Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre

Oprindeligt publiceret på Medium hhv. 12. februar og 26. februar 2017

Et par korte tanker siden Carsten for længere siden end jeg bryder mig om at tænke på, spurgte om mine tanker angående Ræsons interview med Bo Lidegaard om Socialdemokratiets politiske kurs.

Det første spørgsmål handler efter min opfattelse om relationen mellem S og R. Her siger Lidegaard følgende:

Der er et problem, men jeg vil bare minde om, at det, som har været fælles tankegods imellem Radikale Venstre og Socialdemokratiet hele vejen, er en villighed til at tage ansvar for en socialt afbalanceret vækstpolitik. Den ansvarlighed, reformiver og lyst og vilje til at udvikle velfærdsstaten er noget, de to partier har til fælles. Næsten alle store reformer i dansk økonomisk og social politik er blevet til i et samarbejde mellem de to partier.

Forholdet er noget mere kompliceret. Ser vi på den politiske historie siden R’s dannelse i 1905 tegner der sig et mønster af konflikter og koalitioner. De radikale regeringer 1909–10 og 1913–20 var selvfølgelig aldrig blevet dannet uden socialdemokratisk støtte og R var det åbenlyse støtteparti da S dannede sin første regering i 1924. Omvendt var det også R der væltede regeringen i 1926, på grund af uenighed om den økonomiske politik.

Historikere har her påpeget at der hos de radikale altid har været en splittelse mellem en fløj der orienterede sig mod Socialdemokratiet (P. Munch var den første store talsmand for denne linje), og en fløj der ønskede at R skulle stå frit og søge den størst mulige indflydelse (Ove Rode var en central figur i denne linje), hvilket kom til udtryk i det konfliktfyldte forhold mellem S og R i 1920’erne. Socialdemokratiet kan her muligvis være taknemmelige for at V under Th. Madsen-Mygdals reelle og formelle ledelse valgte en konfliktsøgende, agrar linje.

Under Stauning-regeringen fra 1929–40 var den økonomiske politik et mindre problem internt – her gik konflikterne i stedet på det retspolitiske og det forsvarspolitiske område, hvor S lagde større vægt end R på at mobilisere politi og efterretningsvæsen i kampen mod ekstreme bevægelser, ligesom S tidligere end R forlod den pacifistiske linje.

Efter 2.verdenskrig kan man pege på at R i flere tilfælde havde foretrukket en V-regering for en S-regering, havde det ikke været for partiets modvilje mod at se KF i regering. Regeringsdannelsen i 1957 står som det centrale eksempel her, men den radikale ledelses modvilje mod Hans Hedtoft er også velkendt.

Perioden fra cirka 1966 til 1992 rummer en række paradokser. R støttede ganske vist socialdemokratiske regeringer mellem 1975 og 1982, men partiet viste en grundlæggende præference for et borgerligt samarbejde på det økonomiske område. Dette gav udslag i VKR-regeringen 1968–71 og støtten til de forskellige Schlüter-regeringer mellem 1982 og 1993. Omvendt foretrak R på det som i dag er kendt som den værdipolitiske skala (eller GAL-TAN for at tale statskundskabssprog) samarbejdet med S – der så også på flere områder var placeret anderledes i 1970’erne og 1980’erne end i dag.

Det er således egentlig først med dannelsen af Poul Nyrups første regering i 1993 at R i moderne tid bliver en fast part i det man med 2000-tallets udtryk kan kalde den røde blok – dog sådan at partiet fik trukket KrF og CD med i regeringen. SF var og er i radikale øjne økonomisk upålideligt. Således fortsætter R fra 2001 som et udpræget oppositionsparti – hvilket i nok så høj grad kan skyldes samarbejdet mellem VK-regeringerne og DF. På det økonomiske område er der siden 2009 en vis affinitet mellem R under Margrethe Vestager og senere Morten Østergaard og V under Lars Løkkes ledelse. Sabotagen af S og SF’s arbejdsmarkedspolitik med støtten til efterløns- og dagpengereformerne kan ses som det yderste udtryk for denne linje. I en vis forstand er det Ove Rodes tanker der har vundet, også selv om de ydre forhold har gjort R til en fast del af den røde blok.

Nu er dette dansk politik, og derfor er der yderligere faktorer som komplicerer sagerne, i spil. R’s liberale baggrund har altid haft betydning inden for retspolitikken, hvilket kan forklare nogle af knasterne i samarbejdet mellem R og S. I en vis forstand kan man måske argumentere for at S siden 1990’erne er vendt tilbage til en mere kollektivistisk orienteret retspolitik med fokus på samfundets homogenitet og sikkerhed snarere end på individuelle rettigheder. I det perspektiv er konflikterne på udlændingeområdet snarere en ny udgave af konflikter der går tilbage til mellemkrigstiden end udtryk for en ny konfliktlinje mellem de to partier.

