum at rød blok samlet tabte valget i 2015, mens Dansk Folkeparti var den største vinder målt i stemmer. S kunne altså have en kraftig motivation til at forsøge at hente vælgere fra DF. Hvis vi bryder blokkene ned i deres bestanddele, bliver billedet noget mere kompliceret. Den mest principielle og konsistente modstander af dagpengeforliget fra 2010 var Enhedslisten, som da også gik frem ved valgene i 2011 og 2015, men hvis dagpengeforliget havde været den afgørende faktor kunne vi have forventet at S og SF også var gået frem, eller i det mindste havde holdt skansen ved valget i 2011. I stedet var det RV som sammen med EL gik frem, og nok så væsentligt i den parlamentariske logik var det RV der sad på den afgørende medianlegislator mellem 2011 og 2015.

Frederiksen klager over at RV ikke gav plads til og viste respekt for S. Her bliver situationen mere kompliceret: Radikale politikere kan pege på at S (og ikke mindst SF) måtte bøje sig for RV i den økonomiske politik, mens RV måtte give køb på flere dele af flygtninge- og indvandringspolitikken.

Dette betyder ikke at RV’s position i den økonomiske politik i perioden efter 2008 er uinteressant eller uproblematisk. Sagt kort, lagde RV under Margrethe Vestager og senere Morten Østergaards ledelse sig tæt op ad den økonomiske ortodoksi som bestemte den økonomiske politik i den Økonomisk-Monetære Union. Her er det vigtigt at dagpengereformen i 2010 var en del af et større økonomisk indgreb der langsigtet skulle stramme finanspolitikken, fordi man i ØMU’en frygtede store statslige underskud og stigende inflation. Resultatet var at et svagt opsving blev erstattet af flere års stilstand i økonomien. I første omgang blev RV dog vindere, idet valget i 2011 som det første i 2000-tallet blev domineret af en økonomisk dagsorden.

Man kan også se på beskæftigelsesstatistikken og bemærke at perioden fra 2010 til efteråret 2014 var præget af en meget svag udvikling på arbejdsmarkedet. Vi skal frem til årsskiftet 2014–2015 før vi igen ser en positiv udvikling i erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenserne. Man kan diskutere årsag og virkning, men stramningerne i finanspolitikken og beskæftigelsespolitikken – hvor RV var en drivende kraft i at omsætte den europæiske politik i Danmark – blev gennemført på et tidspunkt hvis dansk økonomi var historisk svag set i et vækst- og beskæftigelsesperspektiv.

Udtrykt lidt malende forsøgte Løkke- og senere Thorning-regeringerne – de sidste kraftigt ansporet af RV – at tø dansk økonomi op ved at sprøjte flydende kvælstof på den. Det er svært ikke at tolke Thorning-regeringens svage stilling i opinionsmålingerne efter valget i 2011 i dette lys.

Går man dybere ind i Thorning-regeringens historie kan man bemærke flere komplikationer, ikke mindst i samarbejdet – eller rettere manglen på samme – mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen, hvor Bjarne Corydon i store dele af perioden var på direkte kollisionskurs med fagbevægelsen i almindelighed og de offentligt ansattes fagforeninger i særdeleshed. Dette har næppe hjulpet partiet i perioden frem til valget i 2015.

Mht. valget i 2015 er der dog yderligere et problem: Den politiske dagsorden var ikke nødvendigvis den samme i 2015 som i 2011. Hvis DF’s valgsejr i 2015 afspejler at vælgerkorpsets dagsorden var domineret af DF’s klassiske tema om indvandringsmodstand, var det næppe dagpengeforliget, men snarere udlændingepolitikken, som kostede rød blok flertallet. Her stod RV ganske vist klart på partiets traditionelle standpunkt om en generøs indvandringspolitik og støtte til arbejdskraftens frie bevægelighed, mens de indre konflikter hos S og SF var mere udprægede.

Her kan man bemærke at S efter 2015-valget har bevæget sig i retning af DF og distancere sig fra RV, dels i et forsøg på at hente vælgere fra DF, dels i et forsøg på at skabe muligheder for en parlamentarisk alliance med DF. I hvilken udstrækning det fører til at S kan agere parlamentarisk uden om RV vil naturligvis afhænge af udfaldet af det næste folketingsvalg.

Sammenfattende: RV var sandsynligvis en afgørende faktor i at rød blok sikrede sig et flertal i 2011, og partiet udnyttede positionen maksimalt på den økonomiske politiks område mellem 2011 og 2015, men det er tvivlsomt om partiets politik gavnede beskæftigelsen og dermed S i perioden. Omvendt skal vi også være opmærksomme på de interne spændinger i S, ligesom et skift i den politiske dagsorden mellem 2011 og 2015 kan have svækket rød blok.