Samtidig er dette en analyse som har fokuseret på det parlamentariske niveau – og i vis udstrækning R’ interne arena. Partiets position på vælgerarenaen skaber nemlig nogle alvorlige dilemmaer for R’s ledelse. Valget i 1990 kan tjene som det første eksempel: Her led Niels Helveg Petersen et alvorligt nederlag efter at han havde ført R ind i en regering med KF og V. Kort fortalt ønskede partiets vælgere et klart fokus på samarbejde til venstre, og vælgermæssigt har R siden 2001 klart været placeret i rød blok. Dette sætter grænser for partiledelsens muligheder for at skabe et fast samarbejde med V.

Citat Bo Lidegaard:

Velfærdsstaten er udviklet som et instrumentarium til at få så mange som muligt til at arbejde så meget som muligt så højt oppe af værdikæden som muligt

Det er ikke svært at genkende Ove Kaj Pedersens Konkurrencestat bag Bo Lidegaards definition af velfærdsstaten. Citatet indeholder naturligvis også en polemik mod opfattelsen af velfærdsstaten som et instrument til omfordeling:

Det er som om, at der i de senere år har bredt sig en opfattelse af, at velfærdspolitikken først og fremmest er socialpolitik, at velfærd handler om, hvad vi kan gøre for hinanden i forhold til overførselsindkomster.

Dette fører igen til påstanden om at reformer historisk og i nutiden skal forstås som en produktudvikling (Lidegaards udtryk), hvis formål er at øge den danske konkurrencedygtighed i en globaliseret verden. Man kan i øvrigt her bemærke at der sker et niveaumæssigt skift hvor staterne, og ikke virksomhederne, bliver de centrale aktører i den internationale økonomi. Tilsvarende forsvinder sociale klasser og for den sags skyld også individerne ud af den politiske og økonomiske analyse.

Spørgsmålet er i alle tilfælde om produktudviklingsmodellen er en korrekt forståelse af Socialdemokratiets politik i et historisk perspektiv. Som altid er fortællingen mere kompliceret end som så når man prøver at brede perspektivet ud både historisk og tematisk.

Socialdemokratiets historiske baggrund er i den reformistiske socialisme. Man kan her bemærke at det store skisma mellem revolutionære og reformister i det sene 1800- og tidlige 1900-tal ikke handlede om hvorvidtden kapitalistiske samfundsorden på et tidspunkt ville overgå i en socialistiske men hvordan overgangen skulle ske: Gennem en eller anden form for revolution (enten ved at gribe chancen når den livstruende krise viste sig eller ved aktivt at fremskynde sammenbruddet) eller gennem gradvise reformer af den kapitalistiske økonomi og politik. Man kan her også tænke på at selv de skandinaviske og anglosaksiske lande langt op i tiden formelt opererede med klasseskel når det gjaldt politiske, sociale og økonomiske rettigheder. En af de væsentlige socialdemokratiske målsætninger var at overvinde disse skel.

Kampen om stemmeretten blev i Danmark vundet med grundloven af 1915 men arbejdsretten og de forskellige sociale sikringssystemer opererede stadig med forskellige rettigheder for arbejdere og funktionærer. I en vis forstand skal man helt frem til indførelsen af de generelle arbejdsmarkedspensioner i 1990’erne før der var noget nær en gennemført ligestilling mellem arbejdere og andre grupper i Danmark.

Dette perspektiv leder naturligvis vejen til T.H. Marshalls diskussion af forskellige typer af rettigheder – en diskussion, som via Richard Titmuss blev ført videre af Gøsta Esping-Andersen i hans analyse af velfærdsstatsregimer. Det centrale begreb hos Esping-Andersen var dekommodificering hvilket kort kan oversættes til den udtrækning, en persons politiske, sociale og økonomiske rettigheder ikke er knyttet til hans eller hendes position på arbejdsmarkedet.

På den anden side er det også klart at Socialdemokratiets generelle politik, ikke mindst siden 1945, samtidig har sigtet mod at fremme den generelle velstandsudvikling. Dette har regelmæssigt givet anledning til konflikter i dele af fagbevægelsen, startende med opgørene om rationaliseringspolitikken i 1950’erne. Tilsvarende kan man se 1960’ernes socialpolitik i et dobbelt lys: På den ene side tilstræbte den en udligning af de forskellige befolkningsgruppers sociale og økonomiske rettigheder, på den anden side var den også orienteret mod revalidering og en aktiv indsats over for de mennesker der enten var faldet eller stod i fare for at falde ud af arbejdsmarkedet. Endelig har uddannelse af arbejdsstyrken i hele perioden siden 1945 været et centralt element i socialdemokratisk arbejdsmarkedspolitik – om ikke andet, så fordi parti og fagbevægelse var opmærksomme på at ufaglærte fik det stadig sværere på et arbejdsmarked der i mindre udstrækning efterspurgte manuelt arbejde.

Det store dilemma for Socialdemokratiet siden 1980’erne kan nok bedst beskrives sådan, at hvor reformer før 1980 indebar en udvidelse af sociale og økonomiske rettigheder, ligesom reformer kunne ses som en forudsætningfor den fortsatte udvikling af økonomien, har reformer efter 1980 fået en anden betydning: Nu ses sociale og økonomiske rettigheder – og her specielt arbejderklassens rettigheder – som en hindring for økonomiens udvikling.

Det radikale perspektiv er noget anderledes, specielt efter at problemerne med stemmeretten og Landstingets status blev løst. På det økonomiske område har Det Radikale Venstre historisk været kendetegnet af en spænding mellem et ønske om at bryde store produktionsenheder op i mindre, uanset de makroøkonomiske konsekvenser – dette var specielt tydeligt i landbrugspolitikken hvor de radikale også efter at de små jordbrug havde mistet deres økonomiske bæredygtighed holdt fast ved husmandspolitikken, men selv op i 1970’erne finder man en tydelig tro på at små virksomheder skal bære den danske økonomi frem – og en orientering mod den til enhver tid gældende økonomiske ortodoksi, uanset dens konkrete indhold.

Det faldt således ikke partiet svært at antage 1960’ernes velfærdspolitik, så længe den var hyldet i teknokratiske klæder, eller at skifte fra en efterspørgsels- til en udbudsorienteret økonomisk politik i 1980’erne, når de akademiske vinde – og budskaberne fra OECD – skiftede. Med landmændenes og de mindre erhvervsdrivendes stadig faldende indflydelse hos Det Radikale Venstre kan man også siden 1970’erne se en bevægelse hvor den statslige – og her især den finansministerielle – logik bliver politikkens egentlige udgangspunkt. Den partipolitiske opgave bliver herefter at formidle den statslige politik til vælgerne. Med Richard Katz og Peter Mairs begreb kan man i nyere tid tale om Det Radikale Venstre som det prototypiske kartelparti, hvor Socialdemokratiet stadig søger at håndtere dilemmaet mellem massepartiet og kartelpartiets logik.

Den radikale tilgang til aktiveringslinjen rejser en række spørgsmål. For at tage et enkelt: Skyldtes skiftet til en pligtbaseret politik i slutningen af 1980’erne i større udstrækning et fokus på risiciene for marginaliserede grupper i kontanthjælpssystemet eller et fokus på a-kassemedlemmernes angivelige privilegier? (Bo Lidegaard viger elegant uden om det faktum at Det Radikale Venstre historisk har været næsten lige så skeptiske over for fagbevægelsen som Venstre. Her gemmer sig en konfliktlinje mellem S og RV).

I den forbindelse kan man også spørge om partiet har været i stand til at give et generelt svar på hvordan forholdet mellem politiske, økonomiske og sociale rettigheder burde være for alle grupper i samfundet, eller om fokus de sidste 30 år helt har ligget på den makroøkonomiske politik, mens rettighedsdiskussionen så er blevet forbeholdt udlændingeområdet.

Men for at sammenfatte: Spørgsmålet om rettigheder i velfærdsstaten går, specielt for Socialdemokratiet, væsentligt dybere end blot spørgsmålet om overførselsindkomster, og velfærdsstaten er i dette perspektiv mere end blot et redskab til udvikling af de menneskelige produktionsfaktorer. Vi kan imidlertid konstatere at hvor udbredelsen af politiske, økonomiske og sociale rettigheder frem til 1980’erne kunne kombineres med en generel vækstpolitik, er rettigheder og vækst i nyere tid sat mod hinanden. Det Radikale Venstre har, kort sagt, løst dilemmaet ved at fokusere på produktionsfaktordelen og skyde rettighedsdiskussionerne over på en anden politisk arena, mens Socialdemokratiet kæmper med at forene de to mål.

Kostede de radikale rød blok valgsejren i 2015?

Oprindelig publiceret på Medium 23. oktober 2016

Det er i al fald det budskab Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen forsøger at accepteret. Argumentet er, kort sammenfattet, at RV ved at stå hårdt på dagpengeforliget fra 2010 tilføjede Socialdemokratiet et nederlag allerede ved regeringsdannelsen og tvang regeringen ud i en lang række ineffektive tiltag, der skulle holde folk der faldt ud af dagpengesystemet væk fra kontanthjælpssystemet. Konsekvensen var at røde vælgere i 2015 gik til Dansk Folkeparti.

Man kunne her ønske at de danske medier havde kontrolleret Frederiksens påstand mod resultaterne af valgundersøgelsen af 2015-valget, hvis første resultater netop er udkommet i bogform. I denne note bryder jeg så også mod ønsket – jeg har bogen, men har ikke fået den læst endnu, så dette bygger på nogle mere generelle overvejelser.

For det første er det et faktum at rød blok samlet tabte valget i 2015, mens Dansk Folkeparti var den største vinder målt i stemmer. S kunne altså have en kraftig motivation til at forsøge at hente vælgere fra DF. Hvis vi bryder blokkene ned i deres bestanddele, bliver billedet noget mere kompliceret. Den mest principielle og konsistente modstander af dagpengeforliget fra 2010 var Enhedslisten, som da også gik frem ved valgene i 2011 og 2015, men hvis dagpengeforliget havde været den afgørende faktor kunne vi have forventet at S og SF også var gået frem, eller i det mindste havde holdt skansen ved valget i 2011. I stedet var det RV som sammen med EL gik frem, og nok så væsentligt i den parlamentariske logik var det RV der sad på den afgørende medianlegislator mellem 2011 og 2015.

Frederiksen klager over at RV ikke gav plads til og viste respekt for S. Her bliver situationen mere kompliceret: Radikale politikere kan pege på at S (og ikke mindst SF) måtte bøje sig for RV i den økonomiske politik, mens RV måtte give køb på flere dele af flygtninge- og indvandringspolitikken.

Dette betyder ikke at RV’s position i den økonomiske politik i perioden efter 2008 er uinteressant eller uproblematisk. Sagt kort, lagde RV under Margrethe Vestager og senere Morten Østergaards ledelse sig tæt op ad den økonomiske ortodoksi som bestemte den økonomiske politik i den Økonomisk-Monetære Union. Her er det vigtigt at dagpengereformen i 2010 var en del af et større økonomisk indgreb der langsigtet skulle stramme finanspolitikken, fordi man i ØMU’en frygtede store statslige underskud og stigende inflation. Resultatet var at et svagt opsving blev erstattet af flere års stilstand i økonomien. I første omgang blev RV dog vindere, idet valget i 2011 som det første i 2000-tallet blev domineret af en økonomisk dagsorden.

Man kan også se på beskæftigelsesstatistikken og bemærke at perioden fra 2010 til efteråret 2014 var præget af en meget svag udvikling på arbejdsmarkedet. Vi skal frem til årsskiftet 2014–2015 før vi igen ser en positiv udvikling i erhvervs- og beskæftigelsesfrekvenserne. Man kan diskutere årsag og virkning, men stramningerne i finanspolitikken og beskæftigelsespolitikken – hvor RV var en drivende kraft i at omsætte den europæiske politik i Danmark – blev gennemført på et tidspunkt hvis dansk økonomi var historisk svag set i et vækst- og beskæftigelsesperspektiv.

Udtrykt lidt malende forsøgte Løkke- og senere Thorning-regeringerne – de sidste kraftigt ansporet af RV – at tø dansk økonomi op ved at sprøjte flydende kvælstof på den. Det er svært ikke at tolke Thorning-regeringens svage stilling i opinionsmålingerne efter valget i 2011 i dette lys.

Går man dybere ind i Thorning-regeringens historie kan man bemærke flere komplikationer, ikke mindst i samarbejdet – eller rettere manglen på samme – mellem Socialdemokratiet og fagbevægelsen, hvor Bjarne Corydon i store dele af perioden var på direkte kollisionskurs med fagbevægelsen i almindelighed og de offentligt ansattes fagforeninger i særdeleshed. Dette har næppe hjulpet partiet i perioden frem til valget i 2015.

Mht. valget i 2015 er der dog yderligere et problem: Den politiske dagsorden var ikke nødvendigvis den samme i 2015 som i 2011. Hvis DF’s valgsejr i 2015 afspejler at vælgerkorpsets dagsorden var domineret af DF’s klassiske tema om indvandringsmodstand, var det næppe dagpengeforliget, men snarere udlændingepolitikken, som kostede rød blok flertallet. Her stod RV ganske vist klart på partiets traditionelle standpunkt om en generøs indvandringspolitik og støtte til arbejdskraftens frie bevægelighed, mens de indre konflikter hos S og SF var mere udprægede.

Her kan man bemærke at S efter 2015-valget har bevæget sig i retning af DF og distancere sig fra RV, dels i et forsøg på at hente vælgere fra DF, dels i et forsøg på at skabe muligheder for en parlamentarisk alliance med DF. I hvilken udstrækning det fører til at S kan agere parlamentarisk uden om RV vil naturligvis afhænge af udfaldet af det næste folketingsvalg.

Sammenfattende: RV var sandsynligvis en afgørende faktor i at rød blok sikrede sig et flertal i 2011, og partiet udnyttede positionen maksimalt på den økonomiske politiks område mellem 2011 og 2015, men det er tvivlsomt om partiets politik gavnede beskæftigelsen og dermed S i perioden. Omvendt skal vi også være opmærksomme på de interne spændinger i S, ligesom et skift i den politiske dagsorden mellem 2011 og 2015 kan have svækket rød blok.

Henrik Sass og (anti-)humanismen

Oprindeligt publiceret på Medium 23. maj 2016

Den socialdemokratiske gruppeformand Henrik Sass Larsen har under Mette Frederiksens ledelse også fået rollen som partiets reelle integrationspolitiske talsmand. I den egenskab har Sass Larsen givet en række interviews til danske medier, hvor hans Vestegnsbaggrund har spillet en stor rolle — med den teoretiske hat på kan man sige, at Socialdemokratiet her spiller habitus-kortet ved at fremstille Sass Larsen som en autentisk socialdemokrat: Hans ord får ekstra vægt fordi han er opvokset i et ægte arbejdermiljø — modsat Mette Frederiksens forgænger Helle Thorning Schmidt, der aldrig var i stand til at bygge politisk kapital af sin opvækst i Ishøj.

Vestegnen har en mytisk plads i det moderne Socialdemokrati. På den ene side står den københavnske Vestegn som udtryk for arbejderbevægelsens idealer om at skabe et nyt, sundt og rationelt, boligmiljø for arbejderklassen i efterkrigstiden. På den anden side førte koncentrationen af indvandrere og efterkommere fra 1970’erne til at Vestegnen blev udpeget som et problemområde, ligesom en række højtprofilerede borgmestre i 1980’erne og 1990’erne med Ishøjs Per Madsen og Brøndbys Keld Rasmussen som anførere angreb det nationale partis politik på flygtninge- og indvandrerområdet.

At fremhæve sine rødder i Vestegnen og linjen fra Per Madsen og Keld Rasmussen er en måde at fremhæve et brud med den linje der tilskrives Svend Auken, partiets næstformand i 1980’erne og formand 1987–1992, og i mindre udstrækning Poul Nyrup Rasmussen.

Som en sidebemærkning kan man i øvrigt notere, at Vestegnsborgmestrenes modstand mod forslaget om at indføre en betalingsring for biltrafikken i København både praktisk og symbolsk skabte store problemer for Helle Thorning Schmidt i begyndelsen af hendes periode om regeringschef.

Man kan se holdningen til betalingsringen som et centralt udtryk for politiske aktørers placering på GAL/TAN-dimensionen og vægtning af GAL/TAN-dimensionen over for den socioøkonomiske dimension: I Vestegnsborgmestrenes optik må miljøspørgsmål være underordnet klassiske socioøkonomiske spørgsmål, samtidig med at en begrænsning af biltrafikken også strider mod realiseringen af den forstadslivsstil, borgmestrene ønskede at fremme. Sammenfattende kan man sige, at Vestegnen i 2010’erne stadig står som udtryk for en klassisk socialdemokratisk position, hvor politikkens mål er at skabe rammerne for en homogen livsstil, der bygger på materiel velstand.

Men hvad har nu alt dette med humanisme at gøre?

Først og fremmest skal vi huske at Sass Larsen er politiker, ikke teoretiker. Det betyder at Sass Larsen sagtens kan benytte ordet “humanisme” på en måde der er flertydig og måske intet har med den akademiske forståelse af begrebet humanisme at gøre. Omvendt er det bemærkelsesværdigt at Sass Larsen tager et ord der normalt har en positiv betydning og giver det en stærkt negativ betydning. Samtidig er den negative brug af ordet humanisme noget vi ellers kun kender fra stærkt konservative eller nationalistiske kredse. Det er i den forbindelse ikke tilfældigt at Sass Larsen omtaler Karen Jespersen – som i dag er en af frontfigurerne i det islamofobe miljø – anerkendende. Dermed har vi placeret Sass Larsen – og Socialdemokratiet anno 2016 – til højre på GAL/TAN-skalaen på linje med Venstre og Dansk Folkeparti.

Strategisk kan vi finde to motiver for denne placering: Det ene består i at Socialdemokratiet vil appellere til de vælgere, som siden 1990’erne har forladt Socialdemokratiet til fordel for Venstre og Dansk Folkeparti. Her kan vi bemærke at Sass Larsen i interviewet med Politiken formulerer en direkte modsætning mellem indvandring og globalisering på den ene side og frihedfor (den danske) arbejderklasse på den anden.

Argumentet at globalisering og indvandring fører til såvel et økonomik som et kulturelt tab for den almindelige dansker – eller det der i Socialdemokratiets optik er den almindelige dansker – er et logisk svar på at arbejdere og lavtuddannede har flyttet sig til de højrepopulistiske partier i en lang række europæiske lande.

Et andet motiv kan være at Sass Larsen vil åbne for en parlamentarisk alliance med Dansk Folkeparti, så en kommende socialdemokratisk regering ikke vil være afhængig af Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre. De tre partier er meget forskellige på den klassiske socioøkonomiske dimension, men ligger alle klart til venstre på GAL/TAN-dimensionen.

Bevæger vi os fra det strategiske til det substantielle bliver sagen mere kompliceret, for der kan være en konflikt i forståelsen af hvad “humanisme” betyder på mindst tre dimensioner.

Den første dimension handler om pligtetik over for konsekvensetik. Her kan vi rekonstruere Sass Larsens angreb på følgende måde: Det kan være meget godt at give flygtninge og indvandrere rettigheder, men det er forkert hvis resultatet bliver et tab i velfærd for de hidtidige indbyggere. Man kan udvide argumentet ved at spørge om muligheden for at få opholdstilladelse – og arbejdstilladelse – i Danmark er noget der øger indvandrernes og flygtningenes velfærd. Kan man svare benægtende på ét eller begge kriterier, har vi et konsekvensetisk argument for at begrænse indvandringen til Danmark.

Tilsvarende kan man spørge om de institutioner der skal stå for integrationen af indvandrere i Danmark, er i stand til at løfte opgaven, så der finder en vellykket integration sted. Dette vil også være et konsekvensetisk argument mod indvandring – i det mindste hvis man kan svare benægtende – idet det dog skal bemærkes at det er tvivlsomt om man kan sætte et klart kvantitativt kriterium for institutionernes bæreevne.

Af det ovenstående følger at “humanisme” i Sass Larsens sprogbrug kan være et andet ord for pligtetik, hvor pligten til at hjælpe flygtninge – i det mindste i den ekstreme form af pligtetik – ikke skal ses i forhold til handlingens eventuelle konsekvenser. Appeller til “anstændighed” i debatten og flygtninge og indvandrere gemmer ikke sjældent på et pligtetisk element.

Den anden dimension handler om universalisme over for partikularisme. Den liberale tradition bygger i vid udstrækning på ideen om at alle mennesker skal have lige rettigheder. Liberalismen blev ganske vist udviklet i en national sammenhæng, men den moderne internationale ret kan ses som et forsøg på at udvikle universalismen på globalt plan. I det perspektiv skal fx en statsløs palæstinenser ideelt set have samme rettigheder – i det mindste proceduralt – som en dansk statsborger. Partikularismen vil omvendt hævde at rettigheder er knyttet til den sociale position, specielt som statsborger i et bestemt land. Danskere vil således have særlige rettigheder, der hverken kan eller skal udstrækkes til andre.

I denne dimension vil “humanisme” være et synonym for universalisme, mens Socialdemokratiet i Sass Larsens aftapning står for en national partikularisme. Om partikularismen så kan begrænses til GAL/TAN-dimensionen eller om den også slår over i den socioøkonomiske, er et tema Sass Larsen lader stå ubesvaret.

Tilbage står den tredje dimension der handler om multikulturalisme over for assimilation. Multikulturalisme er et notorisk komplekst begreb, og brugen af det har i de sidste 30 år ført til megen forvirring både i samfundsdebatten og i praktisk politik. Vi kan dog sige at multikulturel politik kræver at samfundet i stor udstrækning skal anderkende og ikke gribe ind i sociale gruppers praksis og kultur. Omvendt har problemet for multikulturelt orienterede partier og andre aktører været at koble en universalistisk og en multikulturel tankegang og praksis, når sociale grupper har krævet særlige rettigheder med henvisning til traditioner, samfundet generelt anser for undertrykkende.

Det er dog ikke så svært at se at Sass Larsen vil placere Socialdemokratiet anno 2016 på assimilationssiden, idet han henviser til en lang række – angiveligt – danske traditioner og handlemåder, som indvandrere ubetinget skal tilegne sig i tanke og handling. Assimilationstanken har i øvrigt en lang historie i socialdemokratisk tænkning, idet det nordiske socialdemokratiers mål gennem en stor del af efterkrigstiden var at assimilere indenlandske og tilvandrede til en rationel, moderne livsstil. Det nye i det 21. århundrede er at opretholdelsen af traditioner har overtrumfet udbredelsen af det moderne som politikkens mål. Dermed bevæger Socialdemokratiet mod en position der førhen har været besat af Det Konservative Folkeparti. Dette indebærer også at “humanisme” i den tredje dimension får to betydninger – dels er humanisme synonymt med multikulturalisme, dels med modernisme.

For at sammenfatte: Henrik Sass Larsens – og dermed Mette Frederiksens – udmeldinger er både strategisk og ideologisk væsentlige fordi de markerer et forsøg med at bryde med partiets linje fra 1980’erne for i stedet at placere partiet til højre på GAL/TAN-dimensionen.

Strategisk kan motivet være at tiltrække vælgere fra Dansk Folkeparti eller at åbne for et samarbejde med DF for at gøre Socialdemokratiet uafhængigt at Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre. Ideologisk bygger Sass Larsen tilsvarende Socialdemokratiets politik anno 2016 op på en kobling af konsekvensetisk argumentation, partikularisme og assimilationstænkning. I hvilken udstrækning politikken er realistisk på vælger- og parlamentsarenaerne og i hvilken udstrækning partiet kan kombinere realiseringen af en moderniseringsdagsorden på den socioøkonomiske dimension med en partikularistisk assimileringsdagsorden på GAL/TAN-dimensionen står tilbage at se.

Konkurrencestaten og velfærdsprofessionerne

Oprindeligt publiceret på Medium 2. maj 2016

Politiken havde lørdag den 30. april 2016 et interview med professor Ove Kaj Pedersen, der er blevet verdensberømt i Danmark på formuleringen af begrebet “konkurrencestaten”, som fik stort gennemslag under den socialdemokratisk ledede regering 2011–2015. Ikke mindst den daværende finansminister Bjarne Corydon — som senere er skiftet til konsulentbranchen med en ansættelse hos McKinsey — var stærkt begejstret for Pedersens analyser og begrebsapparat.

Eftersom Corydon var ministeren bag folkeskolereformen og afskaffelsen af skolelærernes kollektive arbejdstidsaftaler, indebærer det naturligvis også at Corydon og Pedersen blev set som fjender af velfærdsprofessionerne inden for social-, uddannelses- og sundhedsområderne. Corydons forslag om at gennemføre en kvantitativt baseret præstationsstyring og -evaluering ned på individniveau fordybede denne konflikt. Dette er temaet for lørdagens interview, hvor Pedersen udbyggede sin kritik af professionsgrupperne.

 

Man kan efter min mening dele Pedersens argumentation i tre, hvor den første del handler om den offentlige sektors rolle i samfundsøkonomien, den anden om professionerne i den demokratiske proces og den tredje om professionernes rolle mellem fagpolitik og fagforeningspolitik. Jeg vil kommentere argumentationen i den rækkefølge.

Velfærdsstatens økonomiske krise og konkurrencestaten

Her har vi at gøre med en grundlæggende præmis for Ove Kaj Pedersen: Den moderne velfærdsstat, som blev udviklet gennem 1950’erne og 1960’erne, viste sig økonomisk uholdbar, da vækstkrisen satte ind i 1970’erne. Den økonomiske krise er ikke den eneste forklaring på velfærdsstatens sammenbrud og transformation efter 1980 — her skal globaliseringens effekter også tages i betragtning — men den indgår med betydelig vægt.

Mod Pedersens argumentation kunne man stille spørgsmålet, om det reelt er umuligt at styre den offentlige sektors økonomi. Den økonomiske og politologiske forskning fokuserede meget på dette perspektiv i 1970’erne, hvilket også kan være med til at forklare økonomisk og public choice-baserede modellers gennemslag både i analysen og styringen af den offentlige sektor. Her kan man for Danmarks vedkommende dog pege på, at den eksplosive vækst i de offentlige udgifter var begrænset til perioden 1965–1975.

Efter 1975 har det i stor udstrækning været de økonomiske konjunkturer og stigningen i antallet af folkepensionister, der har drevet udviklingen. At økonomistyringen under Anders Fogh Rasmussens regeringer lod en hel del tilbage at ønske bør tilskrives kortsigtede partipolitiske strategier — Fogh Rasmussens politik havde til formål at fastholde vælgerne som brugere, ikke producenterne af offentlige ydelser. Den økonomiske krise, som gentagne kommissioner har arbejdet ud fra i 2000’erne og 2010’erne, har været koblet til den demografiske transition, som er koblet til en voksende andel af ældre i den danske befolkning.

Mere overordnet kunne man spørge, om ikke konkurrencestaten i Ove Kaj Pedersens aftapning er tilbageskuende: Der er tale om en politisk og økonomisk orden, hvis formål var at overvinde 1970’ernes krise, ligesom velfærdsstaten kan ses som en reaktion på 1930’ernes politiske og økonomiske krise. 2010’ernes politiske og økonomiske krise har en anden baggrund, og skal sandsynligvis håndteres med andre midler.

Flertallet, det fælles bedste og professionerne

Ove Kaj Pedersens model af konkurrencestaten har en anden præmis, som kun delvis kommer frem i interviewet. Sagt lidt forenklet, går Pedersen ud fra at der er sket en grundlæggende magtforskydning i det danske samfund, så de kræfter, der tidligere kunne konkurrere med de politiske partier, nu er blevet underlagt den parlamentariske orden. Dette gælder interesseorganisationerne – hvorfor tidligere tiders korporatisme er blevet irrelevant – men også den offentlige forvaltning, som Pedersen har omtalt som et levn fra enevældens tid. Der eksisterer – og skal ikke eksistere – nogen særlig raison d’état eller en professionel etos: Kun forpligtelsen til uden afvigelser at omsætte beslutninger vedtaget af et flertal i Folketinget – hvilket Pedersen antager er en direkte repræsentation af befolkningens vilje – i praksis står tilbage som forvaltningens og professionernes opgave.

Her kan man pege på en mærkelig konflikt i Pedersens tænkning. På den ene side ser han staterne som de grundlæggende aktører, hvorfor det globale økonomiske system er sammensat af de suveræne stater. Befolkningernes rolle er at underkaste sig de politiske beslutninger, der maksimerer respektive stats konkurrenceevne. På den anden side anlægger han en radikal tolkning af modellen med den parlamentariske styringskæde. Den ene forståelse er ekstremt elitistisk – og peger egentlig på Finansministeriet som Konkurrenceevnens, og dermed det fælles bedstes, yderste forsvarer – men den anden er ekstremt populistisk i Robert A. Dahls forståelse af begrebet.

Hverken den elitistiske eller den populistiske forståelse åbner dog mulighed for at andre aktører legitimt kan bidrage selvstændigt i omsætningen af politiske beslutninger. Ud over at definere det fælles bedste har Finansministeriet opgaven at fastlægge rammen for fuldstændig kontrol af alle offentlige organisationer helt ned på individniveau.

Professionelle interesser og fagforeningsinteresser

Hvilken rolle efterlader dette for velfærdsprofessionerne? I princippet ingen: Den fuldstændige gennemførelse af centralt definerede præstationsindikatorer er en måde at forhindre enhver selvstændig handlen i de underliggende niveauer i en strikt hierarkisk orden.

Moderne styringsteknik har dog det raffinement at man fra det overordnede niveau gennem incitamenter, indikatorer og evaluering styrer underliggende niveauer sådan at de har ansvaret, men ingen magt. Dette sker både på organisationsniveau og individuelt niveau. Denne manglende kobling af magt og ansvar er den moderne offentlige forvaltnings paradoks – med mindre man er ansat i Finansministeriet og besidder den ansvarsfrie magt.

Omvendt fremstår enhver afvigelse fra de udstukne planer som en illegitim varetagelse af særinteresser – og her primært de ansattes egne særinteresser. Man skal her medgive at Pedersen peger på en sær dobbelthed i velfærdsprofessionernes foreninger: På den ene side er de faglige sammenslutninger og dermed centrale arenaer for og aktører i debatter om mål og metoder i implementeringen af offentlige policies, på den anden side er de fagforeninger, der varetager ansattes løn- og ansættelsesvilkår over for en arbejdsgiver. Dette gælder i øvrigt for DJØF i lige så høj udstrækning som for Danmarks Lærerforening.

Fagligt opstår der en konflikt, når faglige interesser glider over i fagforeningsinteresser. Så længe professionernes foreninger fremtræder – eller kan fremtræde – som talsmænd for den offentlige sektors brugere, kan de opretholde deres position. Derimod er de truede når de fremtræder som fagforeninger.

Politisk forstærkes konflikten når en socialdemokratisk regering, der i princippet skulle være velvilligt indstillet over for lønmodtagerinteresser, også er arbejdsgiver. Det bemærkelsesværdige ved Bjarne Corydons tid som finansminister var, at regeringen her opgav enhver illusion om at varetage lønmodtagerinteresser såvel i som uden for den offentlige sektor.

Et centralt spørgsmål er så om Finansministeriet indtager den privilegerede position uden for de samfundsmæssige interessemodsætninger, som Bjarne Corydon og Ove Kaj Pedersen vil have os til at tro, eller om Finansministeriet indgår i konflikterne som en helt almindelig arbejdsgiver – dog med den fordel, at Ministeriet (også gennem kommuner og regioner) de facto har monopol som arbejdskøber på professionsområderne. Tilbage for professionerne bliver i denne model i alle tilfælde kun at udøve konstant offentlig selvkritik, der kan bringe dem på linje med Finansministeriets præstationsindikatorer – en praksis der i øvrigt bedst kendes fra Kulturrevolutionens Kina.

De første opdateringer

I løbet af juli og august genposter jeg her på siden hver fredag nogle noter, jeg tidligere har publiceret på Medium. De er altså ikke nye, men de kan forhåbentlig stadig være værd at læse.

Og hvorfor flytte opslag? Tjah, publiceringsplatforme kommer og går, og egentlig kan jeg bedst lide selv at have kontrol over mit materiale